Viser opslag med etiketten tale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tale. Vis alle opslag

mandag den 18. august 2025

FÆRDIG MED AMERIKA

18.08.25





















jeg er færdig med engelsk

jeg har elsket og begæret

brugt og misbrugt 

øvet og mestret

det engelske 

i mit danske alle mine unge og voksne år

slang

begreber

idiomer

fraser

neologismer

sig ordet jeg har gjort det 

det har hængt klar og parat under og 

lige ved siden af mine sætninger

kommentarer 

udråb

parodier og

argumenter

det har blomstret

suppleret

og løftet mit sprog og min hjerne

jeg har følt mig hjemme men aldrig udstødt hjemmefra

med engelsk

det har været sjovt 

udfordrende

skørt

overraskende 

og synes jeg mærkeligt nok

på sin plads 

selv for en dansklærer 

der gerne ville se sine elever i øjnene

nu er det slut

jeg er færdig med engelske gloser i mit sprog

ikke mere sukker på

det er Amerika der har slukket for

lyden

elektriske flimrende susende strålende Amerika 

som kom med sproget og

kulturen 

og cigaretterne

filmene

bukserne

musikken

og lærte mig at sproget

var alt det 

jeg også gerne ville være del af

og det skulle være del af mig

mine t-shirts

mine sko

tyggegummi og kasket

men jeg vil det ikke mere

jeg er færdig med Amerika 

og Amerika er færdig med verden

vi bliver døve for det

vi bliver trætte af jeans og burgere

majs og barbecue

pikrock og blodpop 

slå en knude på det

selvoppustede profeter

selvfølende selvmedlidende

fede men udflydende

vent og se

sproget er strandet på europas kyst

som ikke er en ø


onsdag den 19. juni 2024

TUNGEN I WIEN













Jeg er i Wien

min tunge er opsvulmet

så

jeg taler ikke gerne

heller ikke om mig selv

eller noget andet

jeg er i Wien

og jeg ser og oplever

ting jeg gerne vil tale om

og hvad de gør ved mig

hvordan de ser ud og

smager

på tungen

som jeg har brændt mig på den

bidt i den

og min krop ikke har energi til at 

reparere den

betændelse

og ruhed

blæner

blister

jeg er mest i mine tanker

om tungen

i Wien


mandag den 1. marts 2021

HVILKET SPROG TALER VI?

 


 


Dette er egentlig en lang ufærdig tankerække, så derfor ville jeg egentlig hellere have fortalt om det, der er i mit hode end skrevet det her - grammatisk og vokabulærd og tilsyneladende endeligt og endegyldigt.

 

Som gymnasielærer tænker man hver dag over, om man stiller de rigtige spørgsmål og hver dag, om man stillede for få eller for mange. Man tænker over, om der var for få, der sagde noget og om dem, der ikke sagde noget ville ønske de havde gjort det eller det bare ikke var deres dag den dag. Man tænker også dagligt over en del andre ting, men når tilstrækkelig mange dage er gået med nogle bestemte tanker og de tydeligvis insisterer på at blive tænkt, tænker man over, om der er et mønster og hvor mon det mønster kommer fra og hvor mange tråde mon det består af. 

Dét mønster, at gymnasielever ikke siger så meget som man kunne ønske sig for dem og deres læring, har mange før mig forsøgt at trevle op og forstå. Til en vis grad ér det måske allerede vedtaget, at de ligger under for en digitalt understøttet fejlkultur og et konkurrencesamfunds altid redebonne undertrykkelse. Det er al fald en myte, det ikke vil være svært at finde opbakning til på lærerværelset og i kulturelle analyser pt. Men så kom jeg kom til at tænke på, om det ikke også kunne handle om selve sproget - det vi taler med?

