MORGEN I KÖLN

Klokken er syv i Køln

Domkirken holder solen men ikke lyset

og tiden tilbage

En sirene tændes og slukkes

som et vækkeur

vred og utålmodig

Jeg har kæmpet med min slægt

hele natten

fuld af frygt og raseri i kroppen

som er den eneste

der med sikkerhed

ved

at den ikke er i familie

med nogen 

Det er morgen i Køln

hotellet svajer i sin konstruktion

fordi bunden tømmes for affald

og vasketøj

en ny sirene lyder på kanten af mit øre

suges ind i tankerne og slutter 

sig til de andre ulykker

Det er morgen i Køln

sengen er tom

hvor jeg lå

En fremmed ligger tilbage

25.07.23 - MAGRITTERUTEN, AMSTERDAM

 

Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte. 

Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare. 

NY BOG

 

Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter. 

Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?

Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender. 

Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer. 

Jeg lader som om jeg skriver.