FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 09.03.26

 

de taler om valg

og lige så meget om sport

og især fodbolden

skal stå på mål

for at gøre valget klart

og politikerne forståelige

fordi fodbold

er nemmere at forstå

hvorfor ikke vende det om

og se hvad der sker

hvis man står på mål som en radikal

laver angrebstaktik som en moderat

offsidefælder som Dansk Folkeparti

transferregler som en konservativ

eller dømmer som en fra Enhedslisten

valget er altid et valg om sprog

sproget er altid et valg

og det fælder journalister og politikere

deler røde kort ud

og sætter i sidste ende det bedste hold

når fløjten lyder

hvis du hører efter

OM SPROG

VENDINGER VI IKKE VISUALISERER

Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.

- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?

- I første ombæring må man spørge, hvad det er  for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.

- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede må være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.

- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.

- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.

HOVEDSAGEN

Metaforismer

Det er selvfølgelig nødvendigt at bruge sproget og sprogets redskaber til det vi har dem for. Så her skal ikke lyde den fjerneste kritik af brugen af metaforer, når man forsøger at hitte rede, eksemplificere eller understrege, hvad det er man taler om. Men nogle gange bliver det simpelthen for bizart, hvad man hører, hvis man lige får stillet modtageren 'mellem stationerne'. Således er brugen af 'hoved' et ganske underholdende eksempel på en metafor, der kan misforstås.
'Hoved' bruges i rigtig mange sammensatte ord - i princippet et uendeligt antal, da 'hovedet' er et gængs præfiks, som understreger en hierarkisering. (kognitive) Metaforforskere vil hævde denne sproglige praksis peger på en kultur, hvor kroppen og de kropslige erfaringer er undertrykt af et intellektuelt herredømme. Det sætter det efterhånden pænt udbredte udtryk 'mavefornemmelse' i perspektiv, når man tænker over, at det som hovedregel bruges af mennesker, der ikke har bedre argumenter, ikk'?
Men prøv engang at lytte til disse ord - og tænk konkret, ikke metaforisk. Det er skøn musik for poeter og andre øremennesker, der ved at ørerne sidder på hver sin side af hjernen, for at holde den i skak.

Hovedvej

Hovedsag / hovedsageligt

Hovedårsag

Hovedmistænkte

Hovedpulsåre

Hovedstad

Hovedrolle

Hovedsætning (og er det ikke det, så må det småsurt summende finde sig at være en bi-)

Hovedindtægt

Hovedregel

… jeg hviler min sag, og mit dejligt trætte hoved på hovedpuden, fordi nogle ord godt kan være ægte hoved-ord. Hold næsen i sporet og hovedet højt.

TI KATEGORISKE AFGØRELSER TIL 2014

Forsætligt

1) Mennesker som kender Deres forældres navne betyder mere for Dem, end dem, som kun kan deres børns navne.

2) Det er mere ærligt at sige man har løjet, når man har løjet, end at undlade at sige noget i det hele taget.

3) Noget kan først siges at være alvorligt, når det er umuligt at lave sjov med. Så bliver der stille.

4) Mad er tid. Ikke at spise er at dø.

5) At gynge forlænger livet.

6) Hvis man ejer ting som bliver mere værd dag for dag, bør man udlade at sælge dem. Ting som mister værdi kan man derimod roligt skille sig af med så hurtigt som muligt.

7) Selvom længsel er et meget kompliceret begreb, der indbefatter både, tid, rum, sted og psykologi, fandtes det også før, det fik et navn.

8) Trafikken giver sproget så mange metaforer, fordi vi er i kronisk selverkendelse, sålænge vi kører bil. 

9) TV blev opfundet i den bedste mening. Men det gør ikke alle TV-udsendelser velmenende.

10) Man kan kun tro på Gud.

'Kategorier' og deraf følgende kategoriseringer er et egentligt meget besværligt filosofisk begreb, som man - måske De - ofte bruger uden større omtanke. At noget falder i den ene eller den anden kategori - f.eks. 'substans', 'tid' og 'årsag og virkning' - betyder meget for at kunne forstå sig selv og verden. Det interessante ved kategorierne er således ikke alene det 'afgrænsede' eller 'indiskutable', sådan som vi ofte tænker begrebet kategori, men at ting tilhører forskellige sfærer af den menneskelige verden - hvor de så skal, kan og bør opfattes som forskellige grundlag for erkendelsen af den. 

