24.08.23, MAGRITTERUTEN - AMSTERDAM

Det behøver ikke være som en drøm, men nogle gange insisterer det. Jeg vil gerne mødes i det skjulte for at blive løftet op. Opløftet. Jeg vil gerne klæde om til elevator og virkelig, helt utvivlsomt hjælpe mine medmennesker med noget. Jeg vil gerne ved denne lejlighed mindes Annika von Hausswolff som har velsignet fotografiet bedre end nogen katolsk præst kunne, selvom jeg har syndet mange gange med billeder. 

Man skal passe på med skrift i det offentlige rum. Eller også skal man ikke. Holder meget af nuancerne i stoffet, der kommer tæt på hudens - hvis ens hud har den farve, hvis ikke kan det godt være fotografiet er mere kedeligt end det er i forvejen. Der er også klare mindelser om garbadinebukserne. 

PERRON 0

Jeg har ikke en poetik, jeg skriver med en aporetik.

EKSISTENTIELLE PARADOKSER

 

Holder aldrig op med at være et sted som ikke er et andet sted.

Holder aldrig op med at tænke at tanken ikke kan slippe for tanken.

Holder aldrig op med at mærke smerten med noget som ikke er smerte.

Holder aldrig op med at skrive om det umulige for at gøre det muligt.

DEN PERSONLIGE HISTORIE

 

LOOK DON'T LOOK

CITY

Jeg har brug for ærlighed, for der er for mange løgne, siger hun, og læner sig op ad en væg, et rum, et hus, en by - skæv og splittet ad som makulerede dokumenter.

FORFATTEREN KORT

(B)ALL POINT(S)

AT SKRIVE

RUPTUR

Jeg jager stemmen for at kunne tale om tavsheden.

Det lykkes ikke. 

Hør. 

Jeg jager smerten for at kunne vende mig væk fra den.

Jeg jager noget andet end sorgen, men begynder altid med den.

Jeg jager skønheden, fordi jeg ikke vil tro på, jeg ikke tror på den. 

Jeg jager uden held det hæslige, fordi det ikke vil være i nogen form for relation.

Jeg jager modvilligt konstant min egen tid.

Jeg jager blikke overbevist om de jager mig.

Jeg jager denne sætnings pointe.

Jeg jager sprogets ufortalte.

Jeg jager sorgen, fordi jeg ikke forstår den.

Jeg jager intetheden, for at finde det, jeg har.

Jeg jager mig selv. Men jeg flygter ikke. 

Jeg jager desperat det, jeg havde glemt.

Jeg jager roen, som om den var en løgn. 

Jeg jager tragedier og finder ingenting.

Jeg jager ingenting og finder en tragedie. 

Jeg jager den ærlighed, jeg ikke ved jeg har.

Jeg jager altid alene. 

Jeg jager et andet ord for at jage. Som kun en digter kan jage. 

Jeg jager projektilets roterende spor ind i den uskyldige krop. Tilgiv mig.

Jeg jager lyden i mit hode.

Jeg jager lyden af mit hode.

Jeg jager lyden af det i mit hode, som lyder.

Jeg jager det banale, fordi det ikke må findes.

Men det gør det. Jeg prøver at jage falsk. Jage ved siden af. Jage forbi. 

Banalt, banalt, banalt. 

Jeg jager blodet, fordi jeg ikke vil jage blodet.

Jeg jager en anden metafor for det, blodet betyder.

Jeg jager i forstillet blindhed og finder forstillet sandhed.

HEADWAIT

Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.

SORT-HVID-GRÅ-RÅBER

MEMENTO

I SKOVEN

Efter storm ligger

nattens sagn om dagens lys

Birkestammens skrift

TRoSKaBSeDeR II

BILLEDE ER ORD - NAT

PORTRÆT

claude®ouge 2015

DAGBOGSSKABELON

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer

Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.

Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?

Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?

Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.

Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder?