NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52

Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 

NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16

Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.

DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG

Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:

Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.

Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring. 

Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!

Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?

Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.

Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet. 

Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….

Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.

TO BEDRE GRUNDE TIL AT TEA PARTY-BEVÆGELSEN HEDDER TEA PARTY-BEVÆGELSEN

De fleste har en mere eller mindre klar idé om, hvorfor Tea Party-bevægelsen hedder som den gør … det er noget med en (national)historisk begivenhed i  Boston (1773), hvor nogle borgere protesterede mod en beskatning (fra London) ved at hive en større mængde te i havnen. 

Der kan imidlertid findes andre grunde til at man taget dette navn; grunde som grundlæggerne måske ikke har fået overvejet i begejstringen over den forgyldte selvtægt og historiske legitimering.

For det første er det slående, hvordan den politiske dynamik og grundlæggende tilgang til verden har slående ligheder med den udvikling vand (en substans uden bevidsthed) gennemgår, når den bliver lukket inde i et begrænset kammer og varmet op. Hvis vi skal blive i den gammeldags stil - hvad teselskabstilhængerne jo ynder - kommer de politiske budskaber ofte ud på samme skingre og indiskutable måde som fløjten på kedlen reagerer på overtrykket inde i samme. Hvorefter man drikker en kop skoldhed te.

For det andet er det ikke mindre slående, hvor mange ligheder der er mellem det tossede teselskab i Alice i Eventyrland og bevægelsen: Tiden står stille, ingen er velkomne ved det (store) bord, den despotiske dronnings frygtregime hersker - selv når hun ikke er til stede, samtalen er absurd og grov og selskabet handler dybest set kun om at udstille hinandens utilstrækkeligheder.

Forståeligt nok fik Alice nok.

JEG ER TRÆT AF HULEMENNESKET

www.missing-link.com

Jeg er så træt af hulemennesket, fordi jeg i snart sagt enhver af livets udfordringer støder på ham, når man skal forklare, hvorfor problemerne er opstået eller skal løses. Tænk selv efter, hvor mange gange De har hørt tale om stress som betinget af vores stenalderreflekser, hvor ofte den kost vi spiser er dårlig for os, fordi vi faktisk burde være på palæodiæt eller leve af rawfood, hvor ofte den nye dagsorden i kommunikationens virtuelle univers af enkeltstrengede relationer ødelægger det urgamle behov for grupperelation og nærhed, hvor ofte klimaforkæmperne taler om en mere simpel livsstil - som ideelt set godt kunne ligne et fortidsmenneskes, hvor ofte hjernens mindset og kognitive evner skal parkeres hos det umælende fortidsvæsen som forklaring på ting vi kan eller netop ikke kan. For enden af alle nutidens sociale, biologiske og sågar teknologiske blindgyder står hulemennesket med hår på hele kroppen, ualmindelig dårlig ånde og griner ad os, fordi det har alle svarene.

Jeg er især træt af, at der simpelthen ingen merit er i at snakke om hulemennesket. Vi er kommet hele denne lange vej for hvad? Se tilbage på noget vi var engang? Sagen er jo den, at hulemanden efterhånden har fået karakter af advarselslampe eller en perfid civilisationskritik. Som om vi har fejludviklet os og alting bare ville være nemmere, hvis vi gryntende sad rundt om bålet og … ja, sad rundt om bålet.

Jeg ved godt jeg taler mod bedre vidende - men kan det passe vi ikke har flyttet os det mindste, når nu vi har flyttet så meget andet? Kunne man forsøgsvis kaste et blik på de lidet primitive ting vi gennem historien har tænkt os frem til og tilmed formet, og stadig påstå vi er hulemennesker? Vi taler nu uden at blinke om den antropocæne tidsalder, men insisterer stadig på, at vi dybest er hulemennesker? Vi går altså vores egen undergang i møde som de mennesker den er længst fra?  

Det er kroppen siger de. Kroppen og kemien og genomerne. Du kan ikke undslippe den slags på så kort tid. Men er det ikke en selvmodsigelse så stor og uforskammet, at man derfor ikke kan få øje på den?

Jeg er da med på at jeg er et stresset, sukkersygt, ensomt og på mange måder forulykket menneske - men at fortælle mig det er fordi jeg dybest set er et hulemenneske på afveje nægter jeg at tro på. Der må være en anden forklaring.

Det slår mig, at denne tekst på flere måder spejler det opgør med troen på den skabende Gud, som evolutionisterne jo blandt andet bruger hulemennesket til. At jeg føler en trang til at modsige en (her videnskabelig) autoritet, som vil bestemme over min verden, min krop og min identitet. Ikke fordi det skal handle om religion - men måske nok tro. Troen på hvad mennesket er og kan.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 5

Endnu engang høre en kriminalforfatter, som tidligere var journalist sige, det bedste ved at skrive er, at man ikke behøver fortælle sandheden. Elske at researche, men selv finde forklaringerne. Digte ondskaben. Som heldigvis, siger de, ikke overgår virkelighedens. Se hvordan bestsellerlisterne pakkes med deres vinklede og udspekulerede verdensbilleder, mens aviserne dør. Faktuelt.

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK

Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana

Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø

Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere

En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 

Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.

Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral

Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.

Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**

Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.

* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem

** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk

AUTOBIOGRAFISK KONSTIPATION

Kunstig-patron

Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.

I FREMTIDEN

I see a dark strange future

I fremtiden bliver alle steder Disneyland

- i lyset af, at alle steder har brug for gæster, turister eller nye fastboende - mennesker, kort og godt - bliver de geografiske og kulturelle kendetegn hele tiden forstærket og forfinet. Det handler om at stederne skal være tydelige og karakteristiske, fordi det i sig selv er eftertragtelsesværdigt. Slutmålet er at man har udhulet sin egen identitet, for at få den til at fremstå tydeligere. 

I fremtiden bliver den aske kremeringen danner sorteret, så giftresterne kan destrueres.

- vi ophober efterhånden så meget gift som slutbrugere, at det er til at se os som potientielle omvandrende giftdepoter. Man skal være heldig hvis man overhovedet får lov at blive begravet.

I fremtiden bliver al hardware på lejebasis.

- enheder hackes i tiltagende grad på alle leder og kanter af venner (købmænd) såvel som fjender (tyve), så den eneste løsning er at skifte sit device ud hyppigt. Det sikrer også een mod at gå rundt med månedgamle ufikse versioner.

I fremtiden bliver ens briller bygget ind i skærmen.

- tipping point for hvor meget tid mennesker bruger foran skærme fremfor i virkeligheden nærmer sig et forhold, hvor det er nemmere, at ens bygningsfejl eller nær-langsynethed justeres på skærmen.

I fremtiden forstår man endelig, at stress kommer af ensomhed - men løsningen bliver mere ydmygende end at have stress, som derved endelig får den kurerende effekt det altid har været  meningen den skulle have.

- no further comments.

I fremtiden bliver tidsrejser til at betale 

- fordi man henter rigdommene i fortiden.

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

SURE KANINER

Det er oftere et spørgsmål om hvem man kender end hvad man kender til. Og kaniner formerer sig som bekendt hurtigt.

TALE TIL DET NYE ÅR - NYT ÅRS TALE

 

Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)

Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler. 

Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år. 

Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.

Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.

Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.

 