FORLISTE FRASER, NYE VINDE OG VENDINGER

Stole, aber, landbrug, spin og vind i uge 22, 2013

Også i denne uge oplevede jeg noget, der fik mig til at tænke over sprogets veje og stier. 
Kan man sige at talemåder efterhånden er blevet et laboratorium, hvor knap så dannede, men velmenende sprogbrugere på den ene side udvider betydninger og fortolkninger, men på den anden side svækker kommunikationen, fordi de sproglige varianter af de faste former nemt kommer til at lyde af noget andet?
Hvad vil det fx sige at noget "forsvinder mellem to stole" eller at "lægge aben over"? 
Det hedder som bekendt "at sætte sig mellem to stole", og det gør det fordi det både resulterer i en dårlig siddestilling og sjældent ser nydeligt ud - og dermed er godt til at beskrive et futilt forsøg på både at blæse og have mel i munden. Hvis noget 'forsvinder mellem to stole' lyder det pludseligt mere af noget magisk eller uforklarligt. Det mener jeg ikke er en heldig merbetydning. Det svarer til at rette bager for smed.
Aben kan omtales på en række måder (sende vindere, have eller få, sidde med eller ende med), men er aldrig før hørt som et dyr der er 'lagt over'. Her er nok tale om en sammenblanding af 'lægge op til' og 'sende videre', men med den nye betydning, at aben nu er blevet en slags 'serv' eller bold i et spil. Og ikke på samme måde et problem eller … for nu at blive i faunaen, en sorteper.
"At grønthøste uddannelsesområdet" er egentlig helt i orden. Men kun for så vidt man kender til en grønthøster, og har oplevet den politiske (spare-)diskurs i så mange år, at metaforen er størknet som begreb. Ved man ikke hvad en grønthøster er, eller var man ikke til stede tilbage i 80'erne, hvor der (også) blev sparet over en bred kam, så kan udsagnet lyde sært. Det er første gang jeg hører det bøjet på denne måde; at grønthøste et område. 
I samme boldgade (bøjningsformer) stødte jeg på udtrykket 'en naturvidenskaber'. I mine ører lyder det nordjysk på den ufede måde. Måske fordi det bare ikke klikker, at bøje noget så upræcist som man bøjer selvhentere, begyndere og genstande en bloc, når vi snakker livssyn, forskning, fag og videnskabsteori. At man kan sige en 'statsvidenskaber' undskylder det ikke. Mig bekendt er der stor forskel på en mikrobiolog og statiker. Skal man '-er' en person med naturvidenskabelig baggrund, så skal man gøre hende til forsker eller  mediciner.
Ugens uden sammenligning mest overraskende udtryk stod i Information: "En vind-vind-situation"! Ingen er vel i tvivl om der her er tale om et aggressivt forsøg på at tilbageerobre noget af det tabte sprog - og props for det! - men hvor sér det dumt ud. Man kommer uværgerligt til at tænke på blæsten på Grenen eller i Issefjorden. Jeg vil dog her love at følge op på det, og bruge det ved alle kommende lejligheder. Skulle udtrykket få min modpart til at se uforstående ud, giver det blot lejlighed til en snak om talemåder og domænetab … en ægte vind-vind-situation!
Dette var også ugen hvor 'øv-dagen' viste hvor hurtig en karriere et udtryk kan få. Fra folkemund til folketing på fire dage. Fra helt regulær lortedag en smædesag. Det bliver spændende at se hvilken form det ender i, i ordbogen. Der er som i dette indlæg flere gange bemærket og bevist fordele og bagdele ved udtryk, der har mere end een fortolkningsmulighed. 

Udtryk og vendinger hørt og læst i P1 morgen, Berlingske, på arbejdet, Dagbladet Information.
ODS.dk, DanskOrdbogen, NARKIVE, vind-vind-situationen

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Hvad sagde du du sagde hvad?

