TO SORTHVIDE TRUSIMER / TO SÅREDE TURISTER

20.06.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS

Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist. 

Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen. 

EYES AND REWIND

Vi ser ikke længere ting som vi ikke kan se igen

og igen

med det samme

Det er en del af kontrakten med tech

Der var engang hvor man ikke kunne se noget

før det var klart til at blive set igen

hvor øjnene måtte vente

på maskinen

spolerne

genudsendelsen

og blive sultne eller mætte efterhånden

ikke eller ville

se igen

Det var en del af kontrakten med tech

Gamle tech

Hvor strømmen gik ind og hjulene kørte rundt

Hvor tech var materialer og formgivne versioner

Hvor tech var virkelig

Nu er mine øjne blevet trætte

svage

Jeg har tabt stirrekonkurrencen med tech

There is always more

Infinite soul

music

I've changed my mind

I take it back

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

I've changed my mind

So, where did you see me go?

It's not the right way, you know

Where did you see me go?

No, it's not that I don't know

I just don't want it to grow

It's not that I don't know

I've changed my mind

I take it back

The Cardigans 1999

CHRIStmas REAction

I'm driving home for Christmas

Oh, I can't wait to see those numbers

I'm driving home for Last mass, yea

Well we're moving down that climate

And it's been so long

But we will see it

I sing this song

To press the fact out loud

Driving in my car

Driving home for Last mass

It's gonna take some time

But we'll get there

Top to toe in callbacks

Oh, we got red lights as a fact

But soon there'll be a freeway, yea 

Get my feet on soggy ground

So I sing for you

Though you can't hear cos'

We're not yet through

And feel it near us

Driving in our car

We're driving home for Last mass

Driving home for Last mass

With a thousand wrong regrets

I take a look at the driver next to me

He's just the same

Just the same

DANCING TO NILS PETTER MOLVÆR

Is it me stepping back into lust

Me being dragged out the lost dust of lungs

The gust of being young

Birds of never sung never even tried to be wrong

Feathery weaver telling lies about the skies

Rhythm rhyming with sliver lining

Lips posing for kisses

Sliver lying

Of flickers of wishes for floors or whores

Of the mind

Get out there you tripper

Get our where the zipper promises a

whiffer of belief

I'm dancing alright

I'm keeping it tight

To my body of late age fright.  

NATUREN VIL IKKE NATUREN VIL GERNE

Jeg er i disse dage og tider plaget af en anfægtelse ved at se vinterbadere, skovbadere, vildmarksfolk, trekkere, friliggere, kajakroere, klatrere og alle andre tænkelige naturtyper søge naturens omfavnelse og helende kraft. Det fremstår som et hyklerisk forsøg på at tvinge naturen til at hjælpe kroppen og sindet i en tid, hvor vi samtidig gør alt for at udslette den. Der er et uhyggeligt aspekt i, at skoven, havet, landskabet og klippen ikke kan afvise at give den helende energi fra sig, når mennesket sænker sin krop ned i den, fordi den energi netop er naturlig. Jeg har haft en lignende mindre anfægtelse, når jeg har betragtet, hvordan trænings-, fitness- og bulkingtyper skubber naturens produkter ned gennem deres af træning udsultede hylster for at vokse ved det og med ophøjet ro skider resterne af naturen ud i kloakken som noget ubrugeligt lort. 

For på den anden side af naturen penetrerer vi himlen med fly og raketter, borer klippen til grus og mælker havet til med plast som en pervers menneskelig aura, der flyder ind i mødet med alt det naturen bærer frem. På den anden side af de meditative scenarier pulser vi løs på mineraler og fossiler, fordi vi skal lære og selv og hinanden bedre at kende. Varmer stuer, kirker og forsamlingshuse op, for at se virkeligheden i øjnene. På den anden side af naturens helende kraft årelader vi den ind i et unaturligt kaos. 

Men det er ikke de samme mennesker, siger du. Det er de samme mennesker, siger jeg. Vi er de mennesker. 

Der er en mærkelig trøst i at dem, der ved, hvad de taler om siger, at naturen aldrig kommer til at give op, den kommer til at fortsætte – men uden os. Lad ikke den dag komme, hvor det bliver en undskyldning for at rejse med som blind passager. 

TIMES NOW OMEN

 

I'm losing faith in the world, the world is not losing faith in me. 

RIVER

Safe journey. 

THE THREE STAGES

STRATEGENIER

PORTRAIT ME

EN VASE AF HALS

En vase af hals

hvor blomsterne visner

og minder står klart

hvor leret er tørt

hullet vand

og fremtiden tabt

GENEREL ETHICS

TID TIL OPDRAGELSE - TID TIL OPDAGELSE

Man taler så meget om at forældrene skal opdrage mere og bedre, at der kommer så mange problemer fra den manglende opdragelse. Senest hørte jeg det fra Frankring, hvor der blev appelleret til forældrene til de unge mennesker, der laver optøjer og konflikter med politiet. Hjemligt nævnes den manglende opdragelse igen og igen især i forbindelse med skærmbrug, men også når talen falder på mobning, alkohol, inklusion og jeg havde nær sagt demokrati. Forældrene skal altså også på banen, lyder det typisk, når  problemstillinger eller kriser og diverse politisk motiverede sanktionsmuligheder eller lovgivninger har været vendt. Kan man sige det sådan, at det lyder til at den hegemoniske diskurs ikke alene hælder til at der foregår for lidt opdagelse i hjemmene, men jo også at den kan gøre en forskel? Men har nogen gjort sig ulejligheden med at undersøge, om det overhovedet er muligt eller endog ønskeligt at opdrage børn i dag?

Disclaimer: Jeg tænker og skriver som forælder, skolelærer og moralist. Stop her, hvis ikke du vil opdrages på.

Tabet af sund fornuft er en af de helt store katastrofer i udsynet fra de frelstes grundfæstede borg. Hvordan kan de unge dog undgå at vide, hvad der er almindeligt kendt og accepteret. Hvorfor er de dog ikke bedre til at drikke mindre, læse op på tingene, være bevidst om kausalitet, gennemskue kapitalismen, forstå at man høster som man sår, ligger som man reder, får løn efter fortjeneste?! Nu må forældrene se at komme på banen!

Det sproglige fraset (som mange år som sproglærer har lært mig er så flygtigt og sårbart, at man ikke skal forvente selv personer over tredive ved, hvad snusfornuft er), så er sund fornuft ikke noget man opdrager sine børn med eller til. Det er noget man oplever sammen med dem eller udsætter dem for, og oplevelser er ikke, hvad de har været. Hverken i omfang eller karakter. Den fælles refleksion (mesterlæren) ej heller. Oplevelser skal helst være overskuelige, afmålte, perfekte og æstetiske. Ikke uventede, besværlige, korte (eller alt for lange), mystiske, usynlige og udenfor kategori. Ferier, hvor oplevelser jo oftest forekommer er til hygge og velvære. Afstresning og hvis der et tale om stressning eller udfordringer, så er de stadig kontrollerede, betalte på forhånd og med aftalt sluttidspunkt. Der er ikke oplagte benspænd, hvor der skal vurderes eller planlægges om igen. Ingen sjusning, ingen trial and error, ingen anden vej. 

Familien er det vigtigste. Det siger alle, der har en som de er glade for (der er markante undtagelser - også flere end man kan bagatellisere dem - men i denne sammenhæng er det diskursen, det handler om, så tilgiv mig). Der er ingen, der siger der er noget vigtigere end den - om det er børnene, konen, kæresten, mor og far og slægten fristes man til at frygte. Intet arbejde, karriere, kald eller nogen pligt er vigtigere end den. Så selvfølgelig skal der ikke kastes grus i den. Selvfølgelig skal vi kunne være sammen og hygge. Bare være og vide, der ikke er noget, der kan eller skal forstyrre os i vores trygge, veludviklede harmløse samvær. Der er jo ikke tid til det i det daglige. Det er i ferier og fritid vi gør afbigt for det travle liv i skoler, på job og med interesser. Vi skal ikke lære nye ting om os selv og hinanden. Vi skal ikke teste teorier eller reaktionsmønstre, vi skal ikke fare vild eller bliver uvenner. Vi skal bare være på det udviklingsstade vi nu engang er på - for familien er det vigtiste og det vigtigste må ikke være det værste. Det værste er her den uvidenhed og usikkerhed, der fører til at fornuften skal aktiveres. Vi har ikke tid til ikke at have det godt, når vi har så travlt med at kunne have det godt, når vi har fri. 

