VENDINGER VI HAR VÆNNET OS TIL

Giver det mening? er den nye måde at spørge den anden om at acceptere ens udsagn på. Men hvorfor mon det?

Andre lignende forespørgsler lyder og har lydt: Er du med? Kan du følge mig? Forstår du? Er du med på, hvad jeg siger? Ikke sandt? (Alternativt ikk’å) Okay?

Men nu skal det give mening - eller, ikke alene skal det give mening, for man har nærmest afsagt ansvaret for at kunne formulere sig forståeligt, og kaster nu udsagnet over til modtageren, der så skal stykke det sammen til noget meningsfyldt.

Det kan måske opfattes som et udtryk for en overdreven høflighed, hvor man (i tidens værdipolitisk anstrengte miljø for meningsudveksling) giver plads til den lyttendes fortolkning. Det kan også ses som udtryk for en underdrevet selvfremstilling, hvor man påtager sig rollen som novice eller uerfaren taler, for ikke at fremstå som alt for kategorisk eller ude på at dominere andres mindset med andet end noget måske meningsfuldt. Det er sandsynligvis en (tidstypisk helt bevidst uafklaret) dobbeltgardering, hvor udsagnet er styret af en postmoderne entropi, hvor sproget er blevet undermineret af uigennemskuelige referencer, potentielle krænkelser og globalt flydende betegnelser. 

Hvis vi kort vender tilbage et af de tidligere udsagn, hvor man metaforisk skulle ‘gå med’ den tænkende/talende, så er der i dag altså ikke engang et fællesskab i dialogen. Meningen skal ikke opstå som andet end en intellektuel accept i den andens hode. Vi koder kognitivt kogende løs på vores digitalt inficerede cv’er ved enhver given lejlighed og håber på det giver mening hos de andre. 

Måske underbevidst med planen om at inficere de andres platforme med vores verdenssyn, for hvor følgeskabet (metaforisk og intellektuelt) levnede plads (og tid) til at indtage konversationens frodige landskaber samdrægtigt, så er den ellers ydmyge forespørgsel jo at ligne med øjeblikkeligt at vride sin egen forståelse om til den andens mening. 

Og det giver efter min mening ikke mening. Giver dét mening?

I SPROGET LIGGER

Jeg kan bruge et ord som telefoncentral, på trods af, at jeg aldrig har levet samtidig med en, endsige ringet til den. Jeg kan sige heksesabbat, amputation og autodafe. Florrisant, honningpumpe, adjudant. Parese. Jeg kan tale i datid. Jeg talte da. Jeg kan bruge fremtiden. Ikke op. Kommende, senere, distante. Vil blive spillet. Skal elskes. Bliver fundet. Sige ord er sten på stranden. Åbne sproget. Tale om sorg. Der er huller som i alt andet organisk materiale. Hvor man falder ned mellem sematiske plader. Emanciperede øer. Ører. Jeg kan sige jeg kan sige. Kan jeg sige.

PLEASE EXSPLEEN

VENDINGER VI IKKE VISUALISERER

Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.

- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?

- I første ombæring må man spørge, hvad det er  for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.

- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede må være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.

- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.

- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.

PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

SÅDAN STREGES

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK

Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana

Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø

Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere

En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 

Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.

Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral

Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.

Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**

Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.

* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem

** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

LYRISK LOGIK

Ordet svigter

men står alligevel tilbage.

EPISK ANAGRAM

Jeg har ikke noget at skrive. 

Jeg har ikke evnen til at tænke over noget.

Jeg kan ikke samle mig om at sætte et begreb i bevægelse, spørge ind til en absurditet eller vinkle en handling.

Jeg kan ikke sige, hvad det er, der gør jeg har mistet evnen. Jeg kan end ikke sige, hvad evnen går ud på?

Selv det jeg har mistet, ved jeg ikke hvad er. 

Men befinder jeg mig på bunden, udtjent og målløs, så er det på en måde, der ikke skræmmer mig. For der er intet tilstede i dette øjeblik. I disse ords forestilling.

Måske bortset fra netop dét.

Sprogets rum.

Disse ord, disse vægge, dette hus, som ikke sørger, ikke længes, ikke ér. Er alligevel.

Jeg skriver trygt og godt blandt venner.

Ord.

Mor.

BOGSTAVFIGUR

AUTOGRAMMER

Et autogram er som bekendt (se indlægget om pangrammer) en sætning, der kun handler om og henviser til sig selv. 
Det er som at sætte spejle op i sproget.
Her er fem forsøg. God fornøjelse. Eller held og lykke.