 

Jeg har tidligere været meget optaget af stand-upperne og det, jeg tror er en groft overset kulturel påvirkning fra deres side. De kan passende danne et eksemplarisk afsæt også for disse tanker. Stand-uppernes sprog og især sproglige ekvilibrisme er helt central for deres underholdningsværdi. Det er også deres kreative, subtile, gennemførte og karakteristiske magt over sproget, der får os til at beundre dem - måske ligefrem have foretrukne af, hvor vi spejler os i deres come backs, call backs og publikum hijacks. Pointerne, præcisionen og timingen. Vist er det sjovt, men det skal jo leveres i overbevisende og flydende sprog. Det er min erfaring, at stand-upperne udgør en meget stor del af unge menneskers underholdningsvaner hvad enten det er hele shows, bidder fra dem eller via de kanaler de sender jokes ud i verden. Men tv-serier udgør også en stor del af unge menneskers forbrug. Film. Youtuberes kanaler. Instagrammere. Soundbites på sociale medier fra mennesker med indflydelse eller med ønske om samme. Alt sammen klart og pointeret leveret.

 

'Scripted tale' med andre ord. 

 

Eller tale, der er født og forarbejdet til at være fuldendt; som i sammenhængende, meningsfuld, elegant, eksakt og gerne blændende autentisk. Den kan også findes i versioner, hvor den er perfid, forhånende som sociale samuraisværd, der skærer folk midt over, men det udgør en anden tråd. Jeg er i sagens natur (sagen er den, at jeg er dansklærer) ked af at bruge et engelsk ord til at beskrive en mundtlig problemstilling, men på sin vis har ’scripted tale’ også en fremmedhed over sig, som kan understrege et nyt blik på det tavse flertals tavshed og det der måtte true det. Jeg arbejder med andre ord på et mønster, der væver ens erfaringer med det talte sprog og tilliden til, at man kan det, sammen med mødet med et sprog, som ligegyldigt, hvordan man vender og drejer genrer, medier, kanaler og afsendere er præget af en sikkerhed, som der jo sjældent er - og heller ikke skal være i det talte. Der er med andre ord for få, der siger øh! Ingen der vrøvler, ingen der begynder på en s … ingen der begynder på formulering to gange, tager tilløb, omformulerer. Og hvis de gør, er de nogle tabere, der ikke har lært manuskriptet. Der er ingen, som begiver sig ud i en sætning uden at vide, hvor den skal hen. Skræmmende.

 

I et interview antropologen Ditte Marie Seeberg har med Niels Barfoed om den danske forfatter Peter Seeberg taler han om, at Seeberg kunne et andet sprog end magtens - nemlig mulighedens. Mulighedens sprog. Smag lige på det. Gerne med den bitre smag af magt i frisk erindring. Seebergs ikke altid lige logiske og målrettede monologer skulle ikke snævre ind og konkludere - de skulle gøre noget muligt: Tænke. For ham og alle dem, der var sammen med ham. Seebergs tekster kan være slående i deres absurde handlingsforløb, men skal man tale om dem, bliver man ikke lige færdig med det samme. Man famler sig frem i mødet med mennesker, der ikke opfører sig rationelt – eller måske netop opfører sig alt for rationelt. I det absurde ligger en understrøm af fristelse til at lade sig føre ad en vej, der ikke skal give mening som vi bedst kender meningen. Og hvor tit vælger vi den i den virkelige verden?

 

Jeg oplever ofte, at elever indleder deres svar med et forbehold for, om de har det rette facit, og jeg støtter dem altid i dette forbehold, for det betyder jo bare vi, undersøger og afprøver stoffet - og at man ikke med sikkerhed behøver vide, hvad det er, der er pointen. Men nu ser jeg, at jeg i lige så høj grad ikke har givet undersøgelsen af stoffet plads, men nok nærmere sprogets undersøgelse af stoffet. Fordybelse og refleksion tager tid - og sproget må også gerne tage tid. Hvis sproget skal løfte en af sine fornemste opgaver skal det tage tid. Det er vi blot ikke særligt vant med i den medialiserede virkelighed. Hverken når vi møder sproget eller selv ser en chance for at presse det igennem et sted. Ting fremstår meget færdige. Udtalte.

 

Jeg har en ubagt idé om at mulighedssproget hænger snævert sammen med det man kalder mentalisering, som dækker over evnen til at kunne sætte sig i andres sted; have ikke bare empati for, men faktisk kunne forstå helt ind i sit selv. Mulighedssproget ser jeg som en vej til at tale sig væk fra det forenklede og afgjorte og hen mod det potentielle og vedkommende. På samme måde som at man i stedet for at kategorisere et andet menneske - med en slags magt - begynder med at sætte sig i dets sted. Det er naturligvis også det vi gør, når vi læser skønlitteratur og ser film, så hvis talen om disse (fiktive) mennesker skal hentes i en magtdiskurs kan det blive meget svært at få den til at flyde. Hvorfor al den hast med at gøre tingene færdige og karikerede? Hvorfor ikke lade det talte ord genvinde lidt mere af den frihed der rinder af?

 

Og hvorfor mon Amalie Szigethy blev så berømt og berygtet? Hvorfor er det så svært at få eleverne til at elske lyrik? Hvorfor er der så stille? Kan det være fordi, der er for få steder, hvor man møder mulighedssproget og for mange, hvor det er magten, der taler?

 

mandag den 1. januar 2018

ROMER






































Jeg skulle læse op for dig i nat
men bogstaverne krøllede sammen og vendte sig om
og selvom jeg stirrede på dem ville de ikke give mening fra sig
Jeg forsøgte at sige noget jeg troede kunne være et digt
men det lød ufærdigt og forkert
ordene blev til ting i min mund

Folk rejste sig og gik
Skramlede ubehøvlet med stole og hænder og hån
sendte blikke på mit hjertes urolige søvn
og forsvandt ud af billedet 
mens sidens marmorhvidhed 
lyste på mit vågnende ansigt
og ville forklare

Jeg søgte dine ord i dagens skygger 
og dontens mange skabe
men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge
Jeg var alt for vågen og alt for træt
Iedte i drømmen efter alt det man ikke får sagt


lørdag den 7. juni 2014

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER



















Fra røven og fulde folk

Det sker man bliver taget med bukserne nede … og hvis man et øjeblik overvejer, hvordan det måtte se ud, så kan man godt blive i tvivl om, hvorfor det hedder sådan. Og ikke fordi det partout skal have disse lumre undertoner, men hvorfor kan man også blive taget på sengen? Og hvis det i øvrigt ikke er rimeligt man er blevet det - hvorfor hedder dét så at rette bager for smed? Den slags beskyldninger kan nemt gå hen og blive en streg i regningen.
Det handler med andre ord om talemåder man nemt og ubesværet bruger og forstår - men måske ikke lige kan forklare. Visse talemåder er nemme at bruge og forstå på samme tid, mens andre bliver nærmest mystiske ved nærmere eftertanke. Eller taler jeg for døve øren, slår jeg i dynen, sælger jeg sand i sahara, giver jeg bagerens børn brød og prædiker jeg for præsten?
Bukser optræder i en række (alle ret gode) talemåder, hvoraf de fleste er nemme at forstå (skide i bukserne, skræve længere end bukserne kan holde, have bukserne på, komme i bukserne på …), men hvorfor er det at blive afsløret i noget forbudt, det samme som at blive taget med bukserne nede? Hvad er det man foretager sig og hvorfor bliver man overrasket? Den mest oplagte forklaring er nok, at de ting man foretager sig uden bukser oftest vil have intim karakter og derfor ikke gerne udføres foran andre(s øjne) - men hvordan dét er det samme som noget kriminelt synes ikke logisk. Jeg er mest fristet til at sammenligne vendingen med ‘at gøre i nælderne’ (hvor man som bekendt skider i brændenælderne og derfor får enden på komedie), fordi faste udtryk gerne refererer til latrinære forhold, og fordi det vil være en oplagt situation at føle sig fristet til lige at skide, hvor man var, uagtet det måske hverken var sømmeligt at gøre eller efterlade dér, hvis vi vel at mærke går nogle hundrede år tilbage i sproghistorien. Den anden mulighed - hvor det er sexakten, som afsløres - tror jeg mindre på, da sex måske nok kræver at bukserne ikke er på, men også har andre mere karakteristiske kendetegn, man kunne forlyste sig med i en talemåde.
Bliver man taget på sengen kan man godt være heldig i ovenstående forstand, men talemåden betyder jo at blive overrasket uforberedt. Helt elementært at sove over sig. Mere udfoldet ligger man dér og bobler når mester, moster eller mor smækker døren op og spørger hvad i alverden og så videre. I den idiomatiske ordbog sammenholder man det danske udtryk med det engelske ‘catch someone on the wrong foot’, hvad der reducerer sovekammerassociationerne ret betragteligt. Samme bog betoner også muligheden for at udnytte situationen - altså man så at sige kan komme til kort, hvis man bliver taget på sengen.
‘Rette bager for smed’ er et udtryk jeg egentlig holder meget af, men føler mig for ung til at bruge (og hvor tit gør man det som 60’erbarn?! så det vil jeg blive ved med ikke at bruge!). Vi bliver i sfæren af urimeligheder og overraskelser, for betydningen af idiomet er som bekendt, at man lader noget gå ud over nogen, som ikke har fortjent det. Her er ikke tale om en fortolkning af noget urimeligt, men et regulært justitsmord eller en fejlbedømmelse. At udtrykket stammer fra engang, hvor håndværksfagene var mere oplagte metaforer end fx maskiner siger sig selv, men hvorfor blev det lige de to, der skulle forveksles? 
Det har sin helt logiske forklaring i Johan Herman Wessels fortælling fra 1789, hvor en lille bys smed havde forbrudt sig mod loven ved at slå en mand ihjel, og derfor selv skulle undgælde med livet. Imidlertid kunne byens bedsteborgere se et (sic vækst)problem ved at miste så vigtig en mand, hvorfor de gjorde dommeren opmærksom på dette. Dommeren betænkte sig, og da han ikke kunne se en paragraf der forbød ham at sige en bager var en smed, og byen havde netop to af den slags - ja så måtte den ene bager lade livet for at byen kunne beholde en psykopatisk (men dygtig) smed. Talemåden er som sådan ikke logisk, men vokset ud af en (arke)typisk fortælling om borgerskab og magtfuldkommenhed. Den kan således sammenlignes med fx udtrykkene ‘ikke at have noget tøj på’ (HCA) og ‘kæmpe mod vindmøller’ (Don Quixote). Det gør det ikke mindre oprørende.
Man kan som bekendt ‘gøre regning uden vært’ - hvad der åbenlyst handler om at slippe så billigt som muligt. Man kan også tale for egen regning - hvad der åbenlyst også betyder man kommer til at betale for det man siger. Men hvis der er en streg i regningen - hvis er stregen så, og for hvem er det et problem?
Betydningen af udtrykket er jo, at der er noget galt; at man et stødt på en forhindring. Og hvis man kigger på den regning man får efter en god middag, eller måske endnu bedre; på sit stamværtshus lige inden man går hjem, så kan man jo godt forestille sig, at der er en streg dér, som hverken bartender eller een selv kan redegøre for. Især da når man véd ordet streg kan henvise til spiritus (‘have en streg på’, ‘få en streg’). Denne formastelige streg er jo ensbetydende med noget, der skal betales for - og hvis man i øvrigt er ved sine tankers fulde brug vil man jo nok anholde den streg som en uventet og ubehagelig forhindring. Jeg synes denne forklaring er sjovere og måske endda bedre underbygget end den umiddelbart oplagte, at stregen henviser til en regnefejl (understreget). Især fordi regnefejlen på enelleranden vis peger på tjeneren/tenderen, som ikke er lige så nem at identificere sig med som kunden. Håber ikke jeg derved rettede bager for smed eller tog nogen i færd med at slå en streg.


Alle overvejelser bygger på fantasi, sund fornuft og sproglig viden kombineret
Endvidere er brugt:
Talemåder i dansk (Gyldendal)
www.ordnet.dk
http://www.udvalgte-ordsprog.dk/johan-herman-wessel



lørdag den 26. april 2014

DE VOKSENDES RÆKKER




















HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.


