GRÆNSER FOR SEX

 

Fem paradokser du kommer til at tage stilling til i den nære fremtid

• Vi lever et liv i en tid, der gør det nødvendigt at trække sig for at lade op, men den største frygt er at blive ensom.
• Dine devices fortæller dig, hvornår du bruger for meget tid på dem.
• Sexualdrift og nøgenhed er grundlag for en ny moral.
• Identitetspolitik tager ikke hensyn til alle fællesskaber.
• Man er ikke syg, når man bliver syg af en vaccine.

CHRISTOPHERS OVERARM

Det er næsten flovt at gå til bekendelse på dette sene tidspunkt i et fittnessregime, der har domineret min bevidsthed og kropskultur siden før årtusindskiftet. For af enelleranden grund har jeg vist først nu forstået, hvad det handler om og hvor meningsløst det kan være. Men måske var det, der skulle til, en særlig blanding af noget aktuelt, noget gammelt, noget teknisk, noget populært, noget kønnet og noget je ne sais quoi. Så lad os begynde med den blanding.

Forleden aften så jeg Natholdet på TV2. Det sker jeg håber på det er morsomt og ser lidt af det. Denne gang så jeg det, fordi jeg ikke gad gå i seng, fordi jeg ikke gad der skulle komme en ny dag om morgenen. Ikke et godt udgangspunkt for at more sig, hvad jeg da heller ikke gjorde. Men til gengæld fik jeg noget at tænke over. Aftenens gæst var Christopher Lund Nissen, der lige som en lang række andre musikere er bedre kendt under sit fornavn. I Anders Breinholts program lever man i vid udstrækning af andre mediers og ikke presente menneskers fejl, men der er også nogle hjemmedyrkede indslag, der lægger op til kvikke bemærkninger og gedigen humor. Men seernes indsendte klip er en helt afgørende kilde til programmets popularitet - både fordi det er en væsentlig arbejdsstyrke man har til at gennemtrawle nettet for sig, men også, fordi det giver programmet et folkeligt og demokratisk skær. Noget Breinholts altid redebonne smil og blik understøtter. Nu skulle det imidlertid ikke være en analyse af Natholdets koncept, men en fortælling om, hvordan jeg meget sent i livet forstod, hvad fitness handler om.

Men vi skal altså bruge et klip, som en af Natholdets seere meget passende har indsendt til aftenens show. Det er en liveoptagelse med bandet Dire Straits, der fremfører deres største (det kan og bliver sikkert til stadighed diskuteret) succes ’Sultans of Swing.’ Det morsomme er ligheden mellem orkestrets energiske rytmeguitarist (David Knopfler) og Christopher. Tænkeligt er det musikken (der ikke er popmusik som Christophers), instrumentet (der er Christophers) og især de blonde, boppende krøller, der har tricket seeren, som så måske har syntes den generelle anakronisme og hans ‘smarte' t-shirt har højnet humoren yderligere. Der lurer en venligtsindet mobning i at Christopher ligner en musiker fra en tid han ikke har meget tilfælles med. Christophers kommentar til klippet handler imidlertid ikke om ligheden, men om den afgørende forskel, der er på David Knopflers og hans egen overarm. Faktisk er det det, han er mest optaget af. “Er du gal en tyndarm,” bliver den afgørende replik. Og det er jo ikke morsomt. Heller ikke - skal siges - for Breinholt, der jo nok som seeren var mere optaget af de kejtede ligheder. Det der faldt på plads for mig var, at overarmen helt åbenlyst er vigtigere end guitarspillet og rytmen for Christopher. Og det i forbindelse med en legendarisk liveoptagelse (145.000.000+ visninger) af et legendarisk nummer. Og det i forbindelse med at Christopher er musiker. 

Jeg kommer selv til at kigge på overarme, når de er der og det fortaber sig som antydet langt tilbage i tiden, hvornår jeg begyndte at gøre det. Jeg kigger også ofte og håbefuldt på mine egne overarme, som nok mest kandiderer til at ligne David Knopflers anno dazumal. Christopher skal derfor - også i alle andre sammenhænge - være tilgivet. Det handler kun om om ham, fordi han inkorporerer det givet ganske banale hulemandsopdaterede alfahan-blik, der kommer før menneske, maskine og metier. Det tankevækkende er, at selv når man altså hár nogle overarme, der på ingen måde kan beskrives som tyndarme, så kigger man stadig efter dem. Det kan selvfølgelig være, at Christopher konfronteret med sin look-a-like lige ville sikre sig, at på det punkt var han bedre stillet (eller hvad man nu er med store overarme). 

Tillad mig en ekskursion til en anden del af kroppen, der måske kan hjælpe os videre. Sabrina (ligeledes en fornavnssanger), storhittede i 1987 med nummeret 'Boys boys boys (summertime).’ Og jeg tør godt sige, at det gjorde hun, fordi hun havde nogle flotte (store) bryster, og ikke var bange for at vise dem frem - særligt i videoen blev de udstillet virkelig vellykket efter den tids gældende standarder for køn og popkultur. Standarder som med tanke på aktuelle sangere som Nicki Minaj, Iggy Azalea og Ariana Grande, måske, når det kommer til stykket ikke er så langt fra vores? Men kunne Sabrina være et eksempel på Christophers blik in ekstremis: Uden bryster ingen musik? Eller er hun bare et bevis for, at populærmusik og krop (sex) - hvad enhver amatør rock- og soulhistoriker jo har som præmis - hænger sammen som to sider af samme klingende mønt? 

