JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN

Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer

Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.

Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?

Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?

Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.

Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

BOMME, BØFFE, SLIKKE

I denne uge disse ord på min hinde

Der er en yndig logik i at man prøver at 'bomme' nogen for fx en smøg, da ordet er afledt af det engelske ord for vagabond‚ 'Bum', det tyske 'bummeln' som betyder at 'vandre' eller bare en bums på dansk. Dette på mange måder charmerende folkefærd ernærer sig jo (ideelt set) som munke alene ved at tigge og tro på andres godhed og nåde. Overvej eventuelt næste gang De ser en HUSforbi sælger, at det er en mulighed for at De kan vise Deres storsind, og ikke for sælgeren at få penge til … hvad måtte tro han skal bruge dem til.
Interessant er det så, at ordet bomme også kan betyde at 'misse' - som 'ramme ved siden af'. Her er ordet imidlertid afledt af ordet 'bum!', som er et onomatopoietikon for den lyd et skud siger. Hvordan lyden af et skud er lig et fejlskud forstår jeg dog ikke; det er da svært af vide, om man på forhånd har ramt ved siden af? Måske ligger slægtskabet i at man heller ikke kan vide om man rammer, når man tigger, eller også kan vi opfinde en forklaring ved at lytte til en bøf.
For hvorfor hedder en fejl nu en 'bøf', når der for det første ikke er noget galt med en bøf, og en fejl for det andet sjældent er spiselig? 
Det hedder en bøf, fordi man både kan begå en fejl OG franarre nogen noget, når man 'bøffer'. Man vil måske kunne huske udtrykket fra mediernes uskyldige ungdom, hvor man hvert år ved juletid fik kavalkader af 'bøffer' fra radioavisen eller tv-udsendelserne, ligesom man vel kan genkalde sig udtrykket ' at blive bøffet for en tyver'. At ordet lige blev 'bøf' kan man kun gisne om. Måske har det noget med dets lydlige associationer at gøre - ø'et har det med at dukke op i allehånde skøre sammenhænge, måske er bøffen bare et godt billede på noget, der kan se meget forkert ud i den rette (forkerte) sammenhæng. Jeg minder om, at det også hedder en 'beef' på engelsk. Sluttelig er bøffen måske ikke et ueffent billede på en kriminel kleppert? Under alle omstændigheder deler 'bomme' og 'bøffe' altså det fællesskab, at de begge to har to betydninger, som faktisk er modstridende - det er vel en slags sammenhæng, uden det er en direkte forklaring.
Ugens mystiskeste ord er betegnelsen 'slik' for de søde sager man har for (u)vane at spise. Hvor mange andre ord kender De måske, som betegner en genstand med det man gør med den? Et køretøj? Tjah, bum, bum - ikke egentlig. En klemme er ikke helt ved siden af, men dog stadig et instrument. Der ikke mange mærkevarer, om jeg så må sige - ikke mange objekter der hedder noget man gør: Der findes ingen klø, svede, sparke eller stikke. Ikke uden de får genstanden vedhæftet: En gåcykel, et kradsebræt, et tyggegummi o.s.v. Eneste undtagelser finder vi hos værktøjerne, som logisk nok præsenterer denne sproglige konstellation i rigt mål: En høvl, en sav (som man dog vist skærer med - så er skær da), en hammer og et bor. Men taler vi om navneord, der ikke betegner værktøjer, så er og bliver slik en unik beskrivelse af en genstand. Jeg er pinligt bevidst om at vi bevæger os på kanten af noget lummert, men jeg skal gøre mit bedste for alene at snakke om slik.
Der kunne ligge en semiotisk sandhed i, at netop dét ord for dén genstand er så simpelt et match, da netop slik hører til den barnlige del af virkeligheden - inklusive sproget. Der er med andre ord en ret uhindret forbindelse mellem tegn og indhold, for så vidt man anerkender, at verbet slikke ikke er arbitrært. Igen fristes man til at lytte til ordet, og med en vis tilfredsstillelse (…) konstatere det nok ikke er helt ved siden af. Etymologisk bevæger vi os faktisk i flere sammenhænge netop dér - tænk på lyden af den den tynde lerblanding (slikker) man bruger til keramik, eller forestil dem lyden af små bølger, der slikker strandkanten eller molen. Desværre for denne ekskurs er den egentlig etymologi nok knyttet til betydningen 'en slik', som 'en smule' - da man jo netop sjældent får store mængder slik. Eller rettere fik. For jeg skal da lige love for der er blevet stillet på mængde- og målforhold i netop dén branche indenfor det seneste. Biografen ligner mere end nogensinde noget fra Dantes inferno, hvor folk tvinges til at spise og drikke sig gennem deres egen grådige understregning af, hvor fedt de vil gøre det for sig selv.
Jeg foretrækker dog den første forklaring, og kunne fx argumentere for den ved at inddrage begrebet spytslikker, da enhver jo ved det kræver mere end en smule spyt, hvis man vil opnå noget med sin fornedrelse.
Deres ydmyge tjener.

