SOM VI SER DET

AHA! JEG SER VI SER DEO

VOYEUR SIGNAL VOYEUR SIGNAL VOYEUR

jeg vil se men ikke det der vises øjet er begravet øjet er bedraget af mit blik min tanke det jeg tror jeg ville kunne se jeg vil se jeg giver op lægger ingen planer i synet på mit land mit selvsyn mit øje er ikke mit når jeg ser på det med det ind til det jeg skærer det ind til en sandhed som kan være det ikke mig ikke mit øje det øje jeg vil se

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro

Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.

Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 

Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL

Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 

Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL

Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 

Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL

Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.

På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 

Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL

Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL

Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town

Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?

Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town

George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town

Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.

Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town

Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.

FAST FICTION

Tertium non datur

Jeg tager chancen, og påstår, at den almindeligste opfattelse af fiktion er, at den følger efter virkeligheden - mimetisk, fortolkende, hermeneutisk, kritisk, whatever way you want it - men billedligt talt træder den altså virkeligheden i hælene som en anden irriterende lillesøster eller gøgler, alene for at skabe en illusion, som vi kan forholde os til. Virkeligheden er så besværlig at forholde sig til som sig selv, så der kan fiktionen lave sit spil og have sin berettigelse. Men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Hvad nu hvis virkeligheden slet ikke var mulig uden fiktionen?

På Kunsten i Aalborg kan man for tiden se Omer Fasts kunstfilm (eller videoer, som man kalder det med et lidt bedaget udtryk) på udstillingen 'Present Continuous’ - eller ‘Nutiden fortsat’ som de oversætter det til. Der er flere af hans film at finde på nettet. Kender man dem ikke, kan det være en idé at se dem, men det er ikke nødvendigt for at læse videre. Men giver man sig kast med at se dem, må man under alle omstændigheder indstille sig på et større stykke arbejde, for i samme øjeblik man genkender deres banale udtryk fra ens egen tilværelse, går det op for een, hvor uhyggeligt hermetiske og mystiske de er. 

Min påstand er, at Fasts film bekræfter virkeligheden, fordi de lyver. 

Man kommer altså helt omvendt ind i virkeligheden med Fasts film - for jeg tror bestemt han vil sige noget om virkeligheden med dem - ellers ville han ikke være så optaget af især krig og psykologi som han er. Men først skal vi altså forstå, at der i det hele taget ér en virkelighed. Og det gør vi gennem løgnen. Spørgsmålet er så, hvorfor Fasts film lyver mere end så mange andre fiktive frembringelser.

Selvfølgelig er der hans flirt med facts gennem dokumentarens koder. Hans realistiske stil. Grundigheden. Hans evne til at vælge skuespillere, som ligner virkelige mennesker. Indholdet som altid tangerer steder, begreber og begivenheder, som vi læser om i avisen, ser på vej til arbejde eller kender på rygraden. Og så afmonteringen af samme. De uvirkelige hændelser. Gentagelserne. De samme scener igen og igen - eller endnu værre, med forskydninger. Erstatninger. Eller bare fra en ny vinkel. Som et måske lidt tacky billede på Fasts metode, kan man sammenligne det at se hans film med at se, nogen fjerner brikker fra det puslespil man møjsommeligt har lagt. Man genkender motivet - holder fast i motivet, fordi det forsvinder. Man evner faktisk ikke meget mere end det, fordi der ikke levnes tid til fortolkning. Fast befrugter hele tiden historierne med nye indspark, på samme tid som han begrænser dem, fordi han aldrig gør noget færdigt. Man fylder ud og fylder ind, for hver gang man mister grebet - man insisterer altså på fiktionens mulighed. Filmenens sandhed. At der ér et puslespil, selvom det er efterhånden kun er repræsenteret af nogle få usammenhængende brikker. Man ender således med at befinde sig sansende og insisterende på denne helhed i virkeligheden, fordi filmens fiktionsgreb bliver og vil være overtydelige, men ikke umiddelbart forståelige. Ikke-mimetiske.

Det er vel et nærmest kartesiansk greb at ville se løgnen og dermed tvivlen om, hvad der er virkeligt, som en forudsætning for, at der overhovedet findes noget virkeligt, men det er den fornemmelse jeg står tilbage med. Der kan ikke være en tredie position mellem fiktion og virkelighed, så når vi konfronteres med det ene, forstår vi det andet. Således også Omer Fasts fiktion. Og hans måske så meget bedre og mere end andres, der kan have en tendens til at kunne nøjes med at være fiktion. Harmløs uvirkelig.

