KRIGSMINDER KRIGSMEDIER KRIGSMASKINER

der holder tanks på havnen i Esbjerg

fordi jeg kører forbi dem

som en film fra min barndom

En verden i krig

og det mystiske ord oprustning

i de rytmiske mellemrum

vi sad i blomstrede sofaer og hadede nazisterne

uden at lære historien at kende

der holder tanks på havnen i Esbjerg

og PMV’ere efter dem

de er sandfarvede ligesom Rommels 

de er tavse og hårde som de hænder der har vristet dem fri af kloden

jeg klemmer om rattet og tænker på ferien

som nu ligger i skygge

vi lærte ordet Hitler at kende

men forstod ikke det var et menneske

ofte har jeg tænkt om jeg var den sidste forbindelse til den store krig

fordi mine forældre levede i den

så selv deres svage minder blev mine

en alvor som ikke kunne transmitteres eller speakes

fordi de var store børn der intet forstod og præcis sådan

er forbindelsen til krigen krigen selv

uden alder 

og nu kan jeg dø som dem

med minder om krig

EN TRICERATOPS TID

EYES AND REWIND

Vi ser ikke længere ting som vi ikke kan se igen

og igen

med det samme

Det er en del af kontrakten med tech

Der var engang hvor man ikke kunne se noget

før det var klart til at blive set igen

hvor øjnene måtte vente

på maskinen

spolerne

genudsendelsen

og blive sultne eller mætte efterhånden

ikke eller ville

se igen

Det var en del af kontrakten med tech

Gamle tech

Hvor strømmen gik ind og hjulene kørte rundt

Hvor tech var materialer og formgivne versioner

Hvor tech var virkelig

Nu er mine øjne blevet trætte

svage

Jeg har tabt stirrekonkurrencen med tech

There is always more

Infinite soul

music

I've changed my mind

I take it back

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

I've changed my mind

So, where did you see me go?

It's not the right way, you know

Where did you see me go?

No, it's not that I don't know

I just don't want it to grow

It's not that I don't know

I've changed my mind

I take it back

The Cardigans 1999

FUTURE WAS

DEN SAMME FLOD TIL GANGES

er nu en blivende verden uden anden modstand end hukommelsens

WHERE'S THE KID NOW?

 

IKKE URNEN BLEV TILBAGE

Jeg fandt en dagsration af små kemiske klipper

der skulle have været opløst i min mors blodstrømme

men nu ligger i et tarveligt blikæskemausolæum

og er fortid på en meget almindelig måde

død og borte er hun på den mest umulige

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

TRE UFULDENDTE FOTOGRAFIER

JEG ER TRÆT AF HULEMENNESKET

www.missing-link.com

Jeg er så træt af hulemennesket, fordi jeg i snart sagt enhver af livets udfordringer støder på ham, når man skal forklare, hvorfor problemerne er opstået eller skal løses. Tænk selv efter, hvor mange gange De har hørt tale om stress som betinget af vores stenalderreflekser, hvor ofte den kost vi spiser er dårlig for os, fordi vi faktisk burde være på palæodiæt eller leve af rawfood, hvor ofte den nye dagsorden i kommunikationens virtuelle univers af enkeltstrengede relationer ødelægger det urgamle behov for grupperelation og nærhed, hvor ofte klimaforkæmperne taler om en mere simpel livsstil - som ideelt set godt kunne ligne et fortidsmenneskes, hvor ofte hjernens mindset og kognitive evner skal parkeres hos det umælende fortidsvæsen som forklaring på ting vi kan eller netop ikke kan. For enden af alle nutidens sociale, biologiske og sågar teknologiske blindgyder står hulemennesket med hår på hele kroppen, ualmindelig dårlig ånde og griner ad os, fordi det har alle svarene.

Jeg er især træt af, at der simpelthen ingen merit er i at snakke om hulemennesket. Vi er kommet hele denne lange vej for hvad? Se tilbage på noget vi var engang? Sagen er jo den, at hulemanden efterhånden har fået karakter af advarselslampe eller en perfid civilisationskritik. Som om vi har fejludviklet os og alting bare ville være nemmere, hvis vi gryntende sad rundt om bålet og … ja, sad rundt om bålet.