Vi ved således faktisk ikke, om det vi i Natholdet var vidne til, var et helt normalt kritisk eftersyn i overensstemmelse med samtidens (og alle tiders) standarder for musikere i Christophers genre og ikke - hvad jeg jo har ironisk har indikeret - bodyshaming fra en fitnessformet fremtid. Vi ved heller ikke, hvad Christopher ville sige til coveret på Bruce Springsteens ‘Bruce Springsteen & The E Street Band - Live 1975-85,’ hvor en anden markant overarm næppe tilfældigt fortæller noget om kunstneren og musikken. Vi ved bare, at selvom Bruces overarm er en overam fra en anden tid, så vil billedet problemløst glide ind i 20’ernes musikalske ikonografi ligesom Sabrinas poolbilleder iøvrigt også har gjort. Og det er selvom Bruces overarm givet handler om at fortælle noget andet med kroppen end dens velbyggethed. For en anden præmis i musikhistorien er jo, at musikken skal komme et sted fra - den skal være en historie bag skønheden eller grimheden for den sags skyld. Ofte er de grimme stjerner jo langt bedre hjemme i deres kropsfortællinger end de smukke. Som den ellers eklatant floppende (og hvorfor mon det) tredje krop·popstjerne Brigitte Nielsen døbte sit første album: ‘Every body tells a story’ (1987), fristes man til at sige, at ’Some bodies do it better.'

Det jeg forstod var måske, at Christophers overarm er en arm overarm, der ligesom alle andre overarme idag, er i fare for bare at være et relativt argument for noget helt andet, end en overarm. 

Det var Sabrinas bryster også, hvis man lytter til hendes musik. Det vil jeg påstå Bruces overarme ikke var - de var muligvis også et argument for hans potens, men de var (nu skriver jeg “var” …, de er sikkert stadig ganske spændstige) også et billede på den historie og det miljø hans musik rinder af. Måske er overarme idag på paradoksal vis blevet til det de engang skulle bruges til: En slagudveksling mellem mænd af alle slags i alle sammenhænge. Måske er det derfor jeg er så træt af at kigge på dem. Måske er det derfor jeg savner de mere påklædte 50’ere, hvor fortællingerne var mere subtile og præcise. Også dem om kroppen.

https://www.facebook.com/natholdet/posts/3627480357278497

https://youtu.be/8Pa9x9fZBtY

SL·ÆG·TERS GANG

ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

SURE KANINER

Det er oftere et spørgsmål om hvem man kender end hvad man kender til. Og kaniner formerer sig som bekendt hurtigt.

JEG LÆSER PABLO LLAMBIAS OG TÆNKER

 
















Jeg læser Pablo Llambías og tænker
på en kvinde jeg ikke er forelsket
i. Hans sonetter får mig til at for-
stå, at når hun og jeg taler sammen

er det egentlig digte forvandlet
til sprog. Det er mærkeligt sådan at stå
med et begær vakt af en bog og skrevet
tilbage til sig selv. Jeg farer vild i

sprog og virkelighed og frygter kærlighed-
en gør det samme. Han siger der ikke
er forskel på digte og dage og dul-
mende sex, men jeg bruger punktummer som
piller mod vrangforestillinger og
prøver at elske digtenes sprog igen.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fra røven og fulde folk

