Viser opslag med etiketten tro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tro. Vis alle opslag

fredag den 1. januar 2021

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID

 



På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.

Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.

Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.
Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.

Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?
Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.
To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.

Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.

At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?

Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre. 

Godt nytår.



torsdag den 15. januar 2015

EFTERTANKESTREGER






















Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.


mandag den 7. juli 2014

SANDHEDEN OM MENNESKET



















Visse ord

Mennesket et en selvforsynende organisme, der defineres af det det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv.
Alt afhængig af [indsæt foretrukken eksistensfilosofi] kan denne organisme blomstre, forgå eller blot overleve.
Hver dag bør være en kamp mod dette dogme, som jeg netop har formuleret, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre.

KRF
1. september 2013


lørdag den 28. december 2013

TI KATEGORISKE AFGØRELSER TIL 2014













Forsætligt

1) Mennesker som kender Deres forældres navne betyder mere for Dem, end dem, som kun kan deres børns navne.

2) Det er mere ærligt at sige man har løjet, når man har løjet, end at undlade at sige noget i det hele taget.

3) Noget kan først siges at være alvorligt, når det er umuligt at lave sjov med. Så bliver der stille.

4) Mad er tid. Ikke at spise er at dø.

5) At gynge forlænger livet.

6) Hvis man ejer ting som bliver mere værd dag for dag, bør man udlade at sælge dem. Ting som mister værdi kan man derimod roligt skille sig af med så hurtigt som muligt.

7) Selvom længsel er et meget kompliceret begreb, der indbefatter både, tid, rum, sted og psykologi, fandtes det også før, det fik et navn.

8) Trafikken giver sproget så mange metaforer, fordi vi er i kronisk selverkendelse, sålænge vi kører bil. 

9) TV blev opfundet i den bedste mening. Men det gør ikke alle TV-udsendelser velmenende.

10) Man kan kun tro på Gud.


'Kategorier' og deraf følgende kategoriseringer er et egentligt meget besværligt filosofisk begreb, som man - måske De - ofte bruger uden større omtanke. At noget falder i den ene eller den anden kategori - f.eks. 'substans', 'tid' og 'årsag og virkning' - betyder meget for at kunne forstå sig selv og verden. Det interessante ved kategorierne er således ikke alene det 'afgrænsede' eller 'indiskutable', sådan som vi ofte tænker begrebet kategori, men at ting tilhører forskellige sfærer af den menneskelige verden - hvor de så skal, kan og bør opfattes som forskellige grundlag for erkendelsen af den. 


mandag den 2. december 2013

GLORIER


Én er horizontens vibrerende ring

Én er moderens strammende køn

Alt er foruden dem ingenting

Alt bærer i tiden sin løn







torsdag den 7. november 2013

FEM BEVISER PÅ AT DER FINDES ENGLE
















Selvom du ikke tør sige du elsker hende, siger du det alligevel.

Kombinationen af udsigter og landskaber.

Kalkmalerierne.

Du vågner inden lige du kører galt i bilen.

Som med så meget andet genialt ville man være nødt til at opfinde dem, hvis ikke de allerede var her.


tirsdag den 7. maj 2013

ET SIMON GROTRIAN BLIK















Kom Simon
                      lad os fiske sølvfisk med guldpapir.
Lad os gemme støv
                      med ordet støv på en stav.
Intet er det visse
                      som endnu ikke er hændt.
Kom Simon
                      lad os brænde breve vi aldrig fik skrevet
med frygtelig ild
                      hentet i døgnets klippe.
Lad os kysse mødet mellem ukendte
                      undfange dette skødesløse testamente
denne kontakt om intet mere
                      end det nødvendige at være.
Det står her
                      simon nomis.
Skriv under på den punkterede linie
                      og tag et korkbolsje.

søndag den 21. april 2013

DIGT TIL ALLE DE KOMMENDE KONFIRMANDER












Moderen spørger Ham:
- Er du min Gud eller søn,
naglet til korset? Hvordan
finder jeg vejen hjem?

Kan jeg betræde mit hus
uden at vide besked:
er du min søn eller Gud?
Levende eller død?

- Kvinde, svarer Han, - vid,
det er det samme, fordi:
levende eller død,
søn eller Gud - jeg er din.



Af det kan man lære, at der (altid) er andre, der har langt større kvaler med sin tro end en selv, men at det, det (altid) ender med og kommer an på, er om du tør tro på kærligheden.