Jeg ved godt jeg taler mod bedre vidende - men kan det passe vi ikke har flyttet os det mindste, når nu vi har flyttet så meget andet? Kunne man forsøgsvis kaste et blik på de lidet primitive ting vi gennem historien har tænkt os frem til og tilmed formet, og stadig påstå vi er hulemennesker? Vi taler nu uden at blinke om den antropocæne tidsalder, men insisterer stadig på, at vi dybest er hulemennesker? Vi går altså vores egen undergang i møde som de mennesker den er længst fra?  

Det er kroppen siger de. Kroppen og kemien og genomerne. Du kan ikke undslippe den slags på så kort tid. Men er det ikke en selvmodsigelse så stor og uforskammet, at man derfor ikke kan få øje på den?

Jeg er da med på at jeg er et stresset, sukkersygt, ensomt og på mange måder forulykket menneske - men at fortælle mig det er fordi jeg dybest set er et hulemenneske på afveje nægter jeg at tro på. Der må være en anden forklaring.

Det slår mig, at denne tekst på flere måder spejler det opgør med troen på den skabende Gud, som evolutionisterne jo blandt andet bruger hulemennesket til. At jeg føler en trang til at modsige en (her videnskabelig) autoritet, som vil bestemme over min verden, min krop og min identitet. Ikke fordi det skal handle om religion - men måske nok tro. Troen på hvad mennesket er og kan.

MEMENTO METRO

ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

HÅB I TIDSFORSKELLENES TID

Hvis minutter er det du vil have, når du prøver at nå noget i tide?
Bliver du yngre mens du skynder dig, og gammel hvis du kommer for sent?
Det mekaniske urs vigtigste del er en fjeder snoet om sig selv.
Ønsket om at finde sig selv er ønsket om at ankomme til tiden.
Det mest præcise ur bruger atomer som dig og mig.
Kom godt hjem.

 

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN

Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:

Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:

Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.

teater
Evald Tang
Shakespeare
Barks

ET MEGET PRÆCIST KIG IND I FORTIDEN

Ja, billedet ligger ned. Men netop derfor gengiver det meget præcist fornemmelsen af at stå og glo i sit gamle bad i omklædningsrummet på den skole man gik på i 1970'erne.
Det er et rum, det er et sted, det er udført i (be)kendte materialer, det ser så genkendeligt ud og det er umuligt at finde sig til rette i med blik og krop.
Bemærk især den helt skøre skraber, der meget lig ens egen sprællende erindring, er berøvet sin oprindelige funktion, og nu udstilles som et hjælpeløst instrument, der ikke aner om det skal stå, ligge eller hænge sig.

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

DET STOF TID ER GJORT AF

At tage et stykke af fortiden som et tæppe man trækker op over skulderen samtidig med at man drejer om sin egen akse og falder til ro med siden af hodet på sin pude. Dagene i Paris for eksempel. Sove.

ARVEAMERIKANSK NOSTALGI

Historie er det man kan se, når tiden er gået

Hvad er det for en følelse man fyldes af, når man lytter til, ser eller smager på ærkeamerikanske fænomener som Hershey bars, Frank Sinatra og Campell's logo? Marlboro, Levi's, LA Dodgers og Ford? Pepsi, Burger King og Bruce Springsteen?

