HAi-KU DAViD BOWiE (#2)

Døden går igen

henover de ting og mænd

der ikke kan selv

ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

Inden døden

Forliste kister

Det er både usmageligt og ubehageligt. Hvem lægger 100 romaner og 1000 DVD'er på hospitalsbordet hos den døende?
Hvorfor er lister blevet til 'lister over ting man skal nå inden man dør'?
Fordi vi er ved at erkende den grufulde sandhed, at der nu er så meget at nå, at 30 år ikke kan gøre det, eller 'før ægteskab' kan gøre det, eller ikke 'sålænge man er i stand til at gøre det' - dur?
Eller er det fordi den tidligere så udbredte infantilisme har forandret sig til en juvelisme, hvor den projekterende, sultne, modige, maniske ungdoms indstilling til byen og verden er blevet trukket baglæns ind i kraniekassen for dér, at garantere man aldrig bliver for gammel til noget. Så skidt med det helt utroligt tåbelige scenarie, hvor jeg som 80-årig skal have to kvinder og en boa i en fængselscelle i Venedig. Skidt med jeg som 19-årig skal nyde udsigten over Furesø klokken fire, en forårsmorgen med Fauré i foret på min øreklaphue. Skidt med jeg som 46-årig skal trækkes med ikke at gide og ville og kunne købe et ur fra Audemars Piquet, fordi man nu een gang i livet skal købe en svimlende dyr ting som mænd trygt kan bruge som smykke.
Eller er det bare fordi det lyder bedre, og sådan lidt kækt moderne memento mori på en Moby-agtig måde stikker til menneskets senmoderne sorg? Hvilket på sin vis er paradoksalt - al den stund, at memento mori-pointen alle dage har været, at du skal dø, og med dig dør alt du ejer og har - herunder dit banale bungyjump og din blændende Bugatti.
Jojo, selvfølgelig er der også den mulighed, at det er carpe diem-svineriet, der har sat sig på formuleringen - omend kun marginalt mere logisk, al den stund der sgu ikke bliver tid til at gribe meget andet end den næste liste, hvis man skal nå det hele. Hvad med en liste over "100 dage du IKKE skal lave noget"? (så må du for min skyld gerne gribe den i mangel af andet) - bogen bliver en af dem man også kan købe med titlen (tihi) "Hvad mænd ved om kvinder". Eller hvad med "365 ting du skal lade være med inden du dør"? Nr 1: Lad være med at stå op den dag du skal køres ned.
- Alt dette fordi jeg på P2 (hermed anbefalet indtil udfald om fjorten dage! DRab) hørte at Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" lå nr 40 på en liste over 100 dokumentarfilm man skulle se inden man dør. Og det skal man jo også! Nu skal jeg hvertfald. Ellers kan det jo være jeg dør!
HEUREKA! Her var svaret: Listerne er blevet til "før man dør-lister", fordi de skal bære en illusion om at man netop IKKE kommer til at dø. Ikke så længe man har et projekt med at få kigget, læst, rejst, kneppet, spist, lyttet og drejet sig igennem 1.000.000 essentielle (og tada! livsforlængende) ting.
Held og lykke med det. Her er en liste over sandheder du skal konfronteres med inden du dør:
Du skal dø.