Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.
Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?
Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender.
Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.
Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.