Forbindelser mellem ord er alene udtryk for fantasi - ikke forskning

Gyldendals Etymologi og Fremmedord
Webster's New World Dictionary
ordnet.dk

Isbjergteknikken - ispindteknikken

Pindebrænde


Med den succes som Helle Helle oplever for tiden, og den deraf følgende hypede isbjergteknik/minimalisme, som ikke mindst dominerer litteraturfeltet og -snakken hos store og små, må det være på tide med et fokusskift og noget nyt at putte i munden; Carver, Hemingway og Herman Bang-bolsjerne er forsuttede og fascinationen af at kunne sige et avanceret -ismeord skal tales imod. Fascinationen af at kunne sige og vide isbjerget er en metaforisk gengivelse af en LITTERÆR TEKNIK! har nu givet så mange våde pletter på forsiden af folks bukser, at jeg har brug for noget nyt at snakke litteratur med. Jeg har nemlig også en mistanke om, at begrebets styrke og fascinationskraft både trækker en bestemt slags litteratur frem på hylderne og skuffer en anden tilbage. Om dette handler følgende:
Kald det barnligt, plat, intellektuel trods eller bare ligegyldigt - men når isbjergmetaforen har vist sig at være være så levedygtig, som den har, så vil jeg påstå, at dens modsætning må have samme potentiale: Ispinden. I litterær sammenhæng: Ispindteknikken. Altså den slags litteratur, hvor der nærmest ikke er overladt noget til fortolkning og 'læsning mellem linierne'/de sparsomme oplysninger/dialoger/ fortællerkommentarer. Alt fremstilles i sin egen tydelige pinlighed, seksualitet, moral, ideologi eller hvad den aktuelle (ispindtekniske)tekst måtte have på dagsordenen. Ikke nødvendigvis en 1:1 matchende 'maksimalisme' - men tæt på en ekspliciteret virkelighedsgengivelse med ror, hvor alt man som læser skal tage stilling til er, hvilken pind forfatteren holder isen/teksten med (evt. på, hvis man godt kan lide den metafor .. sidder en pindis PÅ pinden, eller er pinden sat I isen?) Så at sige: Er det fx Freud, Marx, Jesus - hvis det skal være pindemænd? Er det fx magtfuldkommenhed, moralsk fordring eller kønnets svigt - hvis det skal være systemiske grene forfatteren har hygget sig med at stikke op i klumpen?
Det er oplagt vi i tekstudvalget mere end tangerer realismen og det der er værre (H.C. Branner, Pontoppidan, Nexø, Kirk, hvis det skal være de gamle klassikere) men prøv med andre fyldige tekster: Blixen, Høeg, S.Å. Madsen ... og se det for dig (det er en metafor, jo!): Kan de store fortællende, snakkende, redegørende tekster ikke netop kun holdes på plads med en (een) pind? Og kunne vi ikke diskutere hvilken pind så, frem for, hvad det der er der ikke står i teksten; i.e. mellem linierne? Det er som forskellen på en bismarcksklump og et altheabolsje: Klumpen gør talen uklar og flænser ganen op med (for slik, nogle meget) uvæsentlige og unødige elementer, hvor altheabolsjets glatte og venlige mandelovalform leger med tungen og gør talen klar.
Hvis man ønsker at undersøge dette forhold yderligere (og eksessivt) vil jeg anbefale Lone Aburas' roman "Den svære toer", som  ganske vist nok er en af den slags ispinde, der smelter så hurtigt at man står tilbage med en fedtet hånd, isen i sandet/tabt på gaden, et forbløffet ansigt og forfatterens pind alene - men det ser sjovt ud. Og som læsning/fortolkning betragtet er det øjeblikkeligt opkvikkende.

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"