Spis noget til
Det er jo ikke hverken svært eller mystisk at bruge talemåder som (ikke at have) ‘salt til et æg’, synes om en fyr han er en ordentlig ‘bøf’ eller en pige, at hun er en ‘lækker steg’. Vi har heller ikke udfordringer - som sådan - med at 'slå større brød op, end vi kan bage’ eller få serveret ‘en tynd kop te’. Som det fremgår er madvarer en yndet gruppe til vore faste vendinger - helt sikket fordi, som andre emner, der også dominerer idiomerne, mad er sanseligt og nemt at oversætte.
Der er imidlertid en lille gruppe vendinger, jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor vi siger. Jeg - og givet også De, kære læser - forstår til fulde betydningen af at ‘klare ærterne’, ‘hvile på laurbærrene’ og 'være en hård banan’. Men hvorfor siger man sådan?
At klare noget kan betyde adskillige ting: At ‘gøre klar’ til afgang, start eller anden aktivitet. At komme ‘udenom’ eller forbi problemer; overomme udfordringer. At ordne, fikse, reparere eller ændre fra en tilstand af dysfunktion til det modsatte. At lysne, gøre gennemsigtig eller på anden måde (igen) ændre fra een tilstand til en anden. Alle betydninger kan være relevante, da ærter som bekendt kan ankomme til køkkenet i både bælge eller form af tørrede. Og man kan derfor godt se det hensigtsmæssige i, at de skal ‘klares’, for at kunne blive til at spise. Indsatsen i at bælge en pose ærter står bare ikke helt mål med den indlejrede betydning af talemåden. Hvis nogen har klaret ærterne, har de ikke ordnet en bagatel, vel? Så her er det mere oplagt at se på, hvordan man virkelig kan blive udfordret af frøene. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan talemåden være kommet fra netop besværet med at få de tørrede ærter kogt igennem - altså noget man må antage har taget lang tid, og derfor naturligt må have sneget sig ind i den daglige tale i køkkenregionerne: Er ærterne klaret? Underforstået; så vi kan komme videre i menuen. Et mere nutidigt eksempel på slowfood finder vi med kikærterne, der som bekendt skal stå i blød i et døgn, og altså også skal klares, hvis man vil lave sig en hummus fra bunden.
Hvis man hviler på laurbærrene svæver man i overhængende fare for at blive en badebillet … et udtryk vi må tage op en anden gang. Laurbærrene er ensbetydende med sejre - det ved vi, mere eller mindre instinktivt, når vi genkalder os billeder og logoer, hvor laurbærkransen kranser denne eller hin sejrherre: Ole Olsen (speedwaysporten har en udtalt forkærlighed for store kranse), Fred Perry (der notorisk brand-mærker sit tøj) eller Julius Cæsar (der blot bar den som diskret pandebånd). Talemåden beskriver altså metaforisk, at man sætter sig (for godt og mageligt) til rette på sine egne sejre, hvorved man dels gør sig til offer for selvforherligelse (badebilletten) og/eller kan blive stødt fra tronen af mere ærgerrige rivaler. Så vidt så godt - eller skidt. Men hvorfor laurbær? Hvad er der lige ved dét træ, hvis bær i øvrigt sjældent optræder og hos visse arter ligefrem er giftige? Så vidt jeg kan se er der to mulige spor - som meget vel kan være eet, men det kan ikke bekræftes.
‘Laus’ betyder på latin hæder og anseelse. Man kender det fra sammenhænge, hvor man kan dimittere 'cum laude' – med ros, 'magna cum laude' – med stor ros eller 'summa cum laude' – med største ros. Forstavelsen lau- er således hjemme - og planten hedder da også på latin ‘laurus’, hvilket for en ikke-gennemskolet latiner kunne være tæt nok på, til at være en forbindelse. Men leder man videre bliver forbindelsen mellem træet og hæderen dog også mytologisk funderet. For den (intellektuelle og åndelige) græske gud Apollon fik i antikken tilskrevet træet som sit, fordi præstinderne i Delfi - dér man kunne få oraklet til at svare, ved De - spiste dem, for bedre at kunne modtage beskeder fra netop denne altseende og alvidende gud. Mytologien bunder som altid oprindeligt i liderlighed, for da bemeldte Apollon på et tidspunkt efterstræbte nymfen Daphne, forvandlede hun sig til en laurbærbusk, af hvis blade han så lavede en krans til sit hovede - vi lader billedet stå et øjeblik (mens vi ser en parade af laurbærkransede kejsere, studenter og sportsudøvere defilere forbi, og ikke tænker på Freud).
Bananen er nok den mest interessante fødevare i denne sammenhæng. For hvordan i alverden ender dette udtryk i munden på mennesket? Talemåden skal måske lige vendes; for en hård banan er jo en type, der ikke let lader sig skræmme eller intimidere. En person som kan stå for et vist pres. Om vedkommende er mere eller mindre hård end den hårde negl og den hårde hund er nok op til den enkeltes sproglige praksis (i.e. alder), men vi er nok trods alt ikke i kategorien ‘kynisk satan’. Med den hårde banan som udtryk er der (mig bekendt) ingen forklaringer at finde på udtrykket. Der findes beslægtede sløve bananer og man kan såmænd også gå bananas - men årsagen til denne eksotiske frugts togt ind sproget er ikke til at finde. Så her er banen fri til sproglige spekulationer.
Først overvejede jeg om netop bananens transport kunne være nøglen - altså at de læsses og (især) losses i havnemiljøer, der som bekendt huser hårde og stærke typer - så en havnearbejder kunne måske på et tidspunkt have fået tilnavnet ‘en hård banen’, men mon ikke det ville være blevet dokumenteret/registreret? Jeg må huske at spørge en havnearbejder næste gang jeg møder en. Så er der selve frugten (som egentlig er et bær - men det må man læse om andetsteds), der som bekendt kan blive meget overmoden og blød, under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Dette giver den hårde banen en særlig status som udholdende og modstandsdygtig, hvad der naturligt nok kan være blevet til en god og forståelig vending i sproget. Problemet her - og i det hele taget med bananen - er, at den er ganske ung i det danske køkken. Faktisk kom den først hertil omkring 1900, og sprogligt set burde anvendelsen af dens ord egentlig være veldokumenteret, hvad det ikke er. Bortset selvsagt fra i slangordbogen, hvor der er mange bananer - heraf især een, der kunne være relevant. Nemlig som et andet udtryk for penis. Ja. Det er ikke det mest anvendte jeg kender, men hører man nogen sige om en fyr, at han har en vældig banan, så er man selvsagt ikke i tvivl om, hvad der hentydes til (også her ville undtagelsen, der bekræfter reglen være sjov at kigge på). Jeg vil lade det være op til Dem, kære læser, at vælge hvorfra udtrykket ‘at være en hård banan’ er kommet, og med Freud stille fejlcitere; at nogle gange er en banan bare en banan, nogle gange er en krans bare en krans og nogle gange skal man bare klare ærterne uden så mange omsvøb.
Sex og mad er og bliver faste medlemmer i talemådernes klub. Velbekomme.
Fortolkninger og bud dannet på baggrund af research, fornuft og god fantasi og således ikke videnskabeligt holdbart.