Teksten er et uddrag af digtet 'Nature Morte' af Joseph Brodsky i Mette Dalsgaards oversættelse.

lørdag den 21. april 2012

SYV BILLEDER FRA FIRENZE
























Der mangler ikke beviser på Firenzes forbindelser til renaissancen - eller rinascimentoen - og al dens væsen, når man bevæger sig rundt i gaderne, navne, statuer og paladser. Og indenfor hænger så alle de værker og navne vi ved var der dengang. Angiveligt parallelt til at Olafur Eliasson lyser i palæet på Amaliensborg, Richard Mortensen tilser forhandlingerne på Christiansborg og Per Kirkeby hænger på Esplanaden. Men Firenzekunstnernes svaghed for at iscenesætte de skildrede begivenheder i netop deres by (og tid) er der også rig mulighed for at få bekræftet. Tag fx det meget populære motiv 'Bebudelsen', hvor vi ser Maria både tidssvarende klædt og opholdende sig i særdeles stilbevidst arkitektur for den tid. Hun foretager sig også det en rettroende renaissancekvinde bør gøre - nemlig læser Biblen (antageligt GT). I Leonardos version forekommer udover det nævnte også en ret udførlig botanisk redegørelse for træer, som virker en anelse anstrengt (men nok blot er udtryk for Leonardos maniske nysgerrighed) - lige indtil man kaster blikket op på de mange bakker og bjerge, der omgiver byen og ser, i perfekt udklippet silhouet: Træer som på maleriet.
















For en nordbo står Santo Spiritos facade som en af de mere vellykkede udsmykninger. Endelig falder øje og sjæl lidt ro uden de mange bånd, pilastre, marmorintarsiaer, flødeskum og kringlede anakronismer. Det er selvsagt fordi facaden aldrig blev færdig - tsk. Meget lig planerne for San Lorenzo, hvor man dog ikke er i tvivl om, at der ligesom mangler noget. Det er klart, at denne oplevelse er en parallel til nordboens forskrækkelse over de overlæssede og baroktbelyste kirkerum og tilbedte helgener indenfor, som igen er en forlængelse af den kulturkristne kløft vi har over til den katolske religiøsitet. Vi NOMAder har i flere omgange fundet os selv i en streng og sparsom tilbedelse af intellekt, inderlighed og enkelhed; der er sten nok at leve på.
Det er lidt som at se Fiorentiona og Palermo mødes på Stadio Atemio Franchi, og ikke kunne forstå, hvordan man kan spille i hhv. lilla og lyserødt, og stadig tage mandfolksporten alvorligt?
Måske handler det om, at alle de sydlandske gestus - de være sig taktile, tekstile, sakrosante og standardiserede - netop handler om at vise, at der ér noget derinde. Ikke at overfladen er det afgørende. Næsten tværtimod. Hvor vi - lutheranere, syndige og altid klar på at svigte den ene eller den anden sag - ikke tør bygge, bo eller bede i en fristelse. Man kunne jo falde i svime over noget yderligt!





Når man nu rejser i embeds medfør kommer man lykkeligvis også andre steder end de oplagte. På denne færd blandt andet på byens naturhistoriske museum - eller Galileo-museet. Og udover at være et naturhistorisk museum på godt og ondt (udvalg og omfang), så byder det dog også sin opmærksomme og loyale besøgende på både poesi og indsigt. Museets hovedattraktion er nogle solide og historiske - omend ikke originale - modeller af Galileis og andre videnskabsmænds redskaber og instrumenter. Alene erkendelsen af, at videnskaben var så meget i sin vorden, at forskeren ikke havde noget at forske med, men først skulle tænke sig til et instrument, der - så at sige - kunne nå ind i materien, alternativt ud i rummets abstrakte, er utroligt fascinerende. Al fald for en lægmand med humanistisk (ud)dannelse. Forestil Dem en ubændig trang til at vide noget om smaragdens indre eller struktur og i princippet kun have en hammer at finde ud af det med. Smukkest er dog grebet med at gøre faldet til en bane eller en spiral, hvor den ene efter den anden kugle bevæger sig lovmæssigt i et parallelunivers af hver gang nyfunden viden og erkendelse. Det må svare til at gøre sjælen til en krukke eller beholder, som man så pludselig kan stikke sin hånd ned i.
Når man helt kvantitativt sammenholder byens attraktioner, så må man dog sige, at kirken og kunsten har sejret over videnskaben. Kan godt hænde kuplerne spænder sig statisk, matematisk mod himlen, men kampen for at oplyse verden med solen og fysikken er ikke den man har med hjem på nethinder og scandiscs. Det er som et omvendt syndefald, hvor kirken blinder og døver os så veholdende med skønhed og lidenskab, at tyngdekraften igen bliver Guds foranstaltning. Ikke modreformation ... nærmere modlys.
























Med gennemsnitligt 250.000 besøgende turister om dagen, er det ikke underligt udsalgsmulighederne med tiden har foldet sig som kommercielle lameller i gaderne omkring Mercato Central og skabt tre gader, hvor der før var een. Det betyder man nogle gange både går på bagsiden og forsiden af det endeløse salg af lædervarer og t-shirts. I en art afsætningsøkonomisk farce ved man ikke hvor man befinder sig med sit forbrug, når man hele tiden bliver mindet om, at pengene flyder til den, der tilbyder det mest fristende, men selv det altid har en bagside af fortjeneste og profit. Måske meget passende, at det eneste man kan sige med sikkerhed er, at man går i rendestenen.
