DETTE ER IKKE NYHEDERNE

 Hvem ved hvad

Jeg tror det var Esben Kjærs radioprogram ‘Bagklog på P1’, der tippede vægten for  mig. Endnu et program OM nyheder, som tilmed læner sig tilfreds tilbage og skyder satirisk med skarpt efter budbringere såvel som begivenheder, og som man kan se af programmets titel åbenlyst parasitært og bedrevidende.
Han er ikke alene Kjær, men er måske med sin selvbevidste form kronen på værket, som i flæng bygger på en lang tradition fra Uha Uha! over Det der om søndagen, Selvsving og Monte Carlo. Man har altid gjort (og skullet gøre) grin med nyhederne - ikke mindst de ting, der er i nyhederne, for det er jo på mange måder dér dumhederne kommer fra. Men på det sidste er ikke kun dumhederne, men også nyhedsformidlingen og medierne kommet op og stege. ‘På det sidste’ har sit år nul med Jon Stewarts første ‘Daily Show’ (1996) vil jeg tro.
Jeg har for så vidt ikke noget mod Esben Kjær og hans program, men når jeg kalder det kronen på værket, er det fordi det virker som en naturlig forlængelse på alle de andre nyhedskritiske og mediesatiriserende programmer, at man nu laver et program, som ret suverænt vurderer om vi overhovedet havde brug for de nyheder vi nu fik i ugens løb. Det peger enten på et problem med dem der formidler nyhederne, eller nyhederne i sig selv - som sagt må det være en af de to ting man gør grin med, når man gør grin.
BBC havde tilbage i slut 70’erne en komedieserie, der hed ‘Not the nine o’clock news’, blandt andet fordi den lå på samme tid som nyhederne (de rigtige) på BBC1. Det var en udmærket udsendelse som jeg husker fra min barndoms tv-kigning - vel egentlig satire og komik, som den ser ud, når det er britisk og ikke også Monty Python. Der var fine indslag om menneskelig dårskab og ditto hos samfundets instanser. Jeg grinede. Men det var IKKE nyheder, man gjorde grin med. Bestemt anden mediebåren viden og selvhøjtidelighed, og måske også en reporter af og til, men det var IKKE klokken ni nyhederne, fordi det var noget andet.
I dag er satiren OGSÅ nyhederne - i flere programmer jo sådan set ikke andet end. Man har gjort en dyd af - eller måske netop fundet det nødvendigt at trække de to ting sammen. Udover Monte Carlo og Esben Kjær er ‘Helt normalt’ og ‘Rokkokoposten’ to andre gode eksempler på sagen. Man kan altså snildt finde nyheder kogt om og bøjet ind efter nye, underholdende og derfor i sagens natur mere spidsvinklede kriterier end de kendte Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Men hvorfor skal det være sådan?
Måske fordi man på grund af den store satan Fox News mener, det er vigtigt at angribe (en) nyhedsformidling, som kan få 30’ernes propaganda til at blegne. Måske fordi det altid leveringsvillige internet med dets inverterede verdenssyn hoster nogle groteske, og selvsagt underholdende nyheder op, som ukritisk henter billeder ind fra alt fra tjekkiske bilkameraer til engelske overvågnings, men sjældent har nogen som helst værdi. Eller måske fordi man ikke orker, eller endnu værre evner at se - eller gisp læse - RIGTIGE nyheder, som de skrives, tales og produceres af vore hjemlige medier, som ikke er hverken Fox News eller et konstiperet internet.
Hvis det sidste er tilfældet - hvad jeg i en vis udstrækning tror det er - så tror jeg også man vælger de underholdende nyheder, frem for de rigtige nyheder, fordi underholdning og satire - selv den virkelig skæve af slagsen - er nemmere at forstå, end virkeligheden. Det er som bekendt virkeligheden, man får når nyhedsstrømmen bevæger sig gennem hodet på een. Og jeg medgiver den ikke er lige så nem afkodelig som en joke eller et funny face, den ikke så ligetil at gå til som en hån eller en parodi, og den er ikke lige så medgørlig som en sketch eller en pastiche. DE genrer kender vi nemlig både forfra og bagfra. Dem er vi jo opdraget med, fordi man siden den senmoderne træthed satte ind der sidst i halvfjerdserne, har kunnet vælge det der IKKE var nyheder. Underforstået - fordi man ikke orkede den seriøse, kedelige, problematiserende og nok også lidt forstokkede virkelighed, som den så ud dér, stående, siden vaklende på oplysningstidens institutioners forkalkede klassiske søjler. Spørgsmålet er så om humorens og satirens valgbare tilgængelighed på et tidspunkt bliver så omklamrende, at der melder sig et behov for et program der hedder 'Dette er ikke dette er ikke nyhederne' - eller måske bare ‘Dette ER nyhederne’?!

