Poetens hode: tekst

tirsdag den 27. juni 2023

NY BOG

Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter.

Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?

Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender.

Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer.

Jeg lader som om jeg skriver.

tirsdag den 16. oktober 2018

lørdag den 24. marts 2018

mandag den 12. december 2016

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.

Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?

Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender.

Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.

Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

lørdag den 18. juni 2016

DAGSTRØMMERNOTER I

Jeg tænker mig selv fremad så langt jeg kan. Et sekund eller to kan jeg måske lige nå frem til at kaste et blik tilbage på mig selv. Siddende med dybe panderynker og let måbende åben mund, ligner jeg een, der er blevet forladt af sin sjæl for en ganske kort stund.

JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN

Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

søndag den 26. oktober 2014

KÆRLIGHED I TIDSFORSKELLENS TID

Hvis nu de ord skrev havde skrevet blev taget var forsvundet og jeg stadig elskede dig

Fra de ord blev tastet til dine øjne forsvandt de og tilbage blev jeg elsker ikke

Dit svar dukkede op som slugt af en hval en fisk slimet svar uden mening og alene kold

Jeg tror ikke internettet har et forhold til de ord vi sender imod tidens opdelte zoner steder der ikke findes hvor vi står når de lander stumper og istykker og trykker som besatte på reply reply reply