Det er næsten flovt at gå til bekendelse på dette sene tidspunkt i et fittnessregime, der har domineret min bevidsthed og kropskultur siden før årtusindskiftet. For af enelleranden grund har jeg vist først nu forstået, hvad det handler om og hvor meningsløst det kan være. Men måske var det, der skulle til, en særlig blanding af noget aktuelt, noget gammelt, noget teknisk, noget populært, noget kønnet og noget je ne sais quoi. Så lad os begynde med den blanding.
Forleden aften så jeg Natholdet på TV2. Det sker jeg håber på det er morsomt og ser lidt af det. Denne gang så jeg det, fordi jeg ikke gad gå i seng, fordi jeg ikke gad der skulle komme en ny dag om morgenen. Ikke et godt udgangspunkt for at more sig, hvad jeg da heller ikke gjorde. Men til gengæld fik jeg noget at tænke over. Aftenens gæst var Christopher Lund Nissen, der lige som en lang række andre musikere er bedre kendt under sit fornavn. I Anders Breinholts program lever man i vid udstrækning af andre mediers og ikke presente menneskers fejl, men der er også nogle hjemmedyrkede indslag, der lægger op til kvikke bemærkninger og gedigen humor. Men seernes indsendte klip er en helt afgørende kilde til programmets popularitet - både fordi det er en væsentlig arbejdsstyrke man har til at gennemtrawle nettet for sig, men også, fordi det giver programmet et folkeligt og demokratisk skær. Noget Breinholts altid redebonne smil og blik understøtter. Nu skulle det imidlertid ikke være en analyse af Natholdets koncept, men en fortælling om, hvordan jeg meget sent i livet forstod, hvad fitness handler om.
Men vi skal altså bruge et klip, som en af Natholdets seere meget passende har indsendt til aftenens show. Det er en liveoptagelse med bandet Dire Straits, der fremfører deres største (det kan og bliver sikkert til stadighed diskuteret) succes ’Sultans of Swing.’ Det morsomme er ligheden mellem orkestrets energiske rytmeguitarist (David Knopfler) og Christopher. Tænkeligt er det musikken (der ikke er popmusik som Christophers), instrumentet (der er Christophers) og især de blonde, boppende krøller, der har tricket seeren, som så måske har syntes den generelle anakronisme og hans ‘smarte' t-shirt har højnet humoren yderligere. Der lurer en venligtsindet mobning i at Christopher ligner en musiker fra en tid han ikke har meget tilfælles med. Christophers kommentar til klippet handler imidlertid ikke om ligheden, men om den afgørende forskel, der er på David Knopflers og hans egen overarm. Faktisk er det det, han er mest optaget af. “Er du gal en tyndarm,” bliver den afgørende replik. Og det er jo ikke morsomt. Heller ikke - skal siges - for Breinholt, der jo nok som seeren var mere optaget af de kejtede ligheder. Det der faldt på plads for mig var, at overarmen helt åbenlyst er vigtigere end guitarspillet og rytmen for Christopher. Og det i forbindelse med en legendarisk liveoptagelse (145.000.000+ visninger) af et legendarisk nummer. Og det i forbindelse med at Christopher er musiker.
Jeg kommer selv til at kigge på overarme, når de er der og det fortaber sig som antydet langt tilbage i tiden, hvornår jeg begyndte at gøre det. Jeg kigger også ofte og håbefuldt på mine egne overarme, som nok mest kandiderer til at ligne David Knopflers anno dazumal. Christopher skal derfor - også i alle andre sammenhænge - være tilgivet. Det handler kun om om ham, fordi han inkorporerer det givet ganske banale hulemandsopdaterede alfahan-blik, der kommer før menneske, maskine og metier. Det tankevækkende er, at selv når man altså hár nogle overarme, der på ingen måde kan beskrives som tyndarme, så kigger man stadig efter dem. Det kan selvfølgelig være, at Christopher konfronteret med sin look-a-like lige ville sikre sig, at på det punkt var han bedre stillet (eller hvad man nu er med store overarme).
Tillad mig en ekskursion til en anden del af kroppen, der måske kan hjælpe os videre. Sabrina (ligeledes en fornavnssanger), storhittede i 1987 med nummeret 'Boys boys boys (summertime).’ Og jeg tør godt sige, at det gjorde hun, fordi hun havde nogle flotte (store) bryster, og ikke var bange for at vise dem frem - særligt i videoen blev de udstillet virkelig vellykket efter den tids gældende standarder for køn og popkultur. Standarder som med tanke på aktuelle sangere som Nicki Minaj, Iggy Azalea og Ariana Grande, måske, når det kommer til stykket ikke er så langt fra vores? Men kunne Sabrina være et eksempel på Christophers blik in ekstremis: Uden bryster ingen musik? Eller er hun bare et bevis for, at populærmusik og krop (sex) - hvad enhver amatør rock- og soulhistoriker jo har som præmis - hænger sammen som to sider af samme klingende mønt?
Vi ved således faktisk ikke, om det vi i Natholdet var vidne til, var et helt normalt kritisk eftersyn i overensstemmelse med samtidens (og alle tiders) standarder for musikere i Christophers genre og ikke - hvad jeg jo har ironisk har indikeret - bodyshaming fra en fitnessformet fremtid. Vi ved heller ikke, hvad Christopher ville sige til coveret på Bruce Springsteens ‘Bruce Springsteen & The E Street Band - Live 1975-85,’ hvor en anden markant overarm næppe tilfældigt fortæller noget om kunstneren og musikken. Vi ved bare, at selvom Bruces overarm er en overam fra en anden tid, så vil billedet problemløst glide ind i 20’ernes musikalske ikonografi ligesom Sabrinas poolbilleder iøvrigt også har gjort. Og det er selvom Bruces overarm givet handler om at fortælle noget andet med kroppen end dens velbyggethed. For en anden præmis i musikhistorien er jo, at musikken skal komme et sted fra - den skal være en historie bag skønheden eller grimheden for den sags skyld. Ofte er de grimme stjerner jo langt bedre hjemme i deres kropsfortællinger end de smukke. Som den ellers eklatant floppende (og hvorfor mon det) tredje krop·popstjerne Brigitte Nielsen døbte sit første album: ‘Every body tells a story’ (1987), fristes man til at sige, at ’Some bodies do it better.'
Det jeg forstod var måske, at Christophers overarm er en arm overarm, der ligesom alle andre overarme idag, er i fare for bare at være et relativt argument for noget helt andet, end en overarm.
Det var Sabrinas bryster også, hvis man lytter til hendes musik. Det vil jeg påstå Bruces overarme ikke var - de var muligvis også et argument for hans potens, men de var (nu skriver jeg “var” …, de er sikkert stadig ganske spændstige) også et billede på den historie og det miljø hans musik rinder af. Måske er overarme idag på paradoksal vis blevet til det de engang skulle bruges til: En slagudveksling mellem mænd af alle slags i alle sammenhænge. Måske er det derfor jeg er så træt af at kigge på dem. Måske er det derfor jeg savner de mere påklædte 50’ere, hvor fortællingerne var mere subtile og præcise. Også dem om kroppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar