FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 08.03.26

de taler om vand

de taler om valg

og ødelægger begge dele

ved at lade fejltagelser

være argumenter

for at gentage dem

at tingene var værre i gamle dage

er årsagen til det ser ud som det gør i dag

SORT-HVID-GRÅ-RÅBER

MEMENTO

Haiku alverden

Verdenen hænger

sammen i fejlene, hvis

ikke dér hvor så?

I DISSE FOR VOR TID SÅ DEMOKRATISKE TILSTANDE

ENGELSK/DANSK KNEP OP

Åh, ak - sproget bliver så grimt, når man hovedløst kopierer ord fra maskine til maskine.

KATALOG - VOR TIDSMODEL

TVIVLSOMME TALEMÅDER

Munduheld

Talemåder er en svær een, som man kan sige med en let omskrivning af et kendt mundheld. Men eet er at omskrive med kærlig henvisning til, noget andet at sige noget, man tror er klogt, uden at spørge sig selv, om det vist ikke var noget sludder. Følgende fire eksempler på forvredne talemåder er hentet ud af mine egne ører og min lange næse. Med andre ord akustisk autentiske.

“Vove skindet på næsen.” 
Selvfølgelig fejlhørt i udtrykket ‘(be)holde skindet på næsen’ - der betyder, at man lige klarer den; eller ‘skærene’, hvis vi skal blive i de faste udtryk. Spørgsmålet er hvad det mon betyder at vove skindet på næsen? Er det bare en lille risiko, man tager, eller er det den slags farer, man udsætter sig selv for ved at stikke næsen for langt frem? Jeg siger ikke vi ikke godt kunne bruge et udtryk, der dækker - måske især - det sidste, men måske skulle det så være nemmere at skelne fra det skind på den næse man lige formåede at holde oven vande.

“Det var det vi kæmpede for på arkaderne.”
Jeg er stadig usikker på om det er en subtil ‘plantet’ fejlhøring af det oprindelige udtryk, hvor man ‘kæmpede på barrikaderne’. Det er næsten for godt til at være en misforståelse, når man ser kontrasten mellem unge, der har henslæbt deres tilværelse på grillbarer og spillearkader, hvor de har nedkæmpet endeløse armeer af spaceinvaders, og så de unge, der rent faktisk kæmpede mod pansere og parcelhusmentaliteten ved at forskanse sig bag bunker af bænke, biler og brændende molotowcocktails.

“Der er valg på alle hylder.”
Udtrykket er selvfølgelig genereret af ‘frit valg på alle hylder’, hvis metaforiske aner går til tivoli, hvor man kunne komme i den lykkelige situation at måtte vælge frit, fordi man havde skudt kridt i stykker eller væltet dåser med så stort held (eller ekspertise), at man fortjente det. Når der er valg på alle hylder hører jeg pludselig den senmoderne sukkende refleksivitet tale. Om de mange svære valg forstås. Man er end ikke begrænset af hyldernes hierarki, nej man skal sagomedme vælge på dem allesammen. Hvis vi skulle føre analogien tilbage til tivoli, så svarer det til, at de stakler stiller op i boden, ikke løsner et skud eller kaster en bold, men bare har at vælge, fordi nogen eller noget har gjort det hårde arbejde for dem. Måske er det det, de senmoderne sjæle savner: Lidt konkurrence, lidt ekspertise og lidt større tillid til tilfældighedernes spil?

“Det er som at tisse i bukserne.”
Et udtryk jeg før har besværet mig over, men da fordi der var en tendens til at man skulle forklare det uhensigtmæssige i ‘at tisse i bukserne for at få varmen’. Her er vi (måske efter samme beskæringsprincip som ovenfor med valgene) ude i det modsatte. 
Vi mangler lidt information, for at talemåden falder på plads og gør det, det er meningen sådan nogle skal gøre: Forklarer sagernes sammenhæng. Hvad betyder “Det er som at tisse i bukserne?” I sig selv hober mulighederne sig op på få associerende sekunder: Det er som at give slip på noget, der virkelig presser, det er som at bryde et tabu, det er som at gøre noget man véd man vil skamme sig over om lidt, det er en helt særlig varm og vammel følelse? Jeg ved det virkelig ikke. Og jeg er ikke sikker på denne variant bliver bedre, hvis vi monterer den i kontekst: 
“Vil ministeren uddybe, hvorfor Danmark ikke skal sende tropper til Syrien?” 
“Ja, det ville jo være som at tisse i bukserne.” 
“Hej, skal du have et stykke kage?” 
“Nej, det vil være som at tisse i bukserne.”
Bedre bliver det vel ikke af, at man som bekendt kan ‘være lige ved at tisse i bukserne’ af skræk. Så forestiller man sig næsten udtrykket bliver en skunk-agtig forsvarsmekanisme. Helt unødvendig endda. Så måske kan vi lande den der: Lige meget hvad er det en dårlig idé at tisse i bukserne. Også selvom man frivilligt står på øverste barrikade med næsen meget langt fremme.
Hav en god sprogdag. 

