NY I KVARTERET

så er man flyttet ind på Paradisæblevej

inden for marginen af det litterære kvarter

naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi

hos Benny And

som vil det bedste

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

som vil det værste

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus jeg i et to-plans

vores hække er gamle og luder som

udtjente gardere 

eller bitre socialdemokrater

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed

og blænder mig i ruderne overfor hos Simon

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg troede det at skrive digte

var så let som at klø sit navn i nakken

på det ældste træ i skoven

og ridse sin vrede i lakken

på den sidste bil i parken

PAPIRMAND

Teksten er altid klogere end dig.

FORFATTEREN

Han besluttede sig for at kortlægge alle de dage han havde levet - hvor han havde været, hvad han havde lavet, hvad der var sket, hvad der ikke skete.

Det var et stort arbejde som tog mange år bare at arbejde sig ind på, men efterhånden blev han dygtigere og dygtigere til det. Han blev mere og mere bekendt med sin tid og sine vaner, og han blev mere og mere sikker på han rent faktisk kunne vide, hvad der var foregået, selvom han ikke med sikkerhed kunne huske det. En arbejdsdag dækkede typisk en uge - alt afhængig af om det var en uge, hvor han havde foretaget sig enten meget normale ting, eller det var en uge, der var veldokumenteret, og så de uger, hvor han var i tvivl, fordi han havde været syg eller oprevet over noget. 

Arbejdet greb ham, og fordi der måske var en slags dybere sandhed i at det blev rutine, blev han også overrasket over nogle ting - blandt andet at han på et tidspunkt skulle skrive han sad og dokumenterede sit liv, og ved den lejlighed også skulle skrive, at meningen med hans liv gik op for ham. Men først senere, naturligvis.

NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16

Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.

RUPTUR

Jeg jager stemmen for at kunne tale om tavsheden.

Det lykkes ikke. 

Hør. 

Jeg jager smerten for at kunne vende mig væk fra den.

Jeg jager noget andet end sorgen, men begynder altid med den.

Jeg jager skønheden, fordi jeg ikke vil tro på, jeg ikke tror på den. 

Jeg jager uden held det hæslige, fordi det ikke vil være i nogen form for relation.

Jeg jager modvilligt konstant min egen tid.

Jeg jager blikke overbevist om de jager mig.

Jeg jager denne sætnings pointe.

Jeg jager sprogets ufortalte.

Jeg jager sorgen, fordi jeg ikke forstår den.

Jeg jager intetheden, for at finde det, jeg har.

Jeg jager mig selv. Men jeg flygter ikke. 

Jeg jager desperat det, jeg havde glemt.

Jeg jager roen, som om den var en løgn. 

Jeg jager tragedier og finder ingenting.

Jeg jager ingenting og finder en tragedie. 

Jeg jager den ærlighed, jeg ikke ved jeg har.

Jeg jager altid alene. 

Jeg jager et andet ord for at jage. Som kun en digter kan jage. 

Jeg jager projektilets roterende spor ind i den uskyldige krop. Tilgiv mig.

Jeg jager lyden i mit hode.

Jeg jager lyden af mit hode.

Jeg jager lyden af det i mit hode, som lyder.

Jeg jager det banale, fordi det ikke må findes.

Men det gør det. Jeg prøver at jage falsk. Jage ved siden af. Jage forbi. 

Banalt, banalt, banalt. 

Jeg jager blodet, fordi jeg ikke vil jage blodet.

Jeg jager en anden metafor for det, blodet betyder.

Jeg jager i forstillet blindhed og finder forstillet sandhed.

PORTRÆT

YPPIGE BLOMSTER

JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN

Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)

Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.

Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.

Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

KRIMIKONSTIPATION - pitch 5

Endnu engang høre en kriminalforfatter, som tidligere var journalist sige, det bedste ved at skrive er, at man ikke behøver fortælle sandheden. Elske at researche, men selv finde forklaringerne. Digte ondskaben. Som heldigvis, siger de, ikke overgår virkelighedens. Se hvordan bestsellerlisterne pakkes med deres vinklede og udspekulerede verdensbilleder, mens aviserne dør. Faktuelt.

AUTOBIOGRAFISK KONSTIPATION

Kunstig-patron

Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.

OM UNDERHOLDNINGENS INDERSTE VÆSEN

Jeg hader at blive underholdt, jeg har ikke tid til det. 

Fra Per Pettersons 'Ud og fange heste'

BUSTER AUSTER II

Boohook line and sinker

Der er al mulig grund til at ønske boghandlen Ark Books tillykke med udgivelsen af de to unikke tekster af hhv. Paul Auster og Siri Hustvedt. Det er et spændende og højt profilerende projekt, som forhåbentlig ikke alene hjælper butikken, men bogen som sådan.

Men når det kommer til at prise og lade sig forføre af Paul Austers tekst - Alone - som han angiveligt “skrev 22 år gammel i 1969” må jeg bede om en eftertanke. 

Slår det ingen, hvor svimlende et tilfælde det er, at han allerede på dette tidspunkt foregriber emner og især en central fiktiv karakter (Quinn) fra udgivelser, der kommer både ti og tolv år senere? Slår det ingen, at hvis ikke Auster skulle kunne, eller have skrevet en tekst, der var hans for mere en fyrre år siden på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvem skulle så?

