21.09.12 | MAGRITTERUTEN - WIEN

MORGEN I KÖLN

Klokken er syv i Køln

Domkirken holder solen men ikke lyset

og tiden tilbage

En sirene tændes og slukkes

som et vækkeur

vred og utålmodig

Jeg har kæmpet med min slægt

hele natten

fuld af frygt og raseri i kroppen

som er den eneste

der med sikkerhed

ved

at den ikke er i familie

med nogen 

Det er morgen i Køln

hotellet svajer i sin konstruktion

fordi bunden tømmes for affald

og vasketøj

en ny sirene lyder på kanten af mit øre

suges ind i tankerne og slutter 

sig til de andre ulykker

Det er morgen i Køln

sengen er tom

hvor jeg lå

En fremmed ligger tilbage

HESTENE

i nat

forlod hestene

statuerne i byen

jog gennem gaderne og centrum

med deres ønsker i en kappe af metal

og kongerne måtte gå 

PUPPE · NAT · DRØM

Jeg vågede i nat ved at et møl baskede på vinduet for at komme ud. Så mange spørgsmål. Hvor havde puppen siddet i huset. Hvordan kunne den vide at udenfor var udenfor, når det var nat. Jeg stod fortumlet op for at hjælpe den ud og følelsen af den lille bløde krop i mine hænder gang på gang, mens jeg forsøgte at gribe og holde om den, sidder der stadig - i mine hænder. Billedet af mig udefra med hånden over et møl er som Magritte kunne have tænkt det. Månen med. Da det endelig lykkedes mig at fange det og åbne vinduet så det slap ud forsvandt billedet på samme måde som en drøm forsvinder. Jeg lagde mig til at sove igen og drømte om gamle rivaler og kærester. 

Jeg talte med mit hjerte i nat

Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.

Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.

EN GOD NATS SØVN

DOBBEL OP IGEN

MAGRITTE-RUTEN [RISSKOV 02]

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

NAT I MORGEN

Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 

FALSK MÅNE FALSK MØL

POPSANG #20

det blev endelig nat

handsken forladt

månen kan kigge hvis den vil

søvnen har sat sin taperecorder til

hvis en fortælling dukker op

med imorgens grånende lys

kan du få den for et taperecorderkys

jeg er så væltet og umulig af i dag

jeg er så håbløs og forskruet af tindernes sag

natten er den blødeste dør for en dåre

det er ikke for døden eller drømmen

det er bare fordi

natten lukker øjet og øjet lukker larmen i

Ole kom og Ole gik

tilbage blev hans nattens musik

ER DET NAT // ER DER HÅB

SØVNGÆNGERNOTER V

I nat har jeg ledt efter min hat og mine handsker i flere timer, selvom jeg vidste de lå i en anden drøm.

SØVNGÆNGERNOTER [CV]

Man har naturligvis et CV.
På det kan andre se, hvad man har arbejdet med indtil nu, og om det var det man  uddannede sig til. Man kan også ganske kort vise, om man er lykkedes med at blive til en familie indenfor en acceptabel periode efter sin fødsel. CV’et kan være afgørende i mange af livets facetter. CV’et vitalt og skrøbeligt som tungt vand i livets flod. På mange måder er det tæt på at være sandheden om et liv.
Men man har også et søvn-CV. 

SØVNGÆNGERNOTER [2]

Sengen er som en kiste. 

Man presses ned i sin egen lugt og skal forestille at sove.

Kisten er som en seng.

SØVNGÆNGERNOTER

Det er morgen, og natten var ingen hjælp.

Dagen ligger som jord på min kiste. 

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.

PORTRÆT

NEGAVISION