ET SALVADOR DALI-BLIK

Min bror har lånt en Mercedes. Den holder i garagen og fylder den næsten helt ud. Ikke bare, fordi det er en stor bil - den fylder også i kraft af sit brand og sine linier, og den fylder med alt det potentiale, der ligger i sådan et vehikel.

Jeg står lige ved siden af den ene forlygte og nyder déns finish. Nyder detaljen i det klare, bølgende glas. Snittet, størrelseforholdene og den geometriske omhu, jeg ved der er lagt for at pærens lys kan brydes og finde vej ud på mellemrummet mellem fartens vektor og bilens underlag.

Jeg lader blikket glide ubesværet og lidt liderligt ned langs karrosseriet, samlingerne, stolperne, dens sølvgrå træk. Tænker på delene. Tænker på svejseflammer, nitter, gevind, ruller, ledninger, kobber, processorer, sikringer og instrumentbrættets dybsorte fuldendte form - fra fører til passagers fremsyn. De indlagte instrumenter, teknologiens intarsia. Jeg tænker på, hvor meget af bilen der på et tidspunkt må have været flydende, før det blev støbt i en form. Jeg forestiller mig skærmkasser og hjulnav hidsigtrødt skvulpende. Gummilister, isolering og greb boblende - sejlende frem og ned i hysterisk afmålte doser, for at finde ro i en enkelt størknende del, der nu sidder her et sted og gør bilen hel. Jeg forestiller mig al den varme, der emmer op fra værket.

Og så ser jeg, hvordan bilen som et næsehorn eller en elefant i et kort øjeblik floves og ligesom gi’r sig under deres hornede, grå hud. Som om der var kød indeni.

Afsopret

Saussure la route 1

Motorvejsskiltet kan læses på flere måder: En grafisk gengivelse af, hvordan en motorvej ser ud - to spor, som med jævne mellemrum krydses af en bro. To potente linier, som ganske vist udfordres af et objekt, men alligevel formår at fortsætte. En kompleks grafisk (de)konstruktion, hvor den understøttende konstruktionen også kan fungere som brosymbol og grafisk gengivelse af autoværnet. En mere psykoanalytisk repræsentation af barndommens racerbaners blanke stålspor, og hegnenes hvide plastgreb, der skulle holde de iltre Porscher og BMW'er på den ru sorte plast.
Under alle omstændigheder tiltrækker den tværliggende størrelse sig en del opmærksomhed. Kognitivt er det spændende, at forhindringen er nødvendig for at kunne repræsentere den lige og hurtige vej, som jo må være det begærede. Eksistentielt (lyrisk) set er broen jo et alternativ, en fristelse - et ønske om afsporing. Bommen byder sig til, skrævende og krævende opmærksomhed. Muligt afkørslerne har numre og stednavne knyttet logisk til sig, men for alle os, der ikke skal derind, er broerne de rene hvide pletter på danelagnet.
Enkelte gange står der mennesker på broen og kigger ned - eller måske netop mod det omvendte perspektiv af væk. Andre gange hopper gyllevogne på traktorernes ballondæk på tværs med slanger og mudderklumperne sprøjtende som fra en rural supernova af esoterik. Langt de fleste gange er broen tom. Et spor undermineret af ruten og GPS'ens bud. Den eene gang man har været på en uvedkommende afkørsel, har været for at håne potentialet ved at bruge den til at pisse på eller vende vognen, fordi man er kørt for langt. Jeg vil gerne. Jeg vil helst. En dag tager jeg chancen. Ser hvem der bor på broen.

Logan's lip #2



Det ta'r kun 5 minutter

faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

Arv og materie

Kan en skrifttype, fx Gill Sans, forbindes med pædofili, hvis dens skaber var pædofil? Kan en stegepandes overflade, fx teflon, forbindes med ateisme, hvis ingeniøren, der opfandt den ikke troede på Gud? Betyder det man accepterer eller måske endda praktiserer noget andet end at skrive eller stege, når man vælger sin skrifttype eller steger et spejlæg?
Siden jeg hørte om sagen med Eric Gills pædofile praksis, har jeg tænkt over denne umulige situation. Jeg vil ikke lægge skjul på, at Gill Sans er en af de fonte jeg har et, ja desværre, kærligt forhold til. Som så mange andre er jeg tiltrukket af dens stramme moderne og alligevel klassiske udseende - af dens leg med det enkle og alligevel kokette og pyntede. Dens læsbarhed er knivskarp og kynisk, og alligevel lokker den med fleksibilitet og spændstighed. Det er vel mine følelser, der vælder frem? Og alligevel korresponderer de jo et sted med den ånd og kreativitet, der flød i Eric Gill tilbage i tyverne - som jo vel på den ene eller den anden måde delte blod med den trang, der fik ham til at forgribe sig på sine børn. Måske er det netop på grund af det kreative og kunsten, det er svært at skille ad.
Ingeniørens gudløshed, som jeg opfandt til lejligheden (han hed i øvrigt Roy J. Plunkett), kunne det aldrig falde mig ind at forbinde med et nok så amorøst forhold til min pande eller de spejlæg den måtte producere - og det uagtet han måtte have været nok så kreativ (men hvad angår teflon opfandt han det ved et tilfælde...).
Historien om Gill Sans kan selvsagt nemt bruges som eksempel på et politisk korrekt hysteri, måske endda i kombination med en konservativ nypuritanisme, som klipper alt ned, der stikker ud over ligusterhækken eller i øjnene på den villet blåøjede - eller som Ole Stig Andersen gør det på sprogmuseet.dk, udtryk for forargelse drevet af elementær spekulation i solgte aviser. Men det ændrer ikke ved det helt grundlæggende faktum, at vi omgåes menneskelig arv i alt hvad vi foretager os og føler. Hvad enten arven er usynlig eller åbenlys, vel-, selv-, udvalgt eller tilfældigt påtvunget os. Og ligemeget om vi residerer i en klostercelle muret op af en håndværker, som mumlede digte da han rørte pudset op, eller kører til arbejde i en firhjulstrækker, hvis komponenter for 30%'s
vedkommende er formgivet af en bøsse. Hverken Plunkett eller Gill har rørt ved dine bogstaver eller din stegepande, men de bebor dem nu alligevel. Og du er i forbindelse med dem, når du skriver og steger, hvad enten du vil det eller ej. Velbekomme.