Viser opslag med etiketten Paul Auster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paul Auster. Vis alle opslag

mandag den 12. december 2016

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

















Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.
Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?
Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 
Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.


Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

søndag den 26. april 2015

BUSTER AUSTER II



















Boohook line and sinker


Der er al mulig grund til at ønske boghandlen Ark Books tillykke med udgivelsen af de to unikke tekster af hhv. Paul Auster og Siri Hustvedt. Det er et spændende og højt profilerende projekt, som forhåbentlig ikke alene hjælper butikken, men bogen som sådan.
Men når det kommer til at prise og lade sig forføre af Paul Austers tekst - Alone - som han angiveligt “skrev 22 år gammel i 1969” må jeg bede om en eftertanke. 
Slår det ingen, hvor svimlende et tilfælde det er, at han allerede på dette tidspunkt foregriber emner og især en central fiktiv karakter (Quinn) fra udgivelser, der kommer både ti og tolv år senere? Slår det ingen, at hvis ikke Auster skulle kunne, eller have skrevet en tekst, der var hans for mere en fyrre år siden på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvem skulle så?
Jeg anklager på ingen måde forfatteren for at svindle eller boghandlen for at have fået katten i sækken, men konstruktionen af dette dokument da være et af fascinationspunkterne ved denne udgivelse. Alene den fristelse at fikse med genetikken i den korte stund novellen bevæger sig fra skuffen over tastaturet til Ark Books må have været svær at modstå.
Lytter man til novellen (på Skønlitteratur på P1 kan man høre den i oversættelse) er det da også slående, hvor genetisk den netop er. Genetisk i den forstand, at den væver en skabelsesberetning om, hvordan ord og litteratur netop bliver til (på eet sted) og forsvinder (fra et andet) på samme tid, for overhovedet at kunne siges at have været (født). Quinn i novellen - en forfatter; pennefører er måske et bedre ord - er lig Quinn fra New York-trilogien i den forstand, at han gennemgår en lignende proces ved først at være til, siden forsvinde helt, for igen at kunne være nogen eller noget. 
Dertil kommer den helt centrale sætning om ‘løgn’ - ikke fiktion - "Og så skriver han: "Løgne og opspind med hvert eneste åndedrag," og så begynder det." (De mange citationstegn dækker over, hvad jeg tror er et citat, som fortælleren gengiver.)
Så når Auster udnævner denne novelle til at være hans måske allerførste arbejde, hvad siger han, eller kommer han så til at sige, om hele sit oeuvre? 
At litteraturen og dens forfatter indgår i en art nulsumsspil, hvor det alene er placeringerne, af personer, steder, tider og bogstaver, der bestemmer udkommet?
At ensomhed og sprog er lige fiktive forestillinger, som i det øjeblik de forbindes bliver virkelige?
Under alle omstændigheder (svangre såvel som fædrende) er denne novelle næsten for god til at være sand. Og hvis den ér sand - i betydningen fra 1969 - så er det lige før den er for dårlig til at være god.



torsdag den 3. december 2009

Buster Auster

Sidst jeg blev træt af at læse Paul Auster var, da jeg læste 'Mr Vertigo', og det var sjovt nok at nøjagtig samme grund som nu med 'Brooklyn dårskab': Fornemmelsen af et (javel elegant, men stadig) udpræget ventrehåndsarbejde. Uha. Selvfølgelig er det hos Auster et 'venstrehåndsarbejde', hvis lethed og elegance er den del af fortællingen - man skal jo smile over de fjerlette tråd fortællingen træder op ad historiens bjerg med, but still. Det bliver på en eller anden vis for meget med det bevidste for lidt. I Brooklyn dårskab expliciteret med den fede streg, der sættes under at vor hovedperson ender med at overleve - på trods af at han indleder bogen med at fortælle han er ankommet for at dø. Jo, det er sjovt at læse - på sin vis også gribende, men på en måde også enfoldigt. Fantasien, som er ubenægtelig og ferm, er også fordummet og fordummende. Auster kan IKKE, selvom det er hans intention lave en virkelighedsnær roman ved at mime nogle tilfældige forhold i et menneskes liv. Austers bøger er ikke, vil aldrig blive, og skal ej heller være realistiske på den måde. Det bør han og har han velsagtens også overladt til andre ånder. Måske netop derfor er det en bog om Brooklyn'sk dårskab? Han ved forsøget er en fuser, en fiasko. Og det var så også sjovt så lange det varede - ikke et øjelik længere - og det øjeblik som ikke var eller blev til noget sneg sig altså baglæns ind i læsningen og trættede den.