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Etikette

At der er en tendens til at bruge det (old)nordiske, når man skal sælge kildevand (Egekilde, Harilds og altså Mimer) er hvad det er. Ikke overraskende og måske på sin plats: Det har den rette bismag af (pæleontologisk) sundhed og måske især romantisk korrekthed.

Men.

Når man så garnerer sit navn - Mimer - med to (moderigtige) ugler og to fiffigt grafisk udførte meanderborte, så bliver heraldikken og logoikken sgu lidt udvandet. Mimer var nok et klogt hoved, men ugler indgår ikke i hans mytologi. Det gør derimod Odin, der som bekendt også var en vidende herre, blandt andet i kraft af Mimer - og så to ravne!

Værre er det, at de to mæanderbånd (såkaldt 'løbende hunde') er hentet fra græsk ornamentik, og intet har eller skal have at gøre med dansk vand. Heller ikke selvom etiketten har en smuk middelhavsblå farve.

Man skal med andre ord ikke drikke af 'Mimers Brønd' hvis man ønsker at blive klogere og mere vidende. Så skal man drikke af almen viden.

BOMME, BØFFE, SLIKKE

I denne uge disse ord på min hinde

Der er en yndig logik i at man prøver at 'bomme' nogen for fx en smøg, da ordet er afledt af det engelske ord for vagabond‚ 'Bum', det tyske 'bummeln' som betyder at 'vandre' eller bare en bums på dansk. Dette på mange måder charmerende folkefærd ernærer sig jo (ideelt set) som munke alene ved at tigge og tro på andres godhed og nåde. Overvej eventuelt næste gang De ser en HUSforbi sælger, at det er en mulighed for at De kan vise Deres storsind, og ikke for sælgeren at få penge til … hvad måtte tro han skal bruge dem til.
Interessant er det så, at ordet bomme også kan betyde at 'misse' - som 'ramme ved siden af'. Her er ordet imidlertid afledt af ordet 'bum!', som er et onomatopoietikon for den lyd et skud siger. Hvordan lyden af et skud er lig et fejlskud forstår jeg dog ikke; det er da svært af vide, om man på forhånd har ramt ved siden af? Måske ligger slægtskabet i at man heller ikke kan vide om man rammer, når man tigger, eller også kan vi opfinde en forklaring ved at lytte til en bøf.
For hvorfor hedder en fejl nu en 'bøf', når der for det første ikke er noget galt med en bøf, og en fejl for det andet sjældent er spiselig? 
Det hedder en bøf, fordi man både kan begå en fejl OG franarre nogen noget, når man 'bøffer'. Man vil måske kunne huske udtrykket fra mediernes uskyldige ungdom, hvor man hvert år ved juletid fik kavalkader af 'bøffer' fra radioavisen eller tv-udsendelserne, ligesom man vel kan genkalde sig udtrykket ' at blive bøffet for en tyver'. At ordet lige blev 'bøf' kan man kun gisne om. Måske har det noget med dets lydlige associationer at gøre - ø'et har det med at dukke op i allehånde skøre sammenhænge, måske er bøffen bare et godt billede på noget, der kan se meget forkert ud i den rette (forkerte) sammenhæng. Jeg minder om, at det også hedder en 'beef' på engelsk. Sluttelig er bøffen måske ikke et ueffent billede på en kriminel kleppert? Under alle omstændigheder deler 'bomme' og 'bøffe' altså det fællesskab, at de begge to har to betydninger, som faktisk er modstridende - det er vel en slags sammenhæng, uden det er en direkte forklaring.
Ugens mystiskeste ord er betegnelsen 'slik' for de søde sager man har for (u)vane at spise. Hvor mange andre ord kender De måske, som betegner en genstand med det man gør med den? Et køretøj? Tjah, bum, bum - ikke egentlig. En klemme er ikke helt ved siden af, men dog stadig et instrument. Der ikke mange mærkevarer, om jeg så må sige - ikke mange objekter der hedder noget man gør: Der findes ingen klø, svede, sparke eller stikke. Ikke uden de får genstanden vedhæftet: En gåcykel, et kradsebræt, et tyggegummi o.s.v. Eneste undtagelser finder vi hos værktøjerne, som logisk nok præsenterer denne sproglige konstellation i rigt mål: En høvl, en sav (som man dog vist skærer med - så er skær da), en hammer og et bor. Men taler vi om navneord, der ikke betegner værktøjer, så er og bliver slik en unik beskrivelse af en genstand. Jeg er pinligt bevidst om at vi bevæger os på kanten af noget lummert, men jeg skal gøre mit bedste for alene at snakke om slik.
Der kunne ligge en semiotisk sandhed i, at netop dét ord for dén genstand er så simpelt et match, da netop slik hører til den barnlige del af virkeligheden - inklusive sproget. Der er med andre ord en ret uhindret forbindelse mellem tegn og indhold, for så vidt man anerkender, at verbet slikke ikke er arbitrært. Igen fristes man til at lytte til ordet, og med en vis tilfredsstillelse (…) konstatere det nok ikke er helt ved siden af. Etymologisk bevæger vi os faktisk i flere sammenhænge netop dér - tænk på lyden af den den tynde lerblanding (slikker) man bruger til keramik, eller forestil dem lyden af små bølger, der slikker strandkanten eller molen. Desværre for denne ekskurs er den egentlig etymologi nok knyttet til betydningen 'en slik', som 'en smule' - da man jo netop sjældent får store mængder slik. Eller rettere fik. For jeg skal da lige love for der er blevet stillet på mængde- og målforhold i netop dén branche indenfor det seneste. Biografen ligner mere end nogensinde noget fra Dantes inferno, hvor folk tvinges til at spise og drikke sig gennem deres egen grådige understregning af, hvor fedt de vil gøre det for sig selv.
Jeg foretrækker dog den første forklaring, og kunne fx argumentere for den ved at inddrage begrebet spytslikker, da enhver jo ved det kræver mere end en smule spyt, hvis man vil opnå noget med sin fornedrelse.
Deres ydmyge tjener.

