TIMES NOW OMEN

 

I'm losing faith in the world, the world is not losing faith in me. 

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID

 

På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.

Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.

Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.

Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.

Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?

Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.

To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.

Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.

At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?

Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre. 

Godt nytår.

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro

Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.

Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 

Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL

Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 

Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL

Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 

Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL

Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.

På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 

Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL

Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL

Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town

Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?

Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town

George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town

Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.

Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town

Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.

EFTERTANKESTREGER

Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.

AN AMERICAN GREY - TWO PCS

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder? 

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Etikette

At der er en tendens til at bruge det (old)nordiske, når man skal sælge kildevand (Egekilde, Harilds og altså Mimer) er hvad det er. Ikke overraskende og måske på sin plats: Det har den rette bismag af (pæleontologisk) sundhed og måske især romantisk korrekthed.

Men.

Når man så garnerer sit navn - Mimer - med to (moderigtige) ugler og to fiffigt grafisk udførte meanderborte, så bliver heraldikken og logoikken sgu lidt udvandet. Mimer var nok et klogt hoved, men ugler indgår ikke i hans mytologi. Det gør derimod Odin, der som bekendt også var en vidende herre, blandt andet i kraft af Mimer - og så to ravne!

Værre er det, at de to mæanderbånd (såkaldt 'løbende hunde') er hentet fra græsk ornamentik, og intet har eller skal have at gøre med dansk vand. Heller ikke selvom etiketten har en smuk middelhavsblå farve.

Man skal med andre ord ikke drikke af 'Mimers Brønd' hvis man ønsker at blive klogere og mere vidende. Så skal man drikke af almen viden.

BOGSTAVFIGUR

ELLEVE BILLEDER FRA MALLORCA

No island is a man

Men er det sande fotografier? 

Jeg kunne have taget andre billeder, mere oplagte, mere tilrettelagte - eller måske mere tilfældige. Hvad fortæller disse billeder om Mallorca? At der er kvindelige taxachauffører og fritgående geder. At Disney og Amerika også findes her. At vejret er godt.

Skulle jeg hellere have taget billeder af Formentor, maden, Palmas rambla, badestrandene? Er de mere sande?

Vi tager billeder af det vi kan se. Jeg ser altid kontraster. Kulturens egne montager. Og når jeg er i et gennemfotograferet turistparadis, så er der ingen kontraster i katedraler, calaer og kalamares.

ET SIMON GROTRIAN BLIK

Kom Simon

                      lad os fiske sølvfisk med guldpapir.

Lad os gemme støv

                      med ordet støv på en stav.

Intet er det visse

                      som endnu ikke er hændt.

Kom Simon

                      lad os brænde breve vi aldrig fik skrevet

med frygtelig ild

                      hentet i døgnets klippe.

Lad os kysse mødet mellem ukendte

                      undfange dette skødesløse testamente

denne kontakt om intet mere

                      end det nødvendige at være.

Det står her

                      simon nomis.

Skriv under på den punkterede linie

                      og tag et korkbolsje.