SIGER NOGET UDEN SUBJEKT

I min gerning som dansklærer har jeg pludselig set det nok gange til at det har dannet et mønster. Som flittig medialiseret læser og bare litrafag (som jeg kalder det, at jeg læser alt jeg ser uden at kunne gøre fra eller til) dukker det hyppigere og hyppigere op: Sætninger uden subjekt. Sætninger som typisk bare begynder med verbet. Spørgsmålet er måske ikke så meget om subjektet er på vej ud af sproget, for det er det næppe. Men noget tyder på det kan være ved at forsvinde ud af de mere eller mere helstøbte sætninger vi kommunikerer med.

Som retningsløs indgangsbøn er det tankevækkende at sproget for een gangs skyld ikke bærer præg af anglicismer, men strengt taget læner sig op ad det latinske, men det er så også de uskyldigheder der er at komme efter i denne sag.

For vi kan helt sikkert ikke udelukke af det subjektløse sagtens kan stamme fra den virale engelsksprogede mere eller mindre memeficerede internetkultur, hvor sætningskonstruktionerne ofte lefler for det indforståede i situationen eller replikken, hvad man kan understrege ved at pille subjektkonstruktionen ud til fordel for en beskrivelse eller en når-sætning. Sociolingvistisk set kan det være fordi memes ønsker at være (såkaldt) relaterbare - ikke bare fordi man kan genkende sig selv i deres mere eller mindre pinlige eller eksistentielle indhold, men altså også fordi man så at sige indsætter sit eget subjekt i dem.

Det afkortede chatsprog i sms'er og andre dialogiske kanaler er en anden måske mere oplagt forklaring, fordi vi her taler om en voksende sprogpraksis, der dermed har alle muligheder for at suge os allesammen ind i praksis. Her ryger subjektet ikke alene ud, fordi det går hurtigere uden, men fordi det næsten ikke længere giver mening at bruge (typisk jeg'et), da afsender jo som regel er kendt af modtager: Der kommer ikke noget fra et kendt nummer, der behøver støtte sig til et subjekt. Teknoantropologisk kan man overveje om vores devices har overtaget pladsen som en slags subjekt? Ikke at de mig bekendt har fået køn eller navne endnu, men deres formidlende og kontaktskabende rolle antager da en slags anstands- eller lakajagtig funktion.

Vi kan heller ikke udelukke den afskyelige clickbait-syntaks har spillet ind her. Meget lig memes er clikbait-sætningerne ofte formet uden subjekt for at fange fordomme og forestillinger, der kan klikke på bappen. Vi må vide hvem eller hvad! Lur mig om ikke clickbait-sproget allerede har sneget sig ind parodierne eller de ironiske samtaler blandt superbrugerne på nettet.

Sluttelig tror jeg vi skal kaste et blik på de flydende kønsbetegnere, som også kan have spillet ind. Ikke at jeg'et er kønnet, men det er til gengæld meeeget konservativt og bagudskuende, hvad de, dem, vi og alle intersektionalisterne jo er i stærk opposition til, hvorfor både de, som jo går strukturalistisk til værks og vi, der gerne bakker op om det inkluderende og ligestillende, oftere finder nye veje til at undgå visse subjekter, før der hersker klarhed over, hvem vi er sammen med. Og diskursivt handler det måske overordnet om, at subjektet er påvirket ikke bare af nytænkning, men også truet af udskammende trolde og storme og offentlig hån og derfor i det hele taget lever livet farligt i den syge kombination af fejl- og præstationskultur vi pt (og hvor længe endnu) lever. Kan det blive så farligt, at der ligefrem kan opstå uvilje og ubehag i forbindelse med brugen af nogen som helst pronominer?

Men ér det overhovedet et problem eller bare en gammel kridthvid lektors jeremiader? Som sprogelsker, sprogbruger og ditto opdrager (vel) skal jeg være den første til at erkende, at sproget kan og skal udvikle sig. Jeg holdt allerede for flere år siden op med at beklage både skidt og skred i alskens idiomer og fonemer. MEN. Der er noget bekymrende i at sproget helt grundlæggende både skal bære og forlænge os i verden, at vi skal forme og blive formet af det blandt andet fordi det rummer os som subjekter, som kan gøre mig bekymret. Hvis sproget Gud forbyde lige så langsomt skulle transformeres til at ligne al den anden ligegyldige og autogenererede anonyme sump, der hellere end gerne som en forsødet parasit vil omslutte og suge initiativet ud af os ... så vil JEG gerne som den første sige her: DET bliver over MIT lig.

