UNIVERSAL SOLUTION

EN SLÆGTNING BLIVER TIL EN FLYGTNING

en slægtning bliver til 

en flygtning 

mens vi taler sammen

han siger at alt det

vores lokale snøvlende

analytikere 

kalder krise og katastrofe 

og vores medier ekkoer ulækkert

og vores politikere bruger som soda og sjæl

også er noget andet 

at det er mennesker og våben

at det er kirker og skoler

tavshed

vrede meningsløse hverdage 

og aftaler

det er håb som man aldrig har mødt det før

han siger at det er 

at han ved vi har plads til dem 

hvis de kommer

og selvom han siger det med en familiær sikkerhed 

og jeg svarer med det samme

så er det

at hans stemme rummer en tvivl

der kommer

vil jeg tro 

fra det samme 

som har ødelagt det land han troede han boede i

 

HAIKUESQUE - DRØMMESCENARIE

Det skråner det stråler

inde på det blanke gulv

mit hus det svæver

det svæver

det væver en flok hjemløse følelser

der stavrer staver

morser kalder på

knalder på mine drømme

vers mod vers

trods mod trods

blodet dunker blod imod

ikke enig med mig selv

om hvor jeg skal bo

ikke levende i mit sprog

ikke stemt

ikke glemt

ikke tænkt

bare glidende gulv for nu

og nu

du er kommet

spørger om jeg er hjemme

i seng

eller ude.

MIT ARBEJDE

 

Jeg jager stemmen for at kunne tale om tavsheden. 

Det lykkes ikke.  

Hør.  

 

Jeg jager smerten for at kunne vende mig væk fra den. 

 

Jeg jager noget andet end sorgen, men begynder altid med den. 

 

Jeg jager skønheden, fordi jeg ikke vil tro på, jeg ikke tror på den. 

 

Jeg jager uden held det hæslige, fordi det ikke vil være i nogen form for relation. 

 

Jeg jager modvilligt konstant min egen tid. 

 

Jeg jager blikke overbevist om, at de jager mig. 

 

Jeg jager denne sætnings pointe. 

 

Jeg jager sprogets ufortalte. 

 

Jeg jager sorgen, fordi jeg ikke forstår den. 

 

Jeg jager intetheden, for at finde det, jeg har. 

 

Jeg jager mig selv. Men jeg flygter ikke.  

 

Jeg jager desperat det, jeg havde glemt. 

 

Jeg jager roen, som om den var en løgn.  

 

Jeg jager tragedier og finder ingenting. 

Jeg jager ingenting og finder en tragedie.  

 

Jeg jager den ærlighed, jeg ikke ved jeg har. 

 

Jeg jager altid alene.  

 

Jeg jager et andet ord for at jage. Som kun en digter kan jage.  

 

Jeg jager projektilets roterende spor ind i den uskyldige krop. Tilgiv mig. 

 

Jeg jager lyden i mit hode. 

Jeg jager lyden af mit hode.

Jeg jager lyden af det i mit hode, som lyder.

 

Jeg jager det banale, fordi det ikke må findes. 

Men det gør det. Jeg prøver at jage falsk. Jage ved siden af. Jage forbi.  

Banalt, banalt, banalt.  

 

Jeg jager blodet, fordi jeg ikke vil jage blodet. 

Jeg jager en anden metafor for det, blodet betyder.

 

 

IKKE URNEN BLEV TILBAGE

Jeg fandt en dagsration af små kemiske klipper

der skulle have været opløst i min mors blodstrømme

men nu ligger i et tarveligt blikæskemausolæum

og er fortid på en meget almindelig måde

død og borte er hun på den mest umulige

MASKINERNES SUM

Keeps going and going

For nogle måneder siden skar jeg lidt af min venstre hånds pegefinger. Der var ikke tale om mere end spidsen af fingeren - skævt på, så et hjørne egentlig. En lille smule negl, yderste blomme. Men det lå da på brættet, da jeg kom tilbage til køkkenet med fingeren pakket ind i papir. Jeg snittede persillerødder til en røsti, og havde for travlt. Jeg mærkede egentlig ikke kniven gå ned gennem fingeren, men jeg kunne sé det gik galt. Jeg stoppede som i den drøm, hvor man pludselig kan bevæge sig i en anden tilstand og næsten røre ved tiden og kigge sig om i den. Først ærgrelsen, så chokket og så det forventede blod. Derefter en længere i denne sammenhæng uinteressant kasuistik.

Sagen er, at jeg ikke fortsatte med at snitte. Naturligvis ikke. Men det ville en maskine have gjort. Også ligegyldigt hvad, hvor lidt eller hvor meget, der var kommet i kniven. Dette banale faktum har fulgt mig lige siden. Det betyder, at det gyser i mig, når jeg hører udtrykket, at få ørerne i maskinen. Det betyder, at jeg ikke kan gå ind til slagteren uden at skæve til kødhakkemaskinen og personalets led fedladne arme. Jeg kan ikke gå en tur på Prøvestenen uden at falde i staver over de støvede transportbånds evighedsform - som trapper uden etager. Jeg tænker på hjul der snurrer, tandbørster der hvæser, kogeplader der gløder. Altid dette element af uophørlighed, fordi maskinens ånd er at køre. Og når så man kaster kroppe ind i dette mekaniske sus, så bliver det så sørgeligt blodigt og udsigtsløst.

Jeg bevæger mig ret tydeligt og uoriginalt i en maskinstormer-tradition, hvis luddit-navn jeg lærte allerede i gymnasiet, og aldrig har glemt. Det er også en tradition vi finder i dele af sci-fi litteraturen, nyligt med stor succes i Matrix-trilogien og vel som modbevægelse i øko- og selvforsyningsbevægelserne. Det er også den, der spøger i hele det krampagtige hvordan-lever-vi-med eller-uden-sociale medier-spørgsmålet. Der er talløse andre eksempler, så hvad laver jeg her, når alt dette er sagt, set og ment klogere ting siden starten af 1800-tallet? Jeg leder efter en forklaring på, hvorfor jeg stopper kniven, når maskinen ikke gør. For jeg synes ikke spørgsmålet er så enkelt, som det egentlig tager sig ud. Og slet ikke, når jeg stadig har smerter i min ellers flot helede finger. Og da overhovedet ikke, når jeg forestiller mig den samme situation med en pålægsmaskine i stedet for en kokkekniv.

For hvem eller hvad har ansvaret for de nådesløst snittende, hakkende, kvasende, knasende, makulerende og centrifugerende maskiner, der skygger snart sagt enhver menneskelig aktivitet? Hvem eller hvad har opfundet det mastergreb teknologien dechifrerer, logger, faciliterer og forklædt faldbyder vores virtuelle aktiviteter med? Det har vi naturligvis selv. Det afgørende er blot - tror jeg - at hvis den menneskeligt modellerede maskine en dag kommer til at skære en finger af, lillefingeren fx, så stopper den ikke der. Der er ikke en suveræn dødemandsknap på den industrielle og teknologiske revolution. Var der det, ville det vel netop svare til den bevidsthed, jeg stopper min ene hånd med, når den skader den anden.

Så skal vi erkende vores slægtskab med maskinerne? Skal vi erkende, at ud af elektricitet, svinghjul, digitalisering og telegrafvæsen er vokset en Golem - et monster - der ikke blot har akkumuleret og omsat vor forstand, men også inkarneret den kompromisløse vækst? Det tror jeg da vil være en måde at komme videre på - lidt som man kan i andre kulturer, hvor jeg oplever man er tættere på og har meget lettere ved at hilse på broder automat og søster acetat.

Det er enten det, eller som jeg, forblive fanget i og skræmt af spørgsmålet om, hvorfor jeg stopper kniven, når ikke den menneskeskabte maskine ville.

ØJETS SYGDOMME

MEMENTO METRO

AN ASIAN RED

JEG HAR IKKE TIL HENSIGT AT BLØDE!

FEM TING OM KROPPEN DU ALDRIG FÅR SVAR PÅ

I disse manisk videnskabeligt og panisk lidenskabligt kropspenetrerende og ditto transparente tider, må der der også være blot nogle få grænser. Således

1) finder du aldrig ud af, hvilken skygge din krop kastede i går.
2) finder du aldrig ud af, om huden kan høre musik.
3) finder du aldrig ud af, om kroppen kan huske et insektstik.
4) finder du aldrig ud af, hvordan din krop smager.
5) finder du aldrig ud af, hvor meget luft du har brugt på at fortælle om dine drømme.

HOS LÆGEN

Et nedkogt kammerspil

Patienten: Jeg har ondt i livet.

Lægen: Højre eller venstre side?

Patienten: Jeg har også ondt i hodet.

Lægen: Jeg har nogle piller som kan save hodet af og derved tage de værste smerter.

Patienten: Jeg har ondt af mig selv.

Lægen: Det er jeg ked af at høre. På Deres vegne naturligvis.

Patienten: Jeg har ondt i blodet.

Lægen: Her kan vi tage en prøve.

Patienten: Rorschach?

Lægen: Var det højre eller venstre side, de sagde?

Patienten: Jeg kan prøve.

Lægen: Mener De at forstå?

Patienten: Nej. Det modsatte.

Lægen: Udstå?

Patienten: Nærmest.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Som sagt.

Lægen: Jeg tror vi skal tage en leverbiopsi.

Patienten: Jeg mener nu nok jeg er klar over at jeg lever.

Lægen: Men biopsien er uvildig.

Patienten: Men jeg er uvillig.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Har De nogle piller der kan save livet af?

Lægen: Sidste dør på egen hånd.

Patienten: Ak ja.

Lægen: Selv tak.

Krimikonstipation - pitch 1

Kriminalinspektør Janzen - eller Jazz, som hans få venner kaldte ham - kradsede sig i de daggamle skægstubbe. Det lød som velcrolukningen på hans cykelhandsker. Han stod overfor den mest usædvanlige sag han endnu i sin lange og ligegyldige karriere havde set. En seriemordermorder. Et plot i en krimiroman så langt ude, at det jo måtte komme før eller siden. Ikke mindst fordi seriemordermorderen kunne aflive sine ofre på endnu mere bestialsk vis end de helt almindelige bestialske mordere. Han havde jo en hel hævn at hænge dem op med, før han ... trak ... skubbede ... eller hvad han nu gjorde med dem. Men ikke bare dette pikante spil sad han med på sit skæve bord, hvor den nederste skuffe bandt af gode grunde, for udover at seriemordermorderen slog seriemordere ihjel - i en serie selvfølgelig - så var han så sexet indrettet og udstyret, at han rent faktisk gjorde det før de blev seriemordere. Han vidste med andre ord - og endda nogen gange også med andre metoder - hvem der blev og var seriemordere, inden de var eller blev det. Af en eller anden grund faldt Thomas Kluges maleri af Duchamps pissekumme Janzen ind. Han var kunstsamler - det eneste han egentlig anså sig selv for at være med et vist held og en endnu større professionalisme, og han lagde et stort arbejde og ditto ære i, at opsnuse de kommende stjerner, før de blev stjerner. Måske derfor han kunne se en analogi - men nok mere fordi Kluges, som altid hårfine præcision i gengivelsen af et allerede eksisterende kunstværk, var en både magisk og meningsløs gestus, som samtidig bar på et dimensionsløst raseri. Nå ja, og så var Kluge en af de få kunstnere han ikke spottede i tide og fik lusket et værk ud af, før han var uden for rækkevidde af Janzens slanter.