Viser opslag med etiketten Risskov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Risskov. Vis alle opslag

mandag den 19. januar 2026

NYTÅR PÅ STRANDEN 2026




















vi går tur på stranden

selvom det er 3. januar

er det stadig med følelsen af

at skulle ind i det nye år


man kan ikke spejle sig i de gigantiske ruder på husene ned til vandet

men gør det alligevel

de har bygget penthouselejligheder ovenpå behovspyramiden

forsvindingspunktet ender i deres røvhul

det gør det i denne del af Aarhus


for en gangs skyld er der folk i husene

de ligger i sofaer og tjekker noget på deres computere

ligesom vi gjorde i formiddags

vi hilser på alle vi møder og tænker på om de som os

bare er på besøg


vi mangler ikke penge siger vi

og slet ikke så mange

men det gør vi alligevel

virker det til

i vores eget røvhul


havet ved siden af os

har uens og ulige bundlinjer

hver gang bølgerne slår ind


om de kommer fra Molslinjen eller Mærsk


søndag den 9. april 2017

NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16























Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.