Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag

mandag den 28. oktober 2013

EN BREVSKRIVERS ERKENDELSE

















Porto pris

Man betaler otte kroner for at sende et brev i Danmark. Otte kroner har længe været mange penge, for at sende et simpelt brev. Men i går gik portoen på breve fra at være dyr til at være billig! Med eet slag som man siger.
For det første skrev jeg rent faktisk et brev i går. (Hvor mange af de mennesker, som synes otte kroner er alt for meget, har rent faktisk sendt et brev til otte kroner?) Og fordi jeg skrev det brev, forstod jeg pludselig, hvor værdifuldt det var, til så beskeden en pris.
For otte kroner fik jeg lov at koncentrere mig om, forstå og derefter fortælle om nogle ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. For otte kroner fik jeg drukket og smagt på min kaffe som en ægte stimulans, der skulle få mine tanker på gled, og honorere dem, når de gjorde det. (Jeg regner ikke omkostningerne ved kaffen med, okay?) For otte kroner fik jeg følelsen af, at det for en gangs skyld var mig, der kontrollerede tiden, fordi man ikke bare lige kan skrive et brev - i hånden! vel at mærke; det kræver en lille time fyldt til randen med dejligt konkrete ting som blæk og papir og streger gennem ø'er og mellem ord. For ikke at snakke om den meditative ro, der ligger i at sende sine ord af sted på en rejse, der skal tilbagelægges over kilometervis veje og bakker. For for otte kroner fik jeg en dejlig svimmel fornemmelse af, at verden og klodens krumning rent faktisk findes; at der ligger en by for enden af kuvertens rejse - ikke bare som en virtuel destination, nej sgu! Brevet ender på et bord i min vens rolige hænder under hans milde øjne. 
Og så fik jeg for otte kroner, noget der åbenbart er ved at være truet: En sikker kommunikationsforbindelse. I lyset af de sidste mange afsløringer af, hvor meget man bliver overvåget, er otte kroner et ubegribeligt lille beløb, når man betænker det kan købe een frihed, selvstændighed og fred til at skrive om de ting man synes er vigtige, uden fare for at noget belaster privatsfæren.
Otte kroner. Alt inklusive.

søndag den 23. juni 2013

TALER OG SANGE FRABEDES

















Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

torsdag den 26. november 2009

KUNST - eller la condition postmoderne

Stykket hedder "Kunst", det er skrevet af Yasmina Reza (f. 1955) og jeg så det på Svalegangen i Århus. Det er et fint stykke. Meget postmoderne, nærmest sådan lidt nostalgisk at (gen)opleve metaplanet i fri dressur, men især interessant at opleve at den postmoderne tilstand stadig er så genkendelig: Tre yngre mænd har kendt hinanden i 15 år men aner ikke hvem de er. Hverken dem selv eller de andre. Og de bliver i den grad overmandet af denne frygt for det ukendte, fordi der ikke er noget værre end ikke at vide, hvem man er - når man ikke kan stole på sproget, kunsten, fortiden eller kærligheden, hvad kan man så stole på ... ja, det bliver så nødt til at blive hinanden og det gode gamle fællesskab. Igen.
"Hvis du er dig, fordi du er dig - så er du dig. Men hvis du er dig fordi de andre er dem - så er du ikke dig." Egentlig burde denne (let omskrevne) helt centrale replik være det ultimative ego-manifest, men det viser sig netop at være her egoisten kommer til kort - han skal være sig selv som sig selv og gå ærligt ind i fællesskabet - her venskabet - for hvis han opdigter løgne om de andre for bedre at kunne være sig selv, så er han ikke sig selv (på et holdbart grundlag).

Og det fandt de også ud af. Og man fik lov at gå hjem med den postmoderne tilstand i haserne endnu engang. Postmoderniteten er ikke forbi, den er dårligt nok begyndt at gå.