Forbindelser mellem ord er alene udtryk for fantasi - ikke forskning

Gyldendals Etymologi og Fremmedord
Webster's New World Dictionary
ordnet.dk

Hvorfor har vi pikke et ord for fisse på disk?

Fejltagelser fremmer forståelse

Sagen er den, at på engelsk kalder man det 'freudian slip'. Men oversættelsen lyder 'freudiansk fortalelse'. Og det er jo ikke dækkende, når den freudianske 'parapraksis' jo lige så vel kan gøre sig gældende, når man hører, læser, ser eller for den sags skyld skriver(!) forkert, på en psykoanalytisk meningsfuld flacon.
(dansk) Sprogpraksis er vel blevet, at selvom der ikke er tale om (sic) en fortalelse, hvis jeg fx tror hun har sagt 'vil du suttes nu?' - og altså derfor har praktiseret en fejlhøring, så kaldes det stadig en fortalelse. Tale bliver altså metafor for (mis)forståelse. Ikke en ringe metafor - men kognitivt antyder det måske, at det freudianske element i høj grad handler om det pinligt private - fordi talen som metafor illustrerer det offentlige overfor det private (eller intime). På dansk antyder begrebet fortalelse altså en social og offentlig sammenhæng, hvor ens pinlige lyster afsløres. På engelsk er fejltagelsen (slippet) et mere rundt og tilgængeligt begreb, der ikke behøver udstille andet end en tilgivelig og menneskelig optagethed af noget ... mere interessant.
Sagen er nok, at jeg savner mine ører og mine hænders frihed til at tage fejl. Jeg savner modspil til den kedelige 'det er lemmere at gøre sådan og sådan' og den almindelige 'pat' stedet for 'at'. Jeg synes der er en stor poetisk pointe i, at man kan skrive 'tage hende med i seng' i stedet for 'tage hende med hen' (og måske-måske ikke nå at rette det), eller høre et andet menneske sige det har 'lyst til sex' når det siger det har 'løst et trick', og så holde det for sig selv som ens eget freudianske slik.