Viser opslag med etiketten fiktiv og faktisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fiktiv og faktisk. Vis alle opslag

lørdag den 31. december 2016

FAST FICTION



















Tertium non datur

Jeg tager chancen, og påstår, at den almindeligste opfattelse af fiktion er, at den følger efter virkeligheden - mimetisk, fortolkende, hermeneutisk, kritisk, whatever way you want it - men billedligt talt træder den altså virkeligheden i hælene som en anden irriterende lillesøster eller gøgler, alene for at skabe en illusion, som vi kan forholde os til. Virkeligheden er så besværlig at forholde sig til som sig selv, så der kan fiktionen lave sit spil og have sin berettigelse. Men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Hvad nu hvis virkeligheden slet ikke var mulig uden fiktionen?

På Kunsten i Aalborg kan man for tiden se Omer Fasts kunstfilm (eller videoer, som man kalder det med et lidt bedaget udtryk) på udstillingen 'Present Continuous’ - eller ‘Nutiden fortsat’ som de oversætter det til. Der er flere af hans film at finde på nettet. Kender man dem ikke, kan det være en idé at se dem, men det er ikke nødvendigt for at læse videre. Men giver man sig kast med at se dem, må man under alle omstændigheder indstille sig på et større stykke arbejde, for i samme øjeblik man genkender deres banale udtryk fra ens egen tilværelse, går det op for een, hvor uhyggeligt hermetiske og mystiske de er. 
Min påstand er, at Fasts film bekræfter virkeligheden, fordi de lyver. 

Man kommer altså helt omvendt ind i virkeligheden med Fasts film - for jeg tror bestemt han vil sige noget om virkeligheden med dem - ellers ville han ikke være så optaget af især krig og psykologi som han er. Men først skal vi altså forstå, at der i det hele taget ér en virkelighed. Og det gør vi gennem løgnen. Spørgsmålet er så, hvorfor Fasts film lyver mere end så mange andre fiktive frembringelser.
Selvfølgelig er der hans flirt med facts gennem dokumentarens koder. Hans realistiske stil. Grundigheden. Hans evne til at vælge skuespillere, som ligner virkelige mennesker. Indholdet som altid tangerer steder, begreber og begivenheder, som vi læser om i avisen, ser på vej til arbejde eller kender på rygraden. Og så afmonteringen af samme. De uvirkelige hændelser. Gentagelserne. De samme scener igen og igen - eller endnu værre, med forskydninger. Erstatninger. Eller bare fra en ny vinkel. Som et måske lidt tacky billede på Fasts metode, kan man sammenligne det at se hans film med at se, nogen fjerner brikker fra det puslespil man møjsommeligt har lagt. Man genkender motivet - holder fast i motivet, fordi det forsvinder. Man evner faktisk ikke meget mere end det, fordi der ikke levnes tid til fortolkning. Fast befrugter hele tiden historierne med nye indspark, på samme tid som han begrænser dem, fordi han aldrig gør noget færdigt. Man fylder ud og fylder ind, for hver gang man mister grebet - man insisterer altså på fiktionens mulighed. Filmenens sandhed. At der ér et puslespil, selvom det er efterhånden kun er repræsenteret af nogle få usammenhængende brikker. Man ender således med at befinde sig sansende og insisterende på denne helhed i virkeligheden, fordi filmens fiktionsgreb bliver og vil være overtydelige, men ikke umiddelbart forståelige. Ikke-mimetiske.

Det er vel et nærmest kartesiansk greb at ville se løgnen og dermed tvivlen om, hvad der er virkeligt, som en forudsætning for, at der overhovedet findes noget virkeligt, men det er den fornemmelse jeg står tilbage med. Der kan ikke være en tredie position mellem fiktion og virkelighed, så når vi konfronteres med det ene, forstår vi det andet. Således også Omer Fasts fiktion. Og hans måske så meget bedre og mere end andres, der kan have en tendens til at kunne nøjes med at være fiktion. Harmløs uvirkelig.

Det er nok ikke nødvendigt, men her er den alligevel, disclaimeren:
At jeg tolker Fasts film som epistemologiske eksperimenter står for egen regning - det er ikke en anmeldelse, jeg har skrevet. Omer Fasts film er som alle vellykkede kunstværker gode for en række andre tilgange, som jeg dog vil hævde, ikke kan komme udenom at forholde sig til de sprækker, de laver i virkeligheden. Det være sig krigens, billedernes, beskuerens, fiktionens eller den sprække virkeligheden i sig selv er.






lørdag den 21. maj 2016

SØVNGÆNGERNOTER VI




















Hvilken strand er du :: jeg skyllet op på?
____________________________________________________________

Hvilken ø er det du :: bærer i :: min erindring?
Hvilket hav sidder i dine :: mine porer?