Firenzes mange gamle renaissancebygninger er som en slags omvendte Potemkin-kulisser, der står rejst som et bevis på at det vár her storhed fandt sted og, at det vár her de største boede og levede. Men egentlig er det er blot tomme skaller fyldt med ualmindeligt almindeligt liv, hvis profane og simultane karakter afspejler sig i den måde alle skilte, bogstaver, opfordringer og ruder som mug har angrebet facaderne.













Under et besøg på Palazzo Pitti (på en særudstilling - den permanente kan bestemt også anbefales) møder øjet pludselig Hokusai og hans bølge. Og pludselig forstår man, i hvor høj grad man har bevæget sig rundt i en monokultur, hvor legendarisk den så er. Men også (igen og for Gud ved hvilken gang) bliver man slået af den ubeskrivelige skønhed i netop dét værk. Rummet fladen, dynamikken, fortællingen, eksistensen og, som Tom Kristensen siger, kunsten at kæntre med sjæleblank ro. Kan hænde Tom K netop rejste derud, for at få renset øjne, ører og dejets trug for den vestlige, selvforsynende og selvsynede facon, som Firenze på mange måder er det bedste og værste eksempel på.
Ex Oriente Lux, Ex Occidente Lex.

tirsdag den 14. februar 2012

EKSISTENTIEL TRIANGULERING: GUD, MATEMATIK OG MENNESKE


















Safety in numbers

Dagens tekst i søndags var fra bl.a. fra Paulus' brev til korintherne. Og i vanlig højstemt og fremlænet stil forkynder han sagernes rette sammenhæng for os jordiske væsner. Grebet er uforligneligt retorisk. En skaber siger til sin skabning; Hvad kan du vide om mig, som jeg ikke ved bedre end dig? Hvad kan du være andet end mindre end det, der skabte dig? Sandt nok, må man erkende - og alt efter temperament føle sig stærkt provokeret over hele trosteknikken, eller trygt i hænderne på noget, der sikrer der er en virkelighed. Mod slutningen af uddraget siger Paulus (som er hvad i forhold sin skaber?) følgende (på vegne af Ham): "Det er mig der har frembragt jorden, og menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær." Denne smukke sætning "Mine hænder har spændt himlen ud" kunne ikke andet end sparke til noget af det senest læste skønlitteratur i hjernes mange snit: (bemærk de mange kolon'er - vi er i en hierakisk opbygget tekst!:) I Daniel Kehlmanns (hermed anbefalet) skønne roman 'Opmålingen af verden' (hermed anbefalet) møder vi blandt andre matematikeren Gauss - for kendere og elskere af denne disciplin matematik, kendt som 'Fysten' - hvis faktiske erfaringer med landmåling skildres levende og humoristisk, som alt andet i denne bog. Herude på landet antyder Kehlmann - nok ikke helt ueffent - at Gauss får ideer på linie (undskyld) med Einsteins senere om det krumme univers! Gauss ser for sig, hvordan han ville kunne lave en gigantisk triangulering mellem fx bjergtoppe, hvis bare han havde instrumenterne ... i romanen en af Kehlmanns (lidt som Paulus egentligt) fortolkninger af Gauss' situation: Han er så langt foran sin tid, at han til enhver tid mangler redskaber og modspil til sin viden og sit liv. Men hér er altså en smuk symmetri mellem Biblens tekster og en af matematikkens tænkere, der kunne skabe en slags fordragelighed mellem matematikkens ofte så ugudelige logik og troens abstrakte dybder. Og Gauss var faktisk også (som ikke så få videnskabsmaæd) troende ... måske har Paulus' ord målt med et sted derude på Braunschweigs marker?
I Salmernes bog v 139 (en på alle måder stærk tekst, der har mange ligheder med Paulus' brev - retorisk og indholdsmæssigt) står blandt andet følgende: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det." Og ansporet af forrige analogi kunne jeg ikke andet end tænke på et andet matematisk greb, født af (Gud hjælpe os) den anden (ja, for der er kun de to, før Eistein kommer til) store matematiker Leonhard Euler - der også var stærkt troende. Eulers tanker foranstalter (gestalter er muligvis bedre) den senere teori 'Laplaces dæmon', hvor hele verden og alt i den bliver partikelgjort, hvorfor man ville være i stand til at redegøre for alt i den; hændt, nuværende og kommende, kunne man blot beregne partiklernes bevægelser. Det er jo en voldsomt materialistisk tankegang - som så alligevel rammer midt ind i hele det abstrakte skaberværks kerne, læser man teksten fra salmernes bog igen. Jeg forestiller mig altså igen en gudfrygtig men modig matematiker, der ikke mener gudsbegrebet og matematikken er fjender eller udelukker hinanden. Det tror jeg heller ikke de hverken er eller gør.


Personligt appendikS
Skulle nogen tro skribenten er matematisk begavet og bibelstærk, så lad dem være salige så. Sandheden ligger som altid i paradokset og snittet. Udover teksterne, har jeg her støttet mig til gode kollegers gavmildhed, min lokale præsts ditto, 'Biblen online', Wikipedia og et godt interview med Kehlmann på Information.dk