Jeg anklager på ingen måde forfatteren for at svindle eller boghandlen for at have fået katten i sækken, men konstruktionen af dette dokument må da være et af fascinationspunkterne ved denne udgivelse. Alene den fristelse at fikse med genetikken i den korte stund novellen bevæger sig fra skuffen over tastaturet til Ark Books må have været svær at modstå.

Lytter man til novellen (på Skønlitteratur på P1 kan man høre den i oversættelse) er det da også slående, hvor genetisk den netop er. Genetisk i den forstand, at den væver en skabelsesberetning om, hvordan ord og litteratur netop bliver til (på eet sted) og forsvinder (fra et andet) på samme tid, for overhovedet at kunne siges at have været (født). Quinn i novellen - en forfatter; pennefører er måske et bedre ord - er lig Quinn fra New York-trilogien i den forstand, at han gennemgår en lignende proces ved først at være til, siden forsvinde helt, for igen at kunne være nogen eller noget. 

Dertil kommer den helt centrale sætning om ‘løgn’ - ikke fiktion - "Og så skriver han: "Løgne og opspind med hvert eneste åndedrag," og så begynder det." (De mange citationstegn dækker over, hvad jeg tror er et citat, som fortælleren gengiver.)

Så når Auster udnævner denne novelle til at være hans måske allerførste arbejde, hvad siger han, eller kommer han så til at sige, om hele sit oeuvre? 

At litteraturen og dens forfatter indgår i en art nulsumsspil, hvor det alene er placeringerne, af personer, steder, tider og bogstaver, der bestemmer udkommet?

At ensomhed og sprog er lige fiktive forestillinger, som i det øjeblik de forbindes bliver virkelige?

Under alle omstændigheder (svangre såvel som fædrende) er denne novelle næsten for god til at være sand. Og hvis den ér sand - i betydningen fra 1969 - så er det lige før den er for dårlig til at være god.

Artikel i Politiken

Skønlitteratur på P1 om ensomhed og Auster

Ark Books

JEG LÆSER PABLO LLAMBIAS OG TÆNKER

 
















Jeg læser Pablo Llambías og tænker
på en kvinde jeg ikke er forelsket
i. Hans sonetter får mig til at for-
stå, at når hun og jeg taler sammen

er det egentlig digte forvandlet
til sprog. Det er mærkeligt sådan at stå
med et begær vakt af en bog og skrevet
tilbage til sig selv. Jeg farer vild i

sprog og virkelighed og frygter kærlighed-
en gør det samme. Han siger der ikke
er forskel på digte og dage og dul-
mende sex, men jeg bruger punktummer som
piller mod vrangforestillinger og
prøver at elske digtenes sprog igen.

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder? 

DU FÅR, HVAD DU TROR

Ethvert menneskes skæbne er kun dets personlige skæbne, for så vidt den træffer at ligne, hvad der allerede ligger i dets erindring 

Eduardo Mallea - hentet i Paul Bowles' 'Under himlens dække'

KNAUSGÅRDKONSTIPATION 2

"Men jeg ser i dag, madame," fortsatte han eftertænksomt, "en ny art fortællekunst vise sig og vinde indpas i vor civiliserede verden, - ja, den har allerede hævdet sig imellem os og fået stor magt over vor tids læsere. Denne nye kunstart har en anden ærgerrighed end de gamle historier, den har foresat sig at gribe mennesker fra det der kaldes det virkelige liv, at placere dem i sine romaner, hvor det så kan føje sig, og dér at lade dem selv forme og bestemme historien. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige mennesker på nært hold og på samme plan som læseren og for ikke at gøre ham bange, rede - og villig - til at ofre og give afkald på historien selv."

Karen Blixen i 'Kardinalens første historie' (1957)

Skal man knytte bare een kommentar til dette tankevækkende citat i relation til tidens dominerende autobiografisme, må det være, at Blixen, hvem jeg antager kardinalen taler for, peger på den afgørende mangel ved Knausgård & Co's litteratur, at det ikke er fiktion. Det burde jo som sådan ikke være et problem, da den selvbiografrende litteratur jo netop ikke ønsker at være fiktion - men noget mere eller andet end fiktion. Fiktionens kraft eller raison d'etre er imidlertid, at den udgør det levende i virkeligheden - fortællingen om mennesket. Og hvis man bytter det fiktive i romanerne ud med det virkelige, så står man tilbage med en fiktiv virkelighed, der ikke evner at løfte hverdagen og meningen med livet op til mere eller andet end de døde realiteter. 
Det er meget paradoksalt alt sammen. Men det er uden tvivl interessant, at baronessen peger på denne 'risiko' for så mange år siden. Vi kan ikke vide, hvem eller hvad det er hun taler imod - slet ikke da teksten ikke har nogen pålidelig anvisning på, hvilken tid den skal forestille at foregå i.

AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen

KNAUSGÅRDKONSTIPATION

Og netop i dette øjeblik hvor barnet kastede sit åbne blik mod mit, fordi det var eet med karrusellens cetripetale kraft, eet med dens inverterede malstrøm og eet med dens iboende frankensteinske maskineri, netop dér forstod jeg at mennesket er en selvforsynende organisme, der lever af det, det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv. Og alt afhængig af livskraft og eksistentiel indsigt kan denne organisme blomstre, forgå eller bare overleve.

INTIMT PANORAMA