"Rive tæppet væk under een" både kender, bruger og forstår vi - men hvor mange bruger udtrykkene "forstokket", "boldgade", "knag", "spade" og ved hvorfor? For ikke at snakke om at forstå den egentlige betydning af talemåder som "det smager jo lidt af fugl", "en tand til" eller "en dans på roser"!
Nu er der jo som sådan ikke noget galt i, at man bruger sproget som man har hørt og lært det - ellers ville det hurtigt komme til at gå for langsomt. Men hvis man pludselig får øre for det, så er der nok at undres over. Måske startede det med de typiske fejl-vendinger, hvor noget pludselig skal tages med "et gram salt", mens man ikke "ser splinten i sit øje" og enhver er "sin egen lykkesmed". Det kan også bare være en arbejdsskade, der gør mig særlig følsom overfor metaforbrug af enhver art.
Hvis vi skal tage dem i nævnte rækkefølge, så er en forstokket person sammenlignelig med enten en grøntsag, som er 'gået i stok' - fennikel fx - og derfor er blevet dårlig, sej og uegnet til spisning, eller simpelthen en stok, som den slags man går med; en ubøjelig, stiv pind.
Den helt anden boldgade omtaler man fordi udtrykket 'boldgade' er synonym med 'hjemmebane' eller det gebet man kender bedst; når noget altså ligger et helt andet sted (for een selv, eller i den aktuelle sammenhæng). Med det hedder boldgade fordi det henviser til den legeplads (boldspillested) man er vant til at komme - sjovt nok er det altså en højt uprofessionel og infantil term, man bruger til at forklare noget, man kan have et meget fagligt forhold til. Udtrykket "at være på egen boldgade" kan også betyde, at man er alene om en sag - altså ikke nødvendigvis sikker på sig selv og den leg man leger alene.
At nogen er 'en knag' kommer sig selvfølgelig af, at det er fantastisk praktisk at have en knag(e), når man har brug for den - fx på et butikstoilet eller udenfor klasselokalet, når det er vinter eller regner. At det i det hele taget hedder en knag skyldes måske, at der i ordets oprindelse er en forbindelse til 'knast' - altså er sted i træet, hvor man kan se, der har siddet en gren på træet, før det blev til tømmer. Og på den gren ... ja der kan kan man hænge sin hat.
Spade - ikke som slang for guitar, hvad den sikkert kom til at hedde i en rock 'n rebel-agtig fuckfingerattitude overfor manuelt arbejde - kalder man nogen, der bestemt ikke er en knag. Men hvorfor kalde en idiot ved samme navn som et både praktisk og effektivt redskab? Fordi spaden, på rette linie med en lang række andre redskaber og genstande vi ikke ellers kan undvære, er et dumt og uvirksomt objekt i sig selv. Vi tænker her på personer, der er dumme som døre, brædder, snot og huller i jorden (er et hul et objekt?!). Der kan måske ses i sammenhænge med de frygtede 'nyttige idioter' - som vi af og til hører omtalt i den politiske boldgade. Men redskaber er særdeles anvendte i billedsproget - helt sikkert fordi de fleste kender til deres udformning og anvendelse. Hvis du ikke kan komme på flere eksempler, er det fordi du har en hukommelse som en si.