Det sker man bliver taget med bukserne nede … og hvis man et øjeblik overvejer, hvordan det måtte se ud, så kan man godt blive i tvivl om, hvorfor det hedder sådan. Og ikke fordi det partout skal have disse lumre undertoner, men hvorfor kan man også blive taget på sengen? Og hvis det i øvrigt ikke er rimeligt man er blevet det - hvorfor hedder dét så at rette bager for smed? Den slags beskyldninger kan nemt gå hen og blive en streg i regningen.
Det handler med andre ord om talemåder man nemt og ubesværet bruger og forstår - men måske ikke lige kan forklare. Visse talemåder er nemme at bruge og forstå på samme tid, mens andre bliver nærmest mystiske ved nærmere eftertanke. Eller taler jeg for døve øren, slår jeg i dynen, sælger jeg sand i sahara, giver jeg bagerens børn brød og prædiker jeg for præsten?
Bukser optræder i en række (alle ret gode) talemåder, hvoraf de fleste er nemme at forstå (skide i bukserne, skræve længere end bukserne kan holde, have bukserne på, komme i bukserne på …), men hvorfor er det at blive afsløret i noget forbudt, det samme som at blive taget med bukserne nede? Hvad er det man foretager sig og hvorfor bliver man overrasket? Den mest oplagte forklaring er nok, at de ting man foretager sig uden bukser oftest vil have intim karakter og derfor ikke gerne udføres foran andre(s øjne) - men hvordan dét er det samme som noget kriminelt synes ikke logisk. Jeg er mest fristet til at sammenligne vendingen med ‘at gøre i nælderne’ (hvor man som bekendt skider i brændenælderne og derfor får enden på komedie), fordi faste udtryk gerne refererer til latrinære forhold, og fordi det vil være en oplagt situation at føle sig fristet til lige at skide, hvor man var, uagtet det måske hverken var sømmeligt at gøre eller efterlade dér, hvis vi vel at mærke går nogle hundrede år tilbage i sproghistorien. Den anden mulighed - hvor det er sexakten, som afsløres - tror jeg mindre på, da sex måske nok kræver at bukserne ikke er på, men også har andre mere karakteristiske kendetegn, man kunne forlyste sig med i en talemåde.
Bliver man taget på sengen kan man godt være heldig i ovenstående forstand, men talemåden betyder jo at blive overrasket uforberedt. Helt elementært at sove over sig. Mere udfoldet ligger man dér og bobler når mester, moster eller mor smækker døren op og spørger hvad i alverden og så videre. I den idiomatiske ordbog sammenholder man det danske udtryk med det engelske ‘catch someone on the wrong foot’, hvad der reducerer sovekammerassociationerne ret betragteligt. Samme bog betoner også muligheden for at udnytte situationen - altså man så at sige kan komme til kort, hvis man bliver taget på sengen.
‘Rette bager for smed’ er et udtryk jeg egentlig holder meget af, men føler mig for ung til at bruge (og hvor tit gør man det som 60’erbarn?! så det vil jeg blive ved med ikke at bruge!). Vi bliver i sfæren af urimeligheder og overraskelser, for betydningen af idiomet er som bekendt, at man lader noget gå ud over nogen, som ikke har fortjent det. Her er ikke tale om en fortolkning af noget urimeligt, men et regulært justitsmord eller en fejlbedømmelse. At udtrykket stammer fra engang, hvor håndværksfagene var mere oplagte metaforer end fx maskiner siger sig selv, men hvorfor blev det lige de to, der skulle forveksles? 
Det har sin helt logiske forklaring i Johan Herman Wessels fortælling fra 1789, hvor en lille bys smed havde forbrudt sig mod loven ved at slå en mand ihjel, og derfor selv skulle undgælde med livet. Imidlertid kunne byens bedsteborgere se et (sic vækst)problem ved at miste så vigtig en mand, hvorfor de gjorde dommeren opmærksom på dette. Dommeren betænkte sig, og da han ikke kunne se en paragraf der forbød ham at sige en bager var en smed, og byen havde netop to af den slags - ja så måtte den ene bager lade livet for at byen kunne beholde en psykopatisk (men dygtig) smed. Talemåden er som sådan ikke logisk, men vokset ud af en (arke)typisk fortælling om borgerskab og magtfuldkommenhed. Den kan således sammenlignes med fx udtrykkene ‘ikke at have noget tøj på’ (HCA) og ‘kæmpe mod vindmøller’ (Don Quixote). Det gør det ikke mindre oprørende.
Man kan som bekendt ‘gøre regning uden vært’ - hvad der åbenlyst handler om at slippe så billigt som muligt. Man kan også tale for egen regning - hvad der åbenlyst også betyder man kommer til at betale for det man siger. Men hvis der er en streg i regningen - hvis er stregen så, og for hvem er det et problem?
Betydningen af udtrykket er jo, at der er noget galt; at man et stødt på en forhindring. Og hvis man kigger på den regning man får efter en god middag, eller måske endnu bedre; på sit stamværtshus lige inden man går hjem, så kan man jo godt forestille sig, at der er en streg dér, som hverken bartender eller een selv kan redegøre for. Især da når man véd ordet streg kan henvise til spiritus (‘have en streg på’, ‘få en streg’). Denne formastelige streg er jo ensbetydende med noget, der skal betales for - og hvis man i øvrigt er ved sine tankers fulde brug vil man jo nok anholde den streg som en uventet og ubehagelig forhindring. Jeg synes denne forklaring er sjovere og måske endda bedre underbygget end den umiddelbart oplagte, at stregen henviser til en regnefejl (understreget). Især fordi regnefejlen på enelleranden vis peger på tjeneren/tenderen, som ikke er lige så nem at identificere sig med som kunden. Håber ikke jeg derved rettede bager for smed eller tog nogen i færd med at slå en streg.

Alle overvejelser bygger på fantasi, sund fornuft og sproglig viden kombineret
Endvidere er brugt:
Talemåder i dansk (Gyldendal)
www.ordnet.dk
http://www.udvalgte-ordsprog.dk/johan-herman-wessel

FRÆKKE ORD I MUNDEN

Oralsex

Man hører altid de frække ord. Ligemeget hvem, hvor, hvor lavt og hvornår et 'pik' eller 'patter' slipper over nogens læber, så strækker ørerne og med dem opmærksomheden sig i den retning.  Kan hænde der er en kønslig bias, men jeg vil ikke udelukke kvinders ører har nogle af de samme reaktionsmønstre som jeg. Her følger en liste over frække ord - som pludselig blev mere end det, da jeg kom til at tænke videre over dem. Det turde være unødvendigt at skrive, men vid på forhånd her kan blive tale om obskøne ord og (måske endda) synspunkter.

