THE MAN WHO

PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

SIG-NATUR

Jeg giver efter
Bli'r den de siger jeg er

Portræt af sig selv

AT BESKYTTE OG TJENE

… OG HISTORIEN KORT

Licenced to trade

 

We've got the mind, he's got the muscle

Spørgsmålet er ganske kort sagt, hvis er Daniel Craigs muskler i den nye Bond-film? Hans øl er fra DemIkender, hans ur er fra OhmyGod og hans køretøjer er fra England. Ganske vist er produkt placeringerne kun decideret skringre i starten af eposet, men de slipper aldrig taget i mit dovent marxistiske blik. Således er hans nydelige chaufførfrakke i Shanghai sikkert fra Bloss, hendes mascara sikkert fra L'ordeal og whiskyen helt sikkert fra Skotland (og en udvandet hilsen til Sean, som aldrig bar og indtog andet end sin stil med stil og uden regning). Det er lige før jeg tænker at det stolte firma Carl Walther GmbH Sportwaffen også har spyttet i bakken med nogle gode tyske Euros?
Jeg har noteret mig hvordan man har lavet spin på det helt indiskutabelt luderagtige ved filmen for at gøre det mere spiseligt for masserne: Bond-filmen er således lanceret som et komplet sponsoreret produkt i medierne.
- Wow! Det må jeg nok sige!
- Jamen, filmen er jo så frygteligt dyr at producere, at man for at give publikum det største sus, må hente meget ind på sponsoraterne - og så er det jo også sjovt at vi på een gang kan få publikum med på at spotte, oute og hygge-hate HeinIdemikender - og alligevel score kassen. Filmen er og bliver en lidt mere tjekket føtex tilbudsavis. Det kan ikke være anderledes. Man skal jo ikke glemme at man også betaler for de floder af farvede sider der tilflyder vor intimsfære, når man henter kyllinger og kødpølser i butikken. Der findes ikke gratis frokost.
Filmen sætter også en lang række andre tanker i gang, som alle produkter der rammer så bredt og alligevel dyrkes kult- og kitsch-agtigt. Fx at det dybest set er en western, at skurken har et Ødipuskompleks OG er bøsse, at trofæet er prostitueret, at handlekraft og hævntørst overskriver alle protokoller, at favne den fædrende gård kombineret selvtægt er løsningen på alle problemer altså ... at filmen vellykket segner under så bredt et udbud af klichemaskulinitet, at manden må spørge sig selv, om han egentlig ikke har brug for IKKE at drikke en særlig øl og kigge på et særligt ur, mens han træner muskler der sådan set ikke er hans egne, når han sidder himmelfalden tilbage efter forevisningen.

Krimikonstipation - pitch 1

Kriminalinspektør Janzen - eller Jazz, som hans få venner kaldte ham - kradsede sig i de daggamle skægstubbe. Det lød som velcrolukningen på hans cykelhandsker. Han stod overfor den mest usædvanlige sag han endnu i sin lange og ligegyldige karriere havde set. En seriemordermorder. Et plot i en krimiroman så langt ude, at det jo måtte komme før eller siden. Ikke mindst fordi seriemordermorderen kunne aflive sine ofre på endnu mere bestialsk vis end de helt almindelige bestialske mordere. Han havde jo en hel hævn at hænge dem op med, før han ... trak ... skubbede ... eller hvad han nu gjorde med dem. Men ikke bare dette pikante spil sad han med på sit skæve bord, hvor den nederste skuffe bandt af gode grunde, for udover at seriemordermorderen slog seriemordere ihjel - i en serie selvfølgelig - så var han så sexet indrettet og udstyret, at han rent faktisk gjorde det før de blev seriemordere. Han vidste med andre ord - og endda nogen gange også med andre metoder - hvem der blev og var seriemordere, inden de var eller blev det. Af en eller anden grund faldt Thomas Kluges maleri af Duchamps pissekumme Janzen ind. Han var kunstsamler - det eneste han egentlig anså sig selv for at være med et vist held og en endnu større professionalisme, og han lagde et stort arbejde og ditto ære i, at opsnuse de kommende stjerner, før de blev stjerner. Måske derfor han kunne se en analogi - men nok mere fordi Kluges, som altid hårfine præcision i gengivelsen af et allerede eksisterende kunstværk, var en både magisk og meningsløs gestus, som samtidig bar på et dimensionsløst raseri. Nå ja, og så var Kluge en af de få kunstnere han ikke spottede i tide og fik lusket et værk ud af, før han var uden for rækkevidde af Janzens slanter.