Opdragelsen stopper når børnene kan klare sig selv, kan man sige. Faktisk er det nok blevet (se også flertalsmisforståelser) den bedste opdragelse - og dér den såkaldt sunde fornuft er endt - at man selv skal finde ud af det, gøre det, leve det og være det, og når så man er hjemme, så skal der ikke arbejdes med bedømmelser, evalueringer og forsøg. Det er hele verden jo fyldt op med. Men pottetræning, gode manerer, syntaks og hygiejne er ikke 1:1 = sund fornuft. Der er overlap, bevares, men sund fornuft florerer først og fremmest i socialt samvær og interaktion med en uterlig fysisk omverden, der ikke gør eller er det man forventer. Den stiller krav, den brænder, den vender ryggen til en, den giver kvalme og stiller gåder. Den går ikke til tiden og den tager din tid. Dét besvær er opdragelse. Det besvær skal man som forælder og familie omfavne. Der er endda også chancer for vi forældre kan lære noget og blive opdraget lidt og modsat den selvforvaltende opdragelse er den bedste opdragelse den, hvor man kan se, hvad sund fornuft er in vivo hos nogen, der prøver sig frem.

Jeg skal undlade er folde konsekvenserne ved at overlade opdragelsen til det digitale univers, hvor moral og etik er fiktive begreber og fornuft ikke findes som andet end rationaler og strategier ud, men samlet blot pege på, at jo mere vi overlader problemerne til individerne at løse, jo sværere og mere udbredt bliver de. 

Det er med andre ord ikke forældrenes skyld, at børnene mangler opdragelse og sund fornuft. Kun i den udstrækning, at vi har fjernet den del fra fællesskabet ved at presse familierne med arbejde og kår, der ikke levner plads eller lyst til at tage kampene med opdragelsen og eller tilgrænsende dannelsesaktiviteter. At der findes et begreb som kvalitetstid er rammende; for dels peger det netop på, at den tid man har i sin familie med fokus på familien er blevet et koncentrat (som olie, karat eller kunsttryk), fordi der er så lidt af den, men også betydningen af den vigtigste tid, der jo er, at man skal have en dejlig, konfliktfri og hyggelig tid sammen, uden forstyrrelser. Og altså uden opdragelse af børn og forældre.

God ferie.

PUPPE · NAT · DRØM

Jeg vågede i nat ved at et møl baskede på vinduet for at komme ud. Så mange spørgsmål. Hvor havde puppen siddet i huset. Hvordan kunne den vide at udenfor var udenfor, når det var nat. Jeg stod fortumlet op for at hjælpe den ud og følelsen af den lille bløde krop i mine hænder gang på gang, mens jeg forsøgte at gribe og holde om den, sidder der stadig - i mine hænder. Billedet af mig udefra med hånden over et møl er som Magritte kunne have tænkt det. Månen med. Da det endelig lykkedes mig at fange det og åbne vinduet så det slap ud forsvandt billedet på samme måde som en drøm forsvinder. Jeg lagde mig til at sove igen og drømte om gamle rivaler og kærester. 

ARTIFICIAL INDIFFERENCE

SOKRATES' DOM

 

Sokrates var avantgarde, og vi ved allesammen, hvad der skete med ham.

René Magritte, 1966

FORTÆLLINGER VERSIONERINGER ANTAGELSER

 

ANG. PROTOMODERNE ERKENDELSER

I butikkens vindue en figur uden lyst. En mannequin, men også en krop og også altid en hån mod mennesket i sin simple sampling af kroppen. En størrelse. Nogle standardmål. Et stativ. En ubekvem gåde. Noget, der ikke er noget uden forklædningen, varen, tøjet, men alligevel ikke forsvinder uden. Mannequinen er kun til tøj. Det er derfor bare mannequiner er pinlige, ikke på grund af nøgenheden, som jo er umulig, men fordi de er målløse. Tøjet på dem kan så være vinterligt, sporty eller begrænset til bade- eller blondeundertøj. Lige meget hvor meget brystvorterne stikker ud under stoffet eller skægstubbene er malet frem med knivskarp skygge på den brede kæbe, lige meget hvor autentiske kontrapostoer eller atletlommer de optræder med, er de uden lyst. Formstøbte faconer i en vulgærmenneskelig målestok. Belyste og golde som villaveje efter midnat. 

Ordet mannequin betyder lille mand og på eventyrlig vis er den lille mand blevet både offer for og hersker over ulysten. Den lille mand vi kender fra sagn og klicheers randområder har erkendt sit erotiske nederlag og har nu som hævn skabt nogle væsner, hvor erotikken dør konstant. Døende erotik får os til at frygte for at miste den i levende live, og derfor har han skabt en forbindelse mellem mannequinernes ulyst og vores erotik, der også er den forbandelse, der får os til at kigge på deres kroppe under tøjet og frygte vi hellere vil have dem.

NY BOG

 

Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter. 

Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?

Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender. 

Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer. 

Jeg lader som om jeg skriver.

THE (S)ELECTION QUESTION

 

KIEFERHOMEN XXVII & XXVIII

TIL KAMP MOD ESSAYET - ET SELVUNDERGRAVENDE ESSAY

 

Som man ofte siger, så er det fejlene, der bringer en videre - og i disse tider er det måske en pointe i, at visheden på det seneste har vist sig at føre os mere på vildspor. Al fald så længe den er er fremsat som et skalkeskjul for magt eller orden.

Essayet har succes. Som genre og som greb. Måske var det een af de mange kognitive konkurser Knausgård indvarslede med den essayistiske gendigtning af sit liv - det står under alle omstændigheder i fuldt flor disse dage. Jeg læser dem selv med stor og udtstrakt fornøjelse som de løbende forlænger formatet. Senest har jeg været sat fast af Ole Martin Høystad, Sebastian Cordes, Martin Bastkær, David L. Ulin, Anders Søgaard og Irene Vallejo.

Forfattergrebet er at man er alvidende og endog forudseende fornemmende sine egne konklusioner og associationer uden at blinke. Man er sikker som skråskrift, man er bedrevidende på en charmerende måde, man er mansplainende ved en uskyldig tilfældighed, man skriver med sin helt personlige og bevislige intellektuelle overvægt og vælter tilmed koket i grøfter og over grænser for at finde pludder og pointer vi andre ikke havde anet var der.

Meget af det minder om stand up - og har man besøgt denne blog før ved man, at jeg ikke tiltror standupperne noget godt i deres bidrag til diskursen og underholdningsindustrien eller menneskeheden for den sags skyld. Essays ligner standup (her til døde metasprogligt bevist - sorry) ved deres veloplagte sproglige sans og evne til at tage hverdagslige hændelser og løfte dem et andet sted hen. Ind i en anden mere eller mindre filosofisk, sociologisk eller usandsynlig statistisk sammenhæng, hvor tandbørster, rødhalse, automatiske døre eller kropsbehåringer bliver til udsagn om dette eller hint menneskelige karaktertræk. Her skal til essayets forsvar siges, at de sjældent har udskamning og tantet korrigering af menneskelig dårskab som mål. Men introspektionen, ærligheden og analysen deler de - udover det sproglige drej.

Fra min egen antilumbago, gasdrevne og standardiserede lektorstol i gymnasieskolen, hvor jeg retter den ene usandsynligt selvsikre gennemgang af moderne kunst, mediepolitik og moral efter den anden synes det ikke underligt, at gymnasieeleverne har svært ved at slippe den fugefaste og nærmest fatalistiske form og gang på gang brænde nallerne på ikke at vide det, de lader som om de ved eller især tror, de skal vide. Sikkerhed er sexet. Ingen er til tvivl i dag. Undersøgelser er noget man begiver sig ud i for at afsløre krænkelser eller kriminalitet og det kræver specialister i fjerne galakser som jura eller levet liv. 

Så meget for de unge mennesker som ikke skal blameres mere end andre, for er det ikke et fingerpeg for alle skrivende, tænkende, debatterende og meningstilkendegivende mennesker, at nuancerne, tvivlen, forsøget for ikke at sige ydmygheden overfor den til stadighed mere komplekse verden vi befinder os i kunne have godt af mindre snæversyn og kategorisering?

Det var Montaigne der opfandt essayet. Wow alligevel! Men det nævner jeg ikke som et anekdotisk slash etosanglende greb. Det er ganske enkelt nødvendigt at tage med i denne status for at kunne komme videre. Montaignes 'Essais' fra 1700-tallet er sådan set ikke stort bedre end det vi oplever og bliver forblændet af i dag, for de er også velskrevne, sammenhængende og undersøgende på den der redigerede måde vi ser essays være i dag, men hans credo og den vilde chance han tog ved at dreje litteraturen og det tænkende menneske i en uprøvet og ny retning, hvor han tillod sit intellekt at lade sig udfordre af og udforske verden med et åbent sind; det virker det til vi har glemt i den noget forkromede form genren er størknet i i dag. 