Hvilken fugl :: sol er det jeg ser for mig :: når du ruller om på ryggen?


søndag den 5. april 2015

ET TEATER ER ET TEATER
















En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.


tirsdag den 24. marts 2015

ROMAN vs MANOR















Sidetallene er det mest pålidelige i en roman. Man fristes til at sige, de er det eneste man kan tage for pålydende.
Det er alene dem, som holder læsningen - og dermed læseren - fast i det formål at nå igennem og få bekræftet alt det, der er romantisk ved en roman: Dens morale og mening, og med disse postulatet om at man forstod så og så meget af en mulig virkelighed. i.e. fiktionen.
Men sidetallene byder sig til som et faktum. Det faktiske ved romanen; at man læser og mens man læser befinder sig i et forløb.
Der er intet kunstigt ved det forløb. Ligesom størrelsen på lærredet ofte har indflydelse på prisen hos galleriet, så har antallet af sider ofte også indflydelse på prisen på romanen. Virkeligt.

Sidder De en dag således med en roman, der ikke umiddelbart kan forbindes med en mulig virkelighed, så læs - eller måske rettere; tæl Dem gennem dens skildring, og De vil opleve romanens forløb på ny, nu blot viklet ind i deres egne virkeligt talte tanker.

søndag den 7. december 2014

PILOU ASBÆKS TÆNDER














Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

tirsdag den 5. juli 2011

(Tegneserie)Universets syv største gåder












Strippede striber

Jeg har et ret skønt opslagsværk stående i reolen. 'Imaginary People: A Who's Who of Modern Fictional Characters' hedder den - og i den kan man se og læse om en lang række af de kendte, mindre kendte og for en stor dels vedkommende helt ukendte figurer fra vor fiktive verden. Sammensætningen af opslagsværk og sobre artikler (men) om Batman og The Easter Bunny er ret pirrende - lidt som når man læser Dantes Guddommelige komedie, som en slags fiktiv encyklopædi over historiske begivenheder, magtmennesker og mytologisk kulturarv anno dazumal. Men i mit opslagsværk holder man sig ganske strikt til hvor, hvornår, hvem skabte osv. Så deres egentlige fiktive liv bliver aldrig en del af legen. Modsat Dante, som ikke betænker sig på at digte de faktiske personers skyld, synd og skam i livet om til noget 'passende'. Følgende medierer og mediterer i zonen mellem det fiktive som faktisk.

1] Hvilken moder efterlader sin søn i spejderes varetægt?
At Tintins faderfigur aldrig har været i spil er tydeligt at læse af hans følelser overfor Haddock, Tournesol og måske endog Chang, men hvilken mor havde han indtil de formative år hos Baden Powells trup? Jeg kunne tænke mig en parisisk prostitueret, en belgisk feminist eller måske endda en dansk au pair! Og hvorfor spejdere? Hvorfor ikke aber eller sorte pantere, dværge eller vampyrer?


2] Er Garfield kastreret?
Hans spiseforstyrrelse peger meget entydigt i den retning - men på den anden side finder han Signe ret charmerende og vender troligt tilbage til plankeværket. Hans foragt overfor Haralds forsøg på at finde en partner tyder dog på en (Aller anden) slags penismisundelse.


3] Hvorfor har Bjørnebanden ikke rigtige navne?
Selvfølgelig er det både sjovt og komisk kriminaliserende at kalde dem ved deres numre, og at de også kalder hinanden ved nummer - men er det fordi de har været i fængsel siden fødslen? Så vidt jeg husker har de en mor, så et hjem hár vel været i spil?


4] Hvem er stærkest - Supermule eller Skipper Skræk?
Der er slående ligheder mellem de to figurers funktion og fødeindtag. Vel egentlig også i deres umiddelbare antihelteagtige fremtoning. Supermule kan flyve, men det siger vel ikke noget om hans egentlige styrke. Skipper Skræk har dame på og tatoveringer - i disse tider scorer han nok trods alt højere end Mulens røde undertøj med klap. På samme måde med spinaten, som enhver ved er sundere end de olieholdige peanuts.


5] Ved Corto Maltese godt han er en tegneseriefigur?
Vist er det ikke for sjov dette her. Når man læser ham - læser man altid med ham. Og hans selvsikre, bizarre og bohemeagtige nærvær er så overbevisende, at man kunne tro det.


6] Stemmer Spiderman demokratisk?
Man kunne også spørge om den amerikanske superhelt er skabt af liberale eller konservative tegnere? Watchmen-serien kan givetvis pege på dele af svaret, men sikker bliver man vel aldrig? Der er flere af skikkelserne i DC og Marvel-universerne som snildt kunne ses som bærere af højrefløjsværdier - sammen med deres våben.


7] Det er fristende at lægge ægget som den syvendestørste gåde af alle.
Men på blandt andet
www.donaldisme.dk (hermed andbefalet!) slås myten om at ænderne fødes levende itu. I stedet vil jeg rejse et spørgsmål om en anden and: For hvad ville Ferd'nand sige, hvis han fik chancen? !!!!!!!!?

Fortsættes