Surrealistisk som en beskrivelse af noget, der foregår i virkeligheden er og forbliver en forkert betegnelse. Jeg er bevidst om at holdningen er elitær og måske endda sprogfjendsk, men jeg er nødt til at gøre standpunktet gældende, selvom jeg ved det nytter lige så lidt som at ville forhindre at ordet "voldelig" transformes til "volddig" og "om" til "omkring." Men jeg tillader mig at bruge kræfter på det alligevel. Måske i håb om at disse eftertanker kaster noget andet end vrag af sig.
Man kan ikke bruge ordet surrealistisk om noget i virkeligheden, fordi ordet knytter sig til en kunstretning, der netop beskæftigede sig med at afbillede det uvirkelige. Det gjorde de surrealistiske kunstnere naturligvis med henblik på at udvide forståelsen af, hvad der findes i verden, men gengivelserne havde ikke til hensigt at være virkelige og genkendelige, men derimod fremmedgørende og forstyrrende. De ville vise dét som virkeligheden IKKE kunne mønstre. Den korteste vej til en defintion af surrealismen er (som bekendt) drømmen eller det drømmeagtige. Og selvom drømmen er en stor kasse er det ikke en fyldestgørende definition. Selv drømmen har sprækker, hvor lyset trænger ind og maleriernes logik er ubønhørlig umulig. I surrealismen skelner vi ikke mellem ting, begreber, symboler og virkelighed - alt kan flyde sammen i disse højst destabiliserende udsagn.
Der hvor broen bygges mellem den 'virkelige' og her den i nogen grad trods alt hverdagslige oplevelse af noget uvirkeligt og så surrealismen er selvsagt det fremmedgørende ved at møde genkendelige elementer i en helt uvant sammenhæng. Det er bare meget sjældent der også sker en sammenblanding af kategorier, som det ofte sker i kunsten.
Brugen af ordet er sandsynligvis kommet ind i sproget gennem (dansk?)undervisningen og populariseringen af kunstnere som Salvador Dalí, Henri Magritte og måske vores egen Wilhelm Freddie, men den sivning der er sket fra den museale surrealisme ind i reklamesproget bærer givet også en stor del af forklaringen. Yderligere har jeg en teori om at adjektivet 'syret,' der jo refererer til den hallucinogene virkning af diverse stoffer, på grund af homofonien også har en andel i udbredelsen. Og egentlig bør jeg som sprog- og kunstmenneske være glad for at det udbredes mere. Det ville Breton, Beckett, Jorn og Jens Jørgen Thorsen nok også være. Jeg burde være glad for at man anskuer verden mere åbent og lader sig overvælde af verdens uventede kompositioner. Og jeg har selv i det seneste år - her på bloggen og anderswo - arbejdet ihærdigt med netop at finde surrealismen i virkeligheden, lade mig overvælde af verdens sprækker og overvirkelige kombinationer.
Men misbrugen af ordet går mig netop på, fordi kategorifejltagelser er for alvorlige til at man skal acceptere dem, og de er især alvorlige, når det kommer til virkelighed og erkendelse og der kommer sproget så ind med sin handlekraft.
Hvis vi således tager dette opslags øverste illustration, så er det ikke svært at forstå, at moderen er overvældet af en meget voldsom oplevelse. Med god ret. Men at gøre den surrealistisk, er jo at kategorisere den som uvirkelig, og det er langtfra det samme som at konfrontere sig med, at den er uforståelig - hvad jeg måske tror er tilfældet. Og det mener jeg jo man skal - konfrontere virkeligheden. Ikke bortforklare den. Forstå sin situation. Ikke lukke den ned med sprog.
Når man ser et surrealistisk billede, hører en surrealistisk tekst eller oplever et surrealistisk teaterstykke er det helt ok at føle sig angrebet eller overvældet eller måske endda slået af det uvirkelige, da værkerne så at sige er født og skudt afsted ude fra overdrevet og skál være fremmedgørende med mere eller mindre katharsisk effekt. Den voldsomme anholdelse og efterfølgende fængsling, dit genfundne hårspænde, vandskaden i kælderen, knoglen i leverpostejen og ballonen i vandkanten er måske nok overraskende og uventede, men de er og bliver udslag af virkelighed. Kausale. Aldrig noget surrealistisk som roser, der fylder værelser, mennesker, der har skuffer som en kommode, svævende handsker eller fuglemennesker i kærlighedsopgør.
Der hvor jeg bliver i tvivl er når det kommer til netop verden og virkelighedens endelighed. For som poet kan jeg jo ikke sige andet, end at jeg gerne vil have surrealismen med mig - og det mener også du skal. Altid. Den er en bagdør til det banale, et håndtag i det himmelske.
Så hvis det skaber plads til mere fantasi i dagbladene, mere uvirkelighed på gågaden, flere uafklarede handler med moralen, mere ild i røven, større forskelle på bogstaverne, flere blomster på gravene, mere gas for oven, andre soloer end de bedste, så lad det da være surrealistisk! Måske kán ordet mere end betegne en tid og et greb ... et ur og en hånd.
