Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen.
Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde.