Prøvede hele tiden at undgå fra meta-jokes, men så var indlægget næsten skrevet færdig og se så, hvad der skete!

Vil dog helst være fri for at skulle stå til regnskab for noget, så ovenstående er alene bygget på egen empiri, sprogøre, sund fornuft og teknologiskepsis.

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK

Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana

Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø

Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere

En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 

Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.

Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral

Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.

Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**

Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.

* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem

** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

BY ER EN BY I DANMARK

Ey, tal dansk

Hvad er det med det 'by', som sniger sig ind flere og flere steder. Senest så jeg noget i retningen af 'Planter by Hans Andersen' på en reklame. Hvorfor tror man et 'by' hæver kvaliteten mere end et 'af'. At noget er 'by nogen eller noget' gør det da ikke tydeligere, at der er og bliver brugt omhu og specialviden i fremstillingen gør det? Signalerer det at 'by-produktet' er mere designet eller formgivet end 'af-produktet'? Mere æstetisk, måske. Altså pyntet. Men hvilke varer er ikke fremstillet på baggrund af en formgivnings- og produktionsproces? Er der en grænse? Pasta by Cippolini. Benzin by Martin Aston.
Jeg ved jo godt hvor det kommer fra. De kommer fra den markedsføringslækre praksis med at leje sig selv og sit navn ud, som vi oplever i modebranchen - 'Sneakers by Wood Wood' 'H&M by Stella McCartney Helmut Lang hvad ved jeg.' Det ligner også det vi ser, når produkter sutter på andre produkter og håber på at få en dobbel up, fordi en Hilfiger-handske med GoreTex er bedre end en kinasko med Kina. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor sproget skal tages som gidsel i denne sammenhæng. Og jeg kan ikke forstå man afviser den historiske rod og den regulære betydning der ligger i at være 'af noget.' Af Danmark for eksempel. Der ligger en lille smule farlig forskel i ikke at ville være sit produkt bekendt som noget man har opfostret og dyrket, til forskel fra et produkt man bare har klemt på plads i den form man nu synes det skal ha'.
Denne tekst var ikke 'lavet by mig.' Den var lavet af mig.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fik jeg sagt det?

Vist forstår og bruger vi udtrykkene 'ud af vagten', 'brænde sit lys i begge ender', 'solgt til stanglakrids' og 'at stå op før Fanden får sko på'. Men forstår vi dem på samme klare måde som vi forstår, 'at man ikke skal slå større brød op end man kan bage', 'som at slå i en dyne' og 'sulten som en ulv'? Nej vel.

- Ud af vagten.
Vi siger det når vi vil have nogen skal skride. 
Og som man måske kan forestille sig, nu man opfordres til det, så er vagten jo et sted - men her altså et ganske særligt sted, hvor man, eller den påråbte udskridende, ikke har noget at gøre. Det kunne være den besked man fik, hvis man fx sad og gjorde sig magelig i et rum tilegnet hjertekirurger eller dyrepassere, og man ikke var nogen af delene. Bedre endnu kan man se for sig, at man ytrer noget om noget, man slet ikke har forstand på. Og bliver bedt om at forlade etablissementet. NU! Man genkalder sig en og anden spæd protest overfor forældrenes reglement.
- At brænde sit lys i begge ender.
Vi siger det, når vi vil understrege at nogen, eller een selv, tager for meget (arbejde/ansvar) på sig. I den helt andet ende, når nogen fester/lever livet i overdreven grad.
Her giver litteraturen ikke megen hjælp, udover at påpege det oplagte i lysets symbolske repræsentation (livet, you know). Jeg ser ikke anden forklaring end den praktiske, at hvis man tænder et stearinlys i begge ender, og holder det på sin (så at sige) forkerte akse, så får man absolut mere lys, men stearinen forbrændes ikke, fordi den drypper spildt til jorden, og lyset brænder desto hurtigere. (Lys er i øvrigt en af de hyppigste gæster i talemåderne.)
- Solgt til stanglakrids.
Vi bruger det, når vi vil understrege, at nogen er prisgivet (også et spændende udtryk!), eller ikke har en chance.
Talemåden kommer - som nogen måske vil vide - af at man solgte sin (udtjente?) hest til slagtning, og slagteren (eller nok en anden fagmand) derefter brugte blodet til lakridsfremstilling. Det der kan undre er, hvorfor det er sammenligneligt med ikke at have en chance? Det kan vel kun ligge deri, at er det dét man er solgt til - så bliver der ikke meget andet ud af den affære. Tingene er altså afgjort på forhånd. Man er skæbnesvangert og "på rad & række solgt til stanglakrids."
uPassende til sidst - At stå op før Fanden for sko på.
Vi bruger det, når vi vil sige at noget sker meget tidligt. Fx kl. fire om morgenen.
Man hvorfor skal fanden have sko på? Og hvilke sko passer den kløvede klov? Det melder litteraturen desværre ikke noget om - men den peger på den logiske sammenhæng med 'ukristeligt tidligt.' Talemåden kommer givet fra en levende forestiling om djævelen som en altid entrepenant type, der kun lurede på muligheder for at ødelægge liv og levned for vi svage kønnede mennesker. Og netop det kan vel også forklare skoene, som i de gamle dage var utænkelige ikke at stikke i, når man stod ud af halmen (før man fik fjer) og satte fødderne på det kolde gulv. At det så er ensbetydende med, at Den Hornede gik i træsko er svært at forestille sig

Talemåder i dansk (Gyldendal 2010)
Politikens hvorfor siger vi sådan (2001)
Ordbog over det danske sprog
Hvorfor det (Frydenlund 2006)
http://www.ebbemunk.dk/cvs_tekster/index.html

ENGELSK PÅ DANSK SAGT

Silly skills

Her følger en række flittigt brugte engelske fraser som - let's be honest - GODT og BEDRE kunne siges på dansk, hvis vi bare ville og måske turde. I visse tilfælde er der også tale om fraser, der simpelthen bruges forkert i forhold til forlægget:

1) At 'owne nogen' - kunne og burde siges som at 'æde nogen'. Dels er vi allerede gået på kompromis ved at bøje ordet dansk, men ædelsen er langt mere kontant og kraftfuld end den imperialistiske slavemetafor, der også lugter mere af street end stenbro.
2) 'Rub it in' - siger man i samklang med de mange sitcoms og serier, og synes det lyder som om man virkelig bliver ydmyget. Prøv engang at 'strø salt i såret', og se om det ikke kan understrege smerten ved det. Eventuelt kan du 'sparke til een der ligger ned' og efterfølgende byde ham 'velkommen på forsiden'. (Den sidste talemåde er ikke autoriseret, og jeg ved godt den kommer fra Ekstra Bladet, som, hvor lidet jeg læser eller holder af den udgivelse, må anerkende for at holde det danske sprog i gang!)
3) 'Worst case scenario' er virkelig et hit. Jeg vil tro Simon Kvamm har gjort sit til det, men den ér også en lækkerbisken. Den har rytme og tilmed noget der lyder af fremmedord. Men matcher den helt ærligt 'det værst tænkelige'? Nej vel. Tilmed understreger den danske talemåde, at vi her har at gøre med forestillingen om noget. Hvor mange er klar over det er dét man udtrykker i 'scenenariet'? Her kunne også være tale om en brug, hvor den egentlige betydning er gået tabt.
4) I udtrykket 'Business as usual' er der med garanti - for sure - tale om fejlanvendelse. 'Business as usual' dækker IKKE over, at tingene kører som de plejer. Det dækker faktisk over at de kører som de plejer, på trods af, at alt er fucket helt op. At man insisterer på tingene skal køre normalt. Var der nogen der sagde britisk overlæbe? Det interessante i denne lille sammenhæng (dette indlæg) er altså, at her har vi faktisk ikke en talemåde på dansk, som matcher den engelske betydning, så vi 'må' gerne bruge den - bare vi ved hvad den betyder. 
5) Og nu vi alligevel har 'fucket op' - hvad er det så i vejen med at 'nosse i det'? Vi er i samme sproglige og anatomiske region, associationerne (for nogle ligefrem visualiseringerne) er langt bedre, og en del engelsktalende gæster ville få færre tics, hvis vi tonede lidt ned for knepperiet, når vi taler dansk.
6) 'Better safe than sorry' - signer man for, 'for en sikkerheds skyld' at virke … hvad? Lyder det bedre? Vi har samme allitteration og betydning. Nej, erkendt har vi ikke pointen med - det vil sige, i den danske talemåde er ærgrelsen (ulykken) indforstået. Det ændrer nu ikke ved, at opfordringen under alle omstændigheder er mor-mor-agtig (ikke '-ish').
7) 'Mindset' - er p.t. ved at bevæge sig helt ind i lederDNA'et og dermed alle sprogsnobbernes vokabulemarium, hvorefter vi værst tænkeligt ender med ikke længere at kunne tale om 'tankesæt' eller måske - Gud forbyde - 'kultur'!
8) 'Skills' er et på mange måder et af de bedste eksempler på det værste ved indoptaget af det engelske i det danske. Skills er jo på godt dansk 'færdigheder': Et fantastisk ord, der bærer alt det vigtigste ved det at have skills; processen i (hånd)værket og evnen til at overskue, kunne og fuldende. Skills lyder af, at man ikke synes man vil stå ved, hvad man kan, eller at man mener skills er noget man skal konkurrere på (jeg kommer jo fra Århus, hvor vi netop har haft 'DM i (sic) Skills' - antager 'DM' er en forkortelse for 'Danish Masterships').