5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.


søndag den 23. juni 2013

TALER OG SANGE FRABEDES

















Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

søndag den 21. april 2013

FORMELLE FREUD













Formelig uformel  


Findes der en (pervers) parallel til den freudianske svipser (fortalelse), hvor man så at sige kommer til at tale offentligt i en intim sammenhæng? Og at det er lidt pinligt. 
Jeg medgiver det ikke er oplagt, men vel på den anden side ikke utænkeligt, og måske endda mere tænkeligt, end man regner med - ?
Lad os rigge scenen op:
- To ægtefæller ligger i sengen og kvinden udbryder: Åh! Invester din penis i mit legeme!
Ikke tænkeligt. Ville også skubbe til grænserne for hvad pinlighed er.
- To gode venner sidder og får et par øl på en bar. Den ene siger: Sikke en køn pige, der sidder dernede.
Mere tænkeligt - for her sker svipseren i kraft af en forglemmelse hos den talende. Han glemmer at i denne situation hedder piger 'kællinger' og dernede bare 'dér', fordi han sidder og hænger ud med sin ven. Han glemmer det, fordi han rent faktisk interesserer sig for pigen, og med hende deler et offentligt rum, som han må nærme sig hende gennem, hvis der skal ske mere. Det er bare pinligt at komme til at sige det.
- Måske kan man aktualisere forståelsen af, hvad det vi leder efter med ordet 'prosit'. 
Ordet prosit må siges at være meget formelt - da det er vedtaget gennem mange års brug og konventioner (samt en etymologi vi ikke skal redegøre for her), at sådan siger man, hvis man overværer et nys. I denne sammenhæng er nyset det intime, og udtalelsen af prosit det kejtet formelle. Kejtet fordi de fleste vel synes det både er unødvendigt et gøre den just nyste person opmærksom på, at han nyste, og kejtet fordi det er et fremmed ord at tage i sin mund.
- At bruge den udkårnes fornavn, måske. 
Det kommer selvsagt an på, hvilke vaner man har i sit ægteskabelige/kæresteliv og ditto sprog, men navnet er og bliver i mange sammenhænge en formaliseret beskrivelse af ens person(lighed). Bemærk i hvilke sammenhænge man bruger sin partners navn: Ved festlige lejligheder er man "forlovet med Arne .. derovre", ikke med "min elskede" eller "min skat". Folk der siger den slags er vulgære og overdrevne typer, man ikke tillægger social intelligens. Ved samtale med myndigheder siger man heller ikke andet end det der står på partnerens navneskilt. Det bringer os desværre ikke nærmere på, om der er en udbredt praksis af omvendte freudianske svipsere.
- Nu vi er ved pronominerne, så er omtalen af en person i nærheden som "hun" eller "han", interessant nok udtryk for en uacceptabel og vel respektløs sproglig adfærd. 
Her tilskriver kutymen, at man omtaler den pågældende med hans eller hendes navn (se lidt Christiansborgdebat, hvis du vil have eksempler in extremis). Svipseren her er altså en depersonalisering … anonymisering, som åbenbart er mindre formel end brugen af egennavnet.
- To venner spiser pizza på et pizzaria. Den ene får en ansjos i munden, som han ikke bryder sig om, hvorfor han spytter den ud på gulvet. Hans ven udbryder: Det kan du ikke tillade dig! 
Ikke helt utænkeligt - omend "ad for helvede" eller "dit svin" måske er mere troværdige reaktioner. Ikke desto mindre er ordet 'tillade' spændende, for denne svipser peger på, at den talende ubevidst inddrager et regelsæt (måske endda en opdragelse - som vel også er en formalisering!) for at kunne kommentere sin vens opførsel. Hvorvidt det ér en omvendt freudiansk svipser ved vi først, når den ansjosforladte ven replicerer.
Jeg ser mig nødsaget til indtil videre at lade teorien ligge lidt, og opsøge flere eksempler i felten før freud antitetisk også fungerer formelt.

mandag den 15. oktober 2012

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT
















'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.