Stykket hedder "Kunst", det er skrevet af Yasmina Reza (f. 1955) og jeg så det på Svalegangen i Århus. Det er et fint stykke. Meget postmoderne, nærmest sådan lidt nostalgisk at (gen)opleve metaplanet i fri dressur, men især interessant at opleve at den postmoderne tilstand stadig er så genkendelig: Tre yngre mænd har kendt hinanden i 15 år men aner ikke hvem de er. Hverken dem selv eller de andre. Og de bliver i den grad overmandet af denne frygt for det ukendte, fordi der ikke er noget værre end ikke at vide, hvem man er - når man ikke kan stole på sproget, kunsten, fortiden eller kærligheden, hvad kan man så stole på ... ja, det bliver så nødt til at blive hinanden og det gode gamle fællesskab. Igen. "Hvis du er dig, fordi du er dig - så er du dig. Men hvis du er dig fordi de andre er dem - så er du ikke dig." Egentlig burde denne (let omskrevne) helt centrale replik være det ultimative ego-manifest, men det viser sig netop at være her egoisten kommer til kort - han skal være sig selv som sig selv og gå ærligt ind i fællesskabet - her venskabet - for hvis han opdigter løgne om de andre for bedre at kunne være sig selv, så er han ikke sig selv (på et holdbart grundlag).
Og det fandt de også ud af. Og man fik lov at gå hjem med den postmoderne tilstand i haserne endnu engang. Postmoderniteten er ikke forbi, den er dårligt nok begyndt at gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar