Man taler så meget om at forældrene skal opdrage mere og bedre, at der kommer så mange problemer fra den manglende opdragelse. Senest hørte jeg det fra Frankring, hvor der blev appelleret til forældrene til de unge mennesker, der laver optøjer og konflikter med politiet. Hjemligt nævnes den manglende opdragelse igen og igen især i forbindelse med skærmbrug, men også når talen falder på mobning, alkohol, inklusion og jeg havde nær sagt demokrati. Forældrene skal altså også på banen, lyder det typisk, når problemstillinger eller kriser og diverse politisk motiverede sanktionsmuligheder eller lovgivninger har været vendt. Kan man sige det sådan, at det lyder til at den hegemoniske diskurs ikke alene hælder til at der foregår for lidt opdagelse i hjemmene, men jo også at den kan gøre en forskel? Men har nogen gjort sig ulejligheden med at undersøge, om det overhovedet er muligt eller endog ønskeligt at opdrage børn i dag?
Viser opslag med etiketten opdragelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opdragelse. Vis alle opslag
tirsdag den 18. juli 2023
TID TIL OPDRAGELSE - TID TIL OPDAGELSE
Disclaimer: Jeg tænker og skriver som forælder, skolelærer og moralist. Stop her, hvis ikke du vil opdrages på.
Tabet af sund fornuft er en af de helt store katastrofer i udsynet fra de frelstes grundfæstede borg. Hvordan kan de unge dog undgå at vide, hvad der er almindeligt kendt og accepteret. Hvorfor er de dog ikke bedre til at drikke mindre, læse op på tingene, være bevidst om kausalitet, gennemskue kapitalismen, forstå at man høster som man sår, ligger som man reder, får løn efter fortjeneste?! Nu må forældrene se at komme på banen!
Det sproglige fraset (som mange år som sproglærer har lært mig er så flygtigt og sårbart, at man ikke skal forvente selv personer over tredive ved, hvad snusfornuft er), så er sund fornuft ikke noget man opdrager sine børn med eller til. Det er noget man oplever sammen med dem eller udsætter dem for, og oplevelser er ikke, hvad de har været. Hverken i omfang eller karakter. Den fælles refleksion (mesterlæren) ej heller. Oplevelser skal helst være overskuelige, afmålte, perfekte og æstetiske. Ikke uventede, besværlige, korte (eller alt for lange), mystiske, usynlige og udenfor kategori. Ferier, hvor oplevelser jo oftest forekommer er til hygge og velvære. Afstresning og hvis der et tale om stressning eller udfordringer, så er de stadig kontrollerede, betalte på forhånd og med aftalt sluttidspunkt. Der er ikke oplagte benspænd, hvor der skal vurderes eller planlægges om igen. Ingen sjusning, ingen trial and error, ingen anden vej.
Familien er det vigtigste. Det siger alle, der har en som de er glade for (der er markante undtagelser - også flere end man kan bagatellisere dem - men i denne sammenhæng er det diskursen, det handler om, så tilgiv mig). Der er ingen, der siger der er noget vigtigere end den - om det er børnene, konen, kæresten, mor og far og slægten fristes man til at frygte. Intet arbejde, karriere, kald eller nogen pligt er vigtigere end den. Så selvfølgelig skal der ikke kastes grus i den. Selvfølgelig skal vi kunne være sammen og hygge. Bare være og vide, der ikke er noget, der kan eller skal forstyrre os i vores trygge, veludviklede harmløse samvær. Der er jo ikke tid til det i det daglige. Det er i ferier og fritid vi gør afbigt for det travle liv i skoler, på job og med interesser. Vi skal ikke lære nye ting om os selv og hinanden. Vi skal ikke teste teorier eller reaktionsmønstre, vi skal ikke fare vild eller bliver uvenner. Vi skal bare være på det udviklingsstade vi nu engang er på - for familien er det vigtiste og det vigtigste må ikke være det værste. Det værste er her den uvidenhed og usikkerhed, der fører til at fornuften skal aktiveres. Vi har ikke tid til ikke at have det godt, når vi har så travlt med at kunne have det godt, når vi har fri.
Opdragelsen stopper når børnene kan klare sig selv, kan man sige. Faktisk er det nok blevet (se også flertalsmisforståelser) den bedste opdragelse - og dér den såkaldt sunde fornuft er endt - at man selv skal finde ud af det, gøre det, leve det og være det, og når så man er hjemme, så skal der ikke arbejdes med bedømmelser, evalueringer og forsøg. Det er hele verden jo fyldt op med. Men pottetræning, gode manerer, syntaks og hygiejne er ikke 1:1 = sund fornuft. Der er overlap, bevares, men sund fornuft florerer først og fremmest i socialt samvær og interaktion med en uterlig fysisk omverden, der ikke gør eller er det man forventer. Den stiller krav, den brænder, den vender ryggen til en, den giver kvalme og stiller gåder. Den går ikke til tiden og den tager din tid. Dét besvær er opdragelse. Det besvær skal man som forælder og familie omfavne. Der er endda også chancer for vi forældre kan lære noget og blive opdraget lidt og modsat den selvforvaltende opdragelse er den bedste opdragelse den, hvor man kan se, hvad sund fornuft er in vivo hos nogen, der prøver sig frem.
Jeg skal undlade er folde konsekvenserne ved at overlade opdragelsen til det digitale univers, hvor moral og etik er fiktive begreber og fornuft ikke findes som andet end rationaler og strategier ud, men samlet blot pege på, at jo mere vi overlader problemerne til individerne at løse, jo sværere og mere udbredt bliver de.
Det er med andre ord ikke forældrenes skyld, at børnene mangler opdragelse og sund fornuft. Kun i den udstrækning, at vi har fjernet den del fra fællesskabet ved at presse familierne med arbejde og kår, der ikke levner plads eller lyst til at tage kampene med opdragelsen og eller tilgrænsende dannelsesaktiviteter. At der findes et begreb som kvalitetstid er rammende; for dels peger det netop på, at den tid man har i sin familie med fokus på familien er blevet et koncentrat (som olie, karat eller kunsttryk), fordi der er så lidt af den, men også betydningen af den vigtigste tid, der jo er, at man skal have en dejlig, konfliktfri og hyggelig tid sammen, uden forstyrrelser. Og altså uden opdragelse af børn og forældre.
God ferie.
Etiketter:
antropologi,
bedrevidenhed,
børn,
egne erfaringer,
etik,
familie,
ferie,
ferieminder,
helligfrans,
historie,
industri,
mral,
opdragelse,
Tid,
travlhed,
voksne
torsdag den 3. juli 2014
BORDSKIK
Etiketter:
barndom,
børn,
kultur,
Mad,
morgenbord,
opdragelse
onsdag den 21. december 2011
STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER
Spank-up straight
Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.
Etiketter:
analyse,
Emma Gad,
familie,
kultur,
moral,
opdragelse,
sandheder,
stand-up,
tanter,
traditioner
tirsdag den 5. oktober 2010
Aaaauuuuuuuhhhhhhh!
Man skal aldrig skue ulven på luven
Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"
onsdag den 30. juni 2010
Fra klovn til kejser

Efter at have mødt og studeret og reflekteret over en lang række typer som Frank (Hvem), Homer Simpson, Family Guy, Jan Krabbe og senest den ubetvivlelige taber Napoleon Dynamite og hans familie, er jeg ikke længere i tvivl: Taberen er endt som vinderen.
Hvad der engang var udstilling, hån og selvforsikrende latter er endt og vendt til nørdens sejr over den almindelige mand og det normale liv. Hvad der engang var udtryk for formørkelse, umodenhed, pinlig social ubevidsthed og perversitet, er nu blevet symbolet på den ultimative eners fokuserede gennemtrufning af selvet - i hvad stand det end måtte være: Verden er ikke noget der omgiver mig'et som normskabende miljø, verden er den bod i tivoli, hvor man ubehjælpsomt vælter dåser ned fra hylderne med en bold, og ender med en præmie.
Præmierne i tivoli er i øvrigt ikke dårlige eksempler på forholdet mellem taber og vinder i denne sammenhæng: Når man møder een eller anden med en lyserød stofkanin i halv legemesstørrelse ser det latterligt ud - men man kan ikke nægte det meget tydeligt også signalerer en vinder.
Hvad der har bestemt at vi er endt hos den enøjede, bigotte, øllede og rent ud uintelligente type i evige søgen efter en helt vi kan holde ud og måske endda elske, skyldes en række forhold. Noget kan tilskrives den vedvarende postmoderne tilstand af værdifluktuation og deraf følgende vildtskydende ironi, noget kan sikkert tilskrives et (ikke og aldrig helt europæisk erhvervet) oprør mod den politiske korrekthed men altafgørende tror jeg er valgets vildrede. De mange valg (et andet postmoderne grundvilkår), som vi gang på gang hører bringer mennesket i eksistentiel krise - ikke den klassiske eksistentielle krise, hvor livets tomhed åbenbarede evner og behovet for et værdisættende valg, men den moderne eksistentielle krise, hvor livet alene og hele tiden byder sig til som valg, og man er SÅ klar over det. Vi er næsten endt i en valgets tomhed, fordi bevistheden om, at ethvert valg rummer fravalget og dermed noget tabt og for evigt intet.