Talemåden "det smager af fugl" kvalificerer sig i denne sammenhæng ved at være besynderlig. Bortset fra kramsfugl kender jeg ikke nogen fugle på menukortene. Der kaldes de altid ved artsnavnet (and, due, vagtel ..). Men når noget smager af fugl, så smager det i en eller anden forstand godt nok. Talemåden kender jeg mest i sammenhænge, hvor man ikke synes man har ramt helt rigtigt, men heller ikke ved siden af. Her er ikke tale om en ubrugelig erstatning for noget, men heller ikke 'the real maccoy'. Brugen af selve fuglen - væsenet - fortaber sig desværre i en slags omfattende brugsbetydning; tænk over de mange sproglige sammenhænge, hvor fuglen optræder enten antropomorft (en underlig fugl, en ensom fugl, en spillefugl) eller blot som dyr (fugls føde, "fugle på taget" (som er den seneste version af det oprindelige ordsprog "hellere een fugl i hånden, end ti på taget"), fri som fuglen). Men med til at flytte fuglen ind i talemåden, har givet været dens status i symbolske og religiøse sammenhænge. Her har vi mange religioner og folkeslag repræsenteret gennem alt fra Frans af Assisi, over Fugl Fønix til indianernes ørnefjer.
En bonus ved researchen blev dog, at Malk de Koijn (hermed anbefalet) enten har excellent etymologisk instinkt, eller Ordbog over det danske sprog stående i studiet! Men nu er kvindens (og vel egentlig også mandens) kønsdele vel også noget af det mest sprogligt billedliggjorte organ vi kan finde på Guds grønne jord.
Vendingen "at give den en tand til" er taget med, fordi man nemt kommer til at tænke på de tænder der vokser i kraniet. Muligvis fordi man ofte bider tænderne sammen, når man giver den en ekstra skalle. Men når man lige skal give den en tand til, er der selvfølgelig tale om en af de klassiske maskinmetaforer, fordi tanden sidder på tandhjulet. Den slags henvisninger er sproget fuldt af. Maskinen er en af de prototyper man støder på, når man læser om kognitive metaforer hos Lakoff & Johnson eller Kasper Lezuik Hansen. Det vil sige, det er af den slags metaforer, som kan bære store og komplekse begreber som livet og døden, ideer og arbejde, med sin figurative, olierede, mekaniske og fysiske fremtoning. Uagtet de færreste ved, hvordan en maskine fungerer i sin helhed. Billedet med tandhjulet er altså meget generøst overfor sin bruger, og man kan således helt selv bestemme om man tænker på tandhjul og gearskift, blider og borge eller kødhakkemaskiner og ... kød, når man bruger det. I researchfasen fandt jeg som bonus en forklaring på den ligeså udbredte vending "at have en sød tand", men den tand slår vi ud en anden gang.
Talemåden "(ingen) dans på roser" er voldsom forstyrret af det næsten lige så kendte, sjældnere brugte "ingen roser uden torne". Så måske er der tale om en omvendt metonymi; en 'toto pro pars' ikke en 'pars pro toto', så det man egentlig henviser til, er den mere oplagte situation, hvor nogen har strøet rigeligt med rosenblade for ens ærbare fødder, for at gangen (dansen - ja vel livet!) skal føles ekstra blød og vederkvægende? Men sandheden er nok, at rosen simpelthen er så stærkt et symbol - som blomst og i sin helhed - at man ser bort fra de stikkende torne i vendingen. Rosen kan billedliggøre alt fra Jesus til kysseklare læber, fra følelser til køn. Og det er så den positive omnipotens, man har valgt at indkalde til tjeneste.
Med et for ham usædvanligt plat skin navngav Søren Ulrik Thomsen een af sine sin poetikker 'En dans på gloser' - sikkert med henvisning til talemåden, fordi det at digte netop ikke er nemt, men heller ikke ubehageligt, og slet ikke uskønt. Hvorfor hører man i øvrigt oftest udtrykket som 'IKKE en dans på roser?' Hvor mange beskriver noget - fx en eksamen - som at det var en dans på roser ... bortset fra den originale digter selvskrevet?

Disse forklaringer er en skønsom blanding af fakta, fantasi og fornuft. Sprogvidenskabeligt er ikke alle påstande altså bevislige.

Evig tak til Ordnet.dk (hermed anbefalet)

METAFORI

KØNNE TALEMÅDER OM "MAVEFORNEMMELSER"

Metaforisk a-sexistisk ventrikelidiomatik

Maven er ofte i spil i talemådernes tyranni. Overskriften er et strålende eksempel på det - ifølge ordnet.dk har vi brugt det siden 1994 som udtryk for at have en slags vished for noget, hvis det er en 'god mavefornemmelse', hvad det oftest er. Jeg kan ikke mindes jeg har hørt om nogen, der havde en 'dårlig mavefornemmelse'; sammenstillingen af 'dårlig' og 'mave' kan bære noget af forklaringen, men som udgangspunkt er det nok fordi mavefornemmelsen er en slags måler til os, der ikke stoler på kiromantik og auralæsning. For dem der har den (fornemmelsen), bruger den - som udtryk helt sikkert, og måske også i praksis. Hvilket kan forklare, at der teknisk set dårligt nok er tale om en metafor - vel nærmere en sammenligning.
Det er imidlertid mavemetaforerne der skal handle om - og så det at talemåder har det med at være kønsneutrale på brugerniveau. Jeg blev inspireret af to ekstreme udtryk, et meget gammelt og et nyt, der som udgangspunkt må siges at høre til hver sit køn: "Pik" værende det ene - forekommer mig mere og mere at blive til et kraftudtryk, der selvfølgelig bærer en rudimæntær henvisning til det mandlige kønsorgan (lige så videnskabeligt det ord lyder, lige så primalt bliver det i brug), men ikke længere nødvendigvis. Man kan sagtens bruge "pik" som kvinde, hvis man vil understrege noget - hun kan fx have "pikketravlt" eller være "pikkefrustreret". Kvinder kan også have "big dick energy."Jeg antager pikken er blevet en dansk erstatning for "fuck"-ordet, der også udmærker sig ved sin fleksibilitet i brugen, har samme tabuiserede rod og tilkender brugeren en vis status og opmærksomhed. 

