Viser opslag med etiketten Fællesskabet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fællesskabet. Vis alle opslag

lørdag den 2. september 2017

ADAGIO CANTABILE
























For musik gælder fysikkens love men gudernes paradoksale bestemmelse. Musik er et liniært og perspektivløst rum. Musik er defineret af vedtagne, anskuelige og teoretiske parametre, men også grænseløst og relativt. Du kan befinde dig i musikkens rum og samtidig være dets resonans. Musik er formløst altid allerede en ide, en tanke en indskyldelse et glimt i din bevidsthed. Mønstre, bølger, systemer, punkter, forløb, fortællinger om intet og alt. Hvis ikke det var så nemt at lytte, ville musik være en gåde. Vi er alle lydfødt, før vi er noget andet.


tirsdag den 25. april 2017

HVAD DE TÆNKER OM DIG


























Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

søndag den 25. september 2016

DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG















Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:

Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.
Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring. 
Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!
Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?
Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.
Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet. 
Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….




Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.

lørdag den 10. september 2016

TO BEDRE GRUNDE TIL AT TEA PARTY-BEVÆGELSEN HEDDER TEA PARTY-BEVÆGELSEN




















De fleste har en mere eller mindre klar idé om, hvorfor Tea Party-bevægelsen hedder som den gør … det er noget med en (national)historisk begivenhed i  Boston (1773), hvor nogle borgere protesterede mod en beskatning (fra London) ved at hive en større mængde te i havnen. 
Der kan imidlertid findes andre grunde til at man taget dette navn; grunde som grundlæggerne måske ikke har fået overvejet i begejstringen over den forgyldte selvtægt og historiske legitimering.

For det første er det slående, hvordan den politiske dynamik og grundlæggende tilgang til verden har slående ligheder med den udvikling vand (en substans uden bevidsthed) gennemgår, når den bliver lukket inde i et begrænset kammer og varmet op. Hvis vi skal blive i den gammeldags stil - hvad teselskabstilhængerne jo ynder - kommer de politiske budskaber ofte ud på samme skingre og indiskutable måde som fløjten på kedlen reagerer på overtrykket inde i samme. Hvorefter man drikker en kop skoldhed te.
For det andet er det ikke mindre slående, hvor mange ligheder der er mellem det tossede teselskab i Alice i Eventyrland og bevægelsen: Tiden står stille, ingen er velkomne ved det (store) bord, den despotiske dronnings frygtregime hersker - selv når hun ikke er til stede, samtalen er absurd og grov og selskabet handler dybest set kun om at udstille hinandens utilstrækkeligheder.
Forståeligt nok fik Alice nok.


lørdag den 18. juni 2016

JEG ER TRÆT AF HULEMENNESKET



















www.missing-link.com

Jeg er så træt af hulemennesket, fordi jeg i snart sagt enhver af livets udfordringer støder på ham, når man skal forklare, hvorfor problemerne er opstået eller skal løses. Tænk selv efter, hvor mange gange De har hørt tale om stress som betinget af vores stenalderreflekser, hvor ofte den kost vi spiser er dårlig for os, fordi vi faktisk burde være på palæodiæt eller leve af rawfood, hvor ofte den nye dagsorden i kommunikationens virtuelle univers af enkeltstrengede relationer ødelægger det urgamle behov for grupperelation og nærhed, hvor ofte klimaforkæmperne taler om en mere simpel livsstil - som ideelt set godt kunne ligne et fortidsmenneskes, hvor ofte hjernens mindset og kognitive evner skal parkeres hos det umælende fortidsvæsen som forklaring på ting vi kan eller netop ikke kan. For enden af alle nutidens sociale, biologiske og sågar teknologiske blindgyder står hulemennesket med hår på hele kroppen, ualmindelig dårlig ånde og griner ad os, fordi det har alle svarene.
Jeg er især træt af, at der simpelthen ingen merit er i at snakke om hulemennesket. Vi er kommet hele denne lange vej for hvad? Se tilbage på noget vi var engang? Sagen er jo den, at hulemanden efterhånden har fået karakter af advarselslampe eller en perfid civilisationskritik. Som om vi har fejludviklet os og alting bare ville være nemmere, hvis vi gryntende sad rundt om bålet og … ja, sad rundt om bålet.
Jeg ved godt jeg taler mod bedre vidende - men kan det passe vi ikke har flyttet os det mindste, når nu vi har flyttet så meget andet? Kunne man forsøgsvis kaste et blik på de lidet primitive ting vi gennem historien har tænkt os frem til og tilmed formet, og stadig påstå vi er hulemennesker? Vi taler nu uden at blinke om den antropocæne tidsalder, men insisterer stadig på, at vi dybest er hulemennesker? Vi går altså vores egen undergang i møde som de mennesker den er længst fra?  
Det er kroppen siger de. Kroppen og kemien og genomerne. Du kan ikke undslippe den slags på så kort tid. Men er det ikke en selvmodsigelse så stor og uforskammet, at man derfor ikke kan få øje på den?
Jeg er da med på at jeg er et stresset, sukkersygt, ensomt og på mange måder forulykket menneske - men at fortælle mig det er fordi jeg dybest set er et hulemenneske på afveje nægter jeg at tro på. Der må være en anden forklaring.

Det slår mig, at denne tekst på flere måder spejler det opgør med troen på den skabende Gud, som evolutionisterne jo blandt andet bruger hulemennesket til. At jeg føler en trang til at modsige en (her videnskabelig) autoritet, som vil bestemme over min verden, min krop og min identitet. Ikke fordi det skal handle om religion - men måske nok tro. Troen på hvad mennesket er og kan.


lørdag den 17. oktober 2015

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK




















Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana
Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø
Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere
En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 
Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.
Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral
Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.
Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**
Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.


* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem
** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk




mandag den 20. maj 2013

PÅ MUSEUM


















Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 
Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 
Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 
På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 
Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?
For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.
Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 
På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.  

lørdag den 5. november 2011

SIN EGEN KLUB

















Slæveskabet

Mønstergenkendelse er et drug. Det kører uafladeligt og vil have mere og mere - gi'r man det ikke noget, tager det selv. Denne blog er en virumental gummicelle, et lingvistisk skærmdump for det kulturelle giftaffald der hober sig op i min hjerne, fordi den ikke tror pladsen nogensinde slipper op. Jeg har opdaget et nyt mønster - dette næppe heller epokegørende; udover selvsagt at være tidstypisk og med til at sætte sociale og eksistentielle standarder for indviderne i vores verden og samfund. Mange andre har været her før mig - og helt sikkert med mere velunderbyggede påstande. Ikke desto mindre, så vil jeg dele følgende tanker om ungdommen og fællesskabet med Dem (jeg har besluttet mig for at anvende Klaus Lynggaards (hermed anbefalet) høfligste henvendelsesform overfor dem, kære læser. Det er et mønster).
Det er en gammel sandhed, at fælleskabet er en opdragende autoritet - endda i sig selv, af egen kraft. Hvor forældre, officerer eller myndighedspersoner er autoriteter netop som personer, er fælleskabet det i kraft sit "skab": At man man er flere og mange, og derigennem synergisk enige om nogle rammer. Det behøver ikke være demokratisk i en forstand, hvor der er åben og afstemt enighed om, hvilke linier man retter ind efter, for i et fælleskab er der andre faktorer end det enkelte individ nu og her. Historie fx. Tradition. Fornemmelse. Det er blandt andet derfor fællesskabet er så fascinerende organisk, og alligevel intellektuelt en dragende størrelse. For nogen af os. Det er også en kulturel kerneværdi. Et indiskutabelt nødvendigt samvær - hvor man så kan diskutere resten af verden, eller bare bede den holde sig på behørig afstand. For andre af os.
Men nu synes jeg at se flere og flere melde sig ud af - eller rettere undlade at melde sig ind i - fælleskaberne. Man vil hellere selv, og KAN meget bedre alene. Og det er ligemeget om man dyrker guitarspil, sport, gøgl, kunst eller verdensforståelse. Det kan man jo ligesågodt selv ordne, når nu internettet tilbyder komplette manualer (OG kanaler til tilbageløbet) for snart sagt hvad som helst på højeste niveau - hvorfor så i alverden prøve at tage det til sig i et læringsfællesskab, hvor man som præmis skal udstille sin egen uduelighed, nærmest rituelt, som et slags adgangstegn. Uha, nej Gud forbyde, at man træder frem på baggrund af nogen eller noget, der er funderet i andet end een selv.
Javel, der er som De måske fornemmer, en snert af kritisk vinkel på "the selfmade succes", alfald som vi ser den fordrejet dyrket i alle mulige medierede sammenhænge, hvor viljen bolles op i en barok iscenesættelse, der desværre undlader at spejle det forgængelige. Ikke at jeg mener der er noget galt med at sætte sig mål og være viljestærk. Men jeg har noget imod, at succes eentydigt fremstår som noget man kun kan opnå, hvis man gør det på sine egne præmisser - against the world. Især da når man interesserer sig for aktiviteter, der traditionelt er båret af fællesskaber. Nu skal dette jo ikke være en skolelærerblog - men jeg må indrømme, at visse dele af den isolerede og egocentrerede navigation og selvrealisering også optræder hos elever, der ligesom foretrækker bare at sidde med tingene selv - uafhængige af almen viden og alle andres verden. Her kunne også godt lyde et hip til idoldyrkelsen af især sportsfolkene, som har en grim afsmag af afbrændt holdånd. Ikke nødvendigvis hos idolerne, men hos tilbederne. Her kunne også fremmanes et apokalytisk scenarie med politikere, der har fremelsket deres 'tæft' og veltalenhed alene foran spejlet med YouTube-manuals.com som et Hamlets kranium i den ene hånd. "Se mig! Jeg har selv lært at lyde som en politiker." Jeg kommer til at tænke på det danske band DeFilm, der forsøgte at sælge sig på, at de aldrig havde været et band eller spillet live, før de gik i studiet og indspillede deres første album ... ikke noget der gav den store respekt i mine kredse. Men måske er tiden moden til dem igen - hvem ved, hvad der kommer på
http://www.defilm.dk/ ?
Jeg ved det - og undskylder. Indlægget blev alt for langt - og jeg kom ikke engang ind på web 2.0 eller crowdsourcing! Men emnet ligger mig meget på sinde. Og bør også ligge Dem på sinde.  For pludselig er vi alene om fælleskabet - og hvad skal vi så blive enige om?