60 km

 

nu er tallet 60

knyttet til mig

sammen med alle de andre 

det hober sig op

og pludselig er man millionær

i tungmetaller terapiformer og tæer

SYNDSYGT

Jeg tænker på, at jeg forlader noget andre skal klare, som forekommer umuligt allerede nu. Hvordan de skal klare det jeg ikke skal - men som jeg har forstået hvor svært er. Og de derfor slet ikke kan.

  
At det er uløseligt, fordi jeg ikke skal løse det. Jeg som trods alt i længere tid har vidst hvor svært det var. Måske endda indset hvor umuligt det er. 

Frygten for at give fortabt mere end forlade. Et mørke til de andre, som stjæler mit lys. En fortabelse til de andre, som stjæler min frihed. 

Jeg er ulykkelig nær ved at forstå, at historien består af overleveringer. 

EN VASE AF HALS

En vase af hals

hvor blomsterne visner

og minder står klart

hvor leret er tørt

hullet vand

og fremtiden tabt

BREVE om BOWIE

Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.

Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.

Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,

når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.

Måske det passer, at musikken for ham var et redskab

og mennesket altid var større end den.

"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.

22.11.22

Datoen i dag. Som et sted hvor fortid og fremtid mødes for at holde fast i de to teltstænger, der holder hele cirkusteltet oppe.

ELEKTRISK UR

DEN DER HAR ELSKET DEN DER HAR SOVET

Prøver på at sove. Jeg skriver at jeg prøver at sove. Falde i søvn. 

Prøver at sove som sig selv for mange år siden. Falde i søvn i en ikke eksisterende kløft mellem mig og mig. Skriver jeg. 

Som kunne tiden og glemslen bedøve. 

Sovepiller er fyldt med melatonin. 

Minder om min krop i en seng et andet sted med samme tyngde og fornemmelse af den varme ryg. 

Genkommende drømme hober sig op. 

KIEFERNOMEN VII

MESTERFORTÆLLING

Selvom jeg slet ikke turde eller ønskede det for alvor, besluttede jeg mig dengang for at gøre alle ting dårligere, end jeg vidste jeg kunne - især det jeg var god til.

Skrive. Elske. Læse. Tænke. Træne. Undervise.

I mange af tilfældene viste det sig blot at være et spørgsmål om at stoppe tidligere med aktiviteterne. Derfor var den største mærkbare forandring, at jeg fik mere tid. Den brugte jeg på ting, jeg vidste, jeg ikke var dygtig til.

Grammatik. Politik. Håndarbejde. Svampe. Blomster. Håndværk.

Indtil et vist punkt naturligvis. Hvis jeg opnåede en slags øvelse, som var over middel eller mere end man almindeligvis kunne, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge meget tid på det.

Det var lykkelige år i mit liv. Uforpligtende, frie, givtige og på en måde hemmelige. Visse dage syntes jeg at lære verden at kende. Jeg blev en slags renaissancemenneske, selvom det var i en anden slags samfund end det klassiske. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg fik indsigt i tilværelsens og virkelighedens store sammenhænge.

Indtil jeg indså, at jeg var blevet meget, meget dygtig til at lyve for mig selv.

LYN KOMMER ALTID TI MINUTTER EFTER NOGET ANDET ER SKET

EKSISTENTIELLE PARADOKSER

 

Holder aldrig op med at være et sted som ikke er et andet sted.

Holder aldrig op med at tænke at tanken ikke kan slippe for tanken.

Holder aldrig op med at mærke smerten med noget som ikke er smerte.

Holder aldrig op med at skrive om det umulige for at gøre det muligt.

KIEFERHOMEN XVI (variatione spiaggio due)

BLEACHY SCI FI

 

Er det støv, der får os til at glemme og drømme, der får os til at huske? Er det omvendte altid usandt? Jeg læser om fremtiden på gammeldags maner. Drømmer mig tilbage til min barndom, da fremtiden var noget andet og uden for rækkevidde af drømme.

HVAD HISTORIE MÅSKE ER

VI KIGGER EFTER MINDER

En kvinde i et andet stof kigger gentagne gange på sig selv. Som at se sig selv se sig selv. Sit eget stof.

DÉT BLIK

Man møder en gammel ven på biblioteket, som får een til at genfortælle og tænke over, om alle de ting, der er sket og man har gjort siden dengang. Og mens man fortæller, står den gamle ven og blinker og misser og har det der drag om munden som kun fortiden kan have, når den en sjælden gang får chancen for at bedømme sin fremtid.

ROMER II

Jeg har siddet hér engang 

og skrevet til en afdød veninde 

før jeg og hun vidste 

det var det jeg gjorde

Ord har tid

Ord bliver tid

Ord skaber tid

Ord vil tid

og ord er

Nu

sidder jeg her igen

JEG FOLDER DRØMMENS FOLDER UD

Samme øjeblik jeg så stedet, huskede jeg, jeg havde drømt om det om morgenen.

Jeg tog et billede af sammenfoldet. 

For selvom jeg er ikke sikker på drøm og sted, stoler jeg på fotografiet.

NAT I MORGEN

Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 

FORFATTEREN

Han besluttede sig for at kortlægge alle de dage han havde levet - hvor han havde været, hvad han havde lavet, hvad der var sket, hvad der ikke skete.

Det var et stort arbejde som tog mange år bare at arbejde sig ind på, men efterhånden blev han dygtigere og dygtigere til det. Han blev mere og mere bekendt med sin tid og sine vaner, og han blev mere og mere sikker på han rent faktisk kunne vide, hvad der var foregået, selvom han ikke med sikkerhed kunne huske det. En arbejdsdag dækkede typisk en uge - alt afhængig af om det var en uge, hvor han havde foretaget sig enten meget normale ting, eller det var en uge, der var veldokumenteret, og så de uger, hvor han var i tvivl, fordi han havde været syg eller oprevet over noget. 

Arbejdet greb ham, og fordi der måske var en slags dybere sandhed i at det blev rutine, blev han også overrasket over nogle ting - blandt andet at han på et tidspunkt skulle skrive han sad og dokumenterede sit liv, og ved den lejlighed også skulle skrive, at meningen med hans liv gik op for ham. Men først senere, naturligvis.