Det er nok ikke nødvendigt, men her er den alligevel, disclaimeren:

At jeg tolker Fasts film som epistemologiske eksperimenter står for egen regning - det er ikke en anmeldelse, jeg har skrevet. Omer Fasts film er som alle vellykkede kunstværker gode for en række andre tilgange, som jeg dog vil hævde, ikke kan komme udenom at forholde sig til de sprækker, de laver i virkeligheden. Det være sig krigens, billedernes, beskuerens, fiktionens eller den sprække virkeligheden i sig selv er.

Galleriet

Kunsten

Vimeo

OPTISK SPLEEN

Jeg ridser bogstaver i mine brilleglas, og læser verden gennem ødelagt klarhed.

GRID-LOOKS

BANEGÅRDEN . ET GLIMT

Så en kvindes fod og underben i en støvle i dag. Den fod og det underben, den støvle af læder med lynlås og stikninger. Sort og lang. Den hud og den strømpe med tæer, ankel, hænder der trækker og mærker det hele sidder på, mens hun står på et gulv. Liften ved siden af med barnet, der kigger op på hendes ansigt, og aldrig vil huske støvlen, strømpen, huden, dette øjeblik i puls og tyngde, som jeg her har gjort til et minde.

I FREMTIDEN

I see a dark strange future

I fremtiden bliver alle steder Disneyland

- i lyset af, at alle steder har brug for gæster, turister eller nye fastboende - mennesker, kort og godt - bliver de geografiske og kulturelle kendetegn hele tiden forstærket og forfinet. Det handler om at stederne skal være tydelige og karakteristiske, fordi det i sig selv er eftertragtelsesværdigt. Slutmålet er at man har udhulet sin egen identitet, for at få den til at fremstå tydeligere. 

I fremtiden bliver den aske kremeringen danner sorteret, så giftresterne kan destrueres.

- vi ophober efterhånden så meget gift som slutbrugere, at det er til at se os som potientielle omvandrende giftdepoter. Man skal være heldig hvis man overhovedet får lov at blive begravet.

I fremtiden bliver al hardware på lejebasis.

- enheder hackes i tiltagende grad på alle leder og kanter af venner (købmænd) såvel som fjender (tyve), så den eneste løsning er at skifte sit device ud hyppigt. Det sikrer også een mod at gå rundt med månedgamle ufikse versioner.

I fremtiden bliver ens briller bygget ind i skærmen.

- tipping point for hvor meget tid mennesker bruger foran skærme fremfor i virkeligheden nærmer sig et forhold, hvor det er nemmere, at ens bygningsfejl eller nær-langsynethed justeres på skærmen.

I fremtiden forstår man endelig, at stress kommer af ensomhed - men løsningen bliver mere ydmygende end at have stress, som derved endelig får den kurerende effekt det altid har været  meningen den skulle have.

- no further comments.

I fremtiden bliver tidsrejser til at betale 

- fordi man henter rigdommene i fortiden.

ODYSSEUS SÉR

©  n i c k l a s  r e d  ( 2 0 1 4 )

SØLVMÅGE

Sølvmåge, guldpirol, sølvfisk, guldhveps, guldbasse, søløve, glimmerbøsse, stenvender, guldøje, urfugl.

TANKE-SPROG-TANKE

HAIKU-IQ

Jeg holder meget af haiku-digte – eller slet og ret ’haiku’. Det er der mange grunde til. En af de vægtigste er for mig deres evne til at mime tanker. Der er som bekendt en række regler for et haiku: Tre vers, fem stavelser i første, syv i andet, fem i sidste. Derudover skal der helst være tale om en gengivelse af noget konkret og sluttelig skal de helst forankres i årstidernes cyklus. 
Det bedst kendte eksempel er Bashos haiku om frøen: (Basho, mesteren over dem alle, levede fra 1644-1694)