Jeg skal i øvrigt være den sidste til 'at pudse glorien' (find a phrase for that, fuckers!) i denne sammenhæng, da jeg har udtalt hang til ikke bare engelsksprogede fraser, men også både almindelige ord og regulære sætninger. Hermed undskyldt.

http://www.phrases.org.uk
http://www.merriam-webster.com

TALEMÅDER OM TYVE

Efter tyve kommer tyve mere

Flere gange på det sidste har jeg hørt talemåden (de, den, det) "er kommet som en tyv om natten." Og jeg må sige jeg har det lige så ømfindtligt med det udtryk som med det, der handler om at føre nogen bag lyset. Der er en indbygget irritation - noget ulogisk - i billedet. Hvorfor er det, det skal være nat, for at det tyven gør er slemt? Personligt kan jeg ikke se, at døgnet gør den store forskel på tyvens lidet ærværdige hverv. En tyv er vel en tyv - og hans bestjæling ændrer da ikke karakter, og bliver da ikke mere lovovertrædende af, at det er nat? Så det, der irriterer mig er altså, at talemåden bygger på noget vrøvl. Bare for at illustrere kunne man lave en lignende dum talemåde således: Du kan regne med ham, som du kan regne med en repareret regnemaskine. Den regner sikkert udmærket - men den har jo altså også været i stykker, så reparationen skulle være en garanti for det, det netop ikke kan være. 
Interessant er det dog, at der findes andre talemåder og begreber med tyve, som er både velfungerende og vellydende: Således er ordet 'tyvagtig' helt fantastisk. Bemærk det hippe suffiks og i det hele taget den klassiske ordlyd. 
Talemåden 'tyv tror hver mand stjæler' er ligeledes meget anvendelig og sigende. På engelsk har man ganske vist et mere dækkende udtryk (it takes one to know one), men jeg synes egentlig det uhæderlige element virker forstærkende på den idiosynkratiske praksis det er at pege mennesker ud, man ikke kan lide.
Udtrykket 'en luder og en lommetyv' (som egentlig hedder 'to ludere og en lommetyv') har altid undret mig. Hvorfor er det lige de to professioner, der bliver tilbage som de sidste - eller møder op som de eneste? Både fordi de begge så udtalt intet har at bestille uden andre mennesker, men også når man må formode de ikke kan betjene (sig af) hinanden, når lommetyven ingen penge har, og luderen ikke ligefrem går klædt i tøj med lommer - i så fald sidder tøjet vel så stramt, at det ikke kan lade sig gøre at komme til lommerne på den. Man forestiller sig også det vil være ret afgørende for aftenens forløb og oplevelser om man møder den ene eller den anden først … skulle man dukke op.
Til sidst endnu et blik på det engelske, hvor begejstringen for den arketypiske tyv er ret udtalt (…). Således kan man sige "There is no honour among thieves", hvis man vil understrege det føromtalte tynde moralske kodeks i faget. Men man man kan også finde steder hvor "There is honour among thieves" - hvilket vi må udlægge som en vis tillid til det menneskelige i alle mennesker. Afslutningsvis kan de engelsktalende også kloge sig med følgende slutning: "It takes a thief to catch a thief", hvad man så kan se, som et hverdagsligt udtryk for den angelsaksiske rationelle tænkemåde, men måske også udspringet for hele krimigenrens kernekompleks.

http://www.phrases.org.uk
Talemåder i dansk, Gyldendal

NYT SKIND PÅ GAMLE TASKER

Talemåder på nye og mere tidssvarende måder inspireret af både ungdom og alderdoms omgang med sprogets blomster. Man skal bekendt høre meget før tiørerne falder.

Folk der stener skal ikke bo i huse af glas. (Oprindeligt skulle man ikke kaste med sten, når man selv boede i glashuse - af gennemskuelige årsager. I denne variant er det bedst at være alene, når man kokser.)
Man skal ikke vælge silden, før scenen er skudt.(Oprindeligt skulle man ikke sælge skindet, før bjørnen var skudt - altså love noget man ikke vidste om man kunne holde. I denne variant understreges betydningen af den medierede virkelighed.)
Den der ager med skude, kommer søsyg frem.(Oprindeligt kom man altså også frem, selvom det tog lang tid med oksekærre. I denne variant kommenteres hvordan valg af transport ofte kan spille ind på ens velbefindende.)
Slidt har også ret.(Her er der ikke nogen syndelig forskel - bortset fra, at den nye variant har en social drejning.)
Man kan ikke stjæle mel fra bonden.
(oprindeligt, af et kreativt tænkende menneske udviklet, billedliggørelse af det umulige i at gøre/få/dominere/ønske sig mere end een ting ad gangen, for præcis det at blæse med mel i munden kan umuligt være en almindelig kendt foreteelse? I den nye variant kan udtrykket bruges til at understrege, at man skal vide hvor man skal stjæle, hvis det er det man vil.)
Hver sin sag.(Oprindeligt til bevidstløshed bekræftende besyngelse af forskellene; hver sin smag - som man imidlertid ikke brød sig om. I denne variant en understregning af moderne menneskers håbløst uideologiske forvildethed.
Liden hue vælter stort læs.(Oprindeligt formentlig erfaret forklaring på, hvordan høvognen kan vippe, fordi den kører over en knold. I denne variant kan elefanthuen (eller anden maskering), få en anselig mængde politifolk af vognen.

Det er hverken første eller sidste gang jeg roder mig ud i disse og over dette stående aktiviteter, men jeg tror den oprindelige indskydelse kom fra Ursula Andkjær Olsens fremragende 'Atlas over huller i verden' - den være hermed anbefalet og behørigt nævnt. Igangsættende var imidlertid Frank Oceans 'Crack Rock' - hvor han subtilt leger med 'rocks and broken homes' - hvad man kan se i den første variant (hermed anbefales hele albummet 'Channel Orange'). Man skal ikke smykke sig med lånte feer.

SPROGET SENESTE

Sandsynlige usandheder om sproget

- iPhone5 får som standard engelsk kodet med ind i den lokale stavekontrol, fordi vi efterhånden bruger så meget engelsk i vores skrift- og sms-sprog.
- På særlige bureauer kan du hyre konsulenter og agenter (såkaldte diskursister) til at lobbye og fremelske særlige ord i sproget - senest set og hørt med 'statsfeminisme', 'økoterror' og 'reality-stjerner'  --- typiske eksempler er 'fredsbevarende' og 'anden aktør'.
- I den næste sprogtest for wannabe-danskere skal ansøgeren forklare ordet hjemve.
- En Phd viser, at dansk slangs genopdagelse af gamle ord som "fråde", "sejle", "-agtig" og "lummer" faktisk skyldes påvirkningen fra engelsk!
- Ordet "dot" (som i punktum i en internet-adresse) optræder nu så ofte i det danske sprog, at det bliver det hurtigst optagne helt nye ord i nudansk ordbog.
- "Aarhus - Danish for progress" er kåret som mest håbløse slogan på en international konference for brandingbureauer. Afgørende var den ret umulige association til wienerbrød.
- Malk de Kojn optrådte mundfulde, da de modtog året Holbergpris.

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok



Brain dam

Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".