BOGSTAVFIGUR

BOGSTAVFIGUR

ORDKLASER

BILLEDE 1:1 TEKST

LIMINAL NOSTALGI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortids forbrug er nutids clou

Der har aldrig været og vil aldrig blive noget forsonende over at sælge sit lort til så mange som muligt. Men der kan være noget formildende over annoncer, når der er gået tilstrækkelig lang tid. Det er vel det vi praktiserer, når vi hænger plakater op med OTA solgryn, CIRKEL kaffe og Peter Carlsen maler GILLETTE & NILFISK damer fra 50'erne? (Det er velsagtens også noget af det vi indtager med MAD MEN ... damer?)
En del af nostalgien bunder sikkert også i den barnlige, og derfor per se uskyldige glæde vi oplevede ved forbruget, da vi var små. Varer var dengang også både bedre og mere sanselige, hvor de i dag har en tendens til at være formaliseret tjekkede og mindst ligesåmeget andres øjendom som ens ejendom, når de først er indkøbt.
Ikke desto mindre eller måske netop derfor skal ovenstående annonce fra Populær Mekanik årgang 1966 bringes her på bloggen. Der er så meget der er vellykket og uhildet ved den. Selvom den anvender reklamens ældste trick (nej, jeg siger det ikke), så er den altså åbenlys ærlig, fordi alle ved, at man ikke har brug for - eller kan lime en kængurus pung, på trods af det er det den umiddelbart denoterer. Det er som om kænguruerne også ved det! De ved hvertfald på forhånd at sagen er gal, for den lille kænguru har helt sikkert set sådan ud hele vejen ned gennem hullet, og den voksne kængurus kropsholdning med benene (det er vel ben?) fornærmet i siden antyder det samme: 'Nu viser vi det lige een gang til, men det virker altså ikke!' Derfor understreger billedet også produktets kvalitet; selv de mest umulige problemer kan UHU limen klare.
Men fonten (Underground), den luftige opsætning og det faktum at vi kan se signaturen er nu også vellykkede i en retrograd, der gør dagens annoncer sleske og ferske. Jeg kender ikke tegneren, men kan jo sagtens se slægtskabet med Sikker Hansen og Aage Rasmussen - som jo selvføleglig var tendentiøse, men ikke mere end toget stadig kører og kaffen stadig koger uimodståeligt på deres plakater.
Hvem ved også, hvad det er man ser og elsker, når man ta'r pungen frem for at betale for et godt billede? UHU lim kan stadig købes, men jeg foretrækker nu TOMBO.

SIDSTE VILJE

Arv og materie

Kan en skrifttype, fx Gill Sans, forbindes med pædofili, hvis dens skaber var pædofil? Kan en stegepandes overflade, fx teflon, forbindes med ateisme, hvis ingeniøren, der opfandt den ikke troede på Gud? Betyder det man accepterer eller måske endda praktiserer noget andet end at skrive eller stege, når man vælger sin skrifttype eller steger et spejlæg?
Siden jeg hørte om sagen med Eric Gills pædofile praksis, har jeg tænkt over denne umulige situation. Jeg vil ikke lægge skjul på, at Gill Sans er en af de fonte jeg har et, ja desværre, kærligt forhold til. Som så mange andre er jeg tiltrukket af dens stramme moderne og alligevel klassiske udseende - af dens leg med det enkle og alligevel kokette og pyntede. Dens læsbarhed er knivskarp og kynisk, og alligevel lokker den med fleksibilitet og spændstighed. Det er vel mine følelser, der vælder frem? Og alligevel korresponderer de jo et sted med den ånd og kreativitet, der flød i Eric Gill tilbage i tyverne - som jo vel på den ene eller den anden måde delte blod med den trang, der fik ham til at forgribe sig på sine børn. Måske er det netop på grund af det kreative og kunsten, det er svært at skille ad.
Ingeniørens gudløshed, som jeg opfandt til lejligheden (han hed i øvrigt Roy J. Plunkett), kunne det aldrig falde mig ind at forbinde med et nok så amorøst forhold til min pande eller de spejlæg den måtte producere - og det uagtet han måtte have været nok så kreativ (men hvad angår teflon opfandt han det ved et tilfælde...).
Historien om Gill Sans kan selvsagt nemt bruges som eksempel på et politisk korrekt hysteri, måske endda i kombination med en konservativ nypuritanisme, som klipper alt ned, der stikker ud over ligusterhækken eller i øjnene på den villet blåøjede - eller som Ole Stig Andersen gør det på sprogmuseet.dk, udtryk for forargelse drevet af elementær spekulation i solgte aviser. Men det ændrer ikke ved det helt grundlæggende faktum, at vi omgåes menneskelig arv i alt hvad vi foretager os og føler. Hvad enten arven er usynlig eller åbenlys, vel-, selv-, udvalgt eller tilfældigt påtvunget os. Og ligemeget om vi residerer i en klostercelle muret op af en håndværker, som mumlede digte da han rørte pudset op, eller kører til arbejde i en firhjulstrækker, hvis komponenter for 30%'s
vedkommende er formgivet af en bøsse. Hverken Plunkett eller Gill har rørt ved dine bogstaver eller din stegepande, men de bebor dem nu alligevel. Og du er i forbindelse med dem, når du skriver og steger, hvad enten du vil det eller ej. Velbekomme.