Blowjob - Det første der slog mig i eftertanken ved dette ord var, at handelssproget fra den branche, hvor man kan købe og sælge sex havde sneget sig ind i privatsfæren. Hvilket i princippet ikke er en ny ting; sprog og begreber vandrer tit fra en sammenhæng til en anden. Det der er særligt ved denne vinkel på blowjobbet er, at der med den seksuelle praksis følger en status-stigmatisering og en økonomisk konstruktion, som kunne understrege nogle kønspolitiske konflikter i præcis denne sammenhæng. Groft sagt kunne det hedde et blowjob, fordi det på traditionel (jeg medgiver også ret fordomsfuld) vis udstiller manden som likvid og kynisk, og kvinden som en seksuelt udbyttet proletar. Det kræver imidlertid to ting: At ordet blowjob typisk bruges af mænd om fellatio, og at ordet 'job' rent faktisk henviser til en ydelse, der skal betales for og har en pekuniær (…) værdi. Af forskellige i den grad for denne blog uvedkommende grunde, må jeg bekende, at jeg ikke ved, om blowjob er en udbredt betegnelse for cunninlingus blandt kvinder. Jeg har mine tvivl, og både ordbog (Den Danske Ordbog) og korpus.dk henviser til noget i retning af "seksuel ydelse, der består i stimulering af penis med munden".
Det er straks sværere med jobbet. Ordet kan have to oprindelser - eller kommer sandsynligvis af begge. I den ene er ordet job dannet af det engelske ord 'gob', som betyder mund - nogle vil genkende det fra udtrykket 'shut your gob'; en ikke særlig høflig måde at bede nogen om at tie stille på. En ekstra mund gør ikke sagen mindre speget, når det handler om blowjobs, men det peger altså ikke på jobbet som job, måske mere noget, der kan give een (undskyld) noget at putte i munden. Det peger den anden oprindelse 'gobbe' nemlig også på. 'Gobbe' betyder 'stykke' (hvad vi jo sjovt nok også kender fra udtrykket 'et stykke arbejde'), og er altså en betoning af, at jobbet en slags enhed, en indsats naturligvis, som vi samlet set igen kan opfatte som årsag til et udbytte, man kan putte i munden, i.e. mad. Jeg tror altså etymologisk set IKKE et blowjob udført i privaten kan eller skal sammenlignes med et job, man betaler andre for at udføre. Det ville dybest set også gøre det usmageligt. Og smag er det i denne sammenhæng helt udelukket at komme ind på. Skulle nogen tænke at etymologi og oralsex ligger så langt fra hinanden, at man ikke kan udelukke nogle mænd finder en vis tilfredsstillelse i at 'få et job' i betydningen 'blive betjent' af en kvinde - det være sig kone, kæreste, flirt men ikke prostitueret - så kan det ikke udelukkes. Men i så fald er det fordi betydningen af job har ændret sig, og det evige luder-madonna kompleks altid vil blande sig, når det kommer til sex.

Lolitadukke - Her falder tanken på, hvorfor denne dukke, som jeg antager ganske almindelige mænd anvender, for at skabe en slags totaloplevelse i forbindelse med masturbation, skal have navn efter en mindreårig pige?! Man kunne endda få den tanke, at alene navnet på denne dukke har perverteret brugerne. Jeg kan måske godt se en slags sammenhæng mellem det noget naive og 'babyfacede' udtryk nogle af disse dukker har, og så Lolita-figuren, men med de seneste års heksejagt på alt pædofilt, er det svært at forstå, man har holdt fast i navnet. Det undrer mig i høj grad også, at et navn fra en af den vestlige verdens mest anpriste romaner har fundet ind i en branche, der ved Gud ikke ellers er kendetegnet ved akademiske referencer og finkultur. Men selvfølgelig kan man forestille sig, at kendskabet til den opsigtsvækkende roman, eller eventuelt efterfølgende filmatisering, er kommet så bredt ud, at en producent har grebet ideen. Det er ikke lykkedes mig at opspore hverken navnets oprindelse eller dukkens ophavsmand - men synkroniciteten mellem romanens udgivelse og starten på dukkens produktion er ikke helt skæv.

Kussemanke - Dette helt fantastiske ord er egentlig mest medtaget for at gøre Dem opmærksom på en ny ordborg på nettet (og som app). På Moths Ordbog kan man nemlig læse om kussemanke, at det …  "kaldes det over Fitten, hvôr hâret sidder." Moths ordbog dækker det danske tale og skriftsprog omkring 1700, og udvider dermed Ord.nets i forvejen enorme historiske sprogbank, som også kan friste med en Holberg-ordbog. Man bemærker her, at man i 1700-tallet åbenbart også var bekendt med fissen - selvom en svensk påvirkning er åbenlys. Men nu vi er i området, kan jeg da fortælle, at ordet 'kusse' bl.a. kommer af 'kude', som betyder hul eller fordybning. 

Vagina - Er jeg den eneste som kan se man har brugt kussens latinske navn i en art anagram, da man skulle døbe potenspillen Viagra? Ikke noget VitaLift eller Penstrong, ingen Hardon eller Erectin. Næh, fisse får man, hvis man spiser denne pille. Måske ikke ligefrem forkert, men heller ikke fri for at være en lille smule misvisende (ahem). På 4-men.org kan man ganske vist finde en mere faktuel og kedelig forklaring, hvor navnet alene blev valgt på teknikaliteter som, at ingen havde brugt det før, det var nemt at udtale og huske og - her vil jeg så indføre ovennævnte overvejelser - at dets ordlyd ingen associationer har til noget. Dette må De kære læser selv bedømme.
Hertil kommer så at jeg (først) for nylig (så hensigten er nok ikke helt indfriet) blev klar over, man på 'Tidens kvinder' havde afholdt en på alle måder interessant konkurrence, for at finde et nyt navn til kvindens kønsdel, fordi "Det er [skal være] slut med at referere til kvindens køn som fisse, mis, kusse og andre mere eller mindre vulgære og negativt ladede navne." Man bemærker jeg her på blokken flere gange har anvendt f-ordet, og vil forhåbentlig kunne gennemskue, hvorfor hvornår. Vinderordet blev 'Gina'. Jo tydeligt (om man så må sige) hentet ud af vagina, men med en mere egenavneagtig, måske endda personificerende (Gina Lollobrigida fx) sound. Det er en gammel kamp i nye klæder. Kan man som den forfordelte selv opfinde en ny fordeling og forvente den kommer til at gå forrest derefter? Onde tunger ville sige, man kunne stikke den slags skråt op. Sagligt set skal man nok (hvad jeg da heller ikke antager Tidens Kvinder har gjort) ikke tage konkurrencen for mere end en kampagne, for en i øvrigt rimelig og relevant sag. For sproget er altid relevant og altid rimeligt medbestemmende i, hvad vi tænker og tror. Fx om et blowjob er mere eller mindre blæs end arbejde, og om en fisse er mere eller mindre end en fisse.

Disse overvejelser har ikke taget stilling til de homoseksuelle aspekter af sagen. Dem kan jeg ikke gennemskue.
Forklaringer på ord og begreber er ikke videnskabelige, men dog udført i respekt og med den glade amatørs indsigt.

[ Tidens Kvinder ]
[ 4 men ]
[ Moths ordbog ]
[ Korpus dk ]

[ Sprogspillet ]

03.04.22 - Ifølge Sprogspillet (hermed anbefalet) kommer blowjob af den sproglige sammentrækning af below + job = blowjob, understøttet af at man på en tid kaldte sexarbejdere for "blowsies." Det var naturligvis den på overfladen mest kyske tid vi kender; Victoriatiden.

10.07.23 - Et god bud på navnet kan komme fra den tyske dukke Bild Lilli, som fonetisk ligger tæt på og konspiratorisk kan kobles til nazisternes produktion af en dukke, der skulle afholde soldaterne fra af besøge prostituerede med kønssygdomme.

EJ, TAL DANSK I HUNDE

War of the words

Guderne skal vide jeg ikke holder min mund ren for utidig brug af ikke-danske ord. Især er jeg slem til at slå tingene fast med sætninger og vendinger fra det angelsaksiske. That's how it goes. There's no way out. It all lies in the eye of the beholder … og alt det crap, som jeg jo kun bruger, fordi jeg tror det øger fokus og greb om pointen. Undskyld, sorry og it will happen again.
Således afladt kaster jeg mig med dobbelt moralsk styrke over fire ord på engelsk, som jeg synes har fundet sig lige lovlig godt til rette i det daglig-danske sprog. Også lige lovlig, fordi de ikke er at finde i den autoriserede ordbog. Det er selvfølgelig et spørgsmål om tid, men måske kan vi stalle dem lidt, al den stund der måske var gode alternativer på dansk.
Lad os høre.

1) Der er for mange ting der 'peaker', når de lige så vel kunne toppe eller kulminere. At noget 'peaker' gør det åbenbart til noget andet, mere, vigtigere eller bare af en bedre (international) kvalitet? Og hvor kommer det fra? Fra udenlandske træningsprogrammer, svenske tøjmærker eller naturvidenskabens høje bjerge? Jeg bryder mig ikke om at peake. Jeg synes det gør min formkurve til et slogan og mit intellekt til noget fra en tv-serie.

2) Jeg kan ikke forstå, hvorfor man giver mere af sin opmærksomhed og sit hjerteblod ved at 'comitte' sig til noget. Man kan ikke engang nyde det eksotiske i ordlyden, for det lyder som et dansk ord, der bor et sted i nærheden af et termitbo og en kommune. Igen får jeg denne paranoia over at den gode danske hengivelse eller dedikation ikke er fin eller dygtig nok. Jeg melder mig sågu ind i kampen mod the commitments! 

'Issues'. Hvad er det med dem? Jeg er godt med på, at det at 'have sine sager' ikke går - hvis man vil sige man har problemer af ikke-cyklisk karaktér, men kunne man så ikke have betænkeligheder, forbehold, noget i klemme, eller slet og problemer, når man var bekymret? Så kunne man have interesser i, øje, blik eller svaghed for, kæpheste eller bare ting!, når det var mere pro-aktivt, som det vist hedder.
Det er især hér, hvor man kan høre, hvordan det udanske ord gnasker gode ord, talemåder og vendinger i sig, jeg bliver bekymret.

Den sværeste til sidst.
For hvornår har De sidst været udenfor Deres 'comfort zone'? Og hvad i alverden skal man kalde dét begreb på dansk? Måske er der her tale om et ord, vi ikke kan afvise, fordi det både vil og kan bidrage med noget nyt?
'Trygge rammer' er vel det nærmeste vi kommer til noget der ér i det danske, men det giver ikke helt samme mening, når man skal ud af sine sine trygge rammer, som når man skal ud af sin comfort zone, gør det? 'Trygge rammer' er ikke på samme måde et tilvalg af det initiativløse og ukampdygtige. 'Trygge rammer' lyder mere af opvækst og familie. En (velment og nødvendig) foranstaltning. 
Kan endog hænde vi har 'undersat' comfort med en lidt for sofalækker lokkende indstilling til livet, for at understrege det kriminelle i at blive dér i comfort zonen, når nu livet byder sig til i luftgynger, togrejser og sex i det fri?

