Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag

torsdag den 21. maj 2026

LUFTHAVNEN ER TURISTENS NATURLIGE HABITAT


















lufthavnen er turistens naturlige habitat

her oplever vi endelig den perfekte balance 

mellem at være et sted

og ikke et andet

mellem at være anonym og verificeret


Adam bedes gå til gate 13

Eva følge med

de har hatte på

som de har stjålet fra et sted

de bekvemmeligt har glemt


butikkerne er som turisten selv

en sjæl i en sjæl

forynget med folie

for de sidste penge

skal blive de første igen


det er ikke en rejse

det er en tilstand

siger en filosof 

og drukner

i et rullende fortovs bølger







fredag den 1. juli 2022

MASSEREJSE KÆRLIGHED





































Jeg bliver altid lille og ubetydelig, når jeg rejser. Andre får måske fornemmelsen af, at de skal indtage verden. Jeg synes bevægelsen er omvendt. Alle de liv og steder og scener og øjeblikke, der udspiller sig i glimt af lange og korte liv, alle de bevægelser i forlængelse af indskydelser, viden eller ordrer, alle fortællinger er lige så vigtige som mit liv, min krop, mine tanker. Forsvinder i det, kan ikke holde til det. Tager alt for meget ind. Skruer, host, skosåler, parfumer, hårsække, grafik. Måske kunne man give efter; blive del af alle de andre dele - blive som de andre. Ikke frygte at skulle holde på mig selv. Blive sig selv, måske. Så jeg kan forsvinde i mængden. Se kærligt på den usikkert rejsende.

lørdag den 18. marts 2017

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro
Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.
Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 
Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL















Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 
Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL















Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 
Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL














Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.
På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 
Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL






























Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL














Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town














Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?
Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town














George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town














Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.
Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town















Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.



tirsdag den 28. februar 2017

EN ENGEL I EN FLYVEMASKINE


- Men hvad laver du her, spørger jeg, da det går op for mig, at det er en engel, der sidder ved siden af mig i flyvemaskinen.
- Jeg skal til Singapore. Det er langt at flyve. 
Den svarer venligt, men præcist.  
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte samtalen. Englen bladrer i kataloget med toldfri varer. Den er ikke påvirket af, at der sidder et menneske ved siden af den.
- Er det din første rejse til Asien, spørger jeg. Latterligt banalt. 
- Nej, svarer den. Igen kort og præcist. Ikke uvenligt.
Englen lukker en lille smule luft ind i dens hvidklædte krop, sådan som man gør, når man kommer i tanke om noget eller vil tilføje noget, tænker jeg håbefuldt. Men den siger ingenting. Jeg kan næsten høre dens tanke, men ved ikke hvad den handler om. Jeg beslutter mig for at være stille lidt. 
Flyet taxier i evigheder rundt og henover banerne, mens de store vinger hopper. Jeg kigger ud på de andre fly, men kan stadig se englens spejlbillede. Den har sat bladet tilbage i holderen ‘for literature only.’


Da vi letter, lukker jeg øjnene, og da flyets stigning flader ud og jeg åbner øjnene igen, sidder der en helt almindelig mand ved siden af mig. Han smiler høfligt, og spørger hvor jeg skal hen.

lørdag den 25. februar 2017

FLY HAIKU


Morgenfly

Solen maser ind
Kabinen fyldt med ukendt lys
Kroppene basker.


















Natflyver

Mit blik i ruden
Vingens blink der blander sig
Mørke tal rejser.


mandag den 12. december 2016

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

















Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.
Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?
Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 
Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.


Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

onsdag den 27. juli 2016

HAMBORG MALPENSA

















Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

onsdag den 10. februar 2016

SAMMEN MED ANDRE | ALENE FOR SIG SELV






















It's not that I love myself, I just don't want company 
- Joan Armatrading: Me Myself I

Olafur Eliassons gennembrudsværk var en installation på Museum of Modern Art i New York, der hed Seeing Yourself Sensing. Det er rimeligvis lige så kernefysisk typisk for hans produktion, som så mange andre af hans værker, hvor bevægelsen - ens egen - er afgørende for pointen. I forbindelse med rulletrapperne mellem etagerne havde han ophængt spejle, som reflekterede ens blik i bevægelse - dvs. det man så udover sig selv, var at man så sig selv i bevægelse - bevidst om bevægelsen, som man jo altid er på rulletrapper. Derfor fik han så sindssygt Olafursk skubbet bevægelsen ind i bevidstheden, hvor den af gode grunde jo ellers kun findes i balancecentret. Og så stod man dér (sic), med sin egen refleksion. Fascineret i og af et epistemologisk perpetuum mobile, som jeg ikke ved, om er kartesiansk eller Merleau-Pontysk udover altså at være Olafskurks.

Jeg tror egentlig ikke værket kan forklare de følgende overvejelser om det at være alene og sammen med andre, men det rummer alligevel et afgørende element. Oplevelsen af at få flyttet sit indre syn ud og tilbage på een selv. Og så tror jeg måske Olafur Eliassons værker har en form for ensomhed som grundlag for at kunne lykkes. Ofte er titlerne også noget med ‘your personal’, hvad der indikerer man er alene om erkendelsen. Og her skal det handle om ensomhed. Og erkendelsen. Måske mere præcist af, hvad det vil sige at være alene.

