ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

REBLIK

 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.

Talemådernes tvetydige tyranni

Ideomekanisk

Jeg er så tilpas forpisset træt af at høre talemåden "Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen" - og især er jeg da på grænsen til raseri træt af, at en ud af to talemådetalere, finder det nødvendigt at FORKLARE talemåden umiddelbart efter med "I starten er det varmt, men ...[resten udeladt af respekt for læseren]. Det er for det første ikke meningen med talemåder, at de skal forklares. De ER forklaringen! "Man kan jo ikke blæse og have mel i munden på samme tid - for med munden fuld af mel, vil noget af det jo smutte med, når man blæser." (Her skal ikke elaboreres videre over, hvad der er sket med ordet "blæse" i de senere års anglifissering af det danske sprog.) Jamen, "det er som at skyde gråspurve med kanoner. Man har en meget lille fugl man skal slå ihjel, og så er det helt unødvendigt at bruge så stor en kaliber..." I rest my case.
Men jeg er også træt af, at man ikke varierer brugen af talemåder, når man står overfor at illustrere en sammenhæng, hvor en handling kan synes velegnet, men med sikkerhed vil vise sig at være uhensigtsmæssig. Kunne man istedet foreslå ... "Hastværk er lastværk"? Næ. "Man skal kravle før man kan gå"? Nix. "Gå over åen efter vand"? Nej. "Rette bager for smed"? heller ikke. Jeg er altså også træt af, at der ikke rigtig er andre muligheder end de oplagte - og derfor forventelige. Det er jo ikke noget man ikke kan vinkle med en smule kreativitet, og lave sin egen NYE variant: "Det er som at slå flasken i stykker for at få vinen ud. I starten kommer vinen jo ud, men man kan ikke nå at samle den i et glas, før det hele er spildt!" (Undskyld, men jeg kunne ikke nære mig.) Problemet med det er, at så kommunikerer man ikke på samme måde med sine medmennesker. Med tisse/blæse/bager/å-måderne, er vi (næsten) sikre på, at alle er ikke bare med, men faktisk inkluderet i billedet og illustrationen, fordi vi kender dem så godt. Jeg vil endda gå så vidt, som til at sige, at mange i landet føler sig trygge ved talemåder, de knap nok forstår (og selvsagt bruger med lempe - når det kommer til talemåder kan man ikke altid skue hunden på hårene, fordi en langhåret hund jo sagtens ...).
Så selvom jeg også er træt af, at jeg ofte helt mekanisk hiver endnu en forblommet slidt talemåde op i en snæver vending - og egentlig slet ikke bryder mig om at høre mig selv sige "først til mølle", "kommer tid kommer råd" (som med et andet tryk på "råd" dog kan gøres filosofisk), "rønnebærrene er sure" og "sætte sit lys under en skæppe", så er jeg jo ikke imod at samtalen glider nemmere og tydeligere. Og jeg er endda stærkt fascineret af den underliggende samtale vi fører med fortidens sprogbrugere, når vi gør det. Senest erfaret med udtrykket "lige til øllet", som jeg opdagede kommer af, at når man kun havde ganske få penge på kistebunden, så havde man kun "lige til øllet" - i dag kan den jo kun forståes, hvis man forestiller sig det er en alkoholikers knibe (eller rettere, han redder sig akkurat?#@%§z!) men fra dengang, hvor talemåden stammer, var øl basisvarén. Det var det man altid skulle have - ved det, at vandet ikke var til at drikke. Tænk engang, at vi også taler videre med 17- og 1800-tallets danskere gennem de af talemåderne, der er opstået gennem kultur og praksis; og det er er en del - selvfølgelig. Talemåden er jo en kvalificeret rapport om skik og (mis)brug. "Der går jo ikke røg, hvis der ikke er ild." I dét lys kan een måske bedre bære en enkelt talemåde eller to. Men ikke en forklaring, tak. Vi er jo ikke dumme som døre i sprogets hus.

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!

Man skal aldrig skue ulven på luven

Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"