Det gamle udtryk er en graviditetsmetafor - og som sådan lige så knyttet til kvinden, som pikken til manden. Man kan nemlig sagtens være mænd og have en forfatter i maven - alternativt en gartner, en pilot, en smed eller en taber. Det vi har i maven har vi selvsagt som et potentiale for livet - måske som ønske eller håb, men jeg tror nu der skal være etellerandet at bygge på.
Og da nu vinklen her er fundet, hvad ser vi så af vidundeligt ligestillede kønsspecifikke talemåder?
Mænd der griber i egen barm og kysser farvel? Kvinder der rejser sig til lejligheden og bryder igennem? Mænd der føder tanker og nærer dem ved deres eget bryst? Kvinder der er karle for deres (Derby?)hat og går på jagt? Ultimativt stiller det (ellers i andre sammenhænge meget kønsbevidste) vidunderlige sprog jomfruelige mænd op ved siden af kvinder bevæbnet til tænderne, og - tør jeg nok sige - udfordrer alfald dele af den feministiske kønsforskning, der selvfølgelig også har dekonstrueret sproget for at finde udertrykkelsen. Ikke at jeg ikke abonnerer på sprogets bevidsthedsdannende evne - men jeg synes nu at det er tankevækkende, at vi ikke har problemer med at betjene os af det andet køn (so to speak) i visse idiomatiske sammenhænge. Måske er det fordi jeg har en ræv bag øret. 

Talemådernes tvetydige tyranni

Ideomekanisk

Jeg er så tilpas forpisset træt af at høre talemåden "Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen" - og især er jeg da på grænsen til raseri træt af, at en ud af to talemådetalere, finder det nødvendigt at FORKLARE talemåden umiddelbart efter med "I starten er det varmt, men ...[resten udeladt af respekt for læseren]. Det er for det første ikke meningen med talemåder, at de skal forklares. De ER forklaringen! "Man kan jo ikke blæse og have mel i munden på samme tid - for med munden fuld af mel, vil noget af det jo smutte med, når man blæser." (Her skal ikke elaboreres videre over, hvad der er sket med ordet "blæse" i de senere års anglifissering af det danske sprog.) Jamen, "det er som at skyde gråspurve med kanoner. Man har en meget lille fugl man skal slå ihjel, og så er det helt unødvendigt at bruge så stor en kaliber..." I rest my case.
Men jeg er også træt af, at man ikke varierer brugen af talemåder, når man står overfor at illustrere en sammenhæng, hvor en handling kan synes velegnet, men med sikkerhed vil vise sig at være uhensigtsmæssig. Kunne man istedet foreslå ... "Hastværk er lastværk"? Næ. "Man skal kravle før man kan gå"? Nix. "Gå over åen efter vand"? Nej. "Rette bager for smed"? heller ikke. Jeg er altså også træt af, at der ikke rigtig er andre muligheder end de oplagte - og derfor forventelige. Det er jo ikke noget man ikke kan vinkle med en smule kreativitet, og lave sin egen NYE variant: "Det er som at slå flasken i stykker for at få vinen ud. I starten kommer vinen jo ud, men man kan ikke nå at samle den i et glas, før det hele er spildt!" (Undskyld, men jeg kunne ikke nære mig.) Problemet med det er, at så kommunikerer man ikke på samme måde med sine medmennesker. Med tisse/blæse/bager/å-måderne, er vi (næsten) sikre på, at alle er ikke bare med, men faktisk inkluderet i billedet og illustrationen, fordi vi kender dem så godt. Jeg vil endda gå så vidt, som til at sige, at mange i landet føler sig trygge ved talemåder, de knap nok forstår (og selvsagt bruger med lempe - når det kommer til talemåder kan man ikke altid skue hunden på hårene, fordi en langhåret hund jo sagtens ...).
Så selvom jeg også er træt af, at jeg ofte helt mekanisk hiver endnu en forblommet slidt talemåde op i en snæver vending - og egentlig slet ikke bryder mig om at høre mig selv sige "først til mølle", "kommer tid kommer råd" (som med et andet tryk på "råd" dog kan gøres filosofisk), "rønnebærrene er sure" og "sætte sit lys under en skæppe", så er jeg jo ikke imod at samtalen glider nemmere og tydeligere. Og jeg er endda stærkt fascineret af den underliggende samtale vi fører med fortidens sprogbrugere, når vi gør det. Senest erfaret med udtrykket "lige til øllet", som jeg opdagede kommer af, at når man kun havde ganske få penge på kistebunden, så havde man kun "lige til øllet" - i dag kan den jo kun forståes, hvis man forestiller sig det er en alkoholikers knibe (eller rettere, han redder sig akkurat?#@%§z!) men fra dengang, hvor talemåden stammer, var øl basisvarén. Det var det man altid skulle have - ved det, at vandet ikke var til at drikke. Tænk engang, at vi også taler videre med 17- og 1800-tallets danskere gennem de af talemåderne, der er opstået gennem kultur og praksis; og det er er en del - selvfølgelig. Talemåden er jo en kvalificeret rapport om skik og (mis)brug. "Der går jo ikke røg, hvis der ikke er ild." I dét lys kan een måske bedre bære en enkelt talemåde eller to. Men ikke en forklaring, tak. Vi er jo ikke dumme som døre i sprogets hus.