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har også kig på den radikaliserede og antagonistiske tone sproget har fået i de forskellige diskurser vi bades i. Han mener vi er i fare for at miste hele sprogets udspring, når nuancer og ironi - det man kan kalde undertekster forsvinder. Kender man til ham, ved man hvor vigtig humor er i hans verdenssyn, og i denne sammenhæng er ironien et eksempel på en zone, hvor sikkerheden netop er en party-pooper. Du skal med andre ord altid svare nej, hvis nogen spørger om du er ironisk. Men ironi og gråzoner ser som alle andre uperfektheder (vi nævner i flæng) elendige ud i skarpt lys og fortrækker derfor fra essayets coole selviscenesættelse og utrættelige sandhedspiedestalerede peristaltik.

Måske har vi mere end nogensinde brug for Donna Haraways begreb 'situeret viden.' Ikke for at korrigere eller underminere vores egne refleksioner eller holdninger, men så vi kan fremsætte dem med respekt for at verden ikke hverken kan eller skal laves om, blot fordi vi mener at vide, hvordan den ser ud - og altså er forkert. Vi har brug for på een gang at forstå og fortælle, at man taler fra et sted og ikke han hæve sig op og ud af sin nedsænkethed i egen selvtilfreds suppe og horisont. Jeg ved godt Haraway (også) brugte begrebet til at analysere hele fundamentet væk under videnskabernes akademia, men det gør ikke grebet mindre egnet på sporglige slagmarker, hvor påstande beskyder al camouflage og pletværk ned.

Siger jeg essays og beslægtede ytringer har mere end godt er tilfælles med rabiate og konspiratoriske diskurser? Det gør jeg nok.

Vi skal med andre ord ikke, bare fordi det ser ud til at der er blevet færre sandheder, lade os lokke til at opfinde nye - hverken med sproget eller ideologiernes hjælp. Ifølge den norske filosof Toril Moi er det at filosofere det samme som at undersøge, om der i det hele taget er et problem. I stedet for at forklare skal man være forvirret. Dér har essayet sin berettigelse - sagde han skridsikkert i sine moderigtige sandaler .

Lad mig selvsikkert udtrættet slutte af med at sige, det næppe er tilfældigt at ChatGPT (læser altid Chat som fransk, hvor det betyder kat, og tænker den leger med mig som om jeg var musen og ikke hånden), hvis tone også har denne konkluderende og indiskutable tone, går sin sejrsgang over skærmene disse dage. Selv når den er mest latterlig påståelig er det svært ikke at fascineres af dens urokkelige og selvbevidst seriøse tone. Den ved alt. Som kun en maskine kan vide det, og det spytter den utrætteligt ud så længe man gider spørge. Et uendeligt improteater i flammer.

Var dette et essay? Ja.

1936

 

Mange mennesker befinder sig i vore dage ikke i en naturlig tilstand, når de læser en bog, men føler sig underkastet en operation de ikke har tillid til. 

Robert Musil - 1936

SE PÅ FUGLE MED SAKSEN

IS POST

I HOVEDET UDE AF HOVEDET

 

halsens snit er så tydeligt

hovedet sidder så yderligt

det kunne være så nydeligt

hvis ikke jeg stod på skuldrene af mine egne fortrydelser

BREVE om BOWIE

Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.

Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.

Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,

når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.

Måske det passer, at musikken for ham var et redskab

og mennesket altid var større end den.

"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.

AUTOMOBILITETER

HAIKUESQUE - DRØMMESCENARIE

Det skråner det stråler

inde på det blanke gulv

mit hus det svæver

det svæver

det væver en flok hjemløse følelser

der stavrer staver

morser kalder på

knalder på mine drømme

vers mod vers

trods mod trods

blodet dunker blod imod

ikke enig med mig selv

om hvor jeg skal bo

ikke levende i mit sprog

ikke stemt

ikke glemt

ikke tænkt

bare glidende gulv for nu

og nu

du er kommet

spørger om jeg er hjemme

i seng

eller ude.

EXITSTRATEGI

Vær grim og smuk på samme tid.