Artistisk Intelligens

Man skal gå efter botten ikke manden.

Grib botten!

Kast botten op.

Botten er rund. Alt kan ske. 

Aflever botten. 

Der er hånd på botten. 

Giv botten videre. 

Man kan have (for) mange potter i luften. 

Jeg har botten. 

VENDINGER VI IKKE VISUALISERER

Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.

- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?

- I første ombæring må man spørge, hvad det er  for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.

- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede må være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.

- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.

- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.

ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

IMPERATOR 2015

TANKE-SPROG-TANKE

HAIKU-IQ

Jeg holder meget af haiku-digte – eller slet og ret ’haiku’. Det er der mange grunde til. En af de vægtigste er for mig deres evne til at mime tanker. Der er som bekendt en række regler for et haiku: Tre vers, fem stavelser i første, syv i andet, fem i sidste. Derudover skal der helst være tale om en gengivelse af noget konkret og sluttelig skal de helst forankres i årstidernes cyklus. 
Det bedst kendte eksempel er Bashos haiku om frøen: (Basho, mesteren over dem alle, levede fra 1644-1694)

Den gamle dam –
en frø springer i –
lyden af vand

Hvis man tæller stavelser studser man nok over de lidt korte vers – men haiku’et er jo oversat fra japansk, og så går det ikke altid op på daaansk. Derudover er kravene opfyldt for det konkrete (dam og frø) og årstiden (frøen igen).
Ofte kan den faste form kan få tingene til at flyde og fylde – såvel i den kreative proces som i receptionen – men det er også stimulerende at bryde faste rammer. Jeg ved således ikke, om det er de meget faste formkrav, eller om det er modspillet til dem, der giver de gode haiku evnen til at mime tanker, men det er altså under alle omstændigheder tanke-ligheden, som jeg holder af ved dem.
Er Bashos haiku da at ligne med en tanke? Ja, det synes jeg. Det er måske ikke det som bedst illustrerer det – men derfor er der så meget desto mere grund til at bevise det.
De vi kalder digte i vores kulturkreds vil ofte være digte, fordi de nok kan være sanselige og konkrete, men også altid er reflekterede omkring et emne. Vore digte ’handler om’ noget. Tanken opstår på samme vis også ’om’ digtet. Den omslutter det og kultiverer det, hvorefter tanken føder digtets indhold. I haiku’et sker der noget andet. Det bliver ligesom til i læsningen af det – man optager og optages af det på samme tid.
I litteraturvidenskaben er sammenkædningen mellem zenbuddhisme og haiku-digtning uomgængelig, ikke mindst fordi Basho og andre mestre faktisk vár zenbuddhistiske munke. Og det er da heller ikke svært at se, hvorfor man laver denne kobling. Jeg tror også det er derfor tanke-ligheden kommer ind: Haiku’ene gengiver en situation man som mediterende munk kan fordybe sig i ved hjælp af tanken. Og kun den: 
Haiku’et ér tanken. Du kommer ikke længere ind i eller med digtet, end det. Det er lige som da Tjalfe skulle løbe om kap med Huge hos Udgårdsloke – han kom aldrig foran tanken – den er der altid allerede, lige meget hvor meget han anstrenger sig. Haiku’et – tanken om den situation, det beskriver – er færdigt, før du kan tænke mere om det. Jeg forklarer det famlende for mig selv med at haiku-digtet ’vender udad’. Det ér tanken om det, det beskriver. 
Hvori består så forskellen mellem de traditionelle vestlige digte og haiku så? Hvorfor er fx Søren Ulrik Thomsens digte ikke også tanker på skrift? 
Fordi han taler, tror jeg. Selvsagt registrerer, tænker og reflekterer han også, men sluttelig kommer så sangen. Bevares, vidunderlig sang. En arie som man henføres af og svømmer sammen med. Når man tænker med hans digte, tænker man sammen med den. Tanke-ligheden er sammenlignelige tanker. Åndelig kongruens. Vi forstår, hvad vi læser, han har tænkt, han har skrevet. Med (alle) sine (altid) passende ord. 
På en vis synes jeg haiku er trygge at læse. De er som knap man trykker på, og så ved man, hvad der sker. Som at knække en gren. Man griber fat i hver sin ende, man trækker helt forunderligt muligt ned i to sider af noget, der nærmest svæver mellem hænderne på én. Og hele tiden er man klar over at knækket kommer, at barken brydes og veddet kommer splintret til syne, hvis det er en frisk gren. Er det en tør kommer et lige og rent brud hurtigt og klart. Lyden knaldede. Dén bevægelse og viden i eet. 

Fra hvilket træ
den kommer, véd jeg ikke –
denne blomsterduft

Og så alligevel. I den samling af Bashos digte, som jeg læser lige nu, er der især eet digt, som har forfulgt mig, som jeg ikke ved om rummer denne tanke-lighed, og måske derfor ikke har været til at slippe:

År efter år
bærer aben
en abemaske

Selvom man kan læse i noterne, at situationen sådan set er konkret nok (digtet fortæller om et nytårsoptog (konkret begivenhed + årstid), hvor en abe med maske optræder), er det tydeligt det også er smerteligt symbolsk. Altså at det bevæger sig ad en vestlig tangent, der gerne vil tale om tegn og indhold, når vi taler sprog.
Jeg ved det ikke. Måske er det blot min bevidsthed og kultur, der går i dialog med digtet, for det fortæller jo netop ikke noget udover det vi sér. Tanken derimod, er i át vi ser denne abe med abemaske gennem tiderne. I det vi ser (læser) forstår vi, den tanke der er tænkt: Jeg ser nogen, som ikke er nogen, fordi den aldrig har været det. Ikke desto mindre er digtet et vovestykke udi haiku. Måske fordi det så entydigt fælder en dom. Tilmed en temmelig ikke-zenlig en af slagsen. 
Det bliver ikke bedre af (eller det gør det måske netop), at på japansk betyder ordet saru både 'abe' og 'ikke gøre noget'! Den maskerede abe i haiku’et er således tredobbelt passiv – fire, hvis tidsaspektet medregnes. Aben får i kraft af dens sproglige udtryk (japanske tegn) krænget en usynlig egenskab ud. Det er godt set, og præcist nok til at Basho igen overvinder den banale fristelse til at se teksten som et almindeligt symbolvædet digt.
Jeg tænker det er derfor de er så gode. Haiku’erne.

Ildfluer - haiku af Basho; udvalgt og kommenteret af Niels Kjær (Attika 2011)

Gyldendals åbne encyklopædi (www.denstoredanske.dk)

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.