Kan man forestille sig, at noget af magien kommer fra den tid og de dage i fyrrerne, hvor Europa og Danmark blev befriet og siden genrejst af den amerikanske drøm? Kan man forestille sig Amerika simpelthen fik kilet sig så dybt ind i genopbygningen, at det blev en del af det til enhver tid eksisterende værk? Altså at de aktuelle amerikanske strømninger i den europæiske kultur har kvalificeret sig historisk? Man taler altid om amerikaniseringen som et aktuelt emne (evt. problem): Disneyficeringen og fast food-kulturen fx. Men hvem siger det er noget aktuelt? Hvorfor kan vi ikke anskue det som en udvikling, der starter med Marshall-hjælpen og pt. hedder Obey?
Jeg undrer mig kun over det, fordi jeg ved jeg selv falder i med jævne mellemrum … og synes noget amerikansk er for sejt. Kommer til at ville eje eller gøre noget klassisk americana, fordi det stiver een af, giver en fornemmelse af at tilhøre noget stort og stærkt eller hvad ved jeg. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor - egentlig. Jeg kan godt forklare, at jeg bliver del af det fællesskab, som også dyrker de amerikanske dyder, men det forklarer jo ikke religionen. Jeg blev provokeret af logikken i alt for nemt at synes godt om Wrigley's og have en udtalt svaghed for cowboystøvler.
Og så så jeg forleden en samling af alle (ALLE) de forsider Billedbladet har haft siden de udkom første gang i 1938. Og der kan man se det, hvis man vil. Hver anden eller tredie uge er Amerika på forsiden. Typisk filmstjerner, men også politikere eller andre amerikanske enere. Meget lig Uge-Revyen, der også udkom tilbage i disse for vort land så vanskelige tider.
Så tesen er altså, at vi kiggede vestover for at få ideer og håb til at komme videre i teksten efter det massive nedbrud Anden verdenskrig var for Europa, og det blik var USA ikke sene til at gengælde og forstærke - og altså i en grad, så det blev del af arvemassen og kunne nedarves fra vore forældre og siden gives videre til vore egne børn. No questions asked.
Om det er sandheden finder vi først ud af når vi får et kulturpatologisk speciale indenfor videnskaben. Jeg skal gerne testamentere den gådefulde krop, der befinder sig indenfor mine Converse, mine jeans og min hvide t-shirt.

"Og på første plads

 filmens stjerne, 

helten fra det vilde vesten 

(med Odolsmil), 

verdenskomikeren 

(med Odolsmil) 

og solskinspigen 

(med Odolsmil)."

Fra Otto Gelsteds 'Reklameskibet' (1923)

FEM HISTORISKE POINTER MAN IKKE KAN AFVISE

Time after time

1) Som med forskellen på erotik og pornografi, forsvinder den værdi, som penge skal forestille at købe altid.

2) Strafferedskaber som myndigheder opfinder vil borgerne før eller siden ønske at eje og udnytte - og omvendt.

3) Selvom byer siges at ligge, og være anlagt, ved floder af handelstekniske årsager, så kan man ikke afvise, at floderne også har udviklet tanker hos alle store stæders filosoffer.

4) Kastration er alle civilisationers uciviliserede fødsel.

5) Man kan (også) kende et samfund på den måde det behandler sine konger på.

REBLIK - Sandy Hook

Kynisk cyklus

Jeg noterer mig, at Poul Høi i Berlingske skriver om, at et af de få billeder, man kan finde af Adam Lanza er fra han var tolv år gammel. Høi filosoferer i vanlig høj stil (hermed anbefalet til tider) over hvordan det fortæller noget om, hvilket menneske han var, fordi han ikke ville fotograferes. 
Jeg kan ikke undgå at tænke på alle de gange vi igen og igen skal se dette billede, og den tragiske ironi der ligger i, at han i og for eftertiden altid fremstilles som jævnaldrende med sine ofre, fordi vi vil have denne ikoniske repetition på vore skærme og i vore medier. Hvad er det for en grusom poetisk retfærdighed der her etableres? 
Det lugter af popkunst, når den er værst (bedst). Det minder om billederne af den forsvundne Madeleine, som heller ikke ligner det hun måtte være i dag. Billederne af den unge Breivik. Kafka.
Disse uhyggelige ikoner, som er hentet i een sammenhæng, og tvunget ind i en anden, hvor de SKAL repræsentere noget og nogen de ikke er - men det alle vi voyeurere grådigt gør dem til.
Måske forstyrrer det mig, fordi fotografier netop er kendetegnet ved en ubrydelig kronologisk sammenhæng mellem tid, sted og menneske - som medierne titanisk æder op i en vulgær sags tjeneste. Et billede er ikke kun ærligt i sit skin, det er det også overfor historien. Og da Adam Lanza var 12 år gammel var han ikke morder. Han var et potentielt offer for sin egen forbrydelse.

Uden anden forbindelse end tragedien dette link: http://www.information.dk/320403
til et essay af Christan Mørk