Viser opslag med etiketten improvisation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten improvisation. Vis alle opslag

torsdag den 14. august 2025

HERKULES OVER ØEN

 14.08.25





























der er Herkules fly på himlen over øens flade vand

vi hører ofte fly

men de skal på ferie eller forretningsrejse

regner jeg med

Herkules er noget andet

også lyden

næsten doven


alle de mytologier i luften

Gudernes vind

Ikaros’ drømme

hævnen er luftbåren ligesom angrebet

var

også krigen har sine høns og æg

flyvende gennem luften


de siger de vil have lov til at bygge

våbenfabrikker selvom historien bliver glemt

for vores egen skyld

for vi vil vel ikke dø eller det der er værre

blive besat og glemt

personligt vil jeg hellere holde fast i historien

frem for at gentage den



søndag den 15. september 2024

01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ

 















Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester. 



Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om de ord jeg her har sat på det er dækkende. Men det er det, det handler om. At dække. 




søndag den 8. september 2024

AARHUS FESTUGE 2024 - KIGGER PÅ
















jeg kigger på festugen

i folk

om den sidder helt tæt og 

dybt

eller bare er et vedhæng som et 

fnug 

eller en å-våd brudekjole


jeg kigger på festugen

i deres øjne

for at se

om vi er enige

om glæden 

promillen

om at natten kommer med sit skjold

og den utålmodige fortælling om

sidste år hvor


jeg kigger på festugen

og dens fliser

der stikker op

som fadølssnublesten

eller scener for opgør

mellem elskende

børn og byen



tirsdag den 9. juli 2024

JEG LYTTER TIL JEFF BUCKLEY
















jeg lytter til Jeff Buckley

og det skal jeg lade være med


nu er leveren tung og sjælen uvillig

som en guldfisk i en kulmine


det er dumt at lytte til Jeff Buckley

dumt som at stikke næsen helt ind i en klase

syrener

rive stemmen op med duft og fortid

som kun et forvildet menneske kan gøre det


være det menneske


man kender igen



lørdag den 24. februar 2024

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY












Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?


Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 



søndag den 18. februar 2024

12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE
















Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker. 



Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm. 



søndag den 11. februar 2024

27.04.23 - MAGRITTERUTEN, MILANO



 













Vi glemte nøglen. Dem der var derinde. Sagde den tynde lyd af materialer fremmede for hinanden. Det var opspind, det var løgn, det var en fortælling - men heller ikke usandt, at vi aldrig ville nå den elskede. Et forhæng kunne have hjulpet. En tryllekunstners hat. Trappen forblev en trappe i en drøm. 


Jeg er ret sikker på det er et kunstakademi og derfor øvelser eller måske skulpturer vi ser på billedet. Men det var den smalle dør, der fangede min opmærksomhed. Måske også at trappen ligesom var usamlet eller aldrig kunne samles. Der er en tragedie i motivet - eller minimum noget melankoli, hvad der ofte er i mine billeder. Hvad dette end er kommer det aldrig til at lykkes. 



søndag den 4. februar 2024

25.07.23 - MAGRITTERUTEN, AMSTERDAM



 













Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte. 


Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare. 



lørdag den 13. januar 2024

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY
























Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 


Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 


søndag den 11. september 2022

HOMO ERECTUS I BYEN



 Jeg var på gaden igår. Strøget. Sidegaderne. Broerne henover. Skråninger og trapper. Pladser og veje. Fik først øje på deres fødder, som prøvende bar vægten af de svedende og trætte legemer. Derefter fik jeg øje på benene. Hvordan de gik. Nogle vaklede nærmest, andre stampede sig frem. Knæ, der stak ud, drejede ind. Det var meget tydeligt, fordi så mange havde shorts og kjoler på. Bløde upålidelige gummisko gjorde det på en måde endnu tydeligere. De krydsede op og ned ad fortovene og cykelstierne. Fjedrende eller på helt stive ben. Det var som om noget forbød mig at hæve blikket til deres torso. Eller jeg turde ikke. Hele tiden blev jeg draget af de trippende og slæbende stumper, der kæmpede sig vej i solen som kastede endnu mere skæve og forkrøblede skygger under dem. Tynde ben, tykke ben, meget fede ben, ben med senede lægge og hårede ben og helt glatte, næsten glinsende ben. Smukke ben? Lår der krøb ind i store bukseben eller forsvandt i nederdelenes kolde skygge. De så så ubehjælpsomme ud, de ben. Som om de helst ville være fri, men var dømt til at holde mennesket oppe på nogle upraktiske pæle, så deres hoder og hænder ikke kom i kontakt med jorden, asfalten, fliserne og støvet. Det var som om de allesammen lige havde rejst sig og skulle paradere en selvsikker homo erectus i et cirkus, hvor Vorherre havde klædt dem på som klovne og narre og aber i kostumer. Skubbet dem ud i manegen. Som vi kalder byen.



