HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.

EN BLOG ER EN BRIKS ER EN BLOG

Analysander den Store

Er en blog egentlig ikke en briks? Lægger man ikke sig selv derop, som en anden analysand, der snakker løs om sine store og små fortræde- og tilbøjeligheder, mens fader Freud (web 2.0) sidder roligt ved hovedgærdet? Kan De se ligheden - om ikke andet metaforisk?
Er en blog egentlig ikke en briks, hvor man ligger og stønner store og små sammenhænge og neuroser ud i et forfængeligt håb om at de bliver til noget ... andet?
Men. Hvis en blog egentlig er en briks - hvem bliver man så analyseret af, hvis ikke sig selv; sit eget blik potenseret ud i massernes mighed - alternativt visonært af den eene, der virkelig forstår det man blogger om? Og hvad er man så gået i, hvis ikke selvanalyse, for ikke at sige selvsving. Man erindrer her Freuds selvanalyse: Noget han gik i, angiveligt fordi der ikke var andre end ham, der mestrede (psyko)analysen godt nok, men reelt helt sikkert for ikke at blive besværet med andres opfattelse af hans helt eget hysteri.
Og. Når en blog egentlig er en briks, så kan man pludselig meget bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger.
Eller. Når en blog egentlig er en briks, kan man så bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger? 

Q: ARE WE NOT BLOGGERS? A: WE ARE LOOKERS

JACK OG BØNNESTALKEN

Fik anfald af introvision, da jeg læste en artikel om stalkere i fruens blad. (Vi undgår at kommentere dette låneords særligt fascinerende udtale, der gør det svært at håndtere på alle måder).
Det slog mig at jeg, samt alle de mange ligesidede og -sindede bloggere der-(her-)ude i blogosfæreren er en slags omvendte stalkere. Vi kigger og henvender os uafladeligt til en verden, som vi håber vil samle sig og bare een gang kigge den samme vej - på mig. Altså modsat den egentlige stalker, (et anonymt og almindeligt menneske) der som bekendt uafladeligt opsøger en enkelt stjerne eller særlig person, for at få vedkommendes opmærksomhed. Analogierne til bloggerens praksis er mangefold: Flaskeposten, Voyager rumsonden, radioamatøren og stort set alle andre futile kemikazekommunikative gerninger.
Men det at stalke synes langt bedre tunet ind på det syge og helt særligt opmærksomhedskrævende aspekt, der ligger i at blogge. Flaskeposten bæres af et lønligt håb, og dertil en slags kynisk romantik, der aldrig vil føre til at man græder over spildt vinflaske. Eventyret og den potentielle fortælling er nok i sig selv. Sådan er det ikke med bloggen. Her skal vedligeholdes og tjekkes og sammenlignes statistikker og kommentarer. Nettet er ikke kun et grid man færdes på, men også en verden af opmærksomhed man kaster sit EGET net ud i. Sørger for maskerne er afbødet, passende, velplejede og charmerende nok til at man kan stramme op og snøre sammen med en klar, aktuel og varmesøgsom pointe.
Ak ja. Jeg har browset for meget på overskift.dk

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.