De har netop læst læst.

Det er løgn at dette er løgn.

Tallet fjorten vil vise sig at være godt bruge til at beskrive denne sætning. 

Denne sætning er horizont for tre nedgående sole.

Kun en engel forstår betydningen af denne sætning.

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet

Fem helt nye gåder for poeter og sprogbrugere

1) Hvem kan skrive mere præcist end nogen anden om afstanden mellem liv og død?

2) Hvilken skrift kan alle forstå?

3) Et ord gik til lægen og klagede over smerter, som det ikke burde kunne have. Hvilket ord?

4) Hvilket forsøg anser filosoffen for at være det fornemste?

5) Hvilket ord sidder man tilbage med når alt er sagt?

Svar længere nede

-

1) EKG-printeren
2) Underskriften
3) Usårlig
4) Det sidste
5) "Undskyld"

ORDKLASER

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet.

Fem nye gåder for poeter og andre sprogbrugere

1) Hvilken forblindelse kan få folk til at se klart?

2) Jeg får altid det sidste ord, men er aldrig tilfreds. Hvem er jeg?

3) Jeg sagde "Jeg elsker dig", men hun troede mig ikke. Hvorfor?

4) På hvilket dørskilt har manden intet navn?

5) Ordene forsvandt lige så hurtigt som jeg skrev dem. Hvorfor?

-

1) Diktatorens
2) Spørgsmålstegnet
3) Det ved jeg ikke.
4) På døren ind til herretoilettet
5) De var skrevet i vand

ET SIMON GROTRIAN BLIK

Kom Simon

                      lad os fiske sølvfisk med guldpapir.

Lad os gemme støv

                      med ordet støv på en stav.

Intet er det visse

                      som endnu ikke er hændt.

Kom Simon

                      lad os brænde breve vi aldrig fik skrevet

med frygtelig ild

                      hentet i døgnets klippe.

Lad os kysse mødet mellem ukendte

                      undfange dette skødesløse testamente

denne kontakt om intet mere

                      end det nødvendige at være.

Det står her

                      simon nomis.

Skriv under på den punkterede linie

                      og tag et korkbolsje.

LIPOGRAM NARKOMAN

Bogstaveligt utalt

Et lipogram er en tekst skrevet med brug af et begrænset antal bogstaver - det være sig vokaler eller konsonanter. I og med det er en regel kan den selvsagt varieres (indtil videre har jeg ved et tilfælde skrevet et lipogram, som ikke anvender ø, x, y, z ...), men med de uskrevne regler tilføjet, stiller sagen sig noget anderledes: Her handler det om at udfordre sig selv, ved at slå ned på bogstaver som er højfrekvente i sproget - på dansk bogstavet 'e'...
'I så fald var lipogram fortalt på ny vis, som skriftsprog hvor unikt bogstav aldrig står' ... hvis De forstår? Det er helt uhyggeligt afgjort nemmere at forklare end praktisere. Wikipedia.org har meget mere, men forfatteren Georges Perec, der står som en af helteleverandørerne til lipogrammatiske værker med 'La Disparation' (forsvindenen) skrevet uden 'e', skrev den om sin moder. Og kombionationen af hovedstol og system er vældig inciterende. Lidt som når Klaus Høeck fx skriver sig gennem livet og årstiderne, eller Tranströmer hai-ku'er sig ind i livsnerven, bare på en eller anden vis voldsomere og mere mystiskt. Perec var også OuLiPo-menneske (se bl.a. Adolphsens 1 million historier) - og den meget konkrete pointe med at knytte sprogpraksis til bevidsthed er og bliver noget at det mest besnærende i tanke og mund jeg kender.Kunne man fx forestille sig en tekst der skal beskrive en person uden de bogstaver, som personen bærer som navn? Eller kunne man skrive om sex uden s, e og x? X nok, men hvad bliver erotikken til, hvis man ikke kan slikke og stikke og sutte?
Lad os se på disse to eksempler - bare sådan i det små, bloggende og snakkende, skavisige jovialt leksikale:
MIG uden K-L-A-U-S-R-Ø-D-F-R-E-D-E-R-I-K-S-E-N:
Åh! Æt må gå tom. Våg bog, ægt hu og Potu. Må jo ty og bo 8240. Ugh!
SEX uden S-E-X:
Drift og trang hos han og hun (han og han, hun og hun) til at nå ind i krop og sjæl. Indfør og rør køn og hud, nyd og find sand tro og tid.
...
Det er et fix - jeg siger Dem. Man kommer på det, på mere end på een måde.