Tre ud af fire. Hvad det siger? Not all bad!

CHERCHEZ LES FEMMES

NÅR BARE RØVEN ER GOD

På halen

Hvis vi (om jeg så må sige) starter i den bløde ende, så kender de fleste til udtrykket 'at få enden på komedie' - det er beslægtet med udtryk som 'at komme i menneskehænder', 'under behandling' eller (sjovt nok) 'at få tørt på', som alle handler om at man bliver belært om de fejltagelser man har begået. Gerne fysisk - hvilket forklarer kropsdelens optræden, da man jo bl.a. kunne give en endefuld, hvis man skulle afstraffe nogen. Det er selvsagt ikke noget man gør i mere. Udtrykket hører til de ældre slags, hvorfor det også hedder ende og ikke røv. Det er i øvrigt håbløst, at man har valgt at betegne noget der befinder sig midt på legemet som en ende, er det ikke?
Der er andre ender i talemådernes sydlige egne - man kan således hænge med enden i vandskorpen, hvis man vender den tunge ende nedad - men her skal det handle om det gode, og yngre ord 'røv', som har gjort mere end almindeligt opmærksom på sig selv henover sommeren. Ikke fordi lige dén legemsdel jo bliver mere synlig i de varme måneder, men fordi sproget pludselig skinnede på den. Mest forunderlig er TopGunns sang 'Du får tilbud', hvor broen "Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / For din røv den set perfekt ud // Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / Baby du ser perfekt ud", kan få een til at tabe både øjne og ører på en dejlig provokerende måde. Jeg skal ikke sige om teksten er ironisk ment (tekststykket er endnu ikke kommenteret på Rapgenius), men indtil andet er bevist, så synes jeg hun skal have lov at have sin kæmpe røv som et attråværdigt trofæ.
I samme afdeling (sic) finder vi begrebet 'røvtogt', der blev omtalt i forbindelse med Rihannas koncert på Roskilde. Her ville en gruppe unge mænd benytte sig af de pressede publikummers intimsfære til at befamle (som det vist hedder med en juridisk term - hvilket er meget passende, da de rent faktisk foretager sig noget kriminelt) unge kvinders bagdele. I denne sammenhæng er det ordet 'togt', der er interessant, da det nostalgisk viser tilbage til dengang, der hverken var dommere eller popmusik, men nok øl og fremmede kvinder. I et beslægtet tilfælde - Beyonces koncert i Forum i maj i år - blev røvtogtet til et 'numse-klap'. Muligvis for at det kunne trække forsider i det offentlige rum. Det er også Beyonce der har opfundet det helt fantastisk uoversættelige begreb 'bootylicious' til sangen af samme navn. Var der nogen der sagde røvlækker?
Selvom denne vinkel på sproget er endeløs (aha!), så slutter vi af med endnu et engelsksproget udtryk: 'Buttbrush'. Men altså taget under vingerne af de danske (…) retailere - butiksindehavere, som så vidt muligt skal undgå at stoppe så mange varer ind på hylderne og gangene, at kvinder ikke risikerer at (om jeg igen så må sige) få røven rørt. Og det ligemeget om det er en søsters baller, en kurv med tilbudsvarer eller en kollegashoppers vogn. For man mister kort sagt lysten til at forkæle sig selv, hvis man oplever der er for meget af een - hvert fald lige på det område.

'Røv' betød oprindeligt 'hul'. Hvad der kan være svært at tage og føle på.

Røvtogt
Buttbrush
Talemåder i dansk
Etymologi

FEM HISTORISKE POINTER MAN IKKE KAN AFVISE

Time after time

1) Som med forskellen på erotik og pornografi, forsvinder den værdi, som penge skal forestille at købe altid.

2) Strafferedskaber som myndigheder opfinder vil borgerne før eller siden ønske at eje og udnytte - og omvendt.

3) Selvom byer siges at ligge, og være anlagt, ved floder af handelstekniske årsager, så kan man ikke afvise, at floderne også har udviklet tanker hos alle store stæders filosoffer.

4) Kastration er alle civilisationers uciviliserede fødsel.

5) Man kan (også) kende et samfund på den måde det behandler sine konger på.

FORMELLE FREUD

Formelig uformel  

Findes der en (pervers) parallel til den freudianske svipser (fortalelse), hvor man så at sige kommer til at tale offentligt i en intim sammenhæng? Og at det er lidt pinligt. 

Jeg medgiver det ikke er oplagt, men vel på den anden side ikke utænkeligt, og måske endda mere tænkeligt, end man regner med - ?

Lad os rigge scenen op:

- To ægtefæller ligger i sengen og kvinden udbryder: Åh! Invester din penis i mit legeme!

Ikke tænkeligt. Ville også skubbe til grænserne for hvad pinlighed er.

- To gode venner sidder og får et par øl på en bar. Den ene siger: Sikke en køn pige, der sidder dernede.

Mere tænkeligt - for her sker svipseren i kraft af en forglemmelse hos den talende. Han glemmer at i denne situation hedder piger 'kællinger' og dernede bare 'dér', fordi han sidder og hænger ud med sin ven. Han glemmer det, fordi han rent faktisk interesserer sig for pigen, og med hende deler et offentligt rum, som han må nærme sig hende gennem, hvis der skal ske mere. Det er bare pinligt at komme til at sige det.

- Måske kan man aktualisere forståelsen af, hvad det vi leder efter med ordet 'prosit'. 

Ordet prosit må siges at være meget formelt - da det er vedtaget gennem mange års brug og konventioner (samt en etymologi vi ikke skal redegøre for her), at sådan siger man, hvis man overværer et nys. I denne sammenhæng er nyset det intime, og udtalelsen af prosit det kejtet formelle. Kejtet fordi de fleste vel synes det både er unødvendigt et gøre den just nyste person opmærksom på, at han nyste, og kejtet fordi det er et fremmed ord at tage i sin mund.

- At bruge den udkårnes fornavn, måske. 

Det kommer selvsagt an på, hvilke vaner man har i sit ægteskabelige/kæresteliv og ditto sprog, men navnet er og bliver i mange sammenhænge en formaliseret beskrivelse af ens person(lighed). Bemærk i hvilke sammenhænge man bruger sin partners navn: Ved festlige lejligheder er man "forlovet med Arne .. derovre", ikke med "min elskede" eller "min skat". Folk der siger den slags er vulgære og overdrevne typer, man ikke tillægger social intelligens. Ved samtale med myndigheder siger man heller ikke andet end det der står på partnerens navneskilt. Det bringer os desværre ikke nærmere på, om der er en udbredt praksis af omvendte freudianske svipsere.

- Nu vi er ved pronominerne, så er omtalen af en person i nærheden som "hun" eller "han", interessant nok udtryk for en uacceptabel og vel respektløs sproglig adfærd. 

Her tilskriver kutymen, at man omtaler den pågældende med hans eller hendes navn (se lidt Christiansborgdebat, hvis du vil have eksempler in extremis). Svipseren her er altså en depersonalisering … anonymisering, som åbenbart er mindre formel end brugen af egennavnet.

- To venner spiser pizza på et pizzaria. Den ene får en ansjos i munden, som han ikke bryder sig om, hvorfor han spytter den ud på gulvet. Hans ven udbryder: Det kan du ikke tillade dig! 

Ikke helt utænkeligt - omend "ad for helvede" eller "dit svin" måske er mere troværdige reaktioner. Ikke desto mindre er ordet 'tillade' spændende, for denne svipser peger på, at den talende ubevidst inddrager et regelsæt (måske endda en opdragelse - som vel også er en formalisering!) for at kunne kommentere sin vens opførsel. Hvorvidt det ér en omvendt freudiansk svipser ved vi først, når den ansjosforladte ven replicerer.

Jeg ser mig nødsaget til indtil videre at lade teorien ligge lidt, og opsøge flere eksempler i felten før freud antitetisk også fungerer formelt.

HORN, HANREJER OG HOREUNGER

eller; HVORFOR ER HOLBERG SÅ OPTAGET AF UTROSKAB?

I mit professionelle virke skal jeg heldigvis jævnlig trækkes med Holbergs tekster. Og forleden slog det mig han kredser en del om de ulykkelige ægtemænd med utro koner. I Barselsstuen er vor aldrende hovedperson meget nervøs for, at hans unge kones sanglærer måske har hjulpet til med mere end at synge. I Jeppe på bjerget, der vel må siges at være Holbergs mest kendte figur, er Degnens 'servicering' af Nilles kødelige behov en åbenlys ydmygelse af det stakkels drog. Og så så jeg senest, at også i hans epigrammer optræder utroskaben - altid fremstillet latterliggørende og hånligt. Som her: 

TIL HR. HORN, DER DØBTE SIN DATTER LYKKE
Din Datter, Horn, du gav i Daaben Navnet Lykke, 
naturligvis fordi hun er et Mesterstykke. 
For du vil dog vel ej fortælle Folk dermed, 
at ikke hver Mand er sin egen Lykkes Smed? 

Jeg benytter mig ikke gerne af den biografiske vinkel på litteraturen - men i Holbergs tilfælde er det svært ikke at hive hans ægteskabelige status frem i denne sammenhæng. Manden blev simpelthen aldrig gift og fik - så vidt vides - heller ingen børn. Dette faktum kan ikke på nogen måde forklare hans forkærlighed for at udlevere de kreperlige kujoner, så meget som ses som en naturlig forlængelse af det. Holberg var jo i samfundsforholdene meget en kvindernes mand - og holdt dem ej heller på nogen måde ude fra hverken roller, overlegenhed eller intelligens i sine stykker. Men noget tyder på Holberg ikke skulle nyde noget af kvindfolk på nært hold.
Skulle hanrejen forklare dette fænomen kunne man forestille sig flere forklaringer: 
- Holberg kunne ikke - som det forfængelige menneske han var (læs en helt almindelig mand) - bære tanken om at få udstillet en maskulin utilstrækkelighed. Så veldrejet denne baron var i alle andre sammenhænge kan vi vel også unde ham en banal svaghed på dette punkt.
- Holberg anså dybest set kvindens mulighed for rent faktisk at blive befrugtet af og føde andre mænds børn som en voldsom provokation af de rationelle og ellers ordentlige forhold han stod for som tænker og kritiker. Denne forklaring afmonterer jo i nogen grad hans ellers feministiske skær - men nægtes kan det ikke, at det er besværligt for et ordensmenneske ikke med sikkerhed at vide, hvem alle menneskers fader er.
- Sluttelig kan man forestille sig en art sammensmeltning af disse to forhold: Hanrejen er en skammelig og latterlig person, fordi han ikke evner at udfylde den rolle han har fået som ægtemand, og ydermere bærer den tort at skulle finde sig i det. Med mindre da han vil ombringe barnet.
Man forstår måske hvorfor Holberg ikke ønskede at risikere noget. Kan også være han var homoseksuel! Har vi noget queer kritik på ham? Vi kunne starte med knæstrømperne og parykken!