Den gamle dam –
en frø springer i –
lyden af vand

Hvis man tæller stavelser studser man nok over de lidt korte vers – men haiku’et er jo oversat fra japansk, og så går det ikke altid op på daaansk. Derudover er kravene opfyldt for det konkrete (dam og frø) og årstiden (frøen igen).
Ofte kan den faste form kan få tingene til at flyde og fylde – såvel i den kreative proces som i receptionen – men det er også stimulerende at bryde faste rammer. Jeg ved således ikke, om det er de meget faste formkrav, eller om det er modspillet til dem, der giver de gode haiku evnen til at mime tanker, men det er altså under alle omstændigheder tanke-ligheden, som jeg holder af ved dem.
Er Bashos haiku da at ligne med en tanke? Ja, det synes jeg. Det er måske ikke det som bedst illustrerer det – men derfor er der så meget desto mere grund til at bevise det.
De vi kalder digte i vores kulturkreds vil ofte være digte, fordi de nok kan være sanselige og konkrete, men også altid er reflekterede omkring et emne. Vore digte ’handler om’ noget. Tanken opstår på samme vis også ’om’ digtet. Den omslutter det og kultiverer det, hvorefter tanken føder digtets indhold. I haiku’et sker der noget andet. Det bliver ligesom til i læsningen af det – man optager og optages af det på samme tid.
I litteraturvidenskaben er sammenkædningen mellem zenbuddhisme og haiku-digtning uomgængelig, ikke mindst fordi Basho og andre mestre faktisk vár zenbuddhistiske munke. Og det er da heller ikke svært at se, hvorfor man laver denne kobling. Jeg tror også det er derfor tanke-ligheden kommer ind: Haiku’ene gengiver en situation man som mediterende munk kan fordybe sig i ved hjælp af tanken. Og kun den: 
Haiku’et ér tanken. Du kommer ikke længere ind i eller med digtet, end det. Det er lige som da Tjalfe skulle løbe om kap med Huge hos Udgårdsloke – han kom aldrig foran tanken – den er der altid allerede, lige meget hvor meget han anstrenger sig. Haiku’et – tanken om den situation, det beskriver – er færdigt, før du kan tænke mere om det. Jeg forklarer det famlende for mig selv med at haiku-digtet ’vender udad’. Det ér tanken om det, det beskriver. 
Hvori består så forskellen mellem de traditionelle vestlige digte og haiku så? Hvorfor er fx Søren Ulrik Thomsens digte ikke også tanker på skrift? 
Fordi han taler, tror jeg. Selvsagt registrerer, tænker og reflekterer han også, men sluttelig kommer så sangen. Bevares, vidunderlig sang. En arie som man henføres af og svømmer sammen med. Når man tænker med hans digte, tænker man sammen med den. Tanke-ligheden er sammenlignelige tanker. Åndelig kongruens. Vi forstår, hvad vi læser, han har tænkt, han har skrevet. Med (alle) sine (altid) passende ord. 
På en vis synes jeg haiku er trygge at læse. De er som knap man trykker på, og så ved man, hvad der sker. Som at knække en gren. Man griber fat i hver sin ende, man trækker helt forunderligt muligt ned i to sider af noget, der nærmest svæver mellem hænderne på én. Og hele tiden er man klar over at knækket kommer, at barken brydes og veddet kommer splintret til syne, hvis det er en frisk gren. Er det en tør kommer et lige og rent brud hurtigt og klart. Lyden knaldede. Dén bevægelse og viden i eet. 

Fra hvilket træ
den kommer, véd jeg ikke –
denne blomsterduft

Og så alligevel. I den samling af Bashos digte, som jeg læser lige nu, er der især eet digt, som har forfulgt mig, som jeg ikke ved om rummer denne tanke-lighed, og måske derfor ikke har været til at slippe:

År efter år
bærer aben
en abemaske

Selvom man kan læse i noterne, at situationen sådan set er konkret nok (digtet fortæller om et nytårsoptog (konkret begivenhed + årstid), hvor en abe med maske optræder), er det tydeligt det også er smerteligt symbolsk. Altså at det bevæger sig ad en vestlig tangent, der gerne vil tale om tegn og indhold, når vi taler sprog.
Jeg ved det ikke. Måske er det blot min bevidsthed og kultur, der går i dialog med digtet, for det fortæller jo netop ikke noget udover det vi sér. Tanken derimod, er i át vi ser denne abe med abemaske gennem tiderne. I det vi ser (læser) forstår vi, den tanke der er tænkt: Jeg ser nogen, som ikke er nogen, fordi den aldrig har været det. Ikke desto mindre er digtet et vovestykke udi haiku. Måske fordi det så entydigt fælder en dom. Tilmed en temmelig ikke-zenlig en af slagsen. 
Det bliver ikke bedre af (eller det gør det måske netop), at på japansk betyder ordet saru både 'abe' og 'ikke gøre noget'! Den maskerede abe i haiku’et er således tredobbelt passiv – fire, hvis tidsaspektet medregnes. Aben får i kraft af dens sproglige udtryk (japanske tegn) krænget en usynlig egenskab ud. Det er godt set, og præcist nok til at Basho igen overvinder den banale fristelse til at se teksten som et almindeligt symbolvædet digt.
Jeg tænker det er derfor de er så gode. Haiku’erne.

Ildfluer - haiku af Basho; udvalgt og kommenteret af Niels Kjær (Attika 2011)

Gyldendals åbne encyklopædi (www.denstoredanske.dk)

HAMMERSHØI-ØINE

Udsigt fra Brohusgade Aalborg søndag morgen 12. februar 07:40 2012. Det var et hammershøi-øjeblik. Motivet er på samme tid så ladet med betydning og helt almindeligt, at man ikke ved om man kigger ind i selve kulturens og eksistensens kerne, eller blot betragter byens, døgnets og årets rytme. Og måske er det det samme.