ARKÆOLINGVISTIK

MASKINERNES SUM

Keeps going and going

For nogle måneder siden skar jeg lidt af min venstre hånds pegefinger. Der var ikke tale om mere end spidsen af fingeren - skævt på, så et hjørne egentlig. En lille smule negl, yderste blomme. Men det lå da på brættet, da jeg kom tilbage til køkkenet med fingeren pakket ind i papir. Jeg snittede persillerødder til en røsti, og havde for travlt. Jeg mærkede egentlig ikke kniven gå ned gennem fingeren, men jeg kunne sé det gik galt. Jeg stoppede som i den drøm, hvor man pludselig kan bevæge sig i en anden tilstand og næsten røre ved tiden og kigge sig om i den. Først ærgrelsen, så chokket og så det forventede blod. Derefter en længere i denne sammenhæng uinteressant kasuistik.

Sagen er, at jeg ikke fortsatte med at snitte. Naturligvis ikke. Men det ville en maskine have gjort. Også ligegyldigt hvad, hvor lidt eller hvor meget, der var kommet i kniven. Dette banale faktum har fulgt mig lige siden. Det betyder, at det gyser i mig, når jeg hører udtrykket, at få ørerne i maskinen. Det betyder, at jeg ikke kan gå ind til slagteren uden at skæve til kødhakkemaskinen og personalets led fedladne arme. Jeg kan ikke gå en tur på Prøvestenen uden at falde i staver over de støvede transportbånds evighedsform - som trapper uden etager. Jeg tænker på hjul der snurrer, tandbørster der hvæser, kogeplader der gløder. Altid dette element af uophørlighed, fordi maskinens ånd er at køre. Og når så man kaster kroppe ind i dette mekaniske sus, så bliver det så sørgeligt blodigt og udsigtsløst.

Jeg bevæger mig ret tydeligt og uoriginalt i en maskinstormer-tradition, hvis luddit-navn jeg lærte allerede i gymnasiet, og aldrig har glemt. Det er også en tradition vi finder i dele af sci-fi litteraturen, nyligt med stor succes i Matrix-trilogien og vel som modbevægelse i øko- og selvforsyningsbevægelserne. Det er også den, der spøger i hele det krampagtige hvordan-lever-vi-med eller-uden-sociale medier-spørgsmålet. Der er talløse andre eksempler, så hvad laver jeg her, når alt dette er sagt, set og ment klogere ting siden starten af 1800-tallet? Jeg leder efter en forklaring på, hvorfor jeg stopper kniven, når maskinen ikke gør. For jeg synes ikke spørgsmålet er så enkelt, som det egentlig tager sig ud. Og slet ikke, når jeg stadig har smerter i min ellers flot helede finger. Og da overhovedet ikke, når jeg forestiller mig den samme situation med en pålægsmaskine i stedet for en kokkekniv.

For hvem eller hvad har ansvaret for de nådesløst snittende, hakkende, kvasende, knasende, makulerende og centrifugerende maskiner, der skygger snart sagt enhver menneskelig aktivitet? Hvem eller hvad har opfundet det mastergreb teknologien dechifrerer, logger, faciliterer og forklædt faldbyder vores virtuelle aktiviteter med? Det har vi naturligvis selv. Det afgørende er blot - tror jeg - at hvis den menneskeligt modellerede maskine en dag kommer til at skære en finger af, lillefingeren fx, så stopper den ikke der. Der er ikke en suveræn dødemandsknap på den industrielle og teknologiske revolution. Var der det, ville det vel netop svare til den bevidsthed, jeg stopper min ene hånd med, når den skader den anden.

Så skal vi erkende vores slægtskab med maskinerne? Skal vi erkende, at ud af elektricitet, svinghjul, digitalisering og telegrafvæsen er vokset en Golem - et monster - der ikke blot har akkumuleret og omsat vor forstand, men også inkarneret den kompromisløse vækst? Det tror jeg da vil være en måde at komme videre på - lidt som man kan i andre kulturer, hvor jeg oplever man er tættere på og har meget lettere ved at hilse på broder automat og søster acetat.

Det er enten det, eller som jeg, forblive fanget i og skræmt af spørgsmålet om, hvorfor jeg stopper kniven, når ikke den menneskeskabte maskine ville.

A chance to cut is a chance to cure

Bloggen har navn og slogo fra flere forskellige steder. I 2001 udgav den amerikanske art-electronica-eksperimental-duo MATMOS albumet A Chance to Cut is a Chance to Cure, som inkorporerede en del samples fra operationsstuer, hvor der fandt fedtsugning og laserkirugi sted. Musikken er ganske cool, men nogle af samples’ne (? hvad hedder samples i flertal på dansk) meget påtrængende og svære at komme udenom – hvad der selvfølgelig heller ikke er meningen. Men på nogle af numrene bliver det lige principfast nok. Albumets titel er under alle omstændigheder fremragende og muligvis endda hentet ud af en blodig virkelighed på hospitalsgangene – hvad ved man?
Cuttet, snittet, åbningen og den deraf følgende sammenføjning er hovedpointen i denne blog. Hvis dette sted skal være noget i sin egen ret er det dét. At det der skal opdages, undersøges, analyseres og produceres på en eller anden vis kan knyttes til bruddet, gabet, revnen og hullerne i den kultur, der vokser på kloden. Jeg er ikke kræsen eller sippet – hvorfor ikke gribe skalpellen selv? Der er altid plads til et hul.
Dertil kommer en faible for collagen. Javel, gammel traver – egt. lige så gammel som trykpressen kunne man tro, og måske netop derfor – ualmindelig egnet og vant med at kigge på alle de ting og tegn kulturen efterlader. Collagen har det i øvrigt godt for tiden. Dens stilige nostalgi, autentiske stoflighed, rå visualitet og sanseligt materielle nærvær dukker op flere og flere steder. Og her taler vi ikke om collagen som den kan praktiseres i billedbehandlingsprogrammer – selvom de bestemt også kan noget, men kniv, saks, papir, blade, bøger, fotografier, tapet, papir, papir papir og LIM.
I dag da jeg kørte hjem fra arbejde, hang der en mand på den samme venstrevalgplakat, hvor der i går hang en kvinde. Sådan arbejder cuttet (og blæsten og regnen) så elegant i demaskeringen af verden.
Velkommen til.