Forleden tilbragte jeg en række dage og nætter sammen med en gruppe mennesker. Det var dejlige dage og jeg deltog ivrigt og livligt i fællesskabets mange facetter - sociale og faglige som de nu var i denne sammenhæng og rigt i mål. Når man deltager i den slags begivenheder er det for at bidrage til den samlede og samlende pulje. Det er ikke fordi det skal lyde som et filantropisk projekt, men man yder det man nu kan, som den man nu er, og håber det hele går op i den højere enhed samværet skal nå. Man er ‘på arbejde’. Konkret, i overført betydning og helt efter normen i konkursusdanmark. Man er træt, når man kommer hjem. Kvæstet, smadret, udkørt og flad - mange trafikmetaforer melder sig. Og så sker det mærkelige.

Ved førstkommende lejlighed har man brug for at være alene. Helt forståeligt. Acceptabelt. Man er lidt tavs. Kan godt fortælle lidt. Om maden. Priserne. Sengetøj og gåture. Men man vil gerne have fred. Være lidt alene. Skal finde sig selv. Men det er mærkeligt nok slet ikke det, det handler om. Man skal faktisk gøres fri af sig selv. At være alene er ikke at være alene med sig selv. Det er at være alene. Altså helt alene - ikke engang i selskab med sig selv. Behovet går ikke på at finde noget som helst. Da slet ikke sig selv. Det går på at slippe for sig selv. Man har ikke været opløst i et fælleskab og opmærksom på alle de andre. Man har været ultimativt til stede som sig selv for at skabe et fællesskab og hele tiden arbejdet med at se og være sammen med de andre. Selv. Som sig selv. Den bedste version eller hvad man nu kalder det i disse ‘stagede’ tider.

Måske er det så himmelråbende banalt som det kan blive. Måske er det derfor jeg nervøst har garneret denne så-absolut-på-det-jævne livsindsigt med kunstværker, fremmedord, namedropping og citater. Men jeg kan ikke andet, end ærligt vedgå min stadig dirrende forundring over dette bevidsthedmæssige og paradoksale tårnspring. Efter at have tilbragt en fuld dag uden selskab af eller med nogen som helst, forstod jeg, at jeg havde glemt mig. Mere og mere. Og med stigende lykkefølelse. Måske er dette kun en erkendelse for eremitter. Munke. Og melankolikere. Så lad os da være det. Jeg synes godt om byttet. Og det skæve regnskab der hedder man mest er sig selv blandt andre. Kan tilmed nu meget bedre sige, jeg har brug for at være lidt alene for mig selv.




lørdag den 19. juli 2014

SEKS NYE BILLEDER FRA MAROKKO


Man sælger gerne ting i Marokko. Faktisk i et omfang og med en ihærdighed der kan virke lidt trættende, men altså, det gør man. Visse steder specialiserer man sig; som her i forstadiet til de rigtige Atlas-bjerge, hvor man sælger fossiler, hvad man kan ane, hvis man kigger på de falmede aftegninger på blikskuret.













Der er altid noget der kører og larmer og lugter. Hvor lille en by man end kommer til, så bevæger nogen sig med noget, der bruger benzin. Og ofte er det også sådan, at er der noget det bevæger sig, så er der nogen der vil med. Klassisk med de såkaldte 'grand taxis', hvor der kan være op til seks personer på vej til seks forskellige steder. Her et mere banalt flyttelæs.













Hvad er vi som rejsende? Døde skind der i en astronomisk selvovervurdering gennemstrømmes af vand og støv?




















Farverne (på kvinderne) er altid en oplevelse. Ikke altid behagelig, da smag og mode på de kanter kan være direkte infantil, men også - som her - en accent i et ellers tørt og næsten monokromt landskab. 













Som i ethvert kongerige med en elsket regent møder man ofte kongens (Mohammed VI) portræt. Jeg synes billedet er fascinerende, fordi det har et så 'tilfældigt' udseende. Billedet er en beskåret version af en mere officielt portræt - hvad der kan forklare noget, men ikke hans sådan lidt betuttede eller forbeholdne udtryk, den lidt ukomfortable position og den voldsomme disharmoni (asymmetri) i baggrunden. I et land som Marokko er hans påklædning ikke overraskende, men den kommer i kontrast til den meget kulørte baggrund og gør kongen stivere. Måske gives der ikke nogen lette løsninger på et regentportræt - og når man poserer som magtens overhoved virker det ligefrem arrogant at smile eller se 'naturlig' ud. Men Mohammed VI gør måske et forsøg i den retning, og understreger dermed subtilt sin styrke? Det kan også være billedet netop skal være lidt 'skævt' fordi det så bedre kan indbyde til undersåtternes tolkning. Jeg hælder selv til den post-kolonialistiske tolkning, at billedet skal mime en slags socialt medie-tag og dermed signalere en vis up-to-date-hed.













Et af den slags billeder der skal tages. Og nu bringes.
Det pudsige ligger nok i, at billedet sagtens kunne være taget i Frankrig eller Danmark (sproget fraset), men her faktisk dokumenterer, at kvinden på gaden er dem der så langt er flest af, mens kvinderne i vinduet kun er almindelige som sådan - reklamer.













Endnu et motorkøretøj. Her i Rabat på Av. Mohammed VI (ja, ham igen) med udsigt over chellaen og oued'en (floden).