lørdag den 27. august 2022

DER BLIVER ALDRIG EN MERE SOM DIG



































Det er jo ikke et minde. Højst om at jeg tog et billede den formiddag vi var i byen. Men alt det der ikke er på billedet, eller alt det der er mellem husene minder mig alligevel om noget. Måske et fællesskab som jeg altid søger, måske en sammenhæng som er mere end luft. Ilt.
Den luftige farve som ikke kan måle kilometerne men alligevel er helt præcis den afstand, der er mellem tiderne, funktionerne, menneskene, kvartererne, drømmene og en fotograf med en sult han ikke forstår. 
Bag ham et museum der kæmper for at repræsentere Magrittes poesi.


søndag den 16. maj 2021

BLEACHY SCI FI

 














Er det støv, der får os til at glemme og drømme, der får os til at huske? Er det omvendte altid usandt? Jeg læser om fremtiden på gammeldags maner. Drømmer mig tilbage til min barndom, da fremtiden var noget andet og uden for rækkevidde af drømme.


mandag den 5. april 2021

ALT DET MAN KASTER PÅ GRAVEN

 






















Alt det man kaster på graven forbliver oven på det ukendte. Det er smukke forsøg alle sammen, men det skel der findes mellem levende og døde kan ikke overskrides. Hvis man tror man kan stave til den afdødes navn tager man fejl. Tabet er det ikke meningen vi skal holde fast i. At leve på overfladen er de levendes fornemste opgave. At massere den synlige verden med urter og fjer for at holde myten om underverdenen i live er en anden opgave, som alle kan deltage i, hvis ellers man tør og kan danse til den slags baller. Jeg aner naturligvis intet om det jeg snakker om her, men jeg har stor tiltro til løgnen, når det kommer til at forstå livet og især når man ankommer til døden.

lørdag den 23. januar 2021

HVOR ER VI?

 














Hænger der en stor tærte over os eller er det blot en blodig sol

Kan man sidde i en stol der ikke har et gulv

Hvad er det for en verden vi bor i hvis ikke også vi kan drømme om den

Smagen er ikke konkret

Lyset ejer ikke noget

Det tog mig lang tid at forstå at her i denne verden er der det der er



onsdag den 14. august 2019

KAPELLET · et band



Kapellet blev dannet på gravens rand i september 2017.

Kapellet består af de erfarne musikere Lars-Ole Vestergaard på saxofon og klarinet, Poul Rønnenfelt på guitar og Klaūs Rød Frederiksen på ord. Vi forbereder intet på forhånd, da alt skal blive til på stedet og til lejligheden. Der er med andre ord tale om et gennemimproviseret koncept. Når det lykkes, kalder vi det - med skyldig anerkendelse til René Magritte - for poesi. 

Vi vil ikke båndes eller filmes - kun opleves af og meget gerne samskabe med publikum, der opfordres til at komme med ord eller begreber, som kan smides i den poetiske centrifuge. Der er en digital, arkival og cerebral modstrøm i projektet. Et tænkende bands carpe diem. En følende floks memento mori. Hvert ord er det sidste, som vi siger.

Musikalsk bevæger vi os - med et stort improvisatorisk forbehold - mellem pop og jazz og skaber broer mellem de to genrer med klangflader og figurer af mere drømmende karakter, men det hænder at blues og andre genrer blander sig. Sprogligt bevæger vi os primært i det danske i en forvasket form af den hedengangne amerikanske beatpoesi og et stormasket greb i bevidsthedsdrømmen.


11.12.18 - Hos Marcello, Passione et Enoteca, Aarhus
07.01.19 - Drudenfuß, Aarhus
25.05.19 - Art Gallery PS, Aarhus
25.05.19 - Restaurant Langhof og Juul, Aarhus
21.06.19 - Stuekoncert hos Malene, Brabrand
03.08.19 - Skibskoncert på Sørlandet, Tall Ships, Aarhus 
-
01.05.21 - Gårdkoncert hos Kollektivet Anholtsgade, Aarhus 
18.08.21 - Stuekoncert hos Herdis/SDU, Jylland
-
08.05.24 - Receptionskoncert på turkis, Aarhus
-
22.08.26 - Havekoncert Haveforeningen Enghaven, Åbyhøj


Din koncert her





Kan bookes hvis man kender os eller via Instagram @Poetenshode eller her