12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE

Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker. 

Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm. 

FLORENTINSK

det var den tanke

blikket havde

DOPPPEL

SYV BILLEDER FRA FIRENZE

Der mangler ikke beviser på Firenzes forbindelser til renaissancen - eller rinascimentoen - og al dens væsen, når man bevæger sig rundt i gaderne, navne, statuer og paladser. Og indenfor hænger så alle de værker og navne vi ved var der dengang. Angiveligt parallelt til at Olafur Eliasson lyser i palæet på Amaliensborg, Richard Mortensen tilser forhandlingerne på Christiansborg og Per Kirkeby hænger på Esplanaden. Men Firenzekunstnernes svaghed for at iscenesætte de skildrede begivenheder i netop deres by (og tid) er der også rig mulighed for at få bekræftet. Tag fx det meget populære motiv 'Bebudelsen', hvor vi ser Maria både tidssvarende klædt og opholdende sig i særdeles stilbevidst arkitektur for den tid. Hun foretager sig også det en rettroende renaissancekvinde bør gøre - nemlig læser Biblen (antageligt GT). I Leonardos version forekommer udover det nævnte også en ret udførlig botanisk redegørelse for træer, som virker en anelse anstrengt (men nok blot er udtryk for Leonardos maniske nysgerrighed) - lige indtil man kaster blikket op på de mange bakker og bjerge, der omgiver byen og ser, i perfekt udklippet silhouet: Træer som på maleriet.

For en nordbo står Santo Spiritos facade som en af de mere vellykkede udsmykninger. Endelig falder øje og sjæl lidt ro uden de mange bånd, pilastre, marmorintarsiaer, flødeskum og kringlede anakronismer. Det er selvsagt fordi facaden aldrig blev færdig - tsk. Meget lig planerne for San Lorenzo, hvor man dog ikke er i tvivl om, at der ligesom mangler noget. Det er klart, at denne oplevelse er en parallel til nordboens forskrækkelse over de overlæssede og baroktbelyste kirkerum og tilbedte helgener indenfor, som igen er en forlængelse af den kulturkristne kløft vi har over til den katolske religiøsitet. Vi NOMAder har i flere omgange fundet os selv i en streng og sparsom tilbedelse af intellekt, inderlighed og enkelhed; der er sten nok at leve på.
Det er lidt som at se Fiorentiona og Palermo mødes på Stadio Atemio Franchi, og ikke kunne forstå, hvordan man kan spille i hhv. lilla og lyserødt, og stadig tage mandfolksporten alvorligt?
Måske handler det om, at alle de sydlandske gestus - de være sig taktile, tekstile, sakrosante og standardiserede - netop handler om at vise, at der ér noget derinde. Ikke at overfladen er det afgørende. Næsten tværtimod. Hvor vi - lutheranere, syndige og altid klar på at svigte den ene eller den anden sag - ikke tør bygge, bo eller bede i en fristelse. Man kunne jo falde i svime over noget yderligt!

Når man nu rejser i embeds medfør kommer man lykkeligvis også andre steder end de oplagte. På denne færd blandt andet på byens naturhistoriske museum - eller Galileo-museet. Og udover at være et naturhistorisk museum på godt og ondt (udvalg og omfang), så byder det dog også sin opmærksomme og loyale besøgende på både poesi og indsigt. Museets hovedattraktion er nogle solide og historiske - omend ikke originale - modeller af Galileis og andre videnskabsmænds redskaber og instrumenter. Alene erkendelsen af, at videnskaben var så meget i sin vorden, at forskeren ikke havde noget at forske med, men først skulle tænke sig til et instrument, der - så at sige - kunne nå ind i materien, alternativt ud i rummets abstrakte, er utroligt fascinerende. Al fald for en lægmand med humanistisk (ud)dannelse. Forestil Dem en ubændig trang til at vide noget om smaragdens indre eller struktur og i princippet kun have en hammer at finde ud af det med. Smukkest er dog grebet med at gøre faldet til en bane eller en spiral, hvor den ene efter den anden kugle bevæger sig lovmæssigt i et parallelunivers af hver gang nyfunden viden og erkendelse. Det må svare til at gøre sjælen til en krukke eller beholder, som man så pludselig kan stikke sin hånd ned i.
Når man helt kvantitativt sammenholder byens attraktioner, så må man dog sige, at kirken og kunsten har sejret over videnskaben. Kan godt hænde kuplerne spænder sig statisk, matematisk mod himlen, men kampen for at oplyse verden med solen og fysikken er ikke den man har med hjem på nethinder og scandiscs. Det er som et omvendt syndefald, hvor kirken blinder og døver os så veholdende med skønhed og lidenskab, at tyngdekraften igen bliver Guds foranstaltning. Ikke modreformation ... nærmere modlys.

Med gennemsnitligt 250.000 besøgende turister om dagen, er det ikke underligt udsalgsmulighederne med tiden har foldet sig som kommercielle lameller i gaderne omkring Mercato Central og skabt tre gader, hvor der før var een. Det betyder man nogle gange både går på bagsiden og forsiden af det endeløse salg af lædervarer og t-shirts. I en art afsætningsøkonomisk farce ved man ikke hvor man befinder sig med sit forbrug, når man hele tiden bliver mindet om, at pengene flyder til den, der tilbyder det mest fristende, men selv det altid har en bagside af fortjeneste og profit. Måske meget passende, at det eneste man kan sige med sikkerhed er, at man går i rendestenen.

Firenzes mange gamle renaissancebygninger er som en slags omvendte Potemkin-kulisser, der står rejst som et bevis på at det vár her storhed fandt sted og, at det vár her de største boede og levede. Men egentlig er det er blot tomme skaller fyldt med ualmindeligt almindeligt liv, hvis profane og simultane karakter afspejler sig i den måde alle skilte, bogstaver, opfordringer og ruder som mug har angrebet facaderne.

Under et besøg på Palazzo Pitti (på en særudstilling - den permanente kan bestemt også anbefales) møder øjet pludselig Hokusai og hans bølge. Og pludselig forstår man, i hvor høj grad man har bevæget sig rundt i en monokultur, hvor legendarisk den så er. Men også (igen og for Gud ved hvilken gang) bliver man slået af den ubeskrivelige skønhed i netop dét værk. Rummet fladen, dynamikken, fortællingen, eksistensen og, som Tom Kristensen siger, kunsten at kæntre med sjæleblank ro. Kan hænde Tom K netop rejste derud, for at få renset øjne, ører og dejets trug for den vestlige, selvforsynende og selvsynede facon, som Firenze på mange måder er det bedste og værste eksempel på.
Ex Oriente Lux, Ex Occidente Lex.

Hvem er hvem

Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det. Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.

SELV BIOGRAF

Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!

Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.

Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur! 

Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde: 

"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"

"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."

Hvad vil du mere?