Not the nine o'clock news
Bagklog på P1

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

JEG HAR KØBT EN BOG

Slagtilfælde

Ja, jeg har købt en bog! Hvor håbløs gammeldags kan en blogger være? Ikke nok med at jeg har købt en bog - en tung, uhandy og støvsamlende en af slagsen; det er tilmed et opslagsværk!
Så bliver det ikke meget mere kikset vel? Åh jo. For det er et opslagsværk med det der indiskutabelt findes MEST af på internettet: Trivia. Tilmed trivia om populærkultur: Cassel’s Movie Quotations. Hvor håbløst et indkøb kan man gøre? Også på trods af, at den kun kostede 34 kroner i Røde Kors’ Igen-butik. For er der noget man kan finde til overflod derude på nettet, så er det da citater fra filmstjerner og andre guder.
Men. 
Nu er det ikke fordi jeg skammer mig eller synes jeg har begået en fejl. Slet ikke - jeg er faktisk glad for bogen. Den er lækkert tung, der er fremragende fotografier i den og den er en lystlæsers drøm, fordi der er noget både nyt og genkendeligt på hvert opslag. Og hey; 34 kroner!

Da jeg sad med den gik det op for mig, at selvfølgelig bliver internettet (som jeg nægter at skrive med stort, ligesom nogle ateister nægter at skrive Gud med stort) og al dets væsen bogens Waterloo - men der ér altså nogle ting vi ikke helt har fået styr på derude endnu:

1) Hvor er fx internettets register?
Vist kan man gurgle sig igennem mange af de samme ting som jeg kan slå op i min bog - Scaramangas replikker, Kurt Russels ditto, Steven Spielbergs tanker om film osv. Men man kan ikke lave den skæve søgning på fx (film)citater om at være våd (I’m wet! I’m wet! I’m hysterical and I’m wet!) og man kan ikke møde den uforlignelige beskrivelse af pebermyntechokoladen (wafer-thin) for nu bare at komme med et par opslag fra W. Hvis man således prøver at finde ‘Movie-quotes with wet’ får man een (lummer) film fra (ellers fremragende) IMDb og ingenting fra Rotten Tomatoes (men de vil gerne have nogen).

2) Hvor er fx internettets alfabet?
Sagen er jo som bekendt, at der ikke er nogen start eller slut på skidtet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis en side har en opslagsmulighed, der er alfabetiseret, så er chancerne for at du er på en lødig side gode. Men udover det er du prisgivet, hvis ikke du kan huske filmen, rollens eller skuespillerens eksakte navn(e). I bogen kan jeg forlyste mig med Montgomery Clift, Hedy Lamarr og The Knights who say Ni blot ved at lade blikket flyde over de lyde jeg ikke helt kan få til at falde på plads.

3) Hvor er fx internettets kvalitetsgaranti? 
Udover antal brugere, venner, likes og hits så er der jo ikke meget, der garanterer du sidder med sikker viden eller sans for kram. Bevares, mange foretrækker netop den opstilling i disse egocentrale tider, men at bestemme selv er netop kun udtryk for det. Man køber jo heller ikke ost hos cykelhandleren - med mindre man køber over nettet.

4) Hvor er fx fornemmelsen af at vide man har viden?
Når jeg om nogle dage er færdig med at fornøje mig over bogen, så ryger den ind på hylden blandt de andre opslagsværker, og så ved jeg dét. Jeg ved ikke hvad jeg ved, når jeg går på nettet. Alt og ingenting på samme tid.

“In the future, in place of ‘search and destroy’, substitute the phrase ‘sweep and clear.”

Full Metal Jacket, 1987

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE

Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Etikette

At der er en tendens til at bruge det (old)nordiske, når man skal sælge kildevand (Egekilde, Harilds og altså Mimer) er hvad det er. Ikke overraskende og måske på sin plats: Det har den rette bismag af (pæleontologisk) sundhed og måske især romantisk korrekthed.

Men.

Når man så garnerer sit navn - Mimer - med to (moderigtige) ugler og to fiffigt grafisk udførte meanderborte, så bliver heraldikken og logoikken sgu lidt udvandet. Mimer var nok et klogt hoved, men ugler indgår ikke i hans mytologi. Det gør derimod Odin, der som bekendt også var en vidende herre, blandt andet i kraft af Mimer - og så to ravne!

Værre er det, at de to mæanderbånd (såkaldt 'løbende hunde') er hentet fra græsk ornamentik, og intet har eller skal have at gøre med dansk vand. Heller ikke selvom etiketten har en smuk middelhavsblå farve.

Man skal med andre ord ikke drikke af 'Mimers Brønd' hvis man ønsker at blive klogere og mere vidende. Så skal man drikke af almen viden.