Isbjergteknikken - ispindteknikken

Pindebrænde


Med den succes som Helle Helle oplever for tiden, og den deraf følgende hypede isbjergteknik/minimalisme, som ikke mindst dominerer litteraturfeltet og -snakken hos store og små, må det være på tide med et fokusskift og noget nyt at putte i munden; Carver, Hemingway og Herman Bang-bolsjerne er forsuttede og fascinationen af at kunne sige et avanceret -ismeord skal tales imod. Fascinationen af at kunne sige og vide isbjerget er en metaforisk gengivelse af en LITTERÆR TEKNIK! har nu givet så mange våde pletter på forsiden af folks bukser, at jeg har brug for noget nyt at snakke litteratur med. Jeg har nemlig også en mistanke om, at begrebets styrke og fascinationskraft både trækker en bestemt slags litteratur frem på hylderne og skuffer en anden tilbage. Om dette handler følgende:
Kald det barnligt, plat, intellektuel trods eller bare ligegyldigt - men når isbjergmetaforen har vist sig at være være så levedygtig, som den har, så vil jeg påstå, at dens modsætning må have samme potentiale: Ispinden. I litterær sammenhæng: Ispindteknikken. Altså den slags litteratur, hvor der nærmest ikke er overladt noget til fortolkning og 'læsning mellem linierne'/de sparsomme oplysninger/dialoger/ fortællerkommentarer. Alt fremstilles i sin egen tydelige pinlighed, seksualitet, moral, ideologi eller hvad den aktuelle (ispindtekniske)tekst måtte have på dagsordenen. Ikke nødvendigvis en 1:1 matchende 'maksimalisme' - men tæt på en ekspliciteret virkelighedsgengivelse med ror, hvor alt man som læser skal tage stilling til er, hvilken pind forfatteren holder isen/teksten med (evt. på, hvis man godt kan lide den metafor .. sidder en pindis PÅ pinden, eller er pinden sat I isen?) Så at sige: Er det fx Freud, Marx, Jesus - hvis det skal være pindemænd? Er det fx magtfuldkommenhed, moralsk fordring eller kønnets svigt - hvis det skal være systemiske grene forfatteren har hygget sig med at stikke op i klumpen?
Det er oplagt vi i tekstudvalget mere end tangerer realismen og det der er værre (H.C. Branner, Pontoppidan, Nexø, Kirk, hvis det skal være de gamle klassikere) men prøv med andre fyldige tekster: Blixen, Høeg, S.Å. Madsen ... og se det for dig (det er en metafor, jo!): Kan de store fortællende, snakkende, redegørende tekster ikke netop kun holdes på plads med en (een) pind? Og kunne vi ikke diskutere hvilken pind så, frem for, hvad det der er der ikke står i teksten; i.e. mellem linierne? Det er som forskellen på en bismarcksklump og et altheabolsje: Klumpen gør talen uklar og flænser ganen op med (for slik, nogle meget) uvæsentlige og unødige elementer, hvor altheabolsjets glatte og venlige mandelovalform leger med tungen og gør talen klar.
Hvis man ønsker at undersøge dette forhold yderligere (og eksessivt) vil jeg anbefale Lone Aburas' roman "Den svære toer", som  ganske vist nok er en af den slags ispinde, der smelter så hurtigt at man står tilbage med en fedtet hånd, isen i sandet/tabt på gaden, et forbløffet ansigt og forfatterens pind alene - men det ser sjovt ud. Og som læsning/fortolkning betragtet er det øjeblikkeligt opkvikkende.