HAIKU MURAKAMI

Engang en kat

Et rum forsvinder i folder

Det kan ske igen

ET PER BAK JENSEN-BLIK

At se det at se det

Per Bak Jensen er en af de største (som det hedder med det der lidt kejtede udtryk ... dygtigste) nulevende danske fotografer. Hans billeder understreger altid, at det kræver mod at skabe magi, og at det kræver pertentlighed at skabe poesi. Men de er så også bevis for at netop disse to findes i det dennesidige og ofte skærende almindelige. 

Når jeg kalder hosstående fotografi for 'et Per Bak Jensen-blik' er det fordi jeg tror jeg - da jeg gik gennem Haveforeningen Risskov, hvor det er taget - pludselig blev ramt af noget af det han altid kan se: Umiddelbart den grove og uskønne sammenstilling - sammenstimlen - af emner og former, men derefter langsomt en fortælling og fortolkning af former og dybde: En længsel hos de optrædende. Bemærk hvordan det blå fletværk kaster sin skygge ind på ryggen af den afklædte kvinde, hvis blik til gengæld fører videre til den bølgende stang. Forrest en orange kontrasterende tom krukke, hvor fra hele fortællingen kunne være undfanget og født eller siden skal opsluges i. Scenen er en afgrænset have, som gennemskæres af den tomme hvide farve, der strengt hersker over alt der ment til at spire.
Det er ikke til at se sådan noget, hvis ikke man har set Per Bak Jensens billeder. 

H.C. Andersen skriver på et tidspunkt til Ingemann: "Det er tidt for mig, som om hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde til mig: 'See lidt paa mig! saa skal min Historie gaa i Dig'; og vil jeg det, saa har jeg Historien."

Mere om PBJ bl.a. på http://www.kunstonline.dk/profil/per_bak_jensen.php4
Citatet dukkede serendipitielt op i Lotte Eskelunds 'Da Andersen var i Wien' (1991)

OVER LYD OG UNDER LØDIG

The Daft Club

Nå, så har jeg som en anden app'ologet installeret TDC Play på min smarte telePhon. Det er vel sket ud fra et slags økonomisk antidumhedsforsikringsrationale ... fordi man i disse tider skal passe på med ikke at være dum nok til at betale for noget man lige så godt kan gøre sig fortjent til på anden vis - hvor der handles der spildes som bekendt. Og i disse tider handles der rigtig meget. Især med det spild vi skal have som undskyldning eller bonus (alt efter mentalitet og politisk standpunkt) for at have brugt vores penge. Det var nu ikke tanken det var den store kulturanalyse, der skulle rulles ud - men den lille.
For nu har jeg så i dag lyttet til 'forsiden' på TDC Play - vel vidende der er lidt bagkatalog, men for bare at være sådan en TDC Playboy, der lystlytter lidt hisset og hid. Og hvad fik jeg så ud af det (Udover Cohens stentorrøst)? Følgende: Tanke (1) om at TDC Play, Spotify, Wimp og lign. graver en overfladisk grav for musikken. Guderne skal vide der er et katalog af den anden verden på disse tjenester (forsøger at lade digression på ordet 'tjeneste' ligge til en anden gang, men kan ikke lade være med at se en slags ironi i at flere musiksites hedder noget med bjørne(tjenester) og at man sjældent får gjort sig en tjeneste uden på forventet efterbetaling), men da kun, hvis man selv har indsigt i det. Hvordan finder man ned under forsiden som er pænt plastret til med playlister og alle andres grødkvalte smag (props til TDC Play for at køre tema!)? Er man ung eller bare uerfaren musikpirat og parat til et eventyr for livet, så er det sgu trist at blive rullet af en top ti eller sidste skrig! For i Tanke (2) forstod jeg, at dybde er afhængigt af tid og materie. Når jeg kan dykke ned i et bagkatalog, er det da fordi jeg nogle klare, skønne og gennemsvømmede magiske laguner af lyd, som jeg brugt timer på at lytte mig ind på livet af. Jeg har vendt de vinylpader gang på gang, startet cd-spillen igen og igen, og sat Tunes'ne på repeat fordi jeg har turdet dybet og den sande bevidsthedsudvidende musikalske erfaring ... are you experienced or expired? Du bliver ikke en erfaren farende svedig rocksvend af at poppe toppen af kroppen - du skal have det hele med. Du skal lytte så længe at du ikke hører efter men kører den på klangen uden at klynke, bare synke dybt ned i old school sound and vision (som i epifani).
Så lad mig da dø i synden, hvis det er syndigt at være afhængig af tid, sted og krop - og det er det nok i disse virtuelle tider. Jeg har tænkt mig at dø med hovedtelefonerne på og den sagte, sentimentale lyd af en pick up, der jævnt, perpetuelt venter i inderste rille på det næste himmelske vendepunkt.