SINE LOGO

SINE LOGO

ELVIS IS EVERYWHERE

© Nicklas Red 2014

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer

Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.

Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?

Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?

Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.

Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

REMODELLERING HÅND + TASKE

AT BESKYTTE OG TJENE

Licenced to trade

 

We've got the mind, he's got the muscle

Spørgsmålet er ganske kort sagt, hvis er Daniel Craigs muskler i den nye Bond-film? Hans øl er fra DemIkender, hans ur er fra OhmyGod og hans køretøjer er fra England. Ganske vist er produkt placeringerne kun decideret skringre i starten af eposet, men de slipper aldrig taget i mit dovent marxistiske blik. Således er hans nydelige chaufførfrakke i Shanghai sikkert fra Bloss, hendes mascara sikkert fra L'ordeal og whiskyen helt sikkert fra Skotland (og en udvandet hilsen til Sean, som aldrig bar og indtog andet end sin stil med stil og uden regning). Det er lige før jeg tænker at det stolte firma Carl Walther GmbH Sportwaffen også har spyttet i bakken med nogle gode tyske Euros?
Jeg har noteret mig hvordan man har lavet spin på det helt indiskutabelt luderagtige ved filmen for at gøre det mere spiseligt for masserne: Bond-filmen er således lanceret som et komplet sponsoreret produkt i medierne.
- Wow! Det må jeg nok sige!
- Jamen, filmen er jo så frygteligt dyr at producere, at man for at give publikum det største sus, må hente meget ind på sponsoraterne - og så er det jo også sjovt at vi på een gang kan få publikum med på at spotte, oute og hygge-hate HeinIdemikender - og alligevel score kassen. Filmen er og bliver en lidt mere tjekket føtex tilbudsavis. Det kan ikke være anderledes. Man skal jo ikke glemme at man også betaler for de floder af farvede sider der tilflyder vor intimsfære, når man henter kyllinger og kødpølser i butikken. Der findes ikke gratis frokost.
Filmen sætter også en lang række andre tanker i gang, som alle produkter der rammer så bredt og alligevel dyrkes kult- og kitsch-agtigt. Fx at det dybest set er en western, at skurken har et Ødipuskompleks OG er bøsse, at trofæet er prostitueret, at handlekraft og hævntørst overskriver alle protokoller, at favne den fædrende gård kombineret selvtægt er løsningen på alle problemer altså ... at filmen vellykket segner under så bredt et udbud af klichemaskulinitet, at manden må spørge sig selv, om han egentlig ikke har brug for IKKE at drikke en særlig øl og kigge på et særligt ur, mens han træner muskler der sådan set ikke er hans egne, når han sidder himmelfalden tilbage efter forevisningen.

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.

Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"