PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

SAUSSURE LA ROUTE

It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.

 











I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder? 

HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)

STÅTROLD OG DÅSEPUT

Skal vi lege Doktor Freud?

Her en række fotografier taget i sommerhuset. Det er en simpel leg med voldsomme kønspolitiske perspektiver. Bemærk fx hvorledes en del kraftfulde og potensrelaterede genstande benytter fallossymbolet, mens genstande der relaterer til omsorg, opbevaring og varme henviser til vaginasymbolet.
Jeg siger ikke de kulturbårne kønsforskelle stikker langt dybere (sic) end bevidstheden, men jeg antyder det bestemt. Prøv selv.

Denne (nydesignede top på Vels opvaskemiddel) må stå for sig selv (sorry). For her er der virkelig tale om genderbender design. Umiddelbart er der selvfølgelig tale om et fallossymbol - i den grad. Men jeg beder Dem, kig igen ... Jeg ved ikke hvad, der er tale om. Måske afspejles her den første og stadig mest banale og vel derfor vigtigste kønskamp: Tager manden opvasken eller ej? Og gør han det som mand eller kvinde? Eller en mellemting? Vel siger vel vel. Farvel.