Haiku mareridt

På den anden si-

de af natten sad det og

var ikke morgen

Fra klovn til kejser

Efter at have mødt og studeret og reflekteret over en lang række typer som Frank (Hvem), Homer Simpson, Family Guy, Jan Krabbe og senest den ubetvivlelige taber Napoleon Dynamite og hans familie, er jeg ikke længere i tvivl: Taberen er endt som vinderen.
Hvad der engang var udstilling, hån og selvforsikrende latter er endt og vendt til nørdens sejr over den almindelige mand og det normale liv. Hvad der engang var udtryk for formørkelse, umodenhed, pinlig social ubevidsthed og perversitet, er nu blevet symbolet på den ultimative eners fokuserede gennemtrufning af selvet - i hvad stand det end måtte være: Verden er ikke noget der omgiver mig'et som normskabende miljø, verden er den bod i tivoli, hvor man ubehjælpsomt vælter dåser ned fra hylderne med en bold, og ender med en præmie.
Præmierne i tivoli er i øvrigt ikke dårlige eksempler på forholdet mellem taber og vinder i denne sammenhæng: Når man møder een eller anden med en lyserød stofkanin i halv legemesstørrelse ser det latterligt ud - men man kan ikke nægte det meget tydeligt også signalerer en vinder.
Hvad der har bestemt at vi er endt hos den enøjede, bigotte, øllede og rent ud uintelligente type i evige søgen efter en helt vi kan holde ud og måske endda elske, skyldes en række forhold. Noget kan tilskrives den vedvarende postmoderne tilstand af værdifluktuation og deraf følgende vildtskydende ironi, noget kan sikkert tilskrives et (ikke og aldrig helt europæisk erhvervet) oprør mod den politiske korrekthed men altafgørende tror jeg er valgets vildrede. De mange valg (et andet postmoderne grundvilkår), som vi gang på gang hører bringer mennesket i eksistentiel krise - ikke den klassiske eksistentielle krise, hvor livets tomhed åbenbarede evner og behovet for et værdisættende valg, men den moderne eksistentielle krise, hvor livet alene og hele tiden byder sig til som valg, og man er SÅ klar over det. Vi er næsten endt i en valgets tomhed, fordi bevistheden om, at ethvert valg rummer fravalget og dermed noget tabt og for evigt intet.
Her er det så idiotiet træder ind. Giv mig dumhed og enkelhed. Giv mig færre muligheder - om det så skal ske gennem intellektuel impotens. Giv mig et liv, hvor jeg véd mindre end jeg gør nu! Gid jeg var Homer! Homer kan fordi han ikke ved andet tillade sig at nyde livets enkelhed. Homer kan ikke se og ikke vide andet og bedre end lige nøjagtigt det han vil og er optaget af. Hans horizont udgøres af det sparsomt bevoksede kranium for oven, og den velpolstrede vom for neden. Homer og alle de andre idioter har tilmed den fordel af at være tydelige skabninger! Heller ikke teodicékonflikter skal de bakse med - og deres guder viser sig i deres hellige enfold, som vi så kan tilbede som en uopnåelig konstruktion.
Ja ha ha! Godt jeg ikke er som Jan Krabbe, der komplet formørket savler over sin egen klippefaste tro på at han bestemmer verdens indretning - men det er jo det han gør, og det er det, der gør ham så sej. Det er Krabbes fokus på sine egne øjnes sandhed og hans urokkelige tro på sine egne evner, der gør ham til en helt. Det samme sker når Napoleon Dynamite rider ind på den hvide hest midt i kompletnar-broderens bryllup med den underskønne sorte kvinde, så er det for at vise klovnens endelige sejr: De latterlige klicheer, attituder og selvsikre gestus er kun mulige, hvis man ikke ved, at man er en taber. Og hvis ikke man ved man er en taber, hvad ved man så andet end, at man er en vinder? No shit.
Hvis man (konservativt) ønsker at møde en psykopat uden forsonende træk vil jeg henvise til den nyligt oversatte grafiske roman "Jimmy Corrigan - verdens klogeste dreng" af Chris Ware. Her kommer det syge tydeligt frem - ikke mindst fordi bogen skildrer den kraft kombinationen af dumhed og ondskab rammer sine helt uskyldige 'bystanders', som sønner og døtre, med. Her kan man tale om en anden gennemslagskraft end den medierne har. Hvad er et ødelagt menneske andet end et aftryk af en undertrykker.

Godt og slidt

Hvordan ser et ondt menneske en film, hvor helten vinder? Hvem holder man med, hvis man selv lever af at forvolde andre ondt? Gider man overhovedet åbne for fjernsynet? Hvilken voldtægstmand læser romanen om smadrede liv og hvilken psykopat tager de bloddryppende morderportrætter til sig, for blot at se dem udraderet eller fængslet? Hvilken spekulant bliver stimuleret af billedkunstens foragt for pengene og det kommercielle vakuum? I sig selv er spørgsmålet stimulerende - men det bliver endnu mere tankevækkende, når man overvejer, hvordan det stiller kunsten. For kunsten portrætterer jo altid det onde og forkerte, for at vise vejen for det gode og sande. Ondskaben er aldrig skildret som valgmulighed eller svar, men som et vildspor og en smerte, der skal besejres og lægges bag den person som tilegner sig kunsten - enten via rollemodeller i værkerne eller gennem reflektionen.
Selvsagt findes ondskaben udenfor kunsten, men når det angår os (ikke-onde) som tager kunsten til os, jo langt fra i samme skala som vi møder dem i kunsten - hvad enten det er hos Francis Bacon, Brett Easton Ellis eller Quentin Tarantino. Hos os handler det typisk om hverdagens miniatureondskaber: Egoismen, begæret, den smerte vi godt ved vi forvolder andre, berigelsen og den manglende evne til at se sit eget format i øjnene.
Så det indlysende i, at ingen rigtigt onde mennesker vil se på de moralske kunstværker, betyder lige så indlysende, at det er meningen vi skal se de onde som billeder af os selv. Spørgsmålet er om det er det vi gør? Spørgsmålet er om vi ikke altid vælger helterollen og aldrig for at øjeblik lader os føre med af skurken, som jo er den vi på mange måder bør tage udgangspunkt i.
Lad os for et øjeblik prøve at vende tingene om: Et ondt menneske beslutter sig for at lave et kunstværk kun onde mennesker gider tage til sig. Så ville de de gode blive fremstillet så lallende, intetsigende, happy-go-lucky-gode, at enhvert godt menneske ville droppe dem som håbløst naive og uinteressante, dømt-til-et liv-i-tomhed-karakterer. De onde hovedroller derimod ville derimod fremstå som kompetente, handlekraftige og ikke mindst helstøbte figurer - som så i dette tilfælde ville reklamere og garantere for ondskab i enhver form.
Spørgsmålet er om det onde skal fremstå som en realitet kunsten beder os abstrahere fra - og abstraktionen netop er det kunsten kan motivere og generere som sit særlige sit, eller kunstens fremstilling af det onde er en - harmløs fordi det kun er en æstetik, men dog stadig faktisk - fremstilling af det onde vi alle bærer i os, som potentiale eller erfaring? Afgørende er under alle omstændigheder at kunsten ikke kan være interesseret i den ondskab som findes uforanderlig hos de onde mennesker, som lever i vort samfund.
Hvis man skulle være i tvivl så synes jeg den aktuelle nær-kvalme-krimibølge giver et godt billede af misforholdet mellem det faktuelle antal af forbrydelser og politifolk og så de tal etaten må notere sig.