Hvorfor det iøvrigt hedder 'hanrej' finder vi lidt af forklaringen på i den altid redebonne ODS, hvor det fremgår, at 'han' er en kort form 'hane' - altså handyr (med fjer). Anden del 'rej' er man ikke sikker på betydningen af, men det antydes - via svensk og norsk - at det kan betyde 'ræd'. En hanrej er altså en mand, der er bange for andre mænd - hvorfor han ikke kan holde dem fra sin kone. Det sætter på en vis kvindekønnet i et lidt mindre grelt lys, selvom man skulle mene hun vel selv kunne holde sig på måtten.

Og hvorfor det hedder 'at få horn', når ens kvinde er een utro vil jeg gerne helt uvidenskabeligt forklare ved denne forklaring: 
Horn er jo ikke kun biologisk bevis på kønnet, de er jo ofte også i overført betydning at ligne med peniser eller fallosser. Når en bedraget mand 'får horn' ender hans uvirksomme og latterligt udstillede kønsorganer et ubrugeligt, men slet skjult sted - i panden. Jeg fornemmer faktisk på Holbergs tekster, at hanrej-statusen ofte netop var båret af en medvidende offentlighed - hvilket man jo godt kan forstå, da det i en vis forstand er dér konen er ham utro. I dag er den slags utugt langt bedre organiseret og skjult … ligesom hornene … med mindre man er til fodbold … og konen er derhjemme!

Sandheden (ODS!) er imidlertid at når man som bedraget ægtemand 'får horn', så gør man det fordi man dengang i hønseavlen (ja, kan hænde man stadig gør det?) benyttede sig af 'kapuner' i hønsegården. Kastrerede haner, hvis sporer man klippede af, og placerede i den (nu impotente og ukrigeriske) hanes kam - og kaldte for 'horn'.

Hvorvidt der ligger en mulig forbindelse i den lydlige overensstemmelse mellem at hore og horn, der igen kan spores til engelske 'horny', som igen kan spores til et mellemøstligt ord for 'en som begærer' skal her være antydet.

ods.dk / etymonline.com / 

ET WOLFGANG TILLMANS-BLIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eller hvordan man får en eneret på et motiv

Selvfølgelig skal man (være snobbet nok til at) kende Wolfgang T., men gør man så det - så ved man, hvad jeg mener, når jeg siger ovenvisende fotografi ligner noget han kunne have taget tilbage i 90'erne. Hans ikoniske stilleben med orkide og vandflaske og andre variationer over samme tema, kombineret med den skødesløst dokumenterende stil har hvert fald bidt sig fast i mine hornhinder.
Man kan godt få noia på engang imellem, når man ikke synes man kan få lov at se på verden uden indblanding af andre øjemenneskers blikke og sanser. Men for det meste er det en ret sexet kalaidoskopisk leg.
Dette blik foranledigede mig dog til at tænke videre over, hvordan man se det er hans blik, der hviler på disse blomster, og ikke fx Mapplethorpes, van Goghs eller Erik A. Frandsens. Selvsagt gør de her nævnte kunstnere brug af meget forskellige materialer og dermed også gengivelser, men derfor er det interessante også, om deres blikke er forskellige - eller det blot er deres sprog?
Der er mange om budet, når det kommer til blomstermotivet (Louisiana havde en rigtig fin udstilling med temaet i forrige århundrede, hvor man måske burde have tænkt disse tanker, men hvad). Andy Warhols blomster og Georgia O'Keeffes blomster vækker jo på ingen måde de samme tanker og følelser i mig - men de er jo stadig blomster an sich. Monets blomster, Bonnards blomster og Magrittes rose i sovekammeret. Matisse og Gauguin. Koons. Er vi egentlig ikke i et motiv, der (med poetisk retfærdighed) kan gøre nøgenmodellen (Q) rangen stridig?
Tag nu Holbeins blomster i dette portræt:

og sammenlign med Tillmans nyklassikere:

 

Hvad er det så han ser, som Holbein ikke så? Hvad betyder gengivelsen for os, der skal kigge den ekstra (forbandende) gang, som kunstneren (den velsignede) ikke skal? Blomsterne bor og gror som blomster, men kunstneren griber og gør noget, som kun de kan med dem.
Tag nu Georgia O'Keeffes (overfortolkede - intet nævnt intet nudged):

 

og sammenlign med Robert Mapplethorpes (som er bøsse før man kan nå at sige plug it):

 

Hvad er det så for forskelle vi opfanger? Og hvorfor kan blomsten fortælle så meget forskelligt, når den nu blot er og bliver en blomst.
Det er en fænomenologisk fangeleg. Og jeg er helt klar over vi leger faretruende nær ved absolutternes banale afgrund: Kunsten hjælper med at afdække virkelighedens mange lag. en blomst er en blomst er en blomst. Et blik er et blik er et blik. Åbenbart.
http://tillmans.co.uk/