BLEACHY SCI FI

 

Er det støv, der får os til at glemme og drømme, der får os til at huske? Er det omvendte altid usandt? Jeg læser om fremtiden på gammeldags maner. Drømmer mig tilbage til min barndom, da fremtiden var noget andet og uden for rækkevidde af drømme.

DUCKTAPE TIGER

MIN KROP SOM ER

MAN PRØVER AT HUSKE, HVORDAN NOGET FØLTES

Følelsen er i hukommelsen, men kun som en vag fornemmelse. Et falmet fotografi.
Jeg tænker fx på en ølbrik. Dens ru pappede overflade. Bulerne fra kondens og skum. Dens syrlige og øllede duft. Hofhunden og dens blik (evt.). Kvadratet med de rundede hjørner - ganske let flossede. Formatet. Farvetrykket. Tykkelsen. Jeg har det hele i hukommelsen, men jeg kan ikke holde den.
Min pegefinger og min tommeltot lukker ikke sammen om andet end min barn- og ungdoms minde. Som om den gestus man oftest anvender for at beskrive, hvor tyndt eller småt noget er; det være sig pikke, argumenter eller tid tilbage, håner intellektets formåen.

KNAUSGÅRD-KUNSTIPATION

Alle disse desperate ord, der ikke virker. Stemmer jeg trækker ud af min falske hals, mit troløse hode, i håb om en helbredelse. Der er ikke tale om at lege psykologisk tagfat, for løgnens haler er alt for nemme at fange og holde om. Rottevenner. Der er ikke tale om en religiøs håndspålæggelse, for bogen bliver aldrig sand. Det er ikke tale, som man hørte den dengang, hvor tvivlen kun boede i is og reb og råd i den fysiske verdens fælder. Råb om hjælp. Barndommens navne. Alle disse desperate ord, der ikke virker, men kommer og efterfølger og vedbliver, mens jeg'et tavst forbløder sin fremtid.Jeg kan ikke tale det frem, der er gemt i det, jeg prøver at sige, og jeg kan ikke tænke det frem heller. Mit sprog kaster kun skygger i mørke.

PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN

Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

SVENSKEVENTYR

BORDSKIK

ET MEGET PRÆCIST KIG IND I FORTIDEN

Ja, billedet ligger ned. Men netop derfor gengiver det meget præcist fornemmelsen af at stå og glo i sit gamle bad i omklædningsrummet på den skole man gik på i 1970'erne.
Det er et rum, det er et sted, det er udført i (be)kendte materialer, det ser så genkendeligt ud og det er umuligt at finde sig til rette i med blik og krop.
Bemærk især den helt skøre skraber, der meget lig ens egen sprællende erindring, er berøvet sin oprindelige funktion, og nu udstilles som et hjælpeløst instrument, der ikke aner om det skal stå, ligge eller hænge sig.

AUTOBIOGRAFISME - EN VARIANT

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

BILLEDE = TEKST (ÅRSTIDERNES SKIFTEN)

Et instagram-blik

NØJAGTIG POESI