Her er det så idiotiet træder ind. Giv mig dumhed og enkelhed. Giv mig færre muligheder - om det så skal ske gennem intellektuel impotens. Giv mig et liv, hvor jeg véd mindre end jeg gør nu! Gid jeg var Homer! Homer kan fordi han ikke ved andet tillade sig at nyde livets enkelhed. Homer kan ikke se og ikke vide andet og bedre end lige nøjagtigt det han vil og er optaget af. Hans horizont udgøres af det sparsomt bevoksede kranium for oven, og den velpolstrede vom for neden. Homer og alle de andre idioter har tilmed den fordel af at være tydelige skabninger! Heller ikke teodicékonflikter skal de bakse med - og deres guder viser sig i deres hellige enfold, som vi så kan tilbede som en uopnåelig konstruktion.
Ja ha ha! Godt jeg ikke er som Jan Krabbe, der komplet formørket savler over sin egen klippefaste tro på at han bestemmer verdens indretning - men det er jo det han gør, og det er det, der gør ham så sej. Det er Krabbes fokus på sine egne øjnes sandhed og hans urokkelige tro på sine egne evner, der gør ham til en helt. Det samme sker når Napoleon Dynamite rider ind på den hvide hest midt i kompletnar-broderens bryllup med den underskønne sorte kvinde, så er det for at vise klovnens endelige sejr: De latterlige klicheer, attituder og selvsikre gestus er kun mulige, hvis man ikke ved, at man er en taber. Og hvis ikke man ved man er en taber, hvad ved man så andet end, at man er en vinder? No shit.
Hvis man (konservativt) ønsker at møde en psykopat uden forsonende træk vil jeg henvise til den nyligt oversatte grafiske roman "Jimmy Corrigan - verdens klogeste dreng" af Chris Ware. Her kommer det syge tydeligt frem - ikke mindst fordi bogen skildrer den kraft kombinationen af dumhed og ondskab rammer sine helt uskyldige 'bystanders', som sønner og døtre, med. Her kan man tale om en anden gennemslagskraft end den medierne har. Hvad er et ødelagt menneske andet end et aftryk af en undertrykker.
mandag den 23. november 2009
Opdragelse er historie
Dårlig opdragelse kan skyldes mange ting - i disse tider er man næsten entydigt efter forældre som mere eller mindre skyldige står som årsagen til den dårlige eller helt manglende opdragelse hos små og store børn (lyt til linket fra Netværket, en anbefalelsesværdig udsendelse, læs Henrik Jensen eller Johannes Andersen for videre provokationer). Jeg tænker imidlertid også det værdisæt som mange af de små og store børns forældre fik givet, intravenøst eller mere mentalnervøst tilbage i de glade 60'erene må spille med. Oprør er som regel en god ting - og så er det lige meget om det er aktion eller reaktion i min bog - så længe dialektikken spiller så kommer vi videre i teksten. Så på samme måde med 68'ernes opgør med nogle af de mørke mænd (men ikke lige Hr Thomsen i sparekassen i Store Heddinge!) og de mange stive retningslinier - God bless! Desværre tror jeg realiseringstanken ikke alene nu er så velnæret og gennemkneppet på samme tid, at det er svært ikke at se andre muligheder - den gør sig også gældende i opdragelsen af 68'ernes børnebørn - som jo, af gode grunde ikke rigtig har noget at skulle realisere sig selv op MOD. Dels fordi det er de da ikke gamle nok til, dels fordi der ikke nogen steder er nogen der siger de bare har aldrig nogen sinde at komme på den sindssyge tanke at de da skulle være noget og nogen ...Så hvad går man så som forælder? Giver den mere af det samme? Ja. Realiser dig mere, hurtigere, bedre bare gør det før de andre når det - get in front, not in line - køer er dårlige. Og så har vi en slags perversion. Som man også kan kalde dårlig opdragelse, for nu ikke at ryge ud i darwinistisk overdrive. Men hvis man skulle være i tvivl: Det vi har brug for - vi oldschool dialektikere - er mere pli, mere orden, flere standarder og mere enighed - ja, mere konsensus. Fællesskabet kan ikke dannes på at man enige om at man kun er sig selv.
Etiketter:
68,
børn,
dialektik,
opdragelse,
pli
Abonner på:
Opslag (Atom)





