ARTIFICIAL INDIFFERENCE

OM MAN SKABER DET || ELLER BETRAGTER DET

FREMTIDEN ER ERR ERINDRING

KIEFERHOMEN IV (Galla)

Alle de ting man dør fra og vågner op til. Det er de ting man ikke husker man har. Før man ser dem igen. Mennesketing. Man ville kunne kende en knap. Et bogstav. Et øje. Inde i hodet alle disse unødvendige ting. Må de ligge i bevidsthedens uendelige kategorier. Billedflader. Tegn.

Man går i en ørken som ikke er ørken og møder uanvendeligt sig selv. 

Arvestykker spøgelser gennemsigtige parader. Perler foran brændende bygninger og lys. En metalstige i et hul. En fortælling. Glimtende. Genkendelsens blikhviler.

HVAD DE TÆNKER OM DIG

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

INGEN AF DISSE

En mand kommer ind i en restaurant. Han tager frakken af og vil give den til tjeneren, men forsvinder i samme øjeblik tjeneren griber frakken.

En luftakrobat svinger i sin trapez, da han er i svingets yderste position slipper han grebet og hvirvler ind i en frakke.

Manden fra restauranten dukker op i et fald.

Luftakrobaten rammer ikke den anden akrobats udstrakte hænder, og iklæder sig istedet frakken inden han lander i et tomt sæde blandt publikum, hvorfra han uskadt betragter resten af forestillingen. Der er bl.a. et nummer med heste og aber.

Manden fra restauranten dukker ikke op igen. 

Luftakrobaten vinker til sine kolleger, da han forlader cirkusteltet gennem noget, der ikke kan siges at være en dør men mere en flænge.

Tjeneren på restauranten føler skyld. Det er en god frakke.

HEADWAIT

Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.

HAND TO EYE

DER . HVOR . MAN . ER . SIG . S

Her hvor jeg befinder mig, kan jeg kun være, fordi jeg siden skal et andet sted hen. Sorg og håb er er hver sit kronologiske grundstof.

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

GRUCK

Tænk du blot din tanke
Tænk hvilken tanke du vil

Universet har plads nok til alle de tanker der er til

Ensomheden i mørket og kulden derude
er ikke tankens men den hjerne
der satte den i spil

Tænk fx på en stjerne hvis du vil

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

SPHÆRE SPHÆRE HODE

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer

Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.

Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?

Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?

Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.

Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

AT REJSE ER AT OVERLEVE

Rejsende i 

Rejsen er et af livets store paradokser. Alle rejsende føler sig i centrum af deres eget liv og deres egen verden. Det må de nødvendigvis gøre. Mål og midler er altid allerede klar i tankerne, ligemeget hvornår man spørger eller møder dem. Destinationer, ruter, pauser, udsyn og indsigt, stop og start; ALT er indrettet på at deres liv skal lykkes og forløses med denne rejse. Det gælder også hvis man rejser i embeds medfør - hvis ikke det endda gør det tydeligere, da formålet med at flytte netop mig til netop det sted, også er nedfældet i en aftale eller kontrakt.
Sagen er at man ikke kan gennemføre en rejse, hvis ikke man kontinuerligt flytter sit egocentriske syn med sig. Hvis ikke JEG gennemfører denne rejse, så ville den jo ikke være. Eller blive. Alt hvad der sker på rejsen masserer og bekræfter ens identitet og selvoptagethed: Boarding, paskontrol, reservationer - alt kræver ID-tjek hér og ID-tjek dér. Man har indtrykket af, at man konstant er den man er på det sted man er. En kejser i en bærestol.
Men i virkeligheden - den materie der omgiver ego’et - er rejsen noget af det mest anonymiserende man kan foretage sig. Som banalt stykgods hvirvles man gennem luften som passager dit eller dat. Reservationerne er prikker i et skema, der enten viser god eller ringe belægning. Detektorer, scannere og baggagebånd, software til booking, betaling og reservationer er alle upersonlige maskiner. Som rejsende er du alle steder omgivet af en verden, der kun ser dig som en bevægelse. Det bliver aldrig personligt. Selv ikke i øjnene på de mennesker du møder spejles et menneske, men noget afpersonaliseret. En opgave. En klump. Data og kød.

Tro ikke dit pas før du er fremme. Og har trukket sjælen med.

ARVEAMERIKANSK NOSTALGI

Historie er det man kan se, når tiden er gået

Hvad er det for en følelse man fyldes af, når man lytter til, ser eller smager på ærkeamerikanske fænomener som Hershey bars, Frank Sinatra og Campell's logo? Marlboro, Levi's, LA Dodgers og Ford? Pepsi, Burger King og Bruce Springsteen?

Kan man forestille sig, at noget af magien kommer fra den tid og de dage i fyrrerne, hvor Europa og Danmark blev befriet og siden genrejst af den amerikanske drøm? Kan man forestille sig Amerika simpelthen fik kilet sig så dybt ind i genopbygningen, at det blev en del af det til enhver tid eksisterende værk? Altså at de aktuelle amerikanske strømninger i den europæiske kultur har kvalificeret sig historisk? Man taler altid om amerikaniseringen som et aktuelt emne (evt. problem): Disneyficeringen og fast food-kulturen fx. Men hvem siger det er noget aktuelt? Hvorfor kan vi ikke anskue det som en udvikling, der starter med Marshall-hjælpen og pt. hedder Obey?
Jeg undrer mig kun over det, fordi jeg ved jeg selv falder i med jævne mellemrum … og synes noget amerikansk er for sejt. Kommer til at ville eje eller gøre noget klassisk americana, fordi det stiver een af, giver en fornemmelse af at tilhøre noget stort og stærkt eller hvad ved jeg. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor - egentlig. Jeg kan godt forklare, at jeg bliver del af det fællesskab, som også dyrker de amerikanske dyder, men det forklarer jo ikke religionen. Jeg blev provokeret af logikken i alt for nemt at synes godt om Wrigley's og have en udtalt svaghed for cowboystøvler.
Og så så jeg forleden en samling af alle (ALLE) de forsider Billedbladet har haft siden de udkom første gang i 1938. Og der kan man se det, hvis man vil. Hver anden eller tredie uge er Amerika på forsiden. Typisk filmstjerner, men også politikere eller andre amerikanske enere. Meget lig Uge-Revyen, der også udkom tilbage i disse for vort land så vanskelige tider.
Så tesen er altså, at vi kiggede vestover for at få ideer og håb til at komme videre i teksten efter det massive nedbrud Anden verdenskrig var for Europa, og det blik var USA ikke sene til at gengælde og forstærke - og altså i en grad, så det blev del af arvemassen og kunne nedarves fra vore forældre og siden gives videre til vore egne børn. No questions asked.
Om det er sandheden finder vi først ud af når vi får et kulturpatologisk speciale indenfor videnskaben. Jeg skal gerne testamentere den gådefulde krop, der befinder sig indenfor mine Converse, mine jeans og min hvide t-shirt.

"Og på første plads

 filmens stjerne, 

helten fra det vilde vesten 

(med Odolsmil), 

verdenskomikeren 

(med Odolsmil) 

og solskinspigen 

(med Odolsmil)."

Fra Otto Gelsteds 'Reklameskibet' (1923)

TI BUD PÅ HVAD DER ER GALT MED DIT LIV

Reddes eller regeres?

1) Du blev aldrig spurgt.

2) Du fik aldrig svaret.

3) Du kom for sent.

4) Du kom for tidligt.

5) Du ved ikke hvorfor du kom.

6) Du har ikke ord.

7) Du føler dig fremmed overfor din egen latter.

8) Du ved at du ved, men ikke hvad der er vigtigst at vide.

9) Du kan ikke holde stilheden ud.

10) Du kan genkende dig selv i en af ovenstående sætninger.

Ønsker De at ændre et eller flere af disse forhold anbefaler jeg hyppig læsning, gåture og ærlighed. Siden samtale.

THE MEDIUM IS THE MASSAGE

Remedieringsremedier 2

 

Hvis man er sentimentalt nok anlagt (vi lader ordlyden 'anlagt' stå til et andet indlæg) kan man ved at følge DR1's nye serie 'Mit publikum' komme til at græde over det man ser: 30 mennesker hjælper et enkelt menneske med sidstnævntes dilemma, ved at råde mennesket til at gøre det ene eller det andet. Det lyder ikke gribende, men det er det. Måske fordi opsætningen rummer den grundlæggende fortælling om næstekærlighed, den grundliggende længsel efter at gøre det gode og den grundlæggende skildring af, at mennesker, der tilbringer tid sammen, kommer til at interessere sig for hinanden, og den investering holder man fast i. Se det hvis du tør. Jeg tør ikke anbefale det af frygt for at miste den tillid jeg indtil nu måtte have optjent som lødig og kulturel på den fede måde.
Pointen er imidlertid også en anden.
Programmet er et andet eksempel på remedieringsbølgen (se indlægget om landskab og radiomontage her på bloggen), hvor mediet ikke bare medierer menneskelig forståelse og barmhjertighed, men - fordi det er et medie - REmedierer selv- og virkelighedforståelse. Det er ikke 'Her er dit liv / skoleklasse / næste uges tv, det er et program, der rent faktisk bestemmer, at disse menneskers liv skal ændres. Det er heller ikke 'Total makeover' / Skrot til slot eller Pimp my ride, selvom det ligner... eller?
Måske er der ingen pointe.
Måske har tv, radio lige siden deres fødsel remedieret menneskers virkelighed og selvforståelse? Måske var samtalen med Jørn Hjorting epokegørende og livsforandrende nok back in the 70'ies, alene fordi man vidste man blev hørt NATIONWIDE?
Sagen er nok nærmere - at alle de remedieringsmennesker, der efterhånden må gå rundt derude (spørg evt. næste gang De er til selskab, hvor mange der har været i medierne), i højere grad på det seneste selv har opsøgt mediet, for at for hjælp til selvet og livet. Man ser ikke anden mulighed end at få flertallets øjne, ører og hjerter til at hjælpe een på plads i tilværelsen. Man har brug for at blive remedieret - genindspillet - spolet tilbage - restaureret - remastereret, og det kan man kun gøre hvis det bevisligt sker; altså i medierne. For hvad fanden er en munk?!
Jeg skrev fordi jeg i aften - mens jeg græd over 'mit publikum' - indså, at tv er kommet for at blive. Det ikke kun del af vores lystfyldte underholdnings- og historiefortællingbehov, det er blevet et redskab på linie med eftertanke, samtale og socialt samvær. Især da, når programmets morale så entydigt er, at man skal huske på, at menneskers hjerter banker og føler for menneskers hjerter, der banker og føler for ... Remedieringsprogrammerne har møvet sig ind på og imellem os ligesom telefonen og computeren, der bestemt er sociale, og egentlig sikrer mere kontakt og menneskelighed end ingen af delene, men også stadig er et medie, en freakin' box, som helt sikkert tager sig betalt med noget jeg ikke kan se lige nu, fordi jeg har tårer i øjnene.

THE MEDIUM IS THE MESSAGE

Remedieringsremedier

 

Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.

 

"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."

 

I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?

Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.

Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).