22.11.22

Datoen i dag. Som et sted hvor fortid og fremtid mødes for at holde fast i de to teltstænger, der holder hele cirkusteltet oppe.

RESPIRANT

det er hverken livet eller døden der følger mig i disse dage

men to dårligt udklædte aspiranter som åbenlyst (leende)

ikke ønsker at være andet end det

MEMENTO MANUS

NOW OPEN FOR FUNNY BUSINESS … PLEASE

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

DET SÆDVANLIGE

Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?

Vi må tro på den frie vilje. Vi har intet valg.

- Isaac Singer

Bogen "verdens værste citater" (Bazar, 2007), hvor citatet optræder, nævner desværre ikke om det er forfatteren (Isaac B. Singer) eller symaskineopfinderen (Isaac M. Singer), der har formuleret dette skønne paradoks. 

TI BUD PÅ HVAD DER ER GALT MED DIT LIV

Reddes eller regeres?

1) Du blev aldrig spurgt.

2) Du fik aldrig svaret.

3) Du kom for sent.

4) Du kom for tidligt.

5) Du ved ikke hvorfor du kom.

6) Du har ikke ord.

7) Du føler dig fremmed overfor din egen latter.

8) Du ved at du ved, men ikke hvad der er vigtigst at vide.

9) Du kan ikke holde stilheden ud.

10) Du kan genkende dig selv i en af ovenstående sætninger.

Ønsker De at ændre et eller flere af disse forhold anbefaler jeg hyppig læsning, gåture og ærlighed. Siden samtale.

HOS LÆGEN

Et nedkogt kammerspil

Patienten: Jeg har ondt i livet.

Lægen: Højre eller venstre side?

Patienten: Jeg har også ondt i hodet.

Lægen: Jeg har nogle piller som kan save hodet af og derved tage de værste smerter.

Patienten: Jeg har ondt af mig selv.

Lægen: Det er jeg ked af at høre. På Deres vegne naturligvis.

Patienten: Jeg har ondt i blodet.

Lægen: Her kan vi tage en prøve.

Patienten: Rorschach?

Lægen: Var det højre eller venstre side, de sagde?

Patienten: Jeg kan prøve.

Lægen: Mener De at forstå?

Patienten: Nej. Det modsatte.

Lægen: Udstå?

Patienten: Nærmest.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Som sagt.

Lægen: Jeg tror vi skal tage en leverbiopsi.

Patienten: Jeg mener nu nok jeg er klar over at jeg lever.

Lægen: Men biopsien er uvildig.

Patienten: Men jeg er uvillig.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Har De nogle piller der kan save livet af?

Lægen: Sidste dør på egen hånd.

Patienten: Ak ja.

Lægen: Selv tak.

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT

'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.

FUQs - Frekvent Unspoken Questions

Am I the only one?

In honor, awe and bittersweet mood of the fuckin' anglifornication of the danish language, we'll keep this post in that foreign language you know so well. Following are questions I'm sure we recognize from whenever we bump into that reference or actual page with frekvent asked questions.

Am I supposed to feel stupid if I find my question amongst the FAQs?
Am I supposed to feel stupid if I don't find my question amongst the FAQs?
Do I really want to know?
How long will this (mess I'm in) take?!
Who are alle the others with problems I don't recognize?
Is someone watching my behavior?
Is there a FAQ to these FAQs?

FUQs in more general aspects of the FAQs:

Is the FAQ invented out of rage, lack of respect for the next of kin or merely a cost benefit- analysis?
Can FAQs be reached and conducted via telephone - if so, how humiliating is that?
Computergenerated help and service is undoubtly easier, quicker and less expensive - but is it?

This is a danish blog, who also found it obvious to fuq.

IKONOGRAFATALISME II

Det væltede timeglas ligner et uendelighedssymbol, for når man ikke rigtig kan få tiden til at gå, så føles den ofte som en evighed. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at det at dø er nødvendigt for det leve - men det snerper, især når man betænker hvor svært det er at være sikkert i live. Retur til hjerternes fest og ikonografiske lighed med timeglasset (IKONOGRAFATALISME I ... der manglede ligesom også noget i den remse).Godt nytår.