PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

SAUSSURE LA ROUTE

It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.

 











I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

BAD TASTE

Vi beflitter os ikke ellers med det politiske korrekte og dets åbenlyse modsætning, men hermed gøres en undtagelse:

I sig selv er en annoncering med denne ordlyd i umiddelbar nærhed af trafik udtryk for virkelig elendig fornemmelse for hvad man kan tillade sig. Men at den både kommer op samtidig med offentliggørelsen af de historisk dårligste tal for dræbte cyklister ved højresvingsulykker, og tilmed er påtrykt symboler, der kan forveksles med dem vi ser på vejene, er helt ubegribeligt.
Hvad laver de på bureauerne? Følger de med i virkeligheden?

UPi RØVEN

Ortografisk imperialisme

Man har bemærket et nyt automobil på vejene. Den hedder up! Og selvom KIA Cee'd vel teknisk set var først, så er brugen af tegnsætning dog så meget mere åbenlyst provokerende hos Volkswagen-modellen. Nu er der både det ene og det andet at sige til denne omsiggribende ortografiske imperialisme, som up! er seneste eksempel på (andre kunne være ARoS, iPhone, apollo …).

Det ene: Jeg bliver lidt forstemt over at kunne genkende den elskede avantagarde, som den så ud hos futuristerne, surrealisterne og dele af modernismen i disse sprogligt grafiske eksperimenter - som jo netop ikke er hverken eksperimenter eller avantgarde, men simpel markedsføringsteknik. Kan hænde nogle af futuristerne synes om det på bagsmækken af en bil, men jeg synes der er noget virkelig sørgeligt over at se avantgarden ende i kølemontren frem for museummernes ditto.

Det andet: Jeg bryder mig ikke om at reklamere for nogen eller noget i hverken den ene eller den anden praksis. Og når det kommer til hvad jeg kan og vil sige, så kræver jeg min frihed - og jeg kræver bogstavernes med. Det kan ikke være meningen, at visse egennavne pludselig også gør hævd på om jeg skal stille det ene eller det andet bogstav efter hinanden, når jeg skriver realplayer og acer. Det betyder jo at de styrer mit sprog, og så er der ikke langt til sprogpolitik, som vi har set det i tidligere gustne historiske perioder. 

Og hvad angår up! i særdeleshed dette: Som automobil befinder man sig altid allerede i et ret velordnet og reguleret semiotisk system, hvor tegngivning ikke bare er afgørende, men i visse situationer kan være livsvigtig. Og her kan det ikke nytte noget at man kommer med en påstand om at man altså er lidt mere bil end andre biler - hvad jeg ikke kan opfatte udråbstegnet som andet end. up! her kommer jeg! up! hold afstand! up! ich bin ein besserer Auto als DU! Den slags tegngivning tolereres ikke i mit trafikale alfabet.
-
Just hjemkommet fra Wien (hermed anbefalet) dette billede:

som udover at vise skønheden ved det kønnede sprog, også er et eksempel på en autoriseret brug af store og små bogstaver i det samme ord. I Wien gør man det for ikke at henvende sig specifikt til nogen af kønnene - eller rettere, for at undgå altid at tale mandens sprog.

Afsopret

Saussure la route 1

Motorvejsskiltet kan læses på flere måder: En grafisk gengivelse af, hvordan en motorvej ser ud - to spor, som med jævne mellemrum krydses af en bro. To potente linier, som ganske vist udfordres af et objekt, men alligevel formår at fortsætte. En kompleks grafisk (de)konstruktion, hvor den understøttende konstruktionen også kan fungere som brosymbol og grafisk gengivelse af autoværnet. En mere psykoanalytisk repræsentation af barndommens racerbaners blanke stålspor, og hegnenes hvide plastgreb, der skulle holde de iltre Porscher og BMW'er på den ru sorte plast.
Under alle omstændigheder tiltrækker den tværliggende størrelse sig en del opmærksomhed. Kognitivt er det spændende, at forhindringen er nødvendig for at kunne repræsentere den lige og hurtige vej, som jo må være det begærede. Eksistentielt (lyrisk) set er broen jo et alternativ, en fristelse - et ønske om afsporing. Bommen byder sig til, skrævende og krævende opmærksomhed. Muligt afkørslerne har numre og stednavne knyttet logisk til sig, men for alle os, der ikke skal derind, er broerne de rene hvide pletter på danelagnet.
Enkelte gange står der mennesker på broen og kigger ned - eller måske netop mod det omvendte perspektiv af væk. Andre gange hopper gyllevogne på traktorernes ballondæk på tværs med slanger og mudderklumperne sprøjtende som fra en rural supernova af esoterik. Langt de fleste gange er broen tom. Et spor undermineret af ruten og GPS'ens bud. Den eene gang man har været på en uvedkommende afkørsel, har været for at håne potentialet ved at bruge den til at pisse på eller vende vognen, fordi man er kørt for langt. Jeg vil gerne. Jeg vil helst. En dag tager jeg